Fra Athelas nr. 10, 1995, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Hinsides Kløvedal

Så er der godt nyt til alle vendelboer, nordsjællændere, bornholmere og hvem der ellers kan stille deres antenne ind på svenske radiobølger. Som tidligere omtalt i Athelas 8 er Sveriges Radio godt i gang med deres hidtil største satsning inden for radioteater: en dramatisering af Ringenes Herre! Første afsnit sendes 17. juni tidligt på eftermiddagen, men allerede 10. juni kommer et introduktionsafsnit om Tolkien, Ringenes Herre og diverse Tolkienforeninger. I alt bliver der 13 afsnit på 55 minutter hver.

 

Rollespillere med en forkærlighed for Tolkien kan godt begynde at spare sammen til sensommerens danske udgave af MERP ­ Middle-earth Role Playing. Folkene på Forlaget Open End (FOE), et lille nystartet århusiansk foretagende, er godt i gang med at læse korrektur på deres første udgivelse, der ventes i handlen i løbet af august-september. Oplaget bliver på omkring en 1000-1500 eksemplarer, og den vejledende pris kommer efter alt at dømme til at ligge på omkring 250 kr. ­ Men så får man også ca. 300 sider spækket med oplysninger om Tolkiens verden og forslag til, hvordan man kan skabe et ægte rollespilsmiljø ud fra hans værker, oven i købet i hardback og med et garanteret flottere layout end ICE's amerikan-ske 2. udgave! Interesserede læsere af Athelas kan dog med fordel slå koldt vand i blodet og i stedet for at styrte af sted til nærmeste rollespilsbutik kontakte herværende redaktør, der også har haft en finger med i spillet som konsulent. Forbindelsen til FOE vil måske kunne give udslag i rabat, eller i det mindste en lille ekstra indtægt til Imladris ­ Og hvad gør du, kære læser, dog ikke for at støtte et godt initiativ og din forening?! ICE har i øvrigt netop udsendt en ny udgave af Creatures of Middle-earth samt et Northwestern Middle-earth Map Set.

 

En anden ting , man som Tolkien-entusiast godt kan begynde at spare sam-men til, er Gyldendals næste Tolkien-udgivelse ­ Med mindre man da diskret får lokket en anden til at læse denne lille notits. I hvert fald vil mange af Imladris' medlemmer i år utvivlsomt sætte Tolkiens The Father Christmas Letters på ønskelisten, når Gyldendal sidst på året udsender bogen på dansk ­ oversat af ingen anden end en mester inden for sin genre, forfatteren Benny Andersen! The Father Christmas Letters er en rigtig julefortælling, sammensat af breve, som Tolkien, idet han foregav at være julemanden, skrev til sine børn fra 1920-1939. Hvert brev indeholder en lille fortælling om livet på Nordpolen og er smukt dekoreret med sirlig skrift, runer og farverige tegninger.

 

Roger Garland vil være kendt af de fleste Tolkien-kendere som illustrator af omslagene til The History of Middle-earth. Sammen med sin kone Linda har han nu udsendt en bog med over 100 farvetegninger, hvoraf ca. en femtedel er med Tol-kien-motiver. Bogen, der hedder Garlands of Fantasy, er skrevet af Nigel Suckling og udgivet af forlaget Paper Tiger. Den er på godt 150 sider og koster £12.95. Roger Garland blev i 1981, som den tredje tegner nogensinde, direkte kontaktet af forlaget George Allen & Unwin (det senere HarperCollins) og bedt om at illustrere Tolkiens bøger. De to første illustratorer var Tolkien selv og Pauline Baynes.

 

J.R.R. Tolkien , en bibliografi af Listemageren (ISBN 87-90011-50-3) hedder et nyudgivet lille hæfte, der opstiller alt hvad der findes af Tolkien på engelsk og dansk i diverse udgaver. Det er 20 sider langt og koster 20 kr. fra Forlaget SFK, Kildegårdsvej 134, 5240 Odense NØ.

 

Bedre sent end aldrig er der et gammelt ordsprog, der siger. Vi må des-værre konstatere, at herværende klumme ofte rammes af denne gamle sandhed. På Århus Statsgymnasium blev der fx opført en musical over Hobbitten 27. til 29. november i fjor. Stykket blev opført af en stab af lys-, lyd- og scenefolk og 100 børn og unge fra Århus Folkemusikskole, Midtdjurs Musikskole og Det Jydske Musikkonservatories Pigekor. Desuden medvirkede 7 professionelle musikere fra Århus Symfoniorkester, og musikken blev skrevet af Finn Egeland Hansen og di-rigeret af Helle Høyer Hansen. Stykket blev instrueret af Robert Goodwin og blev i øvrigt støttet med midler fra Kulturfonden, Inden-rigsministeriet, Århus Amt og Århus Kommune. Ideen til at opføre Hobbitten op-stod i 1987, hvor Finn Ege-land Hansen komponerede musikken til årets »Sanger-dyst&laqno;, inspireret af Tol-kiens historie og univers. I musicalens program kan man læse, at musikken på én gang var »frastødende og provokerende, og even-tyrlig og tiltrækkende. Den gav næring til fantasien, og fantasierne gav blod på tanden til at omsætte hele historien til dramatik og levende billeder&laqno;. Ifølge et nærværende Imladris-medlem, Johnny Nielsen, blev stykket »godt og pænt fremført med musik, der lagde sig tæt op ad ægte Tolkien-stemning. Selvom Gandalf ­ med stemme som en pubertetpiges ­ nok fik hårene på mine fødder til at krølle&laqno;.

Vi bliver i tea trets verden . I New York har der i et stykke tid gået en kabaret på Pussy Galore Club på Old Compton Street, hvor der bl.a. er et indslag om det litterære selskab »The Inklings&laqno;. Ingen kan tilsyneladende rigtigt forklare handlingen i englænderen Wallace Arnolds forestilling, men det korte af det lange er, at Tolkien her ses, mens han spiller på kontrabas og kazoo! Vil man ikke begive sig helt til New York for dette særsyns skyld, kan man i stedet anskaffe sig forestillingen på video. Den hedder The Agreeable World of Wallace Arnold.

 

Mens vi er ved kuriøsiteterne . I tidsskriftet The Bookseller kunne man 3. marts læse om et enestående tilfælde af respekt for kunstneres ophavsret: Et brev til HarperCollins fra en mand der bad om lov til at kopiere en Tolkien-illustration til en tatovering, som han håbede at kunne få lavet! ­ Hvorvidt han fik lov eller ej, melder historien desværre ikke noget om...

 

I maj -nummeret af FDB's Samvirke kan man finde et portræt af kunstneren Ole Bachmann, der bl.a. har været med til at lave filmen Pelle Erobreren. Det var imidlertid Tolkien, der inspirerede ham til at lave hans første billeder i stof. »Mine første kludebilleder blev til, mens jeg læste disse eventyr-bøger. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Og for ikke at ryge lige igennem alle fire bind rationerede jeg mig selv: Når jeg kom til et meget smukt sted i bøgerne, stoppede jeg op og omsatte mine oplevelser i stofbilleder&laqno;. Ole Bachmann døde i 1991 af AIDS. Kort før sin død lavede han 32 collager i stof, der oprindeligt var udført til en børnebilledbog, men som AIDS-linjen nu har trykt som postkort. De koster 100 kr. og kan fås ved indbetaling til Samvirke på giro 6 45 11 95.

 

En konkurrent til Samvirke, DSB's Ud & Se, kan også det der med Tolkien-referencer. I deres maj-nummer kan man således læse om Internettet og dets mange forgreninger, bl.a. om musiknetværket CMN, Computer Music Network, der har omkring 100 medlemmer spredt over alt i verden. Et medlem, der kalder sig Bionic, fortæller, at »for eksempel har vi nordmanden $volkraq [$-tegnet er ikke en fejl!] fra demogruppen 'Gollum'. Han har blandt andet vundet flere musikkonkurrencer til demoparties&laqno; ­ Gad vide om Gollum skulle have fået pæne manerer på det sidste?!

 

USA er som bekendt mulighedernes land. Hvem har fx ikke drømt om at sejle ned ad Brændevinsfloden som en anden Tom Bombadil? Nu er det heldigvis ikke længere nødvendigt at rejse helt tilbage til tredje eller fjerde tidsalder. Nej, alt hvad man skal gøre er at tage over Atlanten til Guds eget land, hvor floden lever i bedste nationalpark-konserverede velgående i staten Pennsylvania. I et nummer af tidsskriftet National Geographic Traveler fra 1993 kan man finde dette autentiske kort over den såkaldte Brandywine Valley ­ Ja, så findes der vist ikke længere nogen undskyldning for ikke at få dén drøm realiseret!

 

 

 

Apropos det at rejse . Rikki Breem fra The Tolkien Society skriver i Amon Hen 131, at hun under en rejse i Sudan besøgte Wad ben Naga for at se Det Meriotiske Palads og andre ruiner. »Som sædvanlig kom hele den nærvedliggende landsby ud for at møde os, og løbende ud over sandbankerne kom skolebørnene, med deres notesbøger i hænderne, mens de råbte 'Gollum, Gollum!'&laqno; ­ Dette skulle senere vise sig at være det sudanske ord for penne og blyanter...

 

En anden eventyrlig Tolkien-reference findes i tidsskriftet Globalen, hvor et af vore medlemmer og herværende skribents fader, Gunnar Lysemose, i 1991 bl.a. skrev følgende i sin artikel »Over alle bjerge&laqno;: »Ladakh er spændende med dets højplateauer og bjergørkner. Her lever den enestående tibetanske kultur uforstyrret videre, som den har gjort i århundreder. Området ligger i læ for monsunregnen på Himalayas nordside. Dalstrøgene er beboede, selv om de ligger bortgemt og fjernt fra al civilisation af høje pas og dybe kløfter. Klostre ligger som ørnereder på dramatisk forrevne klippetoppe. Jeg tænkte flere gange på tegningerne og den forestillingsverden, der hersker i Tolkiens Ringenes Herre. Da jeg var gæst i Phuktal-klostret og overnattede der sammen med to andre fra gruppen, følte jeg mig hensat både til Umberto Ecos middelalderlige klosterverden i den dystre Rosens Navn, men også til James Hiltons paradisiske Tabte Horisonter ­ Shangri-La. Overalt var befolkningen meget gæstfri. Vi gik tit på landsbyvisit eller fik selv besøg af børn og kvinder fra landsbyerne. Vi gik for det meste i det mest besynderlige, storslåede og mystiske landskab i alle tænkelige brune nuancer. En form for overnaturlig stenørken med kæmpebjerge og huler i mærkelige faconer, som lagde nogle besynderlige eventyragtige skygger over landskabet, der så ud som blødt, blødt sand&laqno;.

-LT

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Chart.dk