En analyse af magiens plads i MERP-kampagner
Af Johan Söderberg
Fra Athelas nr. 10. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
»Gennem alt hans troldkvad trængte,
afsløres skulle de fremmede væsener
forklædningen falde, tanken blottes.
Men Felagund sang da et kvad til svar
om fast styrke, modstand, evigt værn,
dølgsmål, skjule-ord, standhaftig kamp,
(...) bestandig stærkere voksede kvadet.
Felagund med al kunst og kraft
Alf-urstyrke lagde&laqno;.
Uddrag af Leithan-kvadet, Silmarillion.
En fantasyverden bliver aldrig en fan-tasyverden uden en vis form for magi. Det er et af grundprincipperne for eventyret: kampen mellem godt og ondt. J.R.R. Tolkiens Midgård er ingen undtagelse. Magi er nødvendigt for ikke at gøre subkreation til grå virke-lighed. På samme måde er magi nød-vendigt som et lille ekstra krydderi i rollespillet, men hvor meget magi bør man egentlig have med i spillet? I den-ne artikel følger en analyse af magi i Tolkiens Midgård samt forslag til, hvor-dan man bør anvende magien på den bedst tænkelige måde uden at bryde med den berømte »Midgårdsfølelse&laqno;.
Magi i J.R.R. Tolkiens værk
Hvor meget magi forekommer der egentlig i Tolkiens værk? Først og fremmest bør vi dele værket op i to dele Silmarillion med der til hørende eventyr samt Ringenes Herre. Magien viser sig på forskellige niveauer i begge værker, eftersom de er skrevet temmelig forskel-ligt. Magi var uden tvivl meget mere almindeligt i den første og anden alder. Valarne greb da mere ind i verdens be-givenheder, men udsendte ved begyndelsen af den tredje alder også de fem istari sendebudene. Den eneste istar som aldrig blev fordærvet af sin store magt, men blev sin opgave tro, var egentlig Gandalf. Saruman blev som bekendt alt for magtsyg og faldt til sidst mere eller mindre af sig selv, Radagast blev frelst af dyrene og fuglene, og hvad der hændte de to blå troldmænd ved ingen (ikke engang Tolkien). Gandalf ødslede aldrig med sine kræfter, de ramte kun de, der havde forbindelser til Sauron eller med ondskab i almindelig-hed. Istariene måtte aldrig stræbe efter egen magt, de skulle kun bekæmpe Sauron, og for at skjule deres virkelige kræfter syntes de svagere og ældre, end de i virkeligheden var. En hensigt blandt istariene om at vække så megen opmærksomhed som muligt fandtes altså ikke til at begynde med.
Brugen af magi blandt Midgårds væsner synes yderst varieret. For hob-bitter og mennesker var magien noget uvirkeligt, men måske alligevel noget som eksisterede (i hvert fald noget man burde tage sig i agt for). Gandalf var jo en troldmand, så hvorfor ikke? Elverne, derimod, havde et andet syn på magi. Et mere hverdagsagtigt syn. Men elverne var jo ikke menneskelige skabninger på nogen måde, deres tid og tænke-måde var anderledes. Magiens rolle i de tilbageværende elverriger i slutningen af den tredje alder forekommer at være den samme som i tidligere aldre. Rohirrim talte ofte om denne »heks&laqno;, der boede i Lórien, og om de lumske besværgelser, som hun vævede dér, noget som ikke skal forbindes med elvernes egentlige brug af trolddomskunster, men mere som en henvisning til, hvad menneskene egentlig mente og tænkte derom. At analysere elvernes magi er givetvis meget svært, eftersom det er umuligt at lære dem at kende, men vi kan antage, at der for dem ikke var noget usædvanligt ved, at magi fore-kom i dagligdagen. Tolkien skriver selv i et brev til Milton Waldman, at han ikke har brugt ret meget »magi&laqno; i sit værk. Den magi, som elverne dog repræsenterer, er den kunst og mystik, som om-giver dem i form af den udødelighed, som de besidder. Hvis vi skal spinde videre, så mindede dværgenes syn på magi nok om det, som menneskene havde, men deres måde at tilvejebringe magi på var nok mere almindelig ved, at de anvendte magi til deres håndværk og lignende sysler.
For et almindeligt menneske i Midgård så eksisterer magi, han eller hun ved, at der findes troldmænd i verden, for han eller hun har hørt tale om dem. Handelsmanden ved, at der findes magiske sværd og kapper, men det er ikke ting, som han velvidende har i sin butik, og som han sætter pris på! Dette kan illustreres med et uddrag af Ringenes Herre fra kapitlet »Den stejlende Pony&laqno;, hvor Frodo ved et uheld kommer til at tage Ringen på: »De lokale hob-bitter stirrede forbløffet, så sprang de op og gav sig til at råbe på Bygmand. Alle trak sig tilbage fra Pippin og Sam, der pludselig sad alene i et hjørne og så dystert og tvivlrådigt til. Tydeligt nok var der mange, der regnede dem for venner af en omrejsende tryllekunstner med ukendte evner og et ukendt ærinde (...) De fleste af hobbitterne og mændene fra Bri forsvandt i vrede uden at have lyst til mere underholdning den aften. Et par af dem sendte Frodo et rasende blik og gik deres vej, mens de mumlede i skægget. Dværgene og de mærkelige mænd, der var blevet siddende, rejste sig og sagde godnat til værten, men ikke til Frodo og hans venner. Inden længe var kun Traver tilbage, han sad stadig ved væggen, uden at man lagde mærke til ham&laqno;. Dette var et eksempel på, hvordan almindelige mennesker reagerede, når de kom i direkte kontakt med »magi&laqno;. En meget stor mistænk-somhed rettedes mod Frodo og hans venner, og det er heller ikke så mærke-ligt, da den lille hobbit pludselig forsvinder ud i den blå luft for øjnene af alle sine forbløffede tilskuere! Jeg er fuldkommen overbevist om, at du selv ville opføre dig på samme mistænk-somme måde, hvis nogen i din nærhed pludselig blev usynlig for derefter at komme til syne igen! Menneskene i Midgård er ikke ulig os!
Ringenes Herre
Hvordan opfører magien i Ringenes Herre sig egentlig? Den magiske ring dominerer jo naturligvis alle seks bøger, men broderskabet stifter også bekendtskab med fortryllede porte og spejle, fjerntskuende stene og lysende flasker, magiske sværd og skumringsgrå kapper. Magiens udøvere er få, men yderst betydningsfulde; Gandalf laver et overdådigt fyrværkeri på Bilbos 111 års fød-selsdag, han kommer i vældig kamp med en balrog og får broen over dybet i Khazad-dûm til at brase sammen ved hjælp af sin stav, Elrond drukner Ring-ånderne ved Vadestedet, Saruman forhekser alle med sin forføriske tunge, Gandalf knækker hans stav, fortryller Slangetunge i Meduseld, Ringånderne lammer alle med deres frygtindgydende skrig... Fælles for alle disse magiens udøvere er, at de antageligt er meget, meget gamle og oprindeligt stammer fra Valinor, eller på en eller anden måde har forbindelse til valarne eller er bundet til en anden og højere magt (eksempelvis Ringånderne med Sauron), samt at ingen af dem er mennesker.
Tolkien anvender trods alt ganske meget magi i sine beretninger, men magien er begrænset til meget mægtige personer. Det indtryk man får, når man læser Ringenes Herre, er, at magi er noget dunkelt og fremmed, det hele er en del af den mystik, som gennemsyrer hele Tolkiens verden. Brugen af disse trold-domskunster er forbeholdt nogle ganske få individer, og vi ser aldrig, at de sløser med deres formåen for på nogen måde at vække opmærksomhed. Alle magiske genstande i Ringenes Herre har et særligt formål, og de benyttes ikke bare efter forgodtbefindende. Da Tom Bombadil redder hobbitterne ud af dyssevættens kløer i gravhøjen, fandt han godt nok en masse dyrebare genstande: »Da han kom ud, slæbte han på en masse skatte, genstande af guld, sølv, kobber og bronze, mange perler, kæder og juvelbesatte smykker&laqno;. Dette var sikkert meget fine sager, men jeg spørger mig selv, hvor mange af dem var magiske? Sikkert ingen af dem. Det var blot dyrebare, skønne skatte at skue. Smykker som en eller anden konge fra fortiden var blevet begravet med. Jeg tror, det er vigtigt at se sådanne ting som om, de var tilpassede til vores egen verden. Gamle Uppsalas kongshøje (som Tolkien forresten refererer i et brev) indeholder jo mange skatte (om de findes der endnu i dag ved jeg ikke), men jeg tror ikke, at mange i virkeligheden er magiske.
Silmarillion
Hvis vi nu tager tilbage i tiden, nærmere betegnet til Ardas første alder og Silmarillion, kan vi spørge os selv, om magien dengang var mere almindelig. Tja, det var den vel nok. Verden var gru-sommere, fjenden var stærkere, og de gode var endnu bedre end deres lige i de yngre tider. Magi synes mange steder i Silmarillion at virke meget mere fri og langt mere stærk, end den som fore-kommer i Ringenes Herre. På siderne 174-175 kommer Lúthien i en vældig og beundringsværdig strid med Sauron på Tol-in-Guarhoth (Tol-Sirion), og hun får hele øen til at dirre med sin stærke sang. Sauron skifter til ulveham, »fra ulv til orm og fra orm til sin vante skikkelse&laqno;, han skifter til vampyr og flyr til Taur-nu-Fuin. Lúthien bryder sten og raserer murene med sine besværgelser, sådan at Saurons fanger kan komme ud af hans fangehuller. Efter denne storslåede prøve på magiens kraft i den første alder da blegner Gandalfs strid med balroggen i Moria næsten.
Magi i MERP
Et godt eksempel på de mange fejl ICE har begået, når det gælder magi, er det eventyr, der i MERP bruges som spille-eksempel. I Herubal Gûlars borg vrim-ler det formentlig med skatte, ja måske flere end noget andet steds i denne del af Midgård, og deriblandt adskillige magiske. Det ville også være et fuld-komment mord på hele Midgårdsprin-cippet at indføre Spell Law fra Rolemaster, som indeholder mere end 2500 besværgelser og 150 besværgelseslister. Lige så absurd er det at gøre brug af tabel ST-7, prislisten for magiske gen-stande. At kunne gå ind i en by, elskværdigt spørge efter prisen på en magisk stav ladet med et x antal besværgelser, ville nok medføre, at handelsmanden i bedste fald ville tilkalde stadens sognefoged. Heldigvis findes der nogle tilføjelser i den nye 2. udgave af MERP, der gør, at brugen af magi ikke er så let længere. Ved at opnå et antal point, hvis man sløser med magi og anvender den forkert, kan man, hvis det går så galt, blive draget over mod ondskaben. ICE's syn på magi har forandret sig noget ved dette, men vil man se bort fra alle andre vanvittige regler og magiske genstande, som med let hånd er spredt rundt om i ICE's moduler og eventyr, så er det uhyre let.
Hvordan skal jeg gøre?
Hvorfor nu forbyde en stor del af den magi der forekommer i MERP? Hvorfor forbyde nogen af rollespillerne at blive troldmand, og hvorfor udelade næsten alle magiske genstande i sin kampagne? Fordi vi spiller i Midgård. Tolkiens Mid-gård. Når man spiller MERP, synes jeg, at man bør behandle Tolkiens verden med respekt. Hvis man behandler Tolkiens verden med respekt og besidder en del viden om den, kan man på en ellers uopnåelig måde skabe en bedre stemning i spillet, en stemning af det mystiske Midgård, det Midgård som Tolkien skildrer i sine værker.
For at opnå en fuldendt stemning foreslår jeg, at man som spilleleder tager følgende midler i brug, når det gælder MERP:
1. Forbyd rollespillerne at vælge nogen form for troldmand eller magiker eller i den nærmeste fremtid at kunne lære nogen besværgelser. Magi kan kun bruges af meget mægtige individer. Gandalf havde jo en rang op imod niveau 100, og Tom Bombadil op imod niveau 400 (!). Tøv dog ikke med at lade rollespillerne komme i kontakt med magikyndige personer (gerne kendt fra Midgårds historie som Galadriel m.fl.), men sådanne individer behøver måske ikke at ødsle deres tjenester bort på de mindre betydningsfulde rollespillere. Forsøg at få spillerne til at indse, at magikyndige personer i selve spillet er ekstremt betydningsfulde og kan være farlige, og når det gælder konfrontation-er med den slags individer, bør du fortrinsvis forlade dig på sendebude til Sauron. At rollespillerne skulle komme i kontakt med en temmelig ukendt mægtig troldmand fra fx Minas Tirith er eks-ceptionelt, men at de skulle møde en ondskabsfuld sort númenoreaner, der tjener Sauron, og som desuden behersker besværgelser, ville være mere rimeligt. Hvis I spiller i den første (alterna-tivt den anden) alder, eller i den fjerde alder, kan man jo selvfølgelig træffe andre foranstaltninger, fx med rollepersoner der måske går ud over de grænser for niveauer, som der findes i MERP. Men vær forberedt på, at jo kraftigere magi rollespillerne besidder, og jo højere niveau de er på, desto mindre bliver mulighederne for at følge Midgårds historie og gang (så-dan som Tolkien skil-drer den), eftersom de da har større mu-lighed for at ændre på den (så længe du ikke er meget opmærksom på dette).
2. Kassér tabel ST-7, der er et helt absurd påhit. Når det gælder magiske genstande, skal du være lige så forsig-tig, som når det handler om at lade en person spille troldmand, men disse gen-stande behøver måske ikke at være helt ualmindelige. At en rollespiller finder et magisk sværd i form af en bonus (et sværd med +5 fx) i angrebsbonusen er jo ikke så dumt, men at lade gruppen støde på et skatkammer med tonsvis af magiske tingester, som både taler og spreder lyn omkring sig, er jo helt utænkeligt. Selv accepterer jeg sjældent mere end en enkelt magisk genstand (eller hvad det nu drejer sig om) i en spillergruppe, og da drejer det sig ofte om noget »jordnært&laqno; og mindre magisk som fx et sværd, der lyser med et hvidt skær, hvis der er orker i nærheden (inspireret af Stik og Glamdring). En stav, som kan sende en stikflamme af sted fire gange pr. dag, findes derimod ikke i mine kampagner. Rollespillerne får derudover heller aldrig selv at vide om en genstand, som de har fået fat i, er magisk eller ej (heller ikke selv om genstanden giver en vis bonus).
3. Hvis du nu absolut vil anvende magi i din kampagne, forsøg da alligevel at begrænse dig til kraftbesværgelser eller lignende, der påvirker ofrets sind. Forsøg at undgå elementarbesværgelser så længe det er muligt, og at rollespiller-ne misbruger deres besværgelser, som om de var våben som sværd og buer. Offentlig brug af besværgelser kan få meget triste følger for rollespillerne, og forsøg at få spillerne til at følge »istari-princippet&laqno;, dvs. at besværgelser kun bruges mod ond-skaben og aldrig mod individer, som ikke er knyttet til den. Magi kan medføre, at besværgeren forstyrres mentalt (se de nye regler i 2. udgaven af MERP for nærmere oplysninger), og storhedsvanvid kan føre til »Saruman-effekten&laqno;. De yderst få magikyndige rollepersoner, der findes, bør kun få et ubetydeligt antal kraftpoint og besværg-elseslister. Tillad også kun de spillere der har viden om Midgård, og som kender magiens begrænsninger, at blive trold-mænd. At lade en uerfaren spiller, der ikke har nogen som helst indsigt i Mid-gårds historie eller Tolkiens værker, spille troldmand ville bestemt ikke være nogen god løsning. Mange gange kan det være bedre i stedet at lade erfarne spillere spille troldmænd (hvis det virkelig er nødvendigt ), og lade mindre kyndige spillere få en rolleperson, som ser magi i verden som noget meget mystisk og ud fra den samme vinkel som gæsterne på »Den stejlende Pony&laqno;. Altså som noget yderst mystisk (se citat fra Ringenes Herre andet steds i teksten). Allerbedst er det dog at gå efter princippet »ingen rollespillere kan blive troldmænd eller beherske magi&laqno;.
4. Se gerne bort fra regler når det gælder brugen af magi. Når man spiller i Tolkiens Midgård, bliver resultatet ofte bedre, hvis man forlader sig på fantasi-en i stedet for reglerne om magi, når man måske kommer i kontakt med magiske genstande eller magikyndige individer. Hvis rollespillerne havde befundet sig på »Den stejlende Pony&laqno; som ovenfor nævnt, tror jeg, at de med stor sandsynlighed aldrig ville have forladt værtshuset som alle andre gæster, men i stedet ville de have spurgt, hvor-dan den lille hobbit overhovedet kunne forsvinde, hvor de kom fra, og ikke som alle andre skyndt sig ud af værtshuset. Spillere som indser det usædvanlige i anvendelsen af magi i Midgård vil dog sandsynligvis være den bedste garant for en kampagne uden alt for mange magiske indslag.
Afslutning
Jeg håber, at du gennem denne artikel har fået et lidt andet syn på forekomsten af magi i Midgård, og hvordan du bør bruge den (eller rettere sagt ikke bør bruge den!). Forsøm ikke at eksperimentere og find den måde, som passer dig bedst! Selv foretrækker jeg at holde mig så meget som muligt til Tolkiens original og ikke fordærve den med en masse trolddomskunster fra nogle lavere rangerende rollepersoner. Der findes så meget andet i Midgård at gå efter, ødelæg ikke spillet med trylleformularer og fortryllede tingester, så dette bliver noget hverdagsagtigt, noget som rollespillerne ikke længere ser som noget mystisk og usædvanligt.
Oversat fra svensk af Søren Aabyen & Lars-Terje Lysemose. Første gang trykt i Olórin nr. 5, 1994.