Fra Athelas nr. 10, 1995, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Om spørgeskemaer, kongekløver ­ og hvorfor jeg ikke længere vil præsidere over Kløvedal

 

Af Lars-Terje Øland Lysemose

 

Hvor skal Imladris bevæge sin hen som forening? Skal vi have flere store arrangementer? Flere små lokalgrupper? Skal Athelas udkomme oftere eller med flere sider? Det var spørgsmål som disse, vi i Rådet stillede medlemmerne med udsendelsen af et spørgeskema sammen med Athelas 8. Bag alle disse spørgsmål lå der naturligvis en række tanker omkring foreningen og dens fremtid. En fremtid som, på det tidspunkt, syntes uvis, eftersom de tre resterende rådsmedlemmer, Jørgen, Peter og jeg selv, efterhånden følte os ret afmægtige over for det manglende engagement blandt medlemmerne og de stadig færre arrangementer. Imladris var jo ikke tænkt som nogen bladvirksomhed ­ Det skulle være en forening!

Opgaven som formand for Imladris har således være forbundet med såvel gode som mindre gode oplevelser. Rådets arbejde har alt for længe drejet sig om organisatorisk arbejdsdeling, økonomiske kvaler og kedelige vedtægter ­ dét har kostet Rådet blod, sved, tårer og en klækkelig sum penge ­ men rent personligt er jeg nok både bogstaveligt og i overført betydning vokset med opgaven ­ ligesom Merry og Pippin! Som evig drivkraft i et foretagende, hvis grundlag har været så skrøbeligt som Kløvedals, har det været en stadig prøvelse, ligesom hverken Inge eller jeg havde nogen idé om, hvad det egentlig var vi kastede os ud i, eller hvad vi senere skulle komme til at sætte iværk, da idéen om Danmarks Tolkienforening opstod i sommeren '92. Havde jeg vidst, at hvervet som formand og redaktør ville indebære modtagelsen af mere end 300 breve i løbet af et enkelt år (hvad værre var ­ de skulle også besvares!), at jeg ville blive ringet op i tide og utide (især det sidste!) af folk, der var nysgerrige efter at vide mere om foreningen, for ikke at nævne de 1001 nat, der efter snart 3 år er brugt på arbejde i foreningen, ja så havde det ikke været så sikkert, at jeg ville have accepteret de to kasketter hin dag på Skaffervej 8. Heldigvis anede jeg ikke noget om, hvad det egentlig var jeg begav mig ind til, og der har da også været en lang række positive oplevelser med foreningen: at blive bekræftet i sin entusiasme, lære andre mennesker med samme interesse som en selv at kende og det at have deltaget i en række gode arrangementer. Det gamle Råd må blot erkende, at det ikke har været godt nok til at gøre det klart, at denne forening kun lever i kraft af sine medlemmers engagement. Det har været for let at acceptere kongekløverens succes og sige, at bladet var godt, mens der var et åbentlyst behov for at flere medlemmer deltog i planlægningen af arrangementer og selv tog nogle initiativer en gang imellem. Det var i erkendelse heraf, at jeg besluttede at aflægge kasketten som formand, en titel som omverden havde afkrævet foreningen, men som Rådet nedlagde med vedtagelsen af de nye vedtægter på Medlemstinget i Roskilde ­ hvorfor jeg i dag kan prise mig af at have været Kløvedals første, sidste og eneste formand!

I det hele taget markerer Medlemstinget indgangen til en ny periode i foreningens liv. Med to nye rådsmedlemmer, et nyt og langt mere smidig sæt vedtægter, og en flok medlemmer der gennem et spørgeskema blev klar over deres egen betydning, synes fremtiden for Imladris langt lysere end i vinterens mørke. Ideerne spirede frem på Medlemstinget, ligesom det af spørgeskemaerne skinnede igennem, at folk var villige til en langt større indsats for foreningen. Hvis man som gammelt rådsmedlem skulle være endt nede i kulkælderen, kunne man således kun blive positivt overrasket over resultatet af spørgeskemaundersøgelsen, der understregede folks positive indstilling til selv at tage del i flere aktiviteter samt deres påskønnelse af kongekløveren og arrangementer som fx Nordens Tolkien-festival, arrangementet på Badstuen i Odense med koncert og kunstudstilling, foredrag og udstilling på Viborg Centralbibliotek, og en række af de lokale arrangementer, som der er blevet taget initiativ til på Sjælland og i Nordjylland ­ til trods for at langt fra alle arrangementer har været lige succesrige. Samtidig afspejler besvarelserne af spørgeskemaet et ønske om oprettelsen af flere lokalgrupper. Til det punkt findes der kun ét svar: Find din medlemsliste frem og tag kontakt med nogle af dine medlemmer i nærheden. I dag tæller Imladris faktisk 80 medlemmer, så det skulle være mærkeligt, om ikke man kunne opbygge nogle »smialer&laqno; omkring de større byer ­ København, Odense, Århus og Aalborg synes i hvert fald at være oplagte muligheder. Men ligesom med evt. symposier i »svensk stil&laqno; (noget, som ca. halvdelen er positivt indstillet over for), må det ske på medlemmers eget initiativ! Rådet har i forvejen nok af andre opgaver at tage sig til ­ Men medlemmerne er naturligvis altid velkomne til at trække på vores erfaringer.

Som sagt er der kommet vældig meget ud af de besvarede spørgeskemaer, som jeg over de næste sider bringer et lille udpluk af. De udvalgte besvarelser afspejler dels en tendens, og dels nogle af de mange ideer, der kom frem. En stor tak til de 22 personer, der gav sig tid til at tænke over vores dybsindige spørgsmål! Hvis Imladris skal være mere og andet end et Medlemsting, nogle få lokalmøder og et Athelas 4 gange om året, ja så er der op til jer at være med til at skabe nogle flere aktiviteter! ­ Fx på Medlemstinget i oktober eller november, til Nordens Tolkien-festival '96 i Oslo eller i forbindelse med nogle flere lokale intiativer! ­ Det er op til jer, kære medlemmer, om Imladris skal leve ­ eller dø.

Chart.dk