Gisninger over Tolkiens geografiske verden

Af geolog Knud Ellitsgaard-Rasmussen

Fra Athelas nr. 11. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

 

Tolkien skriver i forordet til Ringenes Herre: »En forfatter kan naturligvis ikke være fuldstændig upåvirket af sine egne oplevelser, men den måde, hvorpå en fortællings kim drager nytte af disse oplevelsers jordbund, er så overordentlig indviklet, og forsøg på at forklare denne proces ville i bedste fald blive gisninger ud fra vidnesbyrd, som er mangelfulde og uklare.&laqno;

På denne baggrund må det være med megen tøven og forsigtighed, at man kaster sig ud i tanker om Tolkiens geografiske univers. Men Intet kommer af Intet. Der er altid en påvirkning eller en inspiration til en skabelsesproces. Jeg vover altså forsøget i al beskedenhed. Noget lignende er måske gjort tidligere af andre, men det har i så fald undgået min opmærksomhed.

Mine første tanker om Tolkiens geografi koncentrerede sig om den form og måde, som Midgård og De Udødelige Lande var forbundet med hinanden på. Forbindelsen mellem de to lande via Helkaraxe eller Den knagende Is højt mod nord kunne lede tankerne hen på øbuen Aleuterne mellem Asien og Alaska. Øbuen: De fortryllede Øer langs østkysten af De Udødelige Lande kunne svare til den bue af øer, herunder Japan, der ligger langs Østasiens kyst. Men jeg opgav hurtigt tanken, da man ikke kunne få skabt øen Númenor med den havbundsstruktur, der hersker i Stillehavet. Forbindelsen mellem Helkaraxe lod Tolkien også snart synke i havet.

Alt dette blev meget hurtigt opgivet, og jeg fokuserede på De Britiske Øer. Det var en meget nærliggende tanke. Det var her Tolkien havde levet sit liv. Det var her, han havde erhvervet sit kendskab til lande, landskaber og landegrænser. Han var jo ikke meget rejsende. Han kunne leve på det en gang oplevede, hvor allerede opsugede indtryk, kunne komme frem i en senere skrivende stund. Ganske som frø i en kompostdynge, der kan spire mange år senere.

Hovedarenaen for Ringenes Herre er den halvø, der ligger nord for Belfalasbugten. Det land minder om Wales. I bunden af Belfalasbugten løber den store flod Anduin ud. I bugten inde bag Cardiff løber flere store floder ud. Den største er River Severn. Følger man sydkysten af Wales ud via Swansea ligger Pembroke-halvøen yderst på hjørnet. Det minder om egnen med Gondor og Dol Amroth. Hele bugten nord over langs vestkysten af Wales har mange fælles træk med egnen op forbi Herredet osv. Dette kan vel ikke undre. Tolkien betragtede sig selv som en hobbit, og det var her hobbitterne boede. Wales var et område, han satte højt, og her havde han erhvervet megen naturerfaring, som han senere kunne trække på. Øst for Wales ligger Birmingham. Det var den by, han voksede op i og var knyttet til i sine unge år. Denne industriby har næppe betaget ham. Tværtimod vel. Den kunne med sine skorstene, ild og røg fra de mange fabrikker måske have givet inspiration til vulkanen Orodruin i Mordor, der jo netop lå øst for det sydlige Wales. Længst mod nord i Midgård traf man de kolde og ugæstmilde Jernbjerge og fæstningen Angband. Det foregik højt mod nord, og det kan være et spørgsmål om den fjerne kaledoniske fjeldkæde i Skotland har givet associationer hos Tolkien om Angband. Angband lå langt væk fra Herredet, og det gjorde Skotland også.

De to store fakler: Valarnes Fakler, en mod nord og en mod syd, har været stærke og magtfulde symboler i den tidlige verden. Men det var det store berømte fyrtårn Folkestone i Sydengland ved Kanalen også, da Tolkien var ung. Et tilsvarende stort fyrtårn Duncansby Head kunne man møde ved gennemsejling af Pentland Firth mellem Orkneyøerne og Skotland. Begge fyr var med deres lyskaskader livsnødvendige for skibsfarten og dermed for befolkningen. Landet ville symbolsk ligge øde hen, hvis de ikke var der, ganske som Midgård da Valarnes Fakler væltede. Har vi også her en inspirationskilde for Tolkien?

De to træer Laurelin og Telperion kan på en måde opfattes som pendanter til de to fakler. Lyset fra de to træer blev af Feänor brugt til at skabe Silmarillerne, der rummede den hemmelige kraft, at onde og uvedkommende personer, der berørte dem, måtte brændes til undergang. Har Marie Curies arbejder med radioaktive mineraler i begyndelsen af århundredet, mens Tolkien var ung, øvet indflydelse? Marie Curie arbejdede med det strålingsaktive uranholdige mineral Begblende og opnåede at få to Nobelpriser for sit arbejde ­ i 1903 og i 1911. Curie døde i 1934 af leukæmi, der utvivlsomt har været fremkaldt af den radioaktive stråling. Disse forhold kan Tolkien have været vidende om, og det kan have været present, da han lod Silmarillerne skabe. Det var jo netop i krigsårene, at beslutningen om at skrive en mytologi tog form. Det må også huskes, at Curie under 1. Verdenskrig, mens Tolkien var indkaldt og tjenestegørende som soldat i Frankrig, også var aktiv ved at instruere læger i brugen af røntgen ved lokalisering af kugler i sårede soldater. Curie rådede som banebrydende fysiker over viden om røntgen, hvis stråling var af samme farlige natur som den radioaktive stråling.

Tilbage står nu De Udødelig Lande. Det var et land mod vest, vest for Wales og Midgård, hvor man rejste hen til sidst, og hvor man som Frodo kunne høre lyden af sang, der gled hen over vandet. Landet kan have været Irland. Irland var et godt land med mange katolikker, og Tolkien var jo selv katolik. Ædle skikkelser har hos Tolkien kunnet trives der. Og stedet har netop været et acceptabelt sted mod vest, som det sted, man rejste til ved livets afslutning.

Endelig lidt om Númenor. Øen er næsten i samme geografiske position som Isle of Man mellem Irland og England. Øen Man er i geologisk henseende en fortsættelse af Skotlands bjergkæder og kan være dukket op i forbindelse med en bjergkædefoldningsproces. I de ældste tider hos Tolkien fandtes Númenor ikke, så man kan måske slutte, at Tolkien ikke har været blind for jordskorpebevægelser, som man også så i forbindelse med Helkaraxe. Men her er vi på meget gyngende grund. Derimod er øen kendt i sagaer og for mytologiske hændelser.

Sammenfattende er det min opfattelse, at den geografiske verden i Tolkiens mytologi udmærket kan finde sine rødder i en geografi med Wales som midtpunkt. Netop det midtpunkt som Tolkien satte så højt. Men lad mig slutte med at vende tilbage til artiklens indledende citat. Jeg giver Tolkien ret i, at det er svært.

Chart.dk