Fra Athelas nr. 12, 1995, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
I slægt med Tolkien:
Den Endelige Historie
om skaberen af landet Fantásien
Af Lars-Terje Øland Lysemose
Athelas indleder hermed en serie af forfatterportrætter, "I slægt med Tolkien", og opfordrer alle, der har lyst, til at præsentere en forfatter, de holder af. Denne gang kikker vi nærmere på Fantásiens mester, Michael Ende.
For nogle er Den uendelige historie ulidelig lang. Andre har det sådan, som også titlen antyder: Vi kan simpelthen ikke holde op med at læse, når vi først er begyndt. "Vi" fordi bogen trods sin placering på børnebiblioteket også er for voksne "for barnet i den voksne", som Ende selv siger.
"Jeg tror, der er visse mørke sider af tilværelsen, som man ikke uden videre kan påtvinge børn uden samtidig at vise nogle udveje. Både Momo og Den uendelige historie har jo overordentlig optimistiske slutninger, selv om de passerer nogle af tilværelsens største gåder og mørkeste sider under handlingsgangen. Egentlig handler alle mine bøger, også dem for børn, om "det onde", selv om det er på en forskellig måde. I Den uendelige historie er "det onde" jo selve Intetheden, som i og for sig ligger hinsides godt og ondt."
Jo, Ende er i familie med den klassiske dramatradition. De emner han tager under behandling er velkendte: liv og død, venskab og kærlighed samt kampen mellem godt og ondt. Hvis det lyder som en anden Tolkien, er det ikke helt forkert, for de store eventyrforfattere er han naturligvis også blevet sammenlignet med. Når Astrid Lindgren for eksempel siger, at "jeg fortæller for det barn, jeg var engang", siger Ende om Den uendelige historie: "Jeg tror, at jeg har skrevet den sådan, som jeg selv gerne ville have læst den som lille dreng."
For Michael Ende er fantasien en del af virkeligheden. Både Momo og Den uendelige historie handler om vitale livsværdier, som menneskeheden er ved at miste: tiden og fantasien, der er to sider af samme sag. Er man bange for at spilde tiden, mister man fantasien, det umiddelbare, livsglæden. Legen forsvinder. Alt bliver forudsigeligt, rationelt og kedsommeligt.
Beslægtet med Tolkien
At Michael Ende i såvel genre, udtryksform og det indholdsmæssige er nært beslægtet med Tolkien synes åbenlyst. Men han opfatter ikke Tolkien, ligesom en række moderne fantasy-forfattere, som sin store inspirator. Af yndlingsforfattere nævner han derimod Kafka, Borges, Rabelais, Shake- speare, H.C. Andersen og Karen Blixen. "Nogle af mine kritikere har fremsat den tanke, at jeg i mine bøger snarere prøver at genoptage den roman-tiske tradition i en tidssvarende form end at orientere mig efter den anglo-amerikanske 'fantasy'-litteratur. Det er rigtigt. Allerede den alenlange undertitel til Momo var fra min side tænkt som en henvisning til dette, for romantikerne elskede jo den slags 'omstændeligheder'... Også min opfattelse af 'eventyrromanen' (sammensmeltning af dag og drøm) skulle pege i den retning... Hvorom alt er: Når man spørger, hvor jeg har mine rødder, kunstnerisk og litterært, så bør jeg... i allerførste række nævne Novalis, som jo også de franske surrealister... regner med blandt deres åndelige fædre."
Selv om Tolkien altså ikke står som "den åndelig fader", er Michael Ende alligevel på mange måder i nær berøring med emner, som også er centrale for Tolkien, ja ofte ser man ligefrem et sammenfald i opfattelsen af, hvad de vil med deres litteratur: "Jeg har sagt... at hvert enkelt træ er langt mere end blot resultatet af fysisk-kemiske processer. Bag træets ydre fremtoning ligger der noget specifikt levende af åndelig art ligesom bag alt, hvad der er skabt i naturen. Kun en kold og åndløs verdensopfattelse kan drage det i tvivl. Det er jo netop den materialistiske opfattelse, der har forledt os til at lægge naturen øde." Med bevidstheden om Tolkiens dyrkelse af naturen, og især træer, i baghovedet, kan man vist ikke betvivle Michael Endes slægtskab med Tolkien.
Endnu tydligere bliver det, når Michael Ende, ligesom Tolkien, fremfører en af sine mærkesager: modstanden mod alt, hvad der kalder sig "fremskridt": "Når du betragter verden, kan du vel ikke undgå at lægge mærke til, at der hele tiden bliver opfundet nye midler til at spare tid med, hurtigere og hurtigere biler og flyvemaskiner, alle mulige maskiner, computere, som regner skrækkeligt hurtigt, robotter, som gør arbejdet langt hur-tigere end et menneske, og alligevel har folk meget mindre tid end før. Det bliver værre år for år. Her gemmer der sig en fuldstændig afsindig fejltagelse for ikke at sige et klart bedrag. Man taler evig og altid om de enorme fremskridt, men de gør hverken folk lykkeligere eller mere tilfredse. Tvært-imod! Hvis det fortsætter på den måde, ender det med, at menneskene går til grunde på alle deres fremskridt."
Michael Ende forsvarer fantasiens nødvendighed i en verden, hvor det rationelle har taget magten, og hvor materielle goder med deres lokkende toner luller drømme og ønsker i søvn. For det er drømme og ønsker, der giver livet indhold. "Det farligste her i livet er vore ønskedrømme, når de bliver opfyldt. I hvert fald hvis det går, som det er gået mig. Jeg har ikke mere noget at drømme om. Jeg tror heller ikke, I kunne lære mig det igen. Jeg er så led og ked af det hele", betror den tidligere så livsglade Gigi sig til Momo.
Jo, der ligger dybsindige tanker bag. "Jeg hører tit folk sige, at sandhed-en er enkel og ligetil. Det er også rigtigt, men jeg er bare bange for, at folk mener noget galt med det. De mener, at det, der er enkelt og ligetil, også er enkelt og ligetil at forstå. Men intet er sværere."
Det er en kunstners opgave at få os til at standse op og tænke over nogle ting. At skubbe til vante forestillinger og vække til eftertanke. Dette mestrer Michael Ende på forbilledlig vis. Bredt og visionært taler han både til vores hjerte og bevidsthed og bliver derved en særdeles urovækkende udfordring, som når han for eksempel taler om livsanskuelse og samtidig giver sit hele centrale budskab til kende:
Et lukket reservat
"Det reservat, jeg stammer fra, hedder: Børnelitteratur. Det hører til de reservater, der bliver tolereret af civilisationsørkenens beboere med et overbærende smil... men i grunden foragter alle dem... Nu er der inden for vores reservat endnu en særlig enklave, som... missionærer hader som pesten, fordi selv de mest velvilligt indstillede blandt dem har opgivet at uddrive mørkets ånd af den. Denne enklave hedder "den fantastiske børnebog"... Denne regnes jo ganske vist helt generelt for eskapistisk og derfor værdiløs, men man tager den dog trods alt til efterretning, for så vidt den ikke skuffer forventningerne, men ter sig sindssygt, chokerende eller dog i det mindste obskønt... Mens den velvillige missionær trods alt har accepteret den realistiske børnebog, fordi den virker lærerig eller pædagogisk, så bliver han som oftest nærmest lamslået, når det drejer sig om den fantas-tiske børnebog. Her kan han hverken finde normer eller kriterier, som han kan hænge sit evangelium op på. At dette normalt ikke taler til gunst for bøgerne, kan ikke komme bag på nogen. I hvert fald er det kun de allermest fordomsfrie blandt meningsdannerne, der vover sig ind i denne zone. De skyer ikke afsavn og strabadser, men søger fortrøstningsfuldt og med be-undringsværdig flid efter noget, de dog trods alt kan tolke et eller andet videnskabeligt lødigt ind i. Den Store Galimatias velsigne dem for det!... Jeg er ikke stolt af det af den simple grund, at alle disse inddelinger i børnelitteratur og voksenlitteratur, fantastisk litteratur og realistisk litteratur, litteratur for katolske husmødre og litteratur for kejthåndede chauffører i trehjul-ede biler i en sådan grad er det rene og skære vås, at vi indfødte må drikke rigtig meget ildvand, før vi kan bilde os selv ind, at beboerne i civilisationsørkenen virkelig mener det alvorligt. Nu er det i den senere tid lykkedes mig og nogle af mine stammefæller at sprænge grænserne for vores reservat, at vække opmærksomhed i den "rigtige" litterære verden, at bringe dens normer lidt i uorden og ligefrem komme på bestsellerlisterne. Jeg ser for mit indre øje de velvilliges hævede øjenbryn, ser dem nikke til mig og tilsyneladende spørge: Nå? Nej, det er jeg heller ikke stolt af. Den slags ting kommer vi indfødte af og til ganske utilsigtet ud for. Hvordan skulle vi kunne være stolte over at blive anerkendt af en verden, som er ubeboelig for folk som os? Den slags succeser beviser kun, at civilisationsørkenen ser ud til efterhånden også at blive ubeboelig for et stigende antal af dens egne indbyggere. Mange af dem, som den videnskabelige oplysning har drænet grundvandet væk fra, føler ganske enkelt en fortvivlet tørst efter det vid-underlige. I deres flåede og flænsede, funktionelle verden har man bortfor- klaret alt det hemmelighedsfulde eller, hvis det endnu ikke er lykkedes, så dog lovet, at det snart vil være definitivt bortforklaret. I vores reservat, som fra alle sider er truet af bulldozere, kemikalier og rationaliseringsforanstaltninger, sprudler stadig et par kilder. Derfor strømmer de tørstende til. Men at de lider tørst, giver ikke os grund til stolthed. Jeg har hørt, at man for nylig langs grænserne til alle de reservater, der minder om vores, har stillet store advarselsskilte op med påskriften: "Pas på! Her begynder territoriet for det irrationelle! Livsfare! Gå ikke videre!" Vi enfoldige indfødte spørger forgæves os selv, hvad man mon kan mene med det. Det, man i civilisa-tionsørkenen kalder rationalitet og videnskabelig oplysning, forekommer nemlig os at have ført til det stik modsatte af alt, hvad fornuft og loyalitet byder ethvert menneske ved sine fulde fem at gøre. Vi ser, at disse mennesker forgifter himlen, jorden og vandet med deres videnskabelige oplysning. Vi ser, at de ødelægger sig selv fysisk og psykisk. Vi ser, at de som kronen på deres videnskabelige værk har skabt en bombe, som kan ødelægge alt liv på jorden, ikke blot en gang, men mange gange. Hvis disse frugter af deres rationalitet ikke virker skræmmende på dem, hvorfor skræmmer vores irrationalitet dem så i den grad? Men de er ikke bange for deres rationalitet, de er ligefrem stolte af den. Er de da syge i hovedet?... Vi indfødte derimod tror, at en verden, der ikke er beboelig for børn, i sidste instans heller ikke kan være det for voksne."
Tolkien og Ende er uomtvisteligt indfødte fra samme reservat. Den akademisk videnskabelige verden rynkede som bekendt på næsen af Tolkiens Hobbitten og Ringenes Herre, da de første gang udkom, ligesom også Ende, og alle der har begivet sig ind i det fantastiskes reservat, har måtte opleve at blive beskyldt for at være eskapistiske.
Men hvorfor skriver Michael Ende da, som han gør? "Jeg skulle jo fortælle om, hvorfor jeg skriver for børn, og hvorfor jeg overhovedet skriver. Fantasiens uforpligtede, frie leg var mit første svar. Deraf fulgte skønhed-ens målestok. Skønheden førte os videre til det vidunderlige og gådefulde. Hvis jeg må have lov til at betegne disse tre begreber som tre verdenshjørner i mit poetiske landskab, så mangler det fjerde stadig, og det er humor-en."
Sanselighed
Når vi begiver os ind i Michael Endes forfatterskab på besøg i hans afgrænsede reservat, overvældes og mættes vi af et univers, hvor tyngdekraften ophæves, tid og rum går i ét, og vi bliver opslugt af sprogets og fortælling-ernes sanselighed. "Michael Ende fortæller langt og omstændeligt, men han fortæller røverhistorier som en engel", skrev Søren Vinterberg i en anmeld-else af Den uendelige historie.
At præsentere hans forfatterskab kan derfor virke overvældende. Her åbnes porten til nye verdener, væsner får liv, og billeder tager sprog. Som en kinesisk æske fortsætter myter og fortællinger i det uendelige. Billeder og farver sprænger sig ind på læserens nethinde. I Momo bevæger tiden sig baglæns. Her møder vi Den hvide by i Tidens udkant, Aldrig-Stræde og Intetsteds-Huset, hvor tidens mester Hora bor, samt ikke mindst den kloge skildpadde Kassiopeia, der i sit eget tempo dapper gennem historien. I Den uendelige historie er det landet Fantásien, der er ved at blive opslugt af Intetheden, og hvis eneste redning er menneskesønnen Atreju, den hvide lykkedrage Fuchur og bogens læser, drengen Bastian, der får til opgave at finde forbindelsen mellem virkeligheden og Fantásien. Og ligesom Tolkien boltrer Ende sig med lån og skjulte citater fra den klassiske litteratur i én uendelighed. "Der er drama, mystik og gåder i dette bredt anlagte eventyr-epos, hvis handling egentlig er ganske enkel, men hvis udførelse beruser, svulmer og flyder over, hvor dybsindighed veksler med det til det banalt grænsende enkle på en måde, så det banale bliver dybsindigt, og det dybsindige enkelt. Her er saft og kraft i sanselig og visuel udfoldelse," skrev Sus Rostrup om Den uendelige historie.
Hvor dybsindigt enkelt og banalt det kan være demonstrerer Ende, når han med den største selvfølgelighed påstår, at "gode digte behøver ikke at rumme nogen visdom: De er resultatet af den."
"Den sande, egentlige drivfjeder, som får mig til at skrive, er min glæde over at give fantasien frit spil uden nogen bestemt hensigt. For mig er arbejdet med en bog altid en ny rejse, hvis mål jeg ikke kender, et eventyr, som byder på udfordringer og vanskeligheder, som jeg ikke kender i forvejen, et eventyr, som vækker oplevelser, tanker og indfald til live hos mig, som jeg ikke vidste noget om et eventyr, ved hvis afslutning jeg er blevet en anden end den, jeg var, da det begyndte," skrev Ende i sin sidste bog.
Michael Ende døde 28. august i år, 65 år gammel. Men hans værk, og landet Fantásien, lever videre.
Portræt: Michael Ende er født i Garmisch-Partenkirschen nær München, 12. november 1929. Hans far, Edgar Ende, var en kendt surrealistisk billedkunstner, hvis værker blev forbudt af nazisterne, og da Michael Ende som 15-årig blev indkaldt til hæren i 1945, deserterede han og blev i stedet aktiv i den tyske modstandsbevægelse.
Fem år senere blev han skuespiller, og hen ad vejen har han også været kabaret- og skuespilsforfatter samt filmkritiker ved den bayerske statsradio. I 1960 debuterede han som "rigtig forfatter" og har siden fået flere internationale litterære priser, bl.a. "børnebogens nobelpris", H.C. Andersen-medaljen. Hans bøger er oversat til 30 sprog og solgt i mere end 16 millioner eksemplarer. De kendteste er Momo (1973) og Den uendelige historie (1979), der begge er blevet filmatiseret.
Michael Ende boede i en årrække i Italien. Hans første ægteskab var med Ingeborg Hoff-mann. Efter hendes død giftede han sig i 1989 med japaneren Sato, der også oversatte Den uendelige historie til japansk.
Den lille drømmespiser, 1979
Den uendelige historie, 1981
Momo eller Den sælsomme historie om tidstyvene og om
barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene, 1981
Gøglereventyr, 1983
Tage Tyknakke eller Det nøgne Næsehorn, 1984
Spejlet i spejlet, 1984
Jim Knap og Lukas Lokomotivfører, 1985
Jim Knap og de vilde 13, 1985
Ophelias skyggeteater, 1988
Lyseslukkerne, 1988
Trylledrikken, 1990
Terrinen og suppeskeen, 1990
Hellelils hemmelighed, 1991
Vejen til Santa Cruz, 1992
Frihedens fængsel, 1993
Teddybjørnen spurgte hvorfor er jeg til, 1993
Til senere brug..., 1994
Kilder:
Denne artikel bygger først og fremmest på Michael Endes sidste og halvt selvbiografiske bog Til senere brug..., der også indeholder en række essays og fantasifulde historier i bedste Ende-stil. Derudover har jeg anvendt:
Jacobsen, Niels & Bjarne Reuter:
"Jeg har med denne bog kæmpet
for mit liv...", Børn & bøger, årg.
35, nr. 4, 1982.
Kerte, Jens: "Mød de voksne børns
forfatter", Dagbladet Politiken 28.
august 1985.
Larsen, Steffen: "Dinosauren på sit
troldfjeld eller: bare en elektro
kemisk proces", Børn & bøger,
årg. 38, nr. 6, 1985.
Ritzaus Bureau: "Michael Ende er
død", 30. august 1995 (bragt
dagen efter i bl.a. Information og
Berlingske Tidende).
Rostrup, Sus: "Fantasien som virke
lighedens andet væsen glimt
af Michael Endes forfatterskab",
Børn & bøger, årg. 35, nr. 4, 1982.
-san: "Fantasifuld forfatter er død",
Morgenavisen Jyllands-Posten 31.
august 1995.
Vinterberg, Søren: "Den vestlige ra-
tionalisme har nået vejs ende",
Information 29. august 1985.