Fra Athelas nr. 13, 1996, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

The Lord of the Rings:

Et eventyr på godt og ondt

Af Lasse Gram-Hansen

Denne artikel er oprindeligt skrevet som en 3.G.-eksamensopgave. Athelas har tidligere trykt lignende opgaver og vil fortsat gøre det (evt. i uddrag), i det omfang opgaverne indeholder noget nyt af bred og væsentlig interesse for Tolkien-entusiaster.

Forord

Min interesse for J.R.R. Tolkiens The Lord of the Rings har altid været stor, lige fra jeg, som 13-årig, læste den med stor appetit og forundring over dette uoverskuelige sted, Middle-earth, som bogen blot gav et lille indblik i. Histo-rien om de små hobbitters rejse gennem forunderlige steder, og den på en gang uhyggelige og komiske Gollum, som vist sov i sine grammatiktimer, var godt stof for fantasien. Det udviklede sig hurtigt til en stor rollespilsinteresse, der helt var i Tolkiens ånd. Det viste sig ganske nemt, at se at The Lord of the Rings havde dannet grundlag for de første rollespil. Elverne, dværgene, orkerne og troldene, som man kender fra alle tiltag inden for fantasy genren, er Tolkien-væsener.

Ordene er langt ældre, men alle disse væsner viser sig at have fundet deres mest populære form i Tolkiens eventyrlige fortælling. At bogen har sat så mange standarder er for mig en indikator for noget, jeg også selv har konstateret: At The Lord og the Rings er et storslået mesterværk, som bør behandles med omhu og respekt.

Indledning

The Lord of the Rings (herefter LotR) beskriver et episk eventyr med den meget detaljerede fantasi-verden kaldet Middle-earth, som den storslåede ramme. Tolkiens verden er, ifølge ham selv, vores egen verden i en imaginær periode med en geografi, han selv har skabt. Et sted hvor de charmerende hobbitter lever i deres hyggelige huler i glad uvidenhed om den mægtige verden af helte, som findes næsten lige rundt om gadekæret.

LotR falder stilmæssigt ind i kategorien eventyr (i betydningen fairy tale), omend et utraditionelt eventyr i både omfang og dybde. Den basale konflikt mellem det gode og det onde er et af hovedtrækkene i bogen, som også rummer mere komplekse emner og budskaber. Det meget farverige spekter af repræsentanter for godt og ondt gør LotR til et på en gang yderst omfattende og kompliceret værk og dog i bund og grund et eventyr.

Bogens hovedakse og drivkraft er overraskende nok ikke en person, men en ring. En ring som blev smedet af den mørke fyrste Sauron for at give ham magt over alle de frie folk i Middle-earth. Ringen, som er ganske moderat af udseende, rummer utrolige kræfter over de andre ringe, som elverne, dværg-ene og menneskene besidder. Det er med denne ring, at Sauron vil tilrane sig uendelig magt, som foreskrevet i et ældgammelt elververs:

Three Rings for the Elven-kings under the sky,

Seven for the Dwarf-lords in the halls of stone,

Nine for Mortal Men doomed to die,

One for the Dark Lord on his dark throne

In the Land of Mordor where the shadows lie.

One Ring to rule them all, One ring to find them

One Ring to bring then all and in the darkness bind them

In the Land of Mordor where the shadows lie.

LotR, s. 64

Jeg vil se på, om Tolkien havde et budskab med sin bog; om der er basis for en fortolkning. Tolkien selv skriver i forordet til LotR, at der absolut ikke er nogle budskaber, og at allegori er et af de ord, han foragter mest. Alligevel er hans bog en af de mest omdiskuterede og kommenterede værker nogensinde, og de, der arbejder med den, må vel på et eller andet tidspunkt bevæge sig "ud over teksten". Så Tolkiens benægtelse er nok en forfatters forsøg på at undgå "perversfortolkninger" af sin bog, men det er heller ikke lykkedes fuldstændigt at undgå med LotR. Visse mere yderliggående fortolkninger påviser en sammenhæng mellem bogens opbygning og 2. Verdenskrigs forløb med Sauron som Stalin og Saruman som Mussolini. Ellers tak! Tolkien afviser selv denne meget anderledes indgangsvinklel til LotR i dens forord.

Jeg vil gennem en analyse af det gode og det onde, som det fremstilles i bog-en, fortolke samme aspekt. Herudfra kan eventuelt drage paralleller til Tolkiens livsanskuelse og menneskesyn. Jeg vil også analysere Ringen og dens rolle i bogen og herved komme ind på, hvad den symboliserer.

Det gode og det onde

Som hovedrepræsentanter for det gode og det onde finder man Gandalf the White og den onde fyrste Sauron, kaldet "the Dark Power" eller "the Lord of the Rings". Man kunne, selv uden forhåndsviden, antage, at disse to var interessante i denne henseende på grundlag af deres tilnavne, hvor en stærk farvesymbolik skinner igennem. Det ridser den klassiske konflikt op: god/ond, dag/nat osv. Ved at iagttage de to anførte personers handlinger og intention-er kan jeg forhåbentlig lære noget om forholdet mellem det gode og det onde.

De gode kræfter opleves gennem en større magtkamp, hvor de mest fremstående repræsentanter, Saruman the White og Gandalf the Grey, har en konflikt. Oprindeligt anses Saruman for at være den mest magtfulde istar. Han er leder af "the White Council" der er dannet som det godes modspil til Sauron. Saruman bringes i fordærv af Ringen og danner en alliance med Sauron. Herefter ændres han til "Saruman of Many Colours", og Gandalf overtager hans plads som leder af rådet.

Gandalf gennemgår en meget markant transformation, hvor hele hans personlighed og rolle i historien ændres. Dette symboliseres ved, at han skifter fra at være "The Grey" til af være "The White":

"Gandalf" he said. "But you are all in white!" "Yes, I am white now", said Gandalf. "Indeed I am Saruman, one might almost say, Saruman as he should have been."

LotR, s. 516

Gandalf har herefter pådraget sig den rolle, som oprindeligt var tiltænkt Saruman, som går i forfald under Ringens indflydelse.

Gandalf er igangsætter for en masse ting, som gør ham til en nøglefigur i bogen, også selv om han ikke altid selv er den, der udfører. Oprindeligt er det Gandalf, der finder ud af, hvad Ringen er, og det er også Gandalf, der komponerer gruppen på de ni, som skal sendes ud for at destruere den. Han destruerer egenhændigt den onde dæmon, balroggen, i Morias miner, og han er en enestående hærfører i de krige, der udkæmpes gennem bogen. Gandalf forudsiger, at Gollum vil komme til at spille en stor rolle med hensyn til Ring-en og får derved Gollum benådet adskillige gange.

Sauron, som er uden fysisk form, befinder sig kun i tårnet Barad-dûr, hvor han manifesterer sig som et øje, som skuer ud over Middle-earth. Øjet er et symbol for Saurons sind og vilje og symboliserer, hvordan han iagttager hele den verden, han vil herske over. Hans eneste mål med sin eksistens er at få den ultimative magt over alle levende væsner, og hans måde at opretholde sin nuværende magtposition på er gennem frygt blandt undersåtterne. De er i forvejen totalt underlagt ham, fordi han har skabt dem som et vrangbillede af de frie folk. Hadet mellem de gode og de onde racer er derfor fuldstændigt, da alle onde racer blot er forvredne kopier af de gode. Det er kendetegnende for de onde kræfter, at de ikke selv er i stand til at skabe, men må forvrænge det, de gode har skabt, til deres egne billeder. Det onde selv blev i Tolkiens univers skabt ud fra det gode og blev ondt, fordi det fik ambitioner om at skabe selv, hvilket mislykkedes. Det giver indtrykket af, at Tolkien vil fortælle, at intet er ondt til at begynde med, og at alt ondt er en forskruet efterligning af noget godt.

Saurons fatale fejltrin i bogen består paradoksalt nok i definitionen af hans ondskab. Han er personifikationen af inkarneret ondskab og kan derfor ikke opfattes tvetydigt på nogen måde. Hans onde sind kan ikke forestille sig, at nogen, der kom i besiddelse af Ringen, kunne have den intention at destru-ere den, i stedet for at bruge den mod ham. Dette er grunden til, at Frodo og Sam overhovedet kan nå "The Cracks of Doom", dybt inde i Mordor, uden at blive fanget. Saurons øje ser ikke, hvad der sker lige for foden af det, men har travlt med at skue langt væk mod de store riger. Samtidig hjælper det faktum, at Merry, en hobbit, ved et uheld viser sig for Sauron i en krystalkugle, i Sarumans tårn i Isengard. Dette narer Sauron til at tro, at Saruman har fanget Ringbæreren, som i virkeligheden befinder sig dybt inde i hans eget rige. At Ringbæreren er lille og usikker på sig selv gør blot hans mission nemmere. Havde man forsøgt at tvinge sig frem med magt, ville Sauron let have kunnet generobre Ringen.

Saruman i Orthanc

Gandalf

Ringen

Ringen, som Sauron i sin tid smedede, spiller en altafgørende rolle i LotR og bør derfor tildeles stor opmærksomhed i studiet af den magtkamp, der udspilles. Ringen, som er symbolet på uendelig magt i Middle-earth, er også et symbol på ondskab. Derfor kan man antage, at magten er lig ondskaben, og at den higen efter magt, som Ringen vækker i næsten alle, som krydser dens vej, er ensbetydende med personens forfald til det onde. Men Ringens rolle i bogen intensiveres, fordi den er mere end blot en manifestation af Saurons magt. Den er blevet udstyret med en gennemsyret ond og skarpsindig bevidsthed, som gør den til en langt farligere fjende, end man tror. Dette beskrives af Gandalf, da han fortæller Ringbæreren Frodo om, hvad det er for en ring, han besidder:

"A Ring of Power looks after itself, Frodo. It may slip off treacherously, but its keeper never abandons it (...) It was not Gollum, Frodo, but the Ring itself that decided things. The Ring left him (...) Behind that was something else at work, beyond any design of the Ring-maker. I can put it no plainer than by saying that Bilbo was meant to find the Ring, and not by its maker. In which case you were also meant to have it. And that may be an encouraging thought."

LotR, s. 68-69

Det persongalleri, som man præsenteres for, er meget varieret på alle mulige punkter. Ingen kan beskrives som værende entydigt gode eller entydigt onde, dog med Sauron som eneste undtagelse. Selv Ringbæreren rummer et potentiale til ondskab, og et usselt væsen som Gollum viser, at han kan være god til tider. Her kan Ringen inddrages som en meget afslørende faktor, da personernes reaktion over for Ringens tilstedeværelse fortæller meget om deres sindelag og hensigter. Jeg vil tage alle de personer, jeg finder interessante i den henseende, og redegøre for deres forhold til Ringen.

Ringbæreren, Frodo, som hele tiden har accepteret sit tunge åg, har et helt specielt forhold til Ringen. Den har ikke fundet så fast en grobund i en uskyldig person som en hobbit fra Herredet, som ikke har nogen ambitioner, der kan vækkes. Frodo gennemgår nogle faser igennem LotR, hvor han gradvist skrifter fra at være en uskyldig hobbit, ubesmittet af verdens ondskab, til at være en hærdet eventyrer, som har lært om ondskabens væsen og set, hvad den kan udrette. Da Frodo står ved "The Cracks of Doom" bestemmer han sig for ikke at destruere Ringen, men i stedet at bruge den selv. Han har følt dens åg blive tungere og tungere, og til sidst bukker han under for dens pres. Ring-en har gennem Frodos nye erfaringer om ondskaben fundet en grobund for at så onde tanker i hans sind. Han vil gøre alt for at standse den ondskab, han har set på sin rejse, og her sejrer Ringen til sidst over ham.

"I have come, " he said. "But I do not choose now to do what I came to do. I will not do this deed. The Ring is mine!"

LotR, s. 981

Gandalt bliver på et tidspunkt tilbudt Ringen af Frodo og viser dér, at han som en af de få virkelig forstår, hvilken fare den udgør. Han ved, at han, på trods af at han er mægtig, vil bukke under for Ringens pres og hermed gøre Ringen endnu mægtigere. Gandalf er stillet over for den samme fristelse som Denethor og hans to sønner; at bruge Ringens til at styrte Sauron. Men Gandalf indser, at Ringen er et ondt objekt, som ikke kan bruges til noget godt formål.

"No!" cried Gandalf, springing to his feet. "With that power I should have power too great and terrible. And over me the Ring would gain a power still greater and more deadly." His eyes flashed and his face was lit as by a fire within. "Do not tempt me! For I wish not to become like the Dark Lord himself. Yet the way of the Ring to my heart is by pity, pity for weakness and the desire of strength to do good. Do not tempt me! I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strength. I shall have such need of it. Great perils lie before me."

LotR, s. 75

Sarumans første lille knæk sker, da han ønsker at se ud i fremtiden gennem en krystalkugle. Han ønsker magt gennem viden, men dette forvrænger hans sind. Hans skift fra "the White" til "Saruman of Many Colours" fuldbyrdes, da han hører om Ringens nærvær. Hans magtbegær ruller ind over hans gode jeg og overtager ham fuldstændigt.

"White!" he [Saruman] sneered. " It serves as a beginning. White cloth may be dyed. The white page can be overwritten, and white light can be broken". "In which case it is no longer white," said I [Gandalf] (...) "A new Power is rising (...) We may join with that Power. It would be wise, Gandalf. There is hope that way (...) As the Power grows, its proved friends will also grow; and the Wise, such as you and I, may with patience come at last to direst its courses, to con trol it. We can bide our time, we keep our thoughts in our hearts, de ploring maybe evils done by the way, but approving the high and ul timate purpose: Knowledge, Rule, Order...

LotR, s. 276-277

En konflikt, lig den i troldmændenes råd, udspiller sig i kongeriget Gondor, hvor marsken Denethor hersker under kongeslægtens hundredårige fravær. Aragorn, den sande konge af Gondor, ved, at han ganske retmæssigt vil komme til en magtposition, som er bestemt for ham. Han føler ikke noget begær efter Ringen, fordi han aldrig har været begærlig efter at tilrane sig ufortjent magt.

"If I had killed the real Strider, I could kill you (...) If I was after the Ring, I could have it ­ NOW! (...) But I am the real Strider, fortu-

nately (...) I am Aragorn son og Arathorn, and if by life or death I can save you, I will"

LotR, s. 187

Denethor, som sidder på magten i Gondor, er meget ivrig efter at holde magten i sin familie, og her er det hensigten, der helliger midlet. Han vil bruge Ringen til at fjerne faren fra øst og derefter til at sikre, at en eventuel arving til tronen kan blive skaffet af vejen. Af hans to sønner, Boromir og Faramir, er det naturligvis førstearvingen Boromir, der bedst kan leve med denne tankegang. Faramir indser, at den magt, hans familie besidder, er lånt og skal afgives, når den sande konge igen viser sig.

Denethors øjesten Boromir er den første, som til mødet hos Elrond i Kløvedal lufter ideen om at bruge Ringen i krig mod Sauron. Imens han følges med Frodo som en af de ni, vokser begæret efter Ringen i ham, og det er i høj grad Ringens skyld. Den ønsker at besidde Boromir frem for Frodo, da Boromirss vilje er lettere at overvinde, og han besidder større magt. Boromirs begær resulterer i, at han konfronterer Frodo og kræver Ringen.

"If any mortals have claim to the Ring, it is the men of Númenor and not Halflings. It is not yours save by unhappy chance. It might have been mine. It should have been mine. Give it to me!"

LotR, s. 419

Dette mislykkes, og Boromir dør kort efter i kamp mod Saurons tjenere, og dette er Tolkiens måde at give Boromir en smule ære i behold. Han er et godt menneske, hvis sind er blevet fordrejet af Ringen.

Faramir, Denethors oversete søn, bliver sat under voldsomt pres, da han finder ud af, at Ringen teknisk set befinder sig i hans magt. Hans position over for faderen kunne styrkes, og han kunne vise sit værd over for hele Gondor. Men lidt selvudslettende griner han og siger, at han altid har stået i skyggen af sin bror, og at han ikke ønsker den slags ære.

"But fear no more! I would not take this thing, if it lay by the high-

way. Not were Minas Tirith falling into ruin and I alone could save her, so, using the weapon of the Dark Lord for her good and my glory. No. I do not wish for such triumphs, Frodo son of Drogo."

LotR, s. 698

Også elverdronningen Galadriel bliver tilbudt Ringen af Frodo, og hun må overveje sin situation. Hendes land er i umiddelbar fare på grund af trus-len fra øst, og hendes eneste værn er en af de tre elverringe, som verset på side 14 nævner. Ved hjælp af dens kraft har hun skabt en magisk beskyttelsesbarriere rundt om hendes skove. Men alle Ringene vil miste deres kraft, hvis Saurons Ring destrueres. Derfor vil det betyde, at hendes Ring vil beholde sin kraft, hvis den ene Ring ikke bliver kastet i Dommedagsspalterne.

"And now at last it comes. You wil give me the Ring freely! In place of the Dark lord you will set up a Queen. And I shall not be dark, but beautiful and terrible as the Morning and the Night! Fair as the Sea and the Sun and the Snow upon the Mountain! Dreadful as the storm and the Lightning! Stronger than the foundations of the earth. All shall love me and despair! (...) I pass the test" she said. "I will dimi- nish, and go into the West, and remain Galadriel."

LotR, s. 385

Frodos tjener, Sam, kommer også i besiddelse af Ringen i løbet af den lange rejse. Han er Frodos støtte gennem hele bogen, men da han tror, Frodo er død, bestemmer han sig for selv at tage Ringen for at destruere den. Sam bliver senere nødt til at aflevere Ringen igen til Frodo, og det er han den eneste, der nogensinde har gjort frivilligt. Sam har været en tjener hele sit liv og har aldrig følt sig tiltrukket af andet. Han kender udmærket Ringens muligheder for at give ham magt, og han føler også presset på sin egen krop. Men han modstår, fordi han accepterer sin nuværende rolle.

"What? Me take the Ring from him [Frodo]? The Council gave it to him (...) No chance to go back with It, and get advice or permission. No, it's sit here till they come and kill me over master's body, and gets It, or take It and go." He drew a deep breath. "Then take It, it is!"

LotR, s. 759-760

Gollum, som er en af de personer, der også figurerede i The Hobbit, har udviklet sig til at være en af de mest interessante personer i LotR. Han har besiddet Ringen så længe, at hans tidligere jeg, Sméagol, totalt er blevet skjult under den listige og onde Gollum. Hans begær efter Ringen er totalt, og alle hans handlinger er fuldstændig styret af Ringens færden. Efter at han har mistet Ringen, har Sméagol-siden i ham vundet en lille smule terræn tilbage. Det resulterer i en totalt splittet personlighed med Sméagol/Gollum, god/ond i én og samme person. Skiftene mellem de to kommer meget markant til udtryk i hans tale, hvor jeg'et skifter mellem Sméagol og Gollum.

Gollum was talking to himself. Sméagol was holding a debate with some other thought who used the same voice (...) "Sméagol pro- missed to help the master." "Yes, yes, to help the master: the master of the Precious. But if we was master, then we could help ourselfs, yes, and still keep promisses"(...) "But the Precious holds the Promise," the voice of Sméagol objected. "Then take it," said the other, "and let's hold it ourselfs! Then we shall be master, gollum! (...) "Perhaps we grows very strong, stronger than the Wraiths. Lord Sméagol? Gol-

lum the Great? The Gollum! (...) "We wants it, we wants it, we wants it!"

LotR, s. 658-659

Ved at iagttage det mønster, som tegner sig for alle personernes reaktion i forhold til Ringen, kan man uddrage, at de, der higer efter Ringen, altid vil fordærves at den. Denne tese om at magtbegæret fører til forfald viser sig egentlig at være en af de grundlæggende tanker i LotR.

The central question posed in the book is a moral one: what does the possibility of unlimited power do to one who desires it, even to the one who desires it for good ends? And the answer is unequivocal: the desire for power corrupts.

A Tolkien Compass, s. 60

(...) it is a dull mind which does not reflect, "Power corrupts, and absolute power corrupts absolutely."

The Road to Middle-earth, s. 124

Den eneste retmæssige måde at erhverve sig magt på er tilsyneladende ved at få respekt fra andre folk gennem sine bedrifter og handlinger eller ved en arvermæssig ret til en position. Aragorn er et godt eksempel på dette.

Også Gandalf og Sarumans konflikt, der er den naturlige udvikling af deres tidligere roller, viser noget om, hvordan man ganske hæderligt kan få autoritet. Saruman, der hele tiden higer efter magten, må opleve sit fald, og Gandalf, der aldrig bevidst har søgt at tage nogle beføjelser, der ikke var tiltænkt ham, bliver den naturlige og retmæssige leder af troldmændenes råd. Han bliver respekteret og behandlet som en leder blandt folket, selv om han ikke har nogle ambitioner om at være mægtig. Folk respekterer ham, fordi de kan se alle hans store bedrifter og gerninger og ikke, fordi han fortæller dem, at han tror, han er den mægtigste.

Ifølge Gandalf er Gollum tæt forbundet med Ringens skæbne, selv om han ikke ved hvordan. Denne profeti får Frodo til at vise nåde over for Gollum flere gange, selv om han forsøger at forråde dem. Til sidst er det også Gollum, der bider Frodos Ringfinger af og, i vild jubeldans over sin genvundne skat, styrter i spalterne.

Gollum er beviset på, at det er muligt at forbedre sig lidt, når kilden til ondskaben er væk. Men først og fremmest styres han dog af begæret efter Ringen, som binder ham lige så stærkt som et narkotikum eller lignende. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at han var stofmisbruger på jagt efter den næste tilfredsstillelse. Hans forfaldne udseende, hans mumlende tale og hans intense besættelse efter denne hans redning.

I det hele taget har Ringen store ligheder med et narkotikum. Den har en lokkende effekt over for folk med løfter om et bedre liv. Man føler også umiddelbart, at man bliver usårlig og et supermenneske, men på længere sigt vil man blive fordærvet. Og på det tidspunkt er man så afhængig, at man ikke er villig til at give slip. Jeg vil dermed ikke prøve at påvise, at Tolkien har bygget Ringen op som en allegori over narkotika, som næppe har været en så undergravende faktor i samfundet som i dag. Men Ringen er et billede på det, som er virkelig farligt for mennesker. En ting som kan fordreje en god hensigt til et ondt gøremål. I LotR helliger hensigten bestemt ikke midlet. Marsken af det krigstruende Gondor kan ikke forstå, at man ikke kan bruge Ringen mod Sauron, hvilket da ville være en god gerning. Ringen er forræderisk og viser sig som en redning, hvor den i virkeligheden er en fælde. Denethor er reelt en af de gode i historien, indtil han, i sin pressede situation, vælger at lade hensigten hellige midlet. Ringen er totalt ond og kan ikke bruges til nogen god gerning. Den vil forskrue de gode intentioner til onde gerninger.

Gandalf, Aragorn, Faramir og Galadriel er blandt de få, der har visdom til at se, at fjendens våben ikke kan bruges imod ham, selv med gode intention-er. Enhver, der bruger Ringen med den ædle hensigt at styrte Sauron, vil blive den næste Mørke Fyrste. Derfor kan man også være sikker på, at disse fire i sandhed er gode, efter de har konfronteret Ringen, følt dens lokken, og modstået den.

Det er altid en prøvelse at være på de godes side, da der er visse regler for etik og moral, som skal følges. Dette er ganske naturligt for de gode, da det ligger i definitionen af at være god. Man skaber og respekterer etik og moral og handler med ædle hensigter. De, som ikke kan indordne sig under disse forhold, vil før eller siden hoppe fra. Det sker med Saruman, som bliver besat af tanken om at herske. Ringen skiller, så at sige, fårene fra bukkene. De som har ruget over en kerne af ondskab, finder sig sat til vægs af Ringen og afsløret fuldstændig udadtil.

Et bemærkelsesværdigt forhold mellem det gode og det onde er deres evige kamp. Det onde lever med det formål at udrydde det gode, som kun kæmper som en forsvarsmekanisme. Det gode kan aldrig være det offensive, kun offeret. Når en ond ting som Ringen skal destrueres, ender det med, at det er en ond figur, Gollum, der udfører gerningen. Omend utilsigtet er det en ond, der destruerer en anden ond. Gollum destruerer indirekte Sauron ved at destruere et objekt, der indeholder en stor del af hans kraft. Men er det så Ringen, der direkte ødelægger Sauron? I hvert fald er Ringens ødelæggelse fatal for Sauron, og det viser, at hans stærke Ring i virkeligheden var et svagt punkt. LotR viser flere eksempler på, at kun en med ondt i sinde kan destruere noget ondt, og at det gode ikke er skabt til at destruere, kun skabe.

De afsluttende kapitler i LotR afslører en del om Tolkiens livssyn. Industrialiseringen, fremskridtet, som har rullet hen over Herredet, er en katastrofe sat i gang af den onde Saruman. Under én stærk mand er et helt samfund bukket under og er begyndt at ødelægge, hvad det så omhyggeligt har bygget op. Tolkien selv var en stor modstander af fremskridtet, og hans teori om menneskets gradvise, men sikre, fald mod enden var noget, han kommenterede meget, og alle teknologiske tiltag der dukkede op, bl.a. under krigene, havde hans største foragt. Hele vejen igennem bogen er det også kendetegnende for de onde væsner, at de bygger den ene maskine eller konstruktion efter den anden, som fører til død og ødelæggelse.

Afslutning

Sat under nærmere belysning viser LotR sig at være en bog med mange kvaliteter, der, ligesom ethvert godt eventyr, kan forstås på flere planer. Alle kan læse historien og få en god oplevelse ud af det, men hvis man søger at finde nogle symboler i teksten er dette også muligt. De forskellige personers situation i slutningen af bogen er især af stor betydning, når man vil se på eventuelle budskaber i LotR.

Aragorn og Faramir kommer til at besidde reel magt på en måde, der er ganske uafhængig af Ringen. De bukkede ikke under for Ringens lokken, fordi de viste, at de ganske retmæssigt ville komme til at herske.

Da Frodo mister sin finger i kampen med Gollum, symboliserer det, at en del af ham selv er gået tabt. Han er ikke længere hel. Ringen nåede at få hans vilje knækket, kort før den blev destrueret, og Frodo er skuffet over sig selv samtidigt med, at han føler et savn. Han kan ikke nyde sejrens frugter, men bliver plaget af mareridt og gamle sår, der rives op. Han er den, som har ofret en del af sig selv, for at andre kan nyde.

De ganske ordinære hobbitters farlige rejse, som bliver pålagt dem, og som de selv accepterer, viser, at de gør, hvad menigmand bør gøre. De har ingen berømmelse eller nogen specielle forudsætninger, men de gør, hvad der kræves af dem alligevel. Det er Tolkiens klare intention at bruge bogen som en hyldest til det simple menneske, og dette er Sam det bedste eksempel på.

Hele vejen gennem bogen er der et spinkelt håb, der holder det hele i gang. Altid har hobbitterne oddsene imod sig, og altid er de oppe mod en ukendt fjende. Men deres konstante søgen efter et lille håb, og en smule barmhjertighed, hjælper dem reelt igennem, og efterlader et budskab til læseren: Lad aldrig håbet dø, og slet ikke når det ser mørkest ud!

"Well, this is the end, Sam Gamgee."

LotR, s. 982.

Kilder

Lobdell, Jared (red.): A Tolkien Compass. New York: Ballantine Books, 1975.

Shippey, T. A.: The Road to Middle Earth. London: Grafton, 1992

Tolkien, J. R. R.: The Lord of the Rings. London: Grafton, 1992