Fra Athelas nr. 13, 1996, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Min yndlingsscene...

Af Svend Runge Nielsen

Her følger vinderbesvarelsen af konkurrencen fra Athelas 12 om at beskrive sin yndlingsscene fra Tolkiens univers. Vinderen vil blive belønnet med en farverig Tolkien-plakat. Alle er i øvrigt fortsat velkomne til at indsende beskrivelser af deres yndlingsscener ­ Vi vil så finde en passende belønning. Alle besvarelser videregives som inspiration til den skotske kunstner Tom Sherry, der arbejder på at få udgivet en Tolkien-kalender på HarperCollins ­ så her har du virkelig chancen for at komme til at præge en kunstners arbejde!

Min yndlingsscene fra Tolkiens verden stammer fra Silmarillion (men er bedst beskrevet i Unfinished Tales) og er fra historien om Tuor og hans rejse til Gondolin.

Efter at have rejst fra sin hjemegn kommer Tuor til Nevrast, hvor han som det første menneske ser det store ocean, som skiller Middle-earth fra Valinor, gudernes rige. Her får han et tegn fra Ulmo, som leder ham til Vinyamar. Vin-yamar var engang bopæl for en meget prominent elver, nemlig Turgon, men på det tidspunkt, hvor Tuor ankommer, har Turgon fået en hemmelig adresse ca. 300 mil længere mod øst.

Ulmo giver selvfølgelig ikke et tegn til Tuor for skægs skyld, men fordi han vil have, at Tuor skal opsøge Turgon. Dette ved Tuor ikke, da han ankommer til Vinyamar, men jeg skal love for, at han får det at vide, inden han tager derfra. Og det er lige præcis, hvad min yndlingsscene omhandler.

Det er ved at blive aften, solen synker i havet. Tuor bliver draget imod havet og går ned imod kysten. Vejret bliver koldere og det trækker op til storm. Fra det fjerne kommer en kæmpe bølge rullende ind mod kysten. Tuor står som forstenet og ser bølgen brydes, og der hvor bølgen blev brudt, står Ulmo i egen høje person (eller væsen). Tuor bøjer sig af ærefrygt, da han fornemmer, at det ikke er en herr hvem som helst, han står over for.

På de næste par sider giver Ulmo instrukser til Tuor. Når man læser dette, fornemmer man i stor grad en vis form for højtidelighed, og man føler virkelig for Tuor, som står over for en Ardas "tunge drenge". Man får et godt stemningsindtryk ­ specielt da uvejret tager til i styrke, og Tuor indvilger i at tage til Gondolin.

Som tiden går, bliver uvejret mere og mere voldsomt, og da Ulmo giver Tuor besked på at gå, er himlen sort. Det stormer, så Ulmos skæg og hår står som en sky efter hans hoved. Det tordner og lyner, mens havet raser.

Man kommer til at tænke på en atlanterhavskyst under en storm. Med meter høje bølger, som brager mod kysten, og luften er tyk af skumsprøjt. Dette er med til at sætte rammerne således, at man ikke betragter dette som et ligegyldigt møde imellem et menneske og en vala (hvis man kan kalde et sådant møde ligegyldigt).

Ulmo blæser i sit berygtede horn, og der høres en øredøvende tone, der får den rasende storm til at ligne et stille vindpust. Da Tuor hører hornet, bliver han nærmest hypnotiseret og ser alverdens have og floder for sig i et syn. Han ser endog et glimt af valarne og Taniquetil. Da tonen hører op, er Ulmo forsvundet, og tilbage et kun det frådende ocean. Kun med nød og næppe får Tuor kæmpet sig tilbage til Vinyamar, hvor han falder i en urolig søvn i Turgons sal, mens stormen raser og får sal-ens søjler til at skælve.

Hvad der videre sker er ikke nogen hemmelighed for den, der har læst Silmarillion.

Til slut bringer jeg lige et par linier fra denne storslå-ede scene: "Then there was a noise of thunder, and lightning flared over the sea; and Tuor beheld Ulmo standing among the waves as a tower of silver flickering with darting flames; and he cried against the wind: 'I go, Lord! Yet now my heart yearneth rather to the Sea'" (Unfinished Tales s. 30).