Af Ditte Hendrichsen
Fra Athelas nr. 14. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
Der er næppe nogen i hvert fald ikke i Københavnsområdet som har kunnet undgå at bemærke, at København i år er blevet EU's Kulturby. Også Studenterhuset mente således, at de skulle bidrage med noget, så april blev omdøbt til "Kulturby litteratur-temamåned" og som en selvfølge (synes i hvert fald en fanatisk tolkienist) var vores velkendte engelske forfatter på programmet under overskriften: "En aften i Kløvedal".
De reklamerede med "en poetisk sammenfatning bestående af oplæsning, musikalske indslag og billedsprojekteringer". Og aftenen var så sandelig poetisk!
Vi var vel en 70 mennesker samlet, alle aldre og hele vejen fra rene eksperter til folk som end ikke vidste, hvem Tolkien var. Jeg talte således med en mand, som erklærede, at han lige havde købt Ebbe Kløvedal Reichs "Festen for Cecillie", men at han endnu ikke havde læst den, og at han var meget spændt på at høre om den. Han blev derfor temmelig overrasket over at høre om sammenhængen mellem folk ved navn Kløvedal og vor højt elskede Imladris.
Forestillingen begyndte. På et podie sad en mand i en kollossal grøn lænestol omgivet af mange levende lys. Han fortalte Ringenes Herre med nye ord og velvagte citater; fortællingen voksede frem og dannede billeder af lænst svundne tider og begivenheder, understøttet af lysbilleder af Dronning Margrethes illustrationer på væggen.
Da hobbitterne var introduceret og Bilbos historie om, hvordan Ringen blev fundet, fortalt meget kort nåede vi til Frodos afgang fra Herredet og musikken gik i gang. Jeg var forbløffet! Megen Tolkieninspireret musik har jeg hørt og dog er jeg endnu ikke stødt på toner som i den grad udtrykker stemningen i Ringenes Herre som jeg og tydeligvis også andre oplever dem. Fra The Road Goes Ever On and On over et flerstemmigt arrangement af hobbitternes vandresang til elversangen i Herredet og Frodos fatale sang på Den stejlende Pony, som mest af alt lignede en festlig irsk folkesang. Hele tiden blev sangene kædet sammen af fortælleren, så alle vidste, hvor i historien vi befandt os. Første del belv afsluttet af Aragorns sang for hobbitterne om Beren og Lúthien, sunget med en stemme og en indlevelse som var betagende.
Efter en kort og dog alt for lang pause gik fortællignen videre. Aftenens eneste instrumentalnummer, Imladris, blev spillet og hobbitterne mødte Bilbos gamle trolde sikke en troldesang, som i tempo og stemning stod i skarp kontrast til The Song of Nimrodel, der i dagens anledning var flyttet så den blev sunget af en elverkvinde i Imladris og ikke af Legolas ved bredden af Nimrodelfloden. Bilbo sang sin sang om hver vår og hvert løvspring, han ikke fik set, og rejseselskabet drog videre mod Lothlórien. Galadriels sang på quenya blev snget af en ren og glasklar sopran, betagende og eventyrligt, men Tolkien pointerer altså, at hendes stemme "var klar og melodisk, men dybere end en kvindestemme plejede at være" nuvel, jeg erkender, at det er detaljer. Boromir blev gravlagt på Anduin og en sang, som afspejlede mennesker og elverfolks længsel gennem utalte år blev hans følge som Rauros opslugte ham og bar ham mod havets evighed. Folk sad tilbage vemodige og drømmende, og det varede lidt før man opdagede, at der var pause.
Endnu 20 minutters pause slæbte sig af sted, og musikken blev genoptaget. Først kom hvad der blev kaldt Gandalf's song/Galadriel's song II, og jeg må med skam meddele, at jeg kun delvist kan placere dem i historien. Enten sang med entekonen var blev en sørgmunter duet og Sam sang sin sang i orktårnet om håbløshed og håb hinsides håbløsheden. Rohirrims sang gav associationer om uendelige enge med højt, bølgende sølvgråt græs og vi slyttede som vi startede med The Road Goes On and On. Studenterhuset genløs af bifaldet.
Jeg gik hjemad stille i sind og opfyldt af en sær længsel som ikke lader sig stille i denne verden, mens Vardas stjerner langsomt tændtes en for en over mit hoved. Mange ord kunne siges om musikkens spændende opbygning, om den fint afstemte og til tider overraskende brug af instrumenterne, men jeg kan ikke udtrykke det tydeligere end ved at sige, at jeg ville give mangen en jordisk ting for at få lov til at synge blot en af disse smukke sange under træernes kroner en forårsaften, mens tusmørket langsomt sænkede sig.
Tekster: J.R.R. Tolkien. Musik: Caspar Reiff; oplæser: Lars Münter (retorikstuderende); mezzosopran: Signe Asmussen; baryton: Mads Thiemann & Ole J. Norup; violin: Mette Tjærby; klaver: Anja Reiff; slagtøj: Jesper N.; kontrabas: Adrian Sharf-Hansen; guitar & sang: Caspar Reiff; guitar, sang, tværfløjte, mandolin & mundharpe: Peter Hall. Alle musikere var fra Musikkonservatoriet.