Fra Athelas nr. 14, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
J.R.R. Tolkiens myter
Af Peter Nikolaj Edelberg
"Now it happened on a certain time that a traveller from far countries, a man of great curiosity, was by desire of strange lands and the ways and dwellings of unaccoustomed people brought in a ship as far west as the Lonely Island, Tol Eressëa in the fairy speech, but which the Gnomes call Dor Faidwen, the Land of Release, and a great tale hangs thereto" (J.R.R. Tolkien: The Book of Lost Tales, 1916).
Indledning
Jeg vil indlede min artikel med et forord om Tolkiens forfatterskab og forklare, hvilken plads The Silmarillion indtager heri. Jeg vil starte med en analyse af Tolkiens gudeverden og de vigtigste myter. Disse myter er skabelsesmyten, syndefaldsmyten, og dommedagsmyten. I dette afsnit vil jeg drage paralleller til de vigtigste af Tolkiens mytiske inspirationskilder, kristendommen, den nordiske mytologi og den græske mytologi. Jeg vil gå videre derfra med at fortolke Tolkiens mytiske univers og derved fremdrage dets særpræg i forhold til traditionelle myter. Derefter vil jeg analysere, hvad Tolkien efterfølgende anskuer som godt og ondt på baggrund af de tidligere afsnit og belyse dette med eksempler fra The Silmarillion. Herunder vil jeg beskrive de karakteristika, kampen mellem godt og ondt har, og give et bud på betydningen af dette tema. Til sidst vil jeg fremdrage tre teorier omkring myternes funktion og budskab og fortælle, hvad jeg synes, vi kan bruge myterne til i dag.
Tolkiens univers har altid fascineret mig uendeligt meget. Som mange andre Tolkien-fanatikere har jeg svært ved at overbevise mig selv om, at hans verden faktisk ikke eksisterer. For mig er den lige så virkelig som vor egen verden, bare i en anden dimension forstås. Tolkien havde også dette som mål. At skabe en verden med en indre troværdighed eller virkelighed. Dette er lykkedes tilfulde, og siden Tolkiens død er der blevet udgivet atlasser, ordbøger, grammatikbøger, encyklopædier, leksika osv. osv., der beskæftiger sig med Tolkiens verden, som om den var virkelig. Dette fortæller noget om fantasiens magt. En magt så stærk og så kreativ, at kun en tåbe vil underkende den eller mene, at det er naivt at beskæftige sig med.
Forord om Tolkiens forfatterskab
John Ronald Reuel Tolkiens forfatterskab kan inddeles i tre hovedgrupper. En gruppe er de lingvistiske og litteraturvidenskabelige bøger og artikler, han skrev som professor i oldengelsk. En anden gruppe er de mindre bøger han skrev, børnebøger, små eventyr og andet. Men den gruppe, der skal beskrives her, er den, hvor han beskriver den verden, der i folkemunde kom til at hedde Middle-earth, men som Tolkien selv kaldte Eä, "Universet", eller Arda, "Jorden". Denne verden skal ikke ses som en anden verden, men som vor egen i en mytisk fortid.
The Silmarillion indtager en central plads i Tolkiens forfatterskab. Det var i dette værk, Tolkien i 1916 begyndte at beskrive den verden, han kaldte Arda, omend værket på daværende tidspunkt hed The Book of Lost Tales. Denne verdens historie inddelte han i tidsaldre: Aldrene før solen blev skabt og solens aldre, der blev inddelt i solens første, anden, tredje og fjerde tidsalder. The Silmarillion dækker primært aldrene før solen og solens første tidsalder. The Book of Lost Tales indeholdt forskellige historier, der senere blev udskilt. Således blev "Ainulindalë", "Valaquenta", "Quenta Silmarillion" og "Akallabêth" selvstændige bøger, der blev revideret i det uendelige. Andre bøger, der beskriver den samme tidsperiode fra en anden vinkel, "The Annals of Valinor", "The Annals of Beleriand", "The Wanderings of Húrin", "Athrabeth Finrod Ah Andreth", "The Ambarkanta" samt alle Tolkiens skrifter om sine opfundne elversprog, blev ikke medtaget i den endelige bog. I 1936 havde Tolkien gjort en anden bog færdig, der omhandlede samme verden, men på en helt anden måde, nemlig The Hobbit. Bogen blev udgivet og blev en kæmpe succes. Nu ville publikum høre mere om hobbitterne, og Tolkien begyndte at skrive en efterfølger til The Hobbit, The Lord of the Rings, der blev færdig i 1948. Men selvom det var disse værker, der bibragte Tolkien hans berømmelse, var det ikke dem, der lå tættest på hans hjerte. The Hobbit var egentlig tænkt som en børnebog. The Lord of the Rings var en romantrilogi. Begge havde hobbitter som hovedpersoner for at gøre dem nærværende for en moderne læser. Det, Tolkien virkelig ville fortælle, var myterne om verdens skabelse og den første alder, han ville fortælle elverfolkets historie. The Silmarillion var den bog han ville gøre færdig. Det var de historier, han ville have udgivet, og dem, der betød mest for ham. Flere gange prøvede han at overtale udgiverne, men de mente, at det var for tørt stof. Tolkien holdt aldrig op med at arbejde på The Silmarillion. Fra 1917 til hans død arbejde Tolkien på at gøre bogen færdig, men de mange sideløbende bøger gjorde det svært at gøre én bog klar til udgivelse. Samtidig brugte Tolkien meget af sin tid på at uddybe sin verden ved hjælp af bl.a. poesi, filosofi, sprog, lingvistik osv. Han nåede aldrig at færdiggøre projektet.
Det blev op til hans søn, Christopher John Reuel Tolkien, at gøre bogen klar til udgivelse, hvilket han også gjorde. Christopher måtte vælge og fravælge, skære og revidere for at få The Silmarillion til at fremstå som en helhed. J.R.R. Tolkien havde ønsket, at The Silmarillion skulle dække hele Ardas historie, lige fra Skabelsen til slutningen af The Lord of the Rings, hvor elverfolket forlader verden, og menneskene får herredømmet.
Siden hen har C.J.R. Tolkien udgivet flere af faderens efterladte manuskripter, bøger og skitser, der klart viser bredden og dybden i Tolkiens verden, og hvor svært det må have været at få det hele til at passe sammen i én bog, hvilket heller aldrig lykkedes, da den udgivne The Silmarillion ikke er J.R.R. Tolkiens eget udvalg. For at forstå værkets helhed og kompleksitet må man tage alle de posthumt udgivne manuskripter ind i billedet.
The Silmarillion, The Hobbit, The Lord of the Rings, samt alle de bøger der blev udgivet posthumt, beskriver yderst detaljeret Ardas historie, mytologi, geografi, sociologi og sprog, så Tolkiens verden til sidst kunne blive "the most complex and detailed invented world and mythological system in our literature"1.
Tolkiens mytologi
TOLKIENS MYTOLOGISKE VERDEN:
Tolkiens gudeverden har en helt unik form. Det er en blanding af den monoteistiske religions alvor og strenghed og den polyteistiske mytologis eventyrlige kulørte guder.
Øverst i hierarkiet er den almægtige gud. Han er Ilúvatar, Eru, og hos ham eksisterer the Flame Imperishable. Ilúvatar betyder Alfader og er det navn, han har, fordi han er skaberen af universet og alt i det. Eru betyder Den Ene og står for det håb, menneskene havde, om at Gud en dag ville stige ned på Jorden og udfri dem.2 The Flame Imperishable er skabelsens flamme. Han er således meget lig den kristelige treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd.
Han skabte først ainurne "de hellige ånder", som var med ham, da verden blev skabt. Disse svarer i høj grad til kristendommens engle, der dvæler hos Gud.
Efter at universet (Eä) var blevet skabt steg nogle af ainurne ned på Jorden (Arda). Dem udnævnte Ilúvatar til verdens vogtere, kaldt valarne 3 "magterne" eller "krafterne". De kan sammenlignes med de græske guder, der hverken er almægtige eller har skabt verden, men de er den øverste autoritet i vor verden. De skulle hjælpe med at opbygge verden, der endnu var ufuldendt, og de skulle holde orden i kosmos. Øverst af disse er Manwë, valarnes konge. Han er vindenes herre og skuer ud over hele verden. Kun ham er det forundt at kommunikere med Eru. Han minder i nogle aspekter om den græske Zeus på Olympos og nordiske Odin på Hlidskjalf. Højt hævet over verden sidder de og skuer ud over alt og søger at opretholde kosmos. Yderst sjældent blander de sig direkte i verdens affærer, det har de underordnede til. Som Odins ravne bringer Manwës ørne ham nyt fra hele verden. Manwës ørne symboliserer hans tanker. Når ørnene optræder i menneskenes og elvernes verden, er det guddommelig indgriben, en idé Tolkien har fra den kristne tradition. Gift med Manwë er Varda. Hun er valarnes dronning, og hun skabte stjernerne. Hun minder meget om Jomfru Maria, for det er hende, elverfolket elsker højest og påkalder i nød. Ulmo er vandenes herre. Han vogter over alle have, vandløb, floder og søer. Som Poseidon holder han sig mest for sig selv, sjældent kommer han til valarnes rådsmøder, og han følger ikke altid Manwës ordrer. Han er en frygtindgydende og egenrådig vala. Yavanna er frugtbarhedens vala. Hendes navn betyder "den som giver frugt", og alt, hvad der gror i jorden, er hendes domæne. Hun kan sammenlignes med Demeter eller Freja. Yavanna er gift med Aulë, valarnes smed. Alt håndværk og smedekunst er hans område. Han svarer til guden Hefaistos i den græske mytologi. De er hemmelighedsfulde guder, der arbejder under jorden med ting, de andre guder er uvidende om. Mandos er de dødes vala. I hans haller samles de elverfolk, der er døde i kamp (ellers er elverfolk udødelige). De dødelige mennesker kommer ikke til Mandos, de går hinsides denne verdens cirkler til en ukendt skæbne, når de dør. Han er også valarnes dommer. Han svarer til den græske gud Hades, der råder i underverdenen. De er mørke guder, men de er ikke onde, da de opretholder tingenes orden. Nienna er sorgens vala. Hun græder over ondskabens gerninger og trøster de, der behøver hende. Oromë er valarnes jæger. Han og Yavanna er de eneste, der færdes i Middle-earth. Oromë jagter ondskabens kreaturer, og han frygtes af de onde. Han rider til hest, og hans horn gjalder ud over hele Jorden, når han er på jagt. Han kan sammenlignes med Thor fra den nordiske mytologi. De rejser begge hinsides gudernes bolig og jager monstre. Desuden er Oromë den vala, menneskene ærer højest, ligesom Thor var den populæreste gud blandt almindelige mennesker i hedensk tid. Men Oromë har også karaktertræk fra den måske ældste gud i menneskehedens historie, Herne the Hunter.4 De er begge frygtindgydende jægere, der spreder skræk, hvor de kommer.
Maiarne er en slags underguder. De er af ainu-slægt, men af lavere rang end valarne. De svarer til de kristne engle, der er aktive i verden. De er valarnes tjenere og udsendinge.
Melkor er den faldne vala. Før verdens skabelse søgte Melkor efter the Flame Imperishable, der skulle give ham skabermagt, men han fandt den ikke. Melkor korrumperede adskillige af ainurne, der siden fulgte ham ind i Arda. Melkor er indbegrebet af ondskab i Arda. Han kan ikke selv skabe noget, men han kan korrumpere, deformere og destruere. Hans mål er at blive Ardas konge, og han er den fjende, valarne evigt skal bekæmpe. De væsener, der er hans undersåtter, er korrumperede maiar og andre væsener, Melkor har ødelagt og fordrejet: drager, orker, vampyrer, trolde osv. Alle disse væsener er oprindeligt væsener, skabt af Ilúvatar, som Melkor har ændret til sit formål (Melkor svarer til den faldne engel Satan). I deres søgen efter magt blev de onde. De er ikke i stand til at skabe, deres magt ligger i at ødelægge og fordreje skaberværket. De er vejen, hvorved ondskab kom ind i verden, og de kan friste mennesker til at arbejde for dem. De vil aldrig blive fuldstændigt bekæmpet før dommedag.
AINULINDALË - SKABELSESMYTEN:
I begyndelsen skabte Den ene Gud, Eru, ainurne. Ligesom den kristne Gud var Eru til før alt andet og er ikke selv skabt af nogen. Eru instruerede ainurne i sang og musik, hvorefter han fremlagde temaer for dem, der omhandlede den verden, der skulle skabes. Ainurne sang om verden og lagde deres egne visioner og drømme ind i sangen. Således viste verden sig for dem i et syn og deraf navnet Ainulindalë "Ainusangen". Men verden havde ingen eksistens, førend Eru gav den eksistens. Således blander Tolkien en myteagtig fortælling om verden, skabt i en sang, med den monoteistiske doktrin, at Den ene Gud er skaberen af alt. Eru skabte verden ved sit ord Eä, der betyder "det er" eller "lad det blive til". Dette er også hentet fra den kristne skabelsesberetning, hvor Jahve skaber verden ved sit ord. De ainur, der ønskede det, steg ned på jorden og fuldendte skaberværket. Deres opgave er at opretholde Erus ønsker i Arda, således som de græske guder søgte at opretholde kosmos. Men ondskaben kommer også ind i verden i skabelsesberetningen. Melkor, der var den største blandt ainurne, ønsker i sin stolthed at bemægtige sig skaberkraften, the Flame Imperishable. Men det lykkes ikke for ham, i stedet spreder han disharmoni og falskhed i sangen, og derved fordrejer han Erus oprindelige intention, han sætter sig op imod Den ene Gud. Men Ilúvatar væver Melkors disharmoni ind i de senere temaer og lader således ondskaben blive en integreret del af sangen. Melkor svarer til Satan, den faldne engel, i John Miltons Paradise Lost. Melkor stiger ned på Jorden for at bemægtige sig herredømmet, efter at det ikke lykkedes ham at bemægtige sig magten i "Himmelen".
Således bliver verden skabt, verdensordenen (kosmos) bliver grundlagt, og det gode og det onde bliver trukket op, imellem disse skal kampen stå til Dommedag.
AKALLABÊTH - MYTEN OM FALDET:
I Tolkiens mytologi findes også en myte, der svarer til syndefaldet og syndfloden, "Akallabêth". Den fortæller, hvordan menneskene, influeret af Melkors tjener Sauron, søgte at opnå udødelighed. Dette ville de gøre ved at indtage valarnes land. Da menneskene forsøgte, nedlagde valarne deres magt over Arda og overlod skæbnen i Ilúvatars hænder. Ilúvatar åbnede havene, der slugte menneskenes flåde og menneskenes land. Således blev de mennesker straffet, der stræbte efter udødelighed. Denne fortælling bærer præg af fortællingen om Adam og Eva, der blev fristet af Satan til at gå imod Guds vilje. De måtte forhindres i at opnå udødelighed, og derfor blev de frataget det lykkeland, de var blevet givet, og kastet ud i den nådesløse verden.5 "Akallabêth" bærer også præg af myten om Atlantis. Begge historier foregår på en ø midt i det store hav, hvor menneskene opbygger et kæmperige. De søger derefter at opnå udødelighed og bliver straffet med, at de alle og hele deres ø bliver opslugt af havet. I "Akallabêth" undslipper nogle få trofaste mennesker syndfloden og grundlægger et nyt menneskenes rige i et andet land. Dette svarer til myten om Noah og Arken, hvor de mennesker, der er tro mod Gud, bliver belønnet med et nyt land.
DAGOR DAGORATH - MYTEN OM DET SIDSTE SLAG:
I Tolkiens posthumt udgivne værker findes også en beskrivelse af dommedag.6 Der fortælles, hvordan guderne en dag vil blive gamle og trætte, og Melkor vil vende tilbage til verden. Men det vil heller ikke lykkes ham at overtage magten denne gang. Han skal kæmpe mod Tulkas (valakrigeren), Eönwe (Manwës søn), og Túrin Turambar. Han vil blive slået ihjel af Túrin, et menneske, der således vil hævne alt ondt, der er overgået menneskeheden. Efter dette opgør med ondskaben vil alle døde komme til live igen. Alt, hvad der er blevet ødelagt af ondskaben, vil heles igen. Silmarillerne skal vende tilbage til verden. Hele verden vil blive oversvømmet af lys og lykke. Myten minder meget om den nordiske Ragnarok, hvor den store kamp mellem de gode og de onde skal stå. De gamle guder er til dels magtesløse i begge fortællinger, og andre må træde til og kæmpe mod ondskaben. Begge steder ses den anden generation af guder som hævnerne (en idé der siden hen blev lagt til side af Tolkien i hans fortælling). I Tolkiens fortælling er menneskene dog ikke magtesløse som i Ragnarok. Det er et menneske, der til sidst vil dræbe ondskaben. Efter kampen mod det onde er overstået, vil den gamle verden gå i baggrunden, og en ny vil komme frem. En verden uden ondskab, død og mørke. Alle vil blive lykkelige, og en ny verden grundlægges. I Tolkiens fortælling vil alt det, ondskaben har bevirket af død og ødelæggelse, forsvinde, og Ilúvatars oprindelige mening med alle væsener vil blive opfyldt. Tolkiens fortælling har også træk fra Johannes Åbenbaring. De døde skal vågne på den yderste dag. Satan skal én gang for alle overvindes, og et lykkerige for de gode skal grundlægges. Kristi rige eller Paradis på Jord.
FORTOLKNING AF MYTERNE
- Myternes særpræg:
Det forekommer måske efter denne beskrivelse, at Tolkien bare har blandet de gamle mytologier med nogle monoteistiske doktriner for at få de spændende myter til at passe sammen med hans egen ortodokse katolicisme. Sådan ser jeg dog ikke på det. Tolkien har omfortolket både de hedenske myter og de kristne myter. I skabelsesberetningen sætter Tolkien sangen ind som en del af den skabende kraft. Således forstås kunsten, sangen og kreativiteten som selve grundlaget for vor eksistens, hvilket jo ikke fremgår af Tolkiens inspirationskilder. Det er et gennemgående træk i Tolkiens myter, at kunsten og sangen både har skabende kraft og vældig magt.
Menneskets skæbne i det sidste slag har to aspekter. Tolkien skriver: "and the black sword of Túrin shall deal unto Morgoth his death and final end. But of men in that day the prophesy of Mandos doth not speak, and no Man it names, save Túrin only, and to him a place is given among the sons of the Valar".7 Jeg fortolker dette som, at på den ene side omfortolker Tolkien menneskets position i det sidste slag. I modsætning til Johannes' Åbenbaring, hvor mennesket ses som magtesløse dødelige, der skal dømmes af Gud, eller til Ragnarok, hvor menneskene ligeledes er magtesløse i kampen mod de onde krafter og vil blive udslettet på nær to, har mennesket ifølge Tolkiens beretning handlekraft på den yderste dag, hvor et menneske skal udrydde ondskaben for evigt, da valarne er magtesløse. Men på den anden side er menneskeslægtens endegyldige skæbne ikke fastlagt på forhånd som i de to andre myter. Jeg tolker dette som, at menneskets skæbne ikke er forudbestemt, menneskene skal selv bestemme deres plads i kampen mod det onde. Det afhænger helt af, hvorledes mennesket administrerer dets frie vilje, kun Túrin optræder symbolsk for at fastslå, at mennesket vil være den udslagsgivende kraft i det sidste slag, hvilket står i skarp konstrast til Johannes' Åbenbaring og Ragnarok.
Et af Tolkiens vigtigste temaer er menneskets dødelighed. I Bibelen forklares dette som menneskets straf for syndefaldet, men Tolkien går ind her og omfortolker dette grundvilkår for menneskelig eksistens. Døden er Erus specielle gave til mennesker. Døden forbindes ikke med straf eller forbandelse, men som en uforståelig velsignelse. Ifølge Tolkien er alle guddommelige gaver velsignede, men også vanskelige at tage imod. Ydermere er menneskets skæbne efter døden ukendt, hvilket igen understreger, at menneskets skæbne her og hinsides er ukendt og op til mennesket selv. Tolkien beretter også om, hvor grusomt det vil gå den, der stræber efter udødelighed, da dødeligheden er Erus bestemmelse. Derudover søger Tolkien at løse nogle af de kristne paradokser. Ondskabens indtog og plads i verden ønsker Tolkien at give den bagvedliggende forklaring på, ligesom John Milton forsøgte det, da Bibelen ikke formår at forklare Satans eksistens. Tolkien fortæller om Melkors bevidste valg af ondskab, der er den bagvedliggende årsag. Endvidere er ondskaben en grundlæggende del af verden, uden hvilken dens modsætning ville blive taget for givet. Kierkegaards guddommelige paradoks, hvordan kan en Gud, der eksisterer i evigheden, blande sig i timelighedens verden, forklarer Tolkien ved at lade Eru blive i evigheden (The Timeless Halls) og lade hans udøvende valar tage sig af denne verden. Tolkien ville også gerne fortælle de bagvedliggende guddommelige motiver i hændelser på Jorden, jf. Guds samtale med Satan i fortællingen om Job i Bibelen. I The Silmarillion oplever vi både hændelser i den dødelige verden og valarnes rådsmøder herom i den udødelige verden.
Således udvider og omfortolker Tolkien både hedenske og kristne myter. Han blander dem ikke bare for at gøre historien "spændende", men væver dem sammen og tilføjer nye idéer og motiver, så der til sidst fremstår den helhed, der er Tolkiens egen mytologi. Tolkiens omfortolkning af gamle myter om menneskelige eksistensvilkår er på den ene side små ting, han ændrer ved de kendte strukturer og idéer, men på den anden side er det afgørende temaer, han berører og ændrer, og de små ting får afgørende konsekvenser i en sammenlignende fortolkning af myterne.
Godt og ondt i Tolkiens verden
I Tolkiens verden er der først og fremmest klare linjer mellem godt og ondt, i hvert fald på det overordnede plan. Den ene Gud og hans repræsentanter på jorden, valar og maiar, er det absolut gode. De er det godes princip. Eru blander sig ikke i, hvorvidt hans skabninger vælger det gode eller det onde. Ligeledes har valar ikke lov til at tvinge elvere og mennesker til at vælge det gode. Modsætningen til disse er Melkor og hans tjenere. Han er ikke absolut ondskab, da Eru selvsagt ikke har skabt ham sådan. Ondskab er noget, der sker gennem fald, og siden Melkors fald er han blevet så optaget af stolthed, at han ikke magter at vende tilbage.8 Melkors væsner har ikke det frie valg, deres vilje bestemmes af deres herre. Linjen mellem disse to grupper er klokkeklar. Valar formår ikke at gøre noget ondt (men kan dog fejle)9, og Melkor kan ikke gøre noget godt.
De racer, der befolker Middle-earth, er også delt op blandt gode og onde, dog med modifikationer. På de lavere hierarkiske planer, om man så må sige, kan det enkelte væsen frit vælge, hvilken vej det vil gå. Men som grupper står de gode og de onde over for hinanden. Elverne er de gode; de kan fristes og forledes, men deres medfødte bestemmelse er det ophøjede og det gode. Men i de tidligste tider indfangede Melkor nogle elverfolk og deformerede dem. Derfra stammer orkerne, der er onde. Mellem disse grupper står mennesket. Mennesket har potentialet for at gå begge veje, det er ikke bestemt for noget specifikt. Det bliver da også sådan i Ardas historie, at menneskene er delt i to grupper, de der følger valarne, og de der følger Melkor. Af andre bevidste væsner kan nævnes enter og trolde, der er hinandens modsætninger, og ligeledes med ørne og drager.
Der er mange ting, der adskiller godt og ondt. Manwë og Melkor er fine eksempler, da de er de to mægtigste væsner i Arda og repræsenterer henholdsvis det absolut gode og det absolut onde. Manwë følger Erus vilje i ét og alt. Han ønsker ikke at dominere nogen, men giver alle væsner deres frie vilje til at vælge deres vej. Han er den øverste konge i Arda, hvilket ikke er en position, han har tilranet sig, han er udpeget af Eru. Hans kongerige er luften, det ophøjede. Hans hustru er Varda, der supplerer billedet. Hun skabte stjernerne, der for elverfolket symboliserer håbet. Endvidere er hun lyset, for Erus lys lyser i hendes ansigt. Det, valarne søger at skabe i fællesskab, er lys i verden, fred for alle væsner, og befrielse fra det onde. Valar er nemlig i stand til at skabe, de ejer kreativitet gennem Erus velsignelse.
En anden vigtig kvalitet hos valar er kærligheden til skaberværket og medfølelse med elvere og mennesker. Yavanna glemte aldrig naturen og tog sig af den, selv da Middle-earth henlå i Melkors mørke. Ulmo støttede til stadighed noldorne, selvom han ikke burde. Mandos, der aldrig havde fraveget Erus orden, blev rørt og gav Beren tilbage til de levende. Selv Sauron fik tilbudt at modtage tilgivelsen, men afslog.
Melkors oprindelige synd er oprøret mod Eru. Han ville gå sine egne veje på tværs af Erus vilje. Han ville tilegne sig skabermagt og derved opnå magten i kosmos. Deri ligger hans syndefald, at han ville gøre oprør mod Erus vilje og verdensorden. Det lykkedes ham ikke, og gennem ham kom ondskaben ind i verden, for Melkor sang ondskaben ind i verden. Siden blev det hans mål at tilrane sig magten i Arda. Deri ligger hans ondskab, han vil tilegne sig magt forstået som dominans. I Arda spreder Melkor destruktion og deformering af skaberværket. Han kan nemlig ikke skabe noget selv, han kan kun fordreje skaberværket til sit eget formål. De væsner, der følger ham, har ikke nogen fri vilje, de er styret af Melkor. Kun de allerfornemste af hans tjenere har nogen form for selvstændige tanker. Hans middel, til at få elvere og mennesker til at følge ham, er fristelsen. Det var Melkor, der havde forgiftet Fëanors sind før hans oprør. Det var Sauron, Melkors øverste tjener, der fristede Gorlim til at afsløre Barahirs skjulested. Og endelig var det Sauron, der fristede Ar-Pharazôn til at forsøge at opnå udødelighed. Hans andet middel er løgnen. Sauron bildte Númenors konge ind, at han kunne opnå udødelighed ved at indtage Valinor, hvilket var løgn, da Valinor er "det udødelige land" i kraft af dets beboere. Melkors rige er under jorden, det fornedrede. Han er mørke og intethed.
Kontrasten mellem elverfolk og orker er også kontrasten mellem godt og ondt "på det jordiske plan". Elvere er smukke, fornemme, kunstneriske, og lyset dvæler i deres øjne. De er den ophøjede bevidsthed og det kunstneriske sind. De er eksisterende, idet de skaber og derved går i Erus (Guds) fodspor. Således er det godes egenskaber eksistens og kreativitet. Orker er grimme, bestialske, destruerende, og de hengiver sig til mørket. De er det fornedrede og primitive. De er også marionetter, de har intet væsen i sig selv. Deres tomhed kan fyldes efter forgodtbefindende. Det onde er en negation af det værende, da det intet skaber, men i stedet deformerer og ødelægger. Det onde er således det ikke-værende og destruerende. Ondskaben snylter nemlig på det værende for at opnå eksistens. Den eksisterer kun, idet den har noget værende at snylte på, hvorimod det gode er eksisterende i sig selv. Tolkien har overtaget denne opfattelse af godt og ondt fra kristen ontologi, nærmere bestemt den augustinske forståelse af godt og ondt, hvor det gode forstås som det værende, og ondskaben som det ikke-værende.10 Endvidere er elverfolk da også "de lyse", og orker "de mørke", henholdsvis den bevidste og den ubevidste eksistens.
Elverfolk og orker er symbolsk for henholdsvis det ophøjede og det fornedrede i mennesket. De er så at sige muligheder i den menneskelige natur. Derfor fremtræder de primært som rene inkarnationer af det gode og det onde, og derfor har mennesket ikke nogen medfødt natur i Tolkiens verden, som elvere og orker har. De har valget mellem det gode og det onde.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at det onde har en plads i verden. Manwë og Melkor var brødre i Erus tanke, det skal ikke forstås sådan, at Eru vil det onde, han har dog givet muligheden for det. Der står i The Silmarillion: "And thou, Melkor, shalt see that no theme may be played that hath not its uttermost source in me, nor can any alter the music in my despite. For he that attempteth this shall prove but mine instrument in the devising of things more wonderful, which he himself hath not imagined."11 Melkor valgte ondskaben, men Eru vævede den ind i Ainusangen, så Eru er den sande kilde til alt, hvad der skabes i universet. Det betyder, at Eru er både ondskab og godhed, eller rettere at han ikke dømmer på den måde. Erus vision inkluderer begge disse principper, og først til Dommedag skal alle væsner forstå hans tanker. Han har givet alle væsner deres frie vilje til at gøre, hvad de vil, og i sidste ende skal det hele gå op i én højere enhed, hvor Erus vilje skal åbenbares. Allerede i "Ainulindalë" defineres Melkor som dissonans, hvilket også har sin funktion i Ainusangen. Melkor bliver således brugt af Eru til at fremhæve de "rene" toner. Godt og ondt skal være hinandens modsætninger, for kun sådan kan de overhovedet erkendes, men til sidst skal det gode dog vinde. Godheden ville da også blive taget for givet, hvis ikke den blev sat over for sin modsætning, og ondskaben skal bane vejen for godhedens endelige sejr. Godheden skal åbenbare sin overhøjhed og mening sat i kontrast til sin modsætning.
Endvidere skal ondskaben også bane vejen for gode gerninger og skønhed i sidste ende, som Fëanor siger til Mandos til svar på valarnes forbandelse: "the deeds that we shall do shall be the matter of song until the last days of Arda" (The Silmarillion s. 88)
Eller som Ursula K. Le Guin formulerer det i sit digt "The Creation of Éa":
Only in silence the word,
only in dark the light,
only in dying life:
bright the hawk's flight
on the empty sky.
(The Earthsea Quartet s. 12)
KAMPEN MELLEM GODT OG ONDT:
Et centralt tema i bl.a. den nordiske mytologi og kristendommen er kampen mellem det gode og det onde. I Tolkiens myter startede denne kamp med Melkors syndefald før verdens skabelse. Denne kamp fortsætter i Arda. Konstant står kampen mellem valarne og Melkor. "Quenta Silmarillion" handler om, hvorledes denne kamp udspillede sig i verdens første alder, hvor Melkor var fjenden. Kampen foregår på alle planer i "hierarkiet". Denne kamp har flere karakteristika. For det første er den aldrig lige, hvert slag har sin sejrherre. Det er ikke altid de gode, der vinder, ondskaben sejrer gang på gang. For det andet vil de onde aldrig blive udslettet. Kampen vil vedblive at være et grundvilkår i verden. Ondskaben kan overvindes for en tid, og freden sejre, men ondskaben vender altid tilbage i nye former eller med nye repræsentanter, fx når Melkor afløses af Sauron. Når først ondskaben er blevet introduceret i verden, kan den ikke udslettes før den yderste dag. Det onde kæmper for at destruere skaberværket og at sprede død og ødelæggelse. Det søger at skabe en uligevægt i kosmos, der vil føre til den endelige destruktion af den guddommelige orden. Det gode kæmper for at opretholde kosmos og dermed sikre Erus vilje i Arda.
Symbolsk befinder mennesket sig midt i denne kamp og må vælge side. Der er nemlig kun to: Valarne, det godes vej, og Melkor, det ondes vej. Mennesket kan ikke trække sig ud af kampen, det vil altid, vidende eller uvidende, tjene det gode eller det onde. Dette ses i "Akallabêth". Númenors konge tror, at han kæmper for sin egen vinding og ved egen kraft, men han er blot et instrument i Melkor/Saurons hænder. Ligeledes med Túrin Turambar "Skæbnebetvingeren", der tror sig sin egen herre, men bare er et offer for Melkors ondskab i form af dragen Glaurung. Fælles for den nordiske mytologi, kristendommen og Tolkiens verden er det, at kampen ikke varer evigt. Der vil komme en dommedag, Ragnarok eller yderste dag, hvor det gode én gang for alle skal vinde, og ondskaben udslettes totalt. Men indtil da vil kampen stå på konstant og uafvendeligt.
Igen skal det slås fast, at Tolkien giver kampen sit helt eget præg. Tolkien trækker kampen ned på det jordiske plan og viser os, hvordan de store linjer genfindes i de små begivenheder, hvorimod i den nordiske mytologi er kampen noget, der foregår i en guddommelig verden, der ligger hinsides menneskelig handlekraft. I den kristne tradition er kampen mellem godt og ondt til tider meget abstrakt og forekommer til tider ubrugelig på det jordiske plan, hvorimod Tolkien belyser principperne ved at inddrage mytologiens vedkommende og umiddelbart forståelige figurer.
Myternes Funktion og Budskab
Myternes budskab og funktion kan ikke skilles ad. Gennem de funktioner, myterne varetager, videregiver de også det budskab, der ligger i dem. Jeg vil fremdrage tre teorier omkring myternes konkrete funktion og budskab til os. Disse tre er ikke modstridende teorier, de supplerer hinanden og belyser aspekter af myterne.
Den store fortælling:
Myterne er selve indbegrebet af den store fortælling. Tolkiens to største mytiske fortællinger, "The Lay of Lethian" og "Narn i Hín Húrin" er eksempler på dette. "The Lay of Lethian" (historien om Beren og Lúthien) er den endegyldig historie om de to elskende, der går igennem ild og vand for at få hinanden på trods af alle forhindringer, og som belønning opnår den kærlighed, der overskrider denne verdens grænser, inklusive døden. "Narn i Hín Húrin", fortællingen om Húrins børn, er den endegyldige skæbnetragedie om en forbandelse over en familie, der må igennem alle værst tænkelige lidelser, heriblandt nogle af de værste synder og største tabuer (incest, selvmord og forræderi) for til sidst at lide en tragisk død og aldrig realisere et værdigt liv. I den store fortælling kan vi spejle vore egne oplevelser og se det store i vort eget liv. Disse fortællinger er noget, vi alle skal igennem før eller siden, dog på et mere almindeligt, "kedeligt" plan, da fortællingerne har gentaget sig blandt mennesker og vil gøre det udi al evighed. Vi genoplever myterne i vort eget liv og kan ved hjælp af myterne sætte disse hændelse ind i en større sammenhæng og derved opnå forståelse og indsigt i vore liv. Sigmund Freud og C.G. Jung byggede videre på denne teori. Freud brugte myterne til at forklare de psykologiske milepæle i vores liv. C.G. Jung mente, at myterne var arketypiske individuationsprocesser, der gennem symboler og gentagne motiver illustrerede den underbevidste del af vore livsforløb. Således gjorde de myterne til den store psykologiske fortælling, der kunne fortælle os, hvorledes vi udviklede os som mennesker, og viderebragte hundrede generationers visdom, som vi kan bruge til at forstå vore liv.
Forklaring på menneskelige grundvilkår:
Myterne er også en forklaring på menneskelige grundvilkår. Menneskets spørgsmål omkring skabelsen, skæbnen, døden, skæbnen, det onde etc. giverne myterne en forklaring på. Vi ved, at det var dette aspekt, der gennemsyrede Tolkiens tilgang til sine fortællinger. Han ville gerne gengive sit eget syn på menneskets grundvilkår gennem sine myter. Denne teori hænger sammen med opfattelsen af mennesket som et meningssøgende væsen. Myterne er produktet af vore forfædres tanker omkring universet. En naiv og ulogisk forestilling vil nogle sige, men måske kan myterne, idet de ikke er belemret med krav om rationalitet og videnskabelighed, gengive paradokser og usammenhængende aspekter af livet, som videnskaben stiller sig uforstående over for. I skabelsesmyterne gives ofte både svaret på hvordan og hvorfor, der således går et skridt videre end videnskaben, der ikke kan give svar på det sidste. Tolkiens myter fortæller os både hvordan, hvorfor og hvad nu, om man så må sige, da han ved at belyse grundvilkårene også viser vejen fremad. Tolkiens mytiske idé om ondskabens indtræden i verden, dens væsen, og funktion, og dens endeligt siger måske nok, at så længe vi lever, vil ondskaben aldrig overvindes, da den er en uadskillelig del af det eksisterende, dog vil der komme en dag, hvor vi (repræsenteret af Túrin Turambar) vil hævne alt, og en gang for alle blive frie. Således kan mytefortællinger ses som en art moralsk forskning i menneskets grundvilkår. Der spørges ikke kun om hvordan, som i den videnskabelige forskning, men også hvorfor og hvad nu. Samtidig kan myterne give et langt mere nuanceret og fuldendt billede af vilkårene, da det symbolske, associationsskabende sprogbrug kan tolkes ud i det uendelige, og således er der intet punkt, hvor myterne opgiver at give en forklaring, da de altid kan strækkes længere og dække endnu mere.
Recovery Escape Consolation:
I Tolkiens essay "On Fairy-Stories"12 fremlægger han sit eget syn på eventyrenes og myternes funktion og budskab. Han opererer med tre begreber, Recovery, Escape og Consolation. Gennem Recovery genvinder vi så at sige virkeligheden. Tolkien forklarer det som "seeing things as we are (or were) meant to see them"13. I myterne ser vi virkeligheden i klart lys, idet vi undgår forvirrende elementer, der stammer fra kultur eller personlighed. Vi kan måske bedre se tapperhed eller ondskab i virkeligheden, når vi først har set dem i en mytisk sammenhæng, idet vi erkender fænomenerne, når vi ser dem i deres egentlige form. Ligesom vi forstår, hvad der menes med Satan, når vi studerer en slange, fordi vi har fået den mytiske fortælling om Adam og Eva, ligeledes forstår vi først for alvor, hvad forbarmelse er, når vi har hørt, hvorledes Mandos blev rørt ved Lúthiens sang. Tolkien skelner mellem to former for Escape, the Escape of the Prisoner og the Flight of the Deserter14. Tolkien mener, at myter og eventyr repræsenterer det første og således ikke er eskapisme i negativ forstand. Det er en flugt ind i en verden af autencitet, hvor irrelevante moderne opfindelser glemmes for en tid. I den moderne virkelighed kan man hurtigt blive fanget i en autoriseret virkelighed, her er der brug for Escape, hvor individet træder ind i en verden, der beskæftiger sig med det relevante i stedet for "det virkelige". Tolkien afskyede folk, der afviste eventyr og mytiske fortællinger som virkelighedfjern eskapisme, hans fortællinger var tværtimod en flugt til virkeligheden, men en virkelighed der ikke var domineret af rationalitetens snærende bånd. Consolation er for Tolkien nært beslægtet med Joy. Tolkien mener, at "the eucatastrophic tale is the true form of the fairy-tale, and its highest function."15 Eventyret eller myten skal viderebringe glæde til tilhøreren, "a catch of breath, a beat and lifting of the heart, near to (or indeed accompanied by) tears"16. Eukatastrofen (den lykkelige slutning) er den drejning, der sker i heltemyterne, mod at det hele ender godt i den sidste ende, hvilket er noget, der overgår personerne og for Tolkien beviset på Guds nåde. Det optræder nogle gange i hans myter i form af ørnene. Dyskatastofen (den ulykkelige slutning) modbeviser ikke denne teori, men baner vejen for at den kan gå i opfyldelse og have mening.
Myternes konkrete budskab ligger i den forståelse af verden, de videregiver. Tolkien videregiver gennem sine myter sine opfattelser af Gud, eksistens, liv, død, skæbne og alle de andre grundlæggende spørgsmål. De tre teorier, jeg har fremlagt, handler alle sammen i sidste ende om forståelse af og indsigt i tilværelsen.
I dag har vi måske mere brug for myterne end nogensinde før. De er dog også ved at vende tilbage efter i lang tid at have været henvist til glemsel. Myterne kan give os hundrede af generationers visdom omkring livet og døden. Netop ting som den moderne videnskab må give op at tage stilling til. Vi kan ikke rationalisere og analysere os frem til, hvilken betydning døden har for os. Gennem myterne kan vi få at vide, hvad folk tænkte før os, og måske tage noget af det op igen. Videnskaben har måttet give op over for at forklare den menneskelige eksistens i videnskabelige termer, det er måske tid til at vende tilbage til en forklaringsmodel, der ikke er indsnævret i forvejen. Vi ser også i dag, at mange mennesker bliver dybt frustrerede af simpel mangel på livsvisdom, det jo ikke er noget, der bliver lagt meget vægt på i det moderne samfund. Mænd ved ikke, hvad det vil sige at være mand, kvinder ved ikke, hvad det vil sige at være kvinde, vi formår simpelthen ikke at opnå indsigt i, hvad det betyder at være menneske. Her kan myterne gå ind og give et konkret bud på, hvordan man har tænkt de sidste 5000 år. De forslag, der gives, er ikke indsnævrede til den smalle vej, men er brede, almene forståelsesmodeller. For netop livsvisdom, forståelse og indsigt er, hvad der ligger myterne på sinde at bringe videre til os. Og dette er nogle aspekter, som den moderne kultur har brug for, og har set bort fra i den uendelige stræben efter rationalitet, nøgternhed og cost-benefit-analyser.
Noter
1. David Day: Tolkien: The Illustrated Encyclopædia s. 6.
2. I "Ainulindalë" afsløres to af Den ene Guds former. Beretningen indledes med ordene: "There was Eru, the One, who in Arda is called Ilúvatar" (The Silmarillion s.15) Sammenlign dette med Bibelens indledning, og den første form er fundet, Alfaderen, Skaberen, Faderen. The Flame Imperishable er lig Helligånden, jf. citaterne "...I have kindled you with the Flame Imperishable..." (The Silmarillion s. 15), "Yet he found not the fire, for it is with Ilúvatar." (The Silmarillion s.16) "And I will send forth into the Void the Flame Imperishable, and it shall be at the heart of the World, and the World shall Be." (The Silmarillion s. 20) I dialogen "Athrabeth Finrod Ah Andreth" afsløres den sidste form: "...they say that the One himself will enter into Arda, and heal Men and all the Marring from the beginning to the end." (Morgoth's Ring s. 321) Denne sidste form svarer til Kristus, Sønnen, der skal udfri menneskene. Således er Eru lig den kristne treenige Gud.
3. Ordene ainu og vala er ord på Tolkiens opfundne elversprog (ligeledes med alle Tolkiens andre navne). De grammatisk korrekte former er sing. ainu, vala plur. ainur, valar. Jeg vil undlade konsekvent at bruge de grammatisk korrekte former, da det generer læsningen, og i stedet bruge fordanskede former.
4. Herne the Hunter er ifølge Robert Bly det keltiske navn for den mytologiske figur the Lord of Animals eller the Master of the Hunt. En figur, der har mange navne, og måske er 14.000 år gammel, da han menes at være afbilledet i Les Trois Fréres-hulen i Frankrig.
5. Jf. 1.mos. 3:22 : "Men Gud Herren sagde: 'Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Haanden ud og tage ogsaa af Livets Træ og spise og leve evindelig!'" Her skal det bemærkes, at Tolkien også har skrevet en myte om menneskets oprindelige fald i tiden, umiddelbart efter de blev skabt. De begyndte at tilbede Melkor og Mørket og forsagede Eru. Siden gjorde nogle mennesker oprør mod Melkor og vendte tilbage til Erus lys (Morgoth's Ring s. 345).
6. Der henvises i The Silmarillion fra tid til anden til den yderste dag. I det posthumt udgivne værk The Lost Road s. 333 har Tolkien givet en komplet beskrivelse af dommedag, hvilken vil ligge til grund for min analyse.
7. Tolkien: The Lost Road s. 333.
8. Tolkien skriver: "In my story I do not deal with Absolute Evil. I do not think there is such a thing, since that is Zero...Satan fell. In my myth Morgoth fell before Creation of the psysical world" (Letters s. 243). Dette er det augustinske billede af godt og ondt, at alle væsener er skabt gode af Gud, men kan "falde" ned i ondskab. Endvidere ses det onde jo som ikke-væren, og derfor ville 100 procent ondskab være 100% ikke-eksisterende. Men Melkor/Morgoth er det tætteste, Tolkien kommer på ondskab. "Melkor is the supreme spirit of Pride and Revolt" (Morgoth's Ring s. 375).
9. Tolkien skriver om Manwë, da han løslader Melkor fra Mandos' fængsel "...it seemed to Manwë that the evil of Melkor was cured. For Manwë was free from evil and could not comprehend it" (The Silmarillion s. 65). Tolkien uddyber dette: "Every finite creature must have some weakness: that is some inadequacy to deal with some situations. It is not sinful when not willed, and when the creature does his best (even if it is not what should be done) as he sees it with the conscious intent of serving Eru" (Morgoth's Ring s. 392). Således er Manwë stadig absolut god, men ikke absolut fejlfri, da kun Gud kan være dette.
10. Dette bygger på artiklen "Mørkets natsorte fyrste og den hvide troldmand" af Lars Tjalve.
11. Tolkien: The Silmarillion s. 17.
12. Tolkien: Tree and Leaf s. 11-73.
13. Tolkien: Tree and Leaf s. 52.
14. Tolkien: Tree and Leaf s. 54.
15. Tolkien: Tree and Leaf s. 60.
16. Tolkien: Tree and Leaf s. 60.
Litteraturliste
Primær litteratur:
J.R.R. Tolkien: The Silmarillion, Allan & Unwin, 1977.
Sekundær litteratur:
Bibelen (autoriseret oversættelse af 16. december 1931)
Bly, Robert: Iron-John, Element Books, 1991.
Carpenter, Humphrey (ed.): The Letters of J.R.R. Tolkien, Allan & Unwin, 1981.
Day, David: Tolkien: The Illustrated Encyclopædia, Mitchell Beazley, 1991.
Day, David: Tolkien's Ring, HarperCollins, 1994.
Duriez, Colin: The Tolkien and Middle-earth Handbook, Monarch, 1992.
Le Guin, Ursula K.: The Earthsea Quartet, Puffin Books, 1993.
Tjalve, Lars: "Mørkets natsorte fyrste og den hvide troldmand", trykt i tidsskriftet Athelas 9.
Tolkien, J.R.R.: Tree and Leaf, Allan & Unwin, 1964.
Tolkien, J.R.R.: Morgoth's Ring, HarperCollins, 1993.
Tolkien, J.R.R.: The Lost Road, Unwin Hyman, 1987.
Tolkien, J.R.R.: The Book of Lost Tales I, Allan & Unwin, 1983.