Frodo og Abraham

Af Peter Nikolaj Edelberg

Fra Kongekløver, tillæg til Athelas 16. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

I Frygt og Bæven skildrer Søren Kierkegaard legenden om, hvorledes Abraham blev pålagt at ofre sin søn Isak. Og Gud fristede Abraham og sagde til ham, tag Isaak, Din eneste Søn, som du elsker, og gaae hen i det Land Morija og offer ham der til et Brændoffer paa et bjerg, som jeg vil vise dig. De der et lidt bekendte med det Gamle Testamente vil vide, at Abraham havde fået Isak i en alder af 70 og var blevet lovet, at i ham skulle alle Jordens slægter velsignes. Derfor var det da også endnu værre for Abraham at udføre buddet, end det ville have været for andre. Kierkegaard fortæller videre, at Abraham rejste i tre dage mod det Land Morija. Sammen med Isak vandrer han op ad bjerget. Han kløvede brændet, han bandt Isaak, han antændte baalet, han drog kniven. Netop da bryder en Herrens engel ind og afslører for Abraham, at Gud har sat ham på prøve, og at Abraham alligevel ikke skal ofre Isak. Pointen ved historien er, at Abraham var parat til at gøre det, og at han ikke tvivlede et eneste sekund, derfor huskes han da også som Troens Fader.

Kierkegaard fortsætter da med at lovprise Abraham. Abraham gjorde sin dåd i kraft af det absurde, troen på det utænkelige, Gud. Hvis han havde været et almindeligt tænkende menneske, havde han på vejen til det Land Morija indstillet sig på, at Isak var tabt, og da ville han ikke have kunnet tage imod Isak igen. Men i kraft af at han var et ualmindeligt troende menneske, med troen på at han ville få Isak igen, var han i stand til det. I kraft af troens paradoks var Abraham i stand til både at give afkald på Isak og tage imod ham igen, hvilket ingen tænkning kunne været kommet frem til. Abraham gjorde det heller ikke for almenvellets skyld, da ville han også have været en stor personlighed, at kunne sætte sine egne behov til side til fordel for flertallet. Men Abraham var større, han gjorde det ene og alene, fordi han troede.

Jeg ser store ligheder mellem Kierkegaards udlægning af historien om Abraham og Frodos rejse til Dommedagsbjerget. Efter at Bilbos tilbud om at tage byrden på sig er blevet afvist af Gandalf, er der en lang stilhed blandt de tilstedeværende ved Elronds Rådsforsamling, for hvem skal da gøre det? The noon-bell rang. Still no one spoke. Frodo glanced at all the faces, but they were not turned to him. All the council sat with downcast eyes, as if in deep thought. A great dread fell upon him, as if he were awaiting the pronouncement of some doom that he had long foreseen and vainly hoped might after all never be spoken. ... At last with an effort he spoke, and wondered to hear his own words, as if some other will was using his small voice. 'I will take the ring,' he said, 'though I do not know the way.'

Elrond kommenterer Frodos ord således: 'But it is a heavy burden. So heavy that none could lay it on another. I do not lay it on you. But if you will take it freely, I will say that your choice is right;...'

Frodo tager her også "den største byrde" på sig (hver tid sin største byrde). Det virker ikke på mig, som om han gør det for andres skyld, eller for sin egen skyld, eller fordi han ikke ved, hvad han gør. Han vælger simpelthen i henhold til, hvad skæbnen har pålagt ham. Skæbnen valgte at lægge Ringen i Frodos hånd, men skæbnen efterlod Frodo med valget, hvorvidt han selv skulle afslutte historien eller overlade det til andre. Frodo valgte at tage byrden på sig. Ingen bad ham om det, ingen forventede det af ham.

Jeg vil nu springe en stor del af historien over og gå direkte til Amon Amarth, men først lige en bemærkning om et andet sammenfald mellem Kierkegaard og Tolkien. I Afsluttende Uvidenskabeligt Efterskrift kommer Kierkegaard med læresætningerne Subjektiviteten er Sandheden og Mængde er Usandhed. I mængden tager du nemlig ikke ansvar for dine handlinger, og dine valg bliver bestemt af flertallet, men i subjektiviteten taget du absolut ansvar for dine handlinger, og du må træffe dine egne valg. Som eksponent for dette bruger Kierkegaard Jesus, der aldrig søgte at tilfredsstille mængden, aldrig søgte at sige hvad folk ville høre, altid søgte ensomheden og altid talte til subjektiviteten. I kapitlet The Taming of Sméagol faldt jeg over en bemærkning, som Frodo kommer med: It's my doom, I think, to go to that Shadow yonder, so that a way will be found. ... I should have left the Company long before... Her ser vi at Frodo tænker på samme måde som Kierkegaard. Han er flygtet fra de andre, da han forstod, at han kun alene kunne gennemføre sin mission (han regnede ikke med, at Sam ville følge!). Frodo fortryder, at han overhovedet søgte at forlade sig på "mængden". Vi ved, at Frodo valgte rigtigt, og at hans valg gjorde, at missionen lykkedes. Den byrde, som Frodo tog på sig, måtte han bære alene, og ethvert forsøg på at dele byrden ud på mange skuldre ville have gjort, at missionen var mislykkedes. Det var Frodos valg at bære byrden, og kun alene kan han tage ansvaret fuldt og helt for sit eget valg, og kun således skulle det lykkes.

Vi kan også ud fra citatet forstå, at Frodo ikke virker specielt overbevist om sine chancer for succes, han virker faktisk temmelig desillusioneret. Frodo har nemlig ikke forventningen om, at missionen skal lykkedes, ligesom Abraham ikke forventede at få Isak tilbage. Men de havde begge troen på en happy ending, for havde de ikke det, kunne det umuligt være lykkedes for dem. Frodo kunne umuligt have kæmpet sig igennem alle de prøvelser og rædsler på vejen til Dommedagsbjerget, hvis ikke han havde haft troen, og netop ved troen lykkedes det da også for ham.

Men hov, vil mange sige, det lykkedes jo ikke for Frodo. Han magtede ikke at smide Ringen i flammerne. Det var Gollum, der gjorde det, og han kan da næppe betegnes som eksistentialist. Nej, og der er også en vigtig forskel mellem Kierkegaard og Tolkien. Kierkegaard ville nok have forkastet Frodo som en ægte Troens Ridder, men min pointe er bare, at Tolkien måske på den ene side er mere realistisk med hensyn til kødets skrøbelighed, og menneskers (hobbitters) utilstrækkelighed end Kierkegaards meget teoretiske filosofiske betragtninger. På den anden side vil Tolkien nok også pointere, at det i sidste ende ikke er op til mennesker at frelse verden, men op til Gud. Dette har jeg også kommenteret i min artikel i Athelas 14: Tolkien mener, at "the eucatastrophic tale is the true form of the fairy-tale, and its highest function." Eventyret eller myten skal viderebringe glæde til tilhøreren, "a catch of breath, a beat and lifting of the heart, near to (or indeed accompanied by) tears". Eucatastrofen (den lykkelige slutning) er den drejning, der sker i heltemyterne, mod at det hele ender godt i den sidste ende, hvilket er noget, der overgår personerne, og for Tolkien beviset på Guds nåde. Netop det, at det overgår personen, betyder, at det ikke er noget, han selv er herre over.

Det, Tolkien og Kierkegaard vil lære os, er at tro og at handle. Det er populært i disse tider at sige, at troende mennesker er handlingslammede og lægger hele ansvaret over på Gud. De ser allesammen den resignerede Job sidde på ruinerne af sit liv og mumle: Herren gav. Herren tog. Herrens navn være lovet. Men gennem Tolkien og Kierkegaard lærer vi, at der ingen modsætning eksisterer mellem tro og handling, tværtimod. Kierkegaards pointe i Frygt og Bæven er, at gennem troen vinder vi hele verden tilbage. Troen er et spring fra det punkt, hvor man har resigneret totalt, tilbage til timeligheden. Jeg forstår dette som, at gennem troen kommer vi fuldstændig overens med virkeligheden, som ellers kan være næsten umulig at acceptere. Og hvis vi accepterer virkeligheden, kan vi virke i verden, for troen kan flytte bjerge. Frodo er heller ikke handlingslammet, men kan vi kalde ham specielt troende? Ja, for det er Frodos tro, der bærer ham igennem, så han ikke giver op. Han er en af disse fantastiske personer, der tager ansvaret for sit tilvalg af at bære en byrde og tror på, at han vil bære byrden til vejs ende og gør det som en konsekvens af præmisserne.

Måske er det netop derfor, at han må forlade den verden, han kendte, for han havde ikke længere plads her. Hobbitrup blev for lille for ham (og desuden kan man ikke både være martyr og overleve). Måske vil verden en dag ændre sig så meget, at folk som Frodo kan vende tilbage til denne verden og finde sig hjemme her i al deres storhed.

Chart.dk