Pandens herre

»Walt Disney's Anders And - Pandens herre&laqno; i Jumbobog 181. Oversat af Birgit Trenckner, Serieforlaget, 1996. UIB - 03881, 29,50 kr.

Anmeldt af Rasmus Bolding

Fra Athelas nr. 16. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

 

»Den gamle sagnbog beretter om de tre vise, som mødtes på Galantir, det højeste af tårnene i Mangespir, for at udfinde en måde at standse Mørkets Herre på...&laqno;

De tre vise besluttede sig for, efter lange og højtragende diskussioner, at det nok bare var bedst at vente og se tiden an, spille lidt kort og fodre kamelerne i ny og næ, hvad de så også gjorde. For nu at gøre en lang og kedelig historie væsentligt kortere så de tre, selverklærede vise en mørk nat en funklende stjerne på den sorte nattehimmel. De tre var slet ikke så vise endda, så de red ud på jagt efter stjernen, men formåede på mystisk vis at havne i en krybbe et sted i Mellemøsten i stedet, og...

Nåja, det er en anden Disney-historie vi i dag skal se på, nemlig Pandens herre, som er en temmelig (!) fri genfortælling af Tolkiens berømte Niels Bonde fra... ­ Ringenes Herre!

Rammen om historien er stort set den samme som i Ringenes Herre; en ond magt truer med at henkaste alverden i evigt mørke, medmindre noget gøres. De tre såkaldte vise samles for at diskutere, hvordan der bør ydes modstand, thi »elverfolk, trolde og orker samles i massevis i nord!&laqno;

­ Og hobbitterne spiller cricket med enterne i Lothlórien? Kunne de Disney-folk da ikke bare have læst deres Tolkien, før de gik i gang?

Men nej, det bliver skam værre endnu. Hvis man troede, at det ville være den sande katastrofe, om Sauron fik sin ring, bliver man overrasket. Disney-Sauron (Ultra-Sorte Slyngel?) har nemlig intet mindre end seks (!) ringe, sådan skal det åbenbart være. Dog mangler han en syvende ring, før hans magt er total, og for nu at gøre forvirringen fuldbyrdet er denne ring ingen ring, men... en magisk stegepande. Suk. OK, svagt surrealistisk måske, men alligevel.

Der er dog den hage ved historien, at kun én person, eh, egentlig en and, kan regere med Pandens magt, nemlig Ambold Hammerslags arving, Anders Sovehjerte, der bor i den lille flække, Anderød. Anders ved dog ikke, at han er Ambolds arving, så han træller i stedet for Joakim Pengestakker, som er ejer af den lokale kro. Og sådan kunne alting jo have været så godt, hvis ikke de tre vise i deres uendelige visdom havde besluttet sig for, at Anders er den udvalgte, han som må tage kampen op mod Mørkets Herre. De sender defor Mickey Dristenskjold til Anderød, så han kan bringe Anders til Mangespir. Der er åbenbart ingen juveltyverier i Andeby, der kræver Kojak-musens tilstedeværelse...

På kroen overfaldes Anders og Co. af en stor, latterligt udseende Disney-nazgûl, men Mickey går dristigt i kamp med bæstet ­ som åbenbart er bange for mus. Af sted det går, ænderne plus et styk mus flygter ud i natten og sætter kurs mod Mangespir. Undervejs belærer Mickey de små, uskyldige ænder om verdens realiteter og udsætter dermed læseren for følgende definition på orker: »Det er Mørkets Herres stridslystne slaver: horder af dem kommer ned fra nord. Kun Mitril-ridderne har kunnet slå dem&laqno;. Ophøjet patos. Mitril-RIDDERNE??

Et par sider senere render den heltemodige flok rent faktisk ind i et par orker, så nu får man selv syn for sagn. Tjah, gris på to ben med temmeligt lange tryner. Lækre gule sko, dog, men de ser nu ikke særligt metal-beslåede ud.

Langt om længe nås Mangespir. Her møder flokken Baldur, som ikke er en sodavand, men elvernes fyrste, som i øvrigt har skæg og er en håbløs jovial fætter, der »forsvarer Mangespir med næb og kløer&laqno;. Så kan man godt sove roligt om natten igen...

Der er rådsmøde i Mangespir, men kun én taler (lidt ligesom vores forenings rådsmøder, her er dog ofte kun én fremmødt). Hvorom alting er, får Anders Sovehjerte nu at vide, at han er Pandens arvings-and, og at han må bekæmpe ondskaben, hvilket han modvilligt accepterer. Nu skal Panden blot findes, og med på rejsen får Anders sin trofaste ven, Fætter Fjums, Mickey Dristenskjold og Lange Dværgmule. Hvilken ypperlip trup. For at gøre ondt værre, er det såmænd også lykkedes Rip, Rap, Rup og stub at snige sig med på rejsen, så vi skal nok få det sjovt med al den vamle spejdermoral.

Truppen overfaldes snart af et kæmpe bundt orker, sendt af den Mørke selv (næh, ikke Terje...), og så må der kæmpes. Her svælges ligefrem i storladne, episke vendinger. Citater såsom »mul dem, Mule&laqno; og »alt hvad jeg orker!&laqno; må nødvendigvis gå over i historien!

Til sidst lykkes det dog vor heltemodige flok at stikke af på en træstamme ned ad en flod, hvilket held. Da de når i land, finder de såmænd også en kro ud på aftenen. Hvilket held. Og så rakte Disney-koncernens fantasi ikke meget længere, for i et hjørne af denne kro hænger en enlig pande, og ja, det er den, Panden. Suk. Kommer man vand i Panden forvandler den sig til Galadriels spejl. Der kan man bare se, en art... multimedia-pande?

Nu kan det ikke udskydes meget længere. Panden må bringes til Mørkets Herre, så man kan, dybt suk, pande ham én, og gøre en ende på al ondskaben. Men det kan denne Mørkets Herre jo ikke være tjent med, så han sender nok en nazgûl ud for at lede efter Anders. Det kommer der en drabelig (?) kamp ud af, men heldigvis (??) lykkes det Anders at blænde uhyret med Panden, hvilket fører til følgende smukke dialog: Anders: »Bliv her, dit bæst!&laqno; Nazgûl: »Er du tosset?&laqno; Næsten som at læse Beckett...

Den stakkels nazgûl bliver i øvrigt belønnet med at få et par kanin-ører af Mørkets Herre som straf for at have fejlet. Suk nok en gang.

Nuvel, før eller siden må Anders og Fjums jo fare vild sammen, hvad de så gør, og pludselig befinder de sig i Mordors land, hvor skygger og høns ruger. Og nu begynder der rent faktisk at snige sig interessante koncepter ind i historien. Panden, som Anders bærer, begynder at blive tungere og tungere, og da Fjums tilbyder at bære den for ham, snapper Anders den hastigt tilbage med et grumt udtryk i øjnene. Til sidst falder Anders om, da han ikke længere kan bære Panden, og Fjums må nu samle den op i stedet. Således når de to ænder i samlet flok og ved hinandens hjælp til sidst frem til selveste Mørkets Herre, som er en gammel mand med mørk kåbe og kranium om halsen. Alice Cooper?

Mørkets Herre tilbyder naturligvis Anders magt og rigdom gennem Panden, men vor helt lader sig ikke narre ­ ulig Tolkiens helt ­ og klasker i stedet den stakkels Herre i gulvet med den magiske Pande. Både Pande og Herre forsvinder. Dybt, meget dybt...

I mellemtiden besejrer Mangespirs modige tropper de fæle orker ­ Baldur er en sodamand, man må regne med, også i fremtiden, og således ender det hele lykkeligt, og nej, der er selvfølgelig intet Grey Havens-kapitel i Disney-versionen.

Hvad skal man sige? Ypperligt? Mesterværk? Storslået? Det eneste positive er vel, at historien er lavet efter Tolkiens død, den gamle professor var jo ikke ligefrem ubetinget begejstret for Disney.

I nogle af de breve, der findes i The Letters of J. R. R. Tolkien, udtrykker forfatteren faktisk frygt for, at Disney skulle involveres i illustreringen af den amerikanske udgave af Ringenes Herre, men så vidt kom det dog aldrig. Tolkien brød sig ikke om Disneys produktioner, idet han mente, at de i høj grad talte ned til de børn, de henvendte sig til. Og var der noget, Tolkien hadede, så var det, når der blev talt ned til børn. Rent faktisk nåede forfatteren at undskylde visse passager i Hobbitten, som han mente virkede nedtalende, men man lærer jo af sine fejltagelser.

På trods af alt dette vil jeg nu mene, at man skal være yderst inkarneret Tolkien-fanatiker, hvis man skal hidse sig op over anmeldte Jumbo-parodi. Den er mislykket og ikke specielt morsom, meget mere er der ikke at sige til det. To Bogart-ringe.

Chart.dk