Fra Athelas 16. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
Af Peter Nikolaj Edelberg
I dagbladet Information luftede Erik Kjær Larsen den 27. september, på foranledning af kulturnatten i Hørsholm, tanker om Tolkien som ideologisk inspirator for en økologisk/humanistisk bevægelse . "Måske vil man engang i næste årtusind seriøst tale om gandalfisme eller hobbitualitet. Alle brikkerne til et komplet ideologisk system er til stede i Tolkien's værker." Umiddelbart fandt jeg tanken fængende. Athelas som kampskrift; Danmarks Tolkienforening som reformatorer af samfundet i en humanistisk retning; hobbitterne som massebevægelse. At tænke sig at vi kunne blive noget så stort og vigtigt!
Men så kom jeg til at tænke på, hvad Tolkien mon selv ville have sagt til den rolle, som Erik Kjær Larsen forestiller sig. Ønskede Tolkien at inspirere en bevægelse? Var Tolkien fan af de store ideologiske systemer, der vil opbygge Paradis på Jord? Eller jeg kunne spørge helt retorisk: Ønskede Tolkien, at númenoreanerne skulle erobre Valinor?
Når jeg læser Tolkiens værker, får jeg fornemmelsen af, at han aldrig henvendte sig til mængden. Jeg tror, han henvendte sig til hvert enkelt menneske med simple budskaber som for eksempel: Magt korrumperer, søg den aldrig over andre end dig selv. Bekæmp det onde, når du ser det, i det omfang du har mulighed for det. Bær den byrde, som skæbnen pålægger dig, og som du pålægger dig selv. Du skal inspirere, ikke dominere andre mennesker. Gør, hvad du må gøre.
Udover disse almindelige budskaber er der en masse religiøse over- og undertoner, og jeg kan simpelthen ikke forestille mig Tolkien som humanist. Humanismens maksime er, at alt skal bedømmes i forhold til mennesket. Tolkiens budskab var netop, at mennesket skulle acceptere sin plads underordnet Gud og Skæbnen. I Erus helligdom i Númenor må der have stået skrevet det samme på væggen som i Apollons helligdom i Delphi: Kend dig selv! Intet til overmål! Tolkien ville inspirere det enkelte menneske til at gøre en forskel og lade sig styre af sin moral og sine idéer. Men dette skulle gøres i henhold til gudernes lov og virke og ikke på egen hånd. Túrin Turambars tragedie fortæller tydeligt, hvordan det går den, der tror, han er sin egen herre.
Jeg er overbevist om, at J.R.R. Tolkien og Søren Kierkegaard har meget at snakke om i det hinsides. Deres projekter var at overbevise folk om den religiøse subjektivitet, om den enkeltes ansvar, og om mægdens usandhed. Det var ikke en protestdemonstration, der gik til Barad-dûr og krævede, at Sauron nedlagde sit fascistiske og imperialistiske styre. Det var en enkelt hobbit og hans ven, der kæmpede sig frem skridt for skridt, meter for meter, for at gøre, hvad skæbnen havde pålagt dem. Og selv ikke således lykkedes det Frodo at fuldføre sin opgave (hvilket vi ofte glemmer). Frodo magtede ikke, slog ikke til. Det krævede et skæbnens lykketræf i form af Gollum, endnu et hint fra Tolkien om menneskers skrøbelighed og utilstrækkelighed og nødvændigheden af at underkaste sig højere magter.
Et andet eksempel på Tolkiens tro på hin enkelte og ikke mængden er Eärendils rejse til Valinor. I kampen mod Morgoth i den første alder var det ikke den samlede styrke af elvere og mennesker, der gjorde udslaget; det var den enkeltes absurde rejse til gudernes land for at bede om frelse for verdens frihedselskende folk. Absurd fordi rejsen ikke havde karakter af, at Eärendil stillede nogen som helst krav eller forventede noget som helst fra starten. Det var en gerning gjort i kærlighed til elvere og mennesker, og Eärendil havde troen og ikke forventningen om, at han ville gøre en forskel. Troen på det absurde som Abraham (ifølge Kierkegaard) også støttede sig til, da han drog til Moria Bjerg for at ofre sin eneste søn Isak. Netop deres tro på og kærlighed til gud(erne) var udslagsgivende for, at deres mission fik en lykkelig udgang.
Kierkegaard skriver, at subjektiviteten er sandheden og således, at mængden er usandhed. Hvis jeg er i en bevægelse, tager jeg ikke ansvaret for min tro og mine idéer, jeg lægger ansvaret over på kollektivet. Hvis jeg derimod er fuldstændigt subjektiv, må jeg også tage ansvaret på mig. Var det ikke lige det, Frodo gjorde, da han forlod sine rejsekammerater ved Rauros? Han tog en (subjektiv) beslutning til trods for, at alle ville mene, han skulle blive hos de beskyttere, som Elrond og Gandalf havde udpeget; de er dog vísere mænd end han. Men var det ikke netop Frodos vilde beslutning, hvor han tog ansvaret på sig, der gjorde, at det lykkedes? Hvis Frodo havde lagt ansvaret over på fællesskabet, havde vi måske levet under Saurons tyranni den dag idag!
Så jeg må indrømme, at jeg giver ikke meget for hverken gandalfisme eller hobbitualitet. Det ville være i strid med alt, hvad Tolkien har skrevet, at starte en massebevægelse med samfundskritiske synspunkter, da Tolkien kun havde noget at sige til hver enkelt af os allesammen. Tolkien ville (blandt andet) fortælle os, at vi hver for sig bærer ansvaret for hele verden.
Hvad mener I andre? Kan Tolkien inspirere os til bestemte politiske idéer? Er jeg for snæversynet og demagogisk? Kan vi udvikle os til en (lille) samfundsfaktor? Kort sagt: Er der politik i Ringenes Herre?