Fra Athelas nr. 16. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
»På et eller andet tidspunkt i den her dystre og ikke spor oplyste park kom der et fælt, slimet smaskende væsen forbi mig på ganske nært hold lige ved voldgraven. Det eneste jeg nåede at opdage var nogle grynt i retning af "goo-luum"...&laqno; -LT
Beretning fra den udvandede udsendte Søren"Echtelion" Aabyen:
Gollum! Gollum! Host, hark, Atjuh! Sig mig har Gollum skaffet sig en forkølelse på halsen? Næh, det er såmænd blot deres dryppende udsendte, som har været til Kulturnat i Hørsholm Slotshave på Sjælland fredag den 27. september.
Kulturnatten startede klokken 18.00 fredag, og da klokken var 17.00 ankom Lars-Terje og jeg til Hørsholm. Her blev vi afhentet af Peter Jacome (med følge) og i samlet trop bevægede vi os ud i Hørsholm Kulturnat.
Temaet for nævnte Kulturnat var Tolkiens "Ringenes Herre" og sammen med Lars-Terje spenderede jeg en halv weekend og flere hundrede kroner på at opleve dette. Arrangementet lød ud fra Lars-Terjes udtalelser til at være både stort og seriøst. Arrangørerne forventede ligefrem, at der ville dukke omkring 4000 gæster op for at opleve de op imod 700 medvirkende i denne Kulturnat. Desværre havde selv samme ledelse ikke kalkuleret med muligheden for, at der sidst i september kan være både koldt og regnfuldt. Både deltagertal og antallet af besøgende svandt ind til henholdsvis 500 af de første og cirka 2000 af de sidste! Vejret var mildest talt vådt.
"Men hvad var så denne Kulturnat?" kan jeg høre jeres ivrige stemmer spørge. Lad os straks uddybe dette. Arrangementet foregik som sagt i Hørsholm Slotshave, som egentlig blot er en kæmpestor park, hvor folk fra Hørsholm lufter deres hunde til dagligt. Men hundene skulle have holdt sig langt væk denne aften, thi ondskaben lurede bag de lårtykke stråler af regn. I en lille labyrint bygget af nogle spejdere (det må have været spejdere - hvem ellers går og surrer rafter og tov sammen for sjov?) levede det store, ulækre tøjdyr Shelob, som prøvede på at fange små børn med sine lange ben. Dette til stor morskab for både børn og voksne, men ikke for menneskets bedste ven! En gang imellem blev vi passeret af nogle ondt skulende og hvæsende nazgûl. Også orkerne huserede, og dette i stort tal. Når de ikke for omkring og dræbte elvere, stod de omkring et flammende bål eller spillede orkbold. Andre og mere rolige steder smedede dværgene knive (der var kun én, og han var mindst to meter høj!!), og elverne opførte små skuespil og bueskydningskonkurrencer. Gondors stolte krigere vogtede den frie verdens lande med sværd og spyd. Bland disse fandt vi det højt ærede medlem Kim Hansen. Dybt inde i Hørsholm Slotshave skulle enterne efter sigende have været. Vi ledte da også længe efter dem, men fandt kun et steelband kaldet Hot Pants! Meget hyggeligt, men desværre ikke særligt Tolkiensk.
Da vi efter den megen traven rundt omkring i slotshaven blev sultne, bevægede vi os over mod Den Stejlende Pony. Her fandt man dog ikke Bygmand Smørblomst ved kødgryderne, men derimod Civilforsvaret, som dog i mangel af bedre var meget gode. De lavede en ualmindeligt lækker helstegt pattegris! Siddende under nogle store hvide pressinger med lækker mad og regnen fossende omkring sig blev Hørsholm Slotshave faktisk helt hyggelig.
På et tidspunkt gav det dygtige og velrenommerede Tolkien Ensemble en koncert. Dette var en virkelig stor oplevelse. En samling begavede musikstuderende, som med selvkomponerede sange genfortalte en god historie ved navn Ringenes Herre. Til oplæsning havde de skaffet en ældre distingveret herre med en hyggelig stemme. Bare den måde, han kunne udtale navnet Orodruin på, giver mig gåsehud af nydelse. Det hele foregik inde i Hørsholm Slothaves Kirke, hvor der var en rimelig god akustik. Ved denne anledning mødte vi også orkesterets måske fremtidige manager, Ditte Hendrichsen, som er endnu et agtet og æret medlem af Imladris. Uden på den førnævnte kirke blev der fremvist et mærkeligt psykedelisk virvar af farvefyldte billeder. Billederne fremprovokerede flere bemærkninger om muligheden for, at skaberen af disse havde siddet og set en ellers ukendt filmatisering af American Psycho under påvirkning af pibeurt!
Kulturaftenen endte med et gigantisk slag mellem orkerne på den ene side og elvere og mennesker på de anden. Det var et stort og blodigt slag, hvor ingen bad om nåde eller gav nåde. Hensynsløst hakkede man løs på hverandre med gigantiske sværd lavet af sammenklistrede liggeunderlag. Hvis ikke Frodo i sidste øjeblik havde smidt både Ringen og Gollum isøen, så havde jeres opblødte udsendte måske ikke kunnet skrive hjem om dette! Orkerne var vilde og blodige og ville helt sikkert have overfaldet os blandt publikum. Ikke et øje blandt tilskuerne var tørt, da et stort og smukt fyrværkeri afsluttede Kulturnatten. Ved nærmere eftertanke så var det ikke kun øjnene, som ikke var tørre, for det regnede fortsat stødt ned fra skyfuld himmel...
Beretning fra den udrustede Kim Hansen, hvervet til Gondors hær:
Det var en mørk og regnvåd fredag aften i september. Hobbitter, elverfolk, orker og sorte ryttere havde samlet sig omkring to øer i Slotshaven i Hørsholm. Parken består af to øer, omgivet af en sø. Disse øer er forbundet af en bro og fra den ene ø er der en bro ind til land. På den ø, der ikke havde forbindelse med land, havde orkerne slået sig ned, og på den anden ø havde de gode folk slået sig ned.
Broen mellem øerne var hele aftenen bevogtet af Gondors hær. På den ø, de gode folk havde slået sig ned på, var stemningen ikke nedstemt, selv om orkerne lurede så tæt på. Der var nogle trubadurer, der sang og spillede musik fra Ringenes Herre. Og i en krog smedede en dværg.
I det hjørne hvor elverlejren lå, kunne man se en blå oplyst røg. I dette røgslør dansede smukke elverfolk, mens Frodo og Sam havde audiens hos dronning Galadriel. Efter audiensen fik Frodo og Sam lov til at se i Galadriels spejl. Derefter forsvandt lyset, og man stod som fortryllet. Var det virkeligt, eller var det et blændværk fra Den mørke Fyrste?
Aftenen endte med slaget på Pelennorsletten. På et tidspunkt var orkerne under en gruopvækkende kampsang gået til angreb på vagterne på broen, og disse prøvede under Faramirs ledelse at vinde tid, til at hæren kunne nå at forberede forsvaret. Da vagterne blev slået på flugt, dukkede Gandalf op og forsinkede med sine magiske krafter fjenden yderligere. Vi, der var med i Gondors hær, kunne se området omkring broen lyse op på grund af Gandalfs formularer.
Gondors hær havde derfor tid til at stille sig op i kampformation. Orkerne var i overtal, men de kæmper altid kaotisk, mens Gondors veltrænede hærs taktik giver dem en fordel.
I starten var Gondors hær nødt til at trække sig tilbage, mens orkernes masser væltede frem. Langsomt fik Gondors hær fodfæste, da de samtidig blev forstærket af elverfolket, og tidevandet begyndte at vende. Gondors formationer holdt, og de gode folks hær begyndte at rykke frem. Efter en kort kamp blev orkerne slagtet alle til hobe. Nogle få orker sprang i vandet for at slippe fra Gondors hær, men ingen af dem kom op i live. Slaget var vundet, og nu var det op til Ringbæreren.
Man så ham i lyset fra Dommedagsspaltens ild, hvor han var ved at blive overvundet af Ringens kraft, der var forøget på grund af dens nærhed til det sted, hvor den var blevet skabt. Da han endelig efter en lang kamp gav efter og satte Ringen på sin finger og erklærede den sin, sprang Gollum op og bed fingeren med Ringen på af Frodo. I sin glæde overså han Dommedagsspalten og faldt ned i den og ødelagde derved Ringen. I det øjeblik sås der fyrværkeri på hele himlen og den vindende hær jublede, mens Mørkets Fyrste forsvandt fra verden.
Det var alt i alt en fed aften, selv om vi alle var drivvåde. Jeg var med i Gondors hær. Gondors hær, elverhæren og orkerne var samlet af live-rollespilsforeningen Semper Ardens, hobbitterne var skoleelever fra Hørsholms skoler, Frodos besøg i Galadriels rige var spillet af Nivå Amatørteater, og musikerne i kirken var en flok musikstuderende fra konservatoriet (tidligere omtalt i Athelas 14).