Fra Athelas nr. 1, 1993, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

I wish to make an ANNOUNCEMENT!

Af Lars-Terje Lysemose

 

Konkurrence...

På den stiftende generalforsamling 3. januar '93 blev det vedtaget, at foreningen skal have et "Tolkienistisk" navn, dvs. et navn med relation til Tolkien, hans bøger og verden. På mødet var der dog ikke særlig mange forslag til et sådant navn, og man blev derfor enige om at udskrive en konkurrence for medlem-merne... Så hvis du har et godt forslag til, hvad vi skal hedde ud over "Danmarks Tolkienforening" (en undertitel), så fat pen og papir og skriv til Athelas med dine forslag (og en overbevisende begrundelse)! Alle forslag vil blive bragt i bladet, og når der er indkommet et "passende" antal , vil foreningen forestå en demokratisk afstemning, hvor alle medlemmer hver med én stemme vil kunne vælge, hvilket navn foreningen skal have. Ophavsmanden til det valgte navn (foruden Tolkien altså) vil naturligvis få æren og kunne prise sig deraf, men ud over det, vil der ikke være nogen egentlig "præmie" til vinderen. Som eksempler på allerede eksisterende Tolkienistiske foreningsnavne kan nævnes Arthedain, Midgårds Fylking, Mithlond, Forodrim, Angmar, The Mithrandir's Staff, Henneth Annûn, Eredain,Unquendor, Belegaer og mange, mange flere...

 

Medlemskontingent for 1993

Inge Lie-Olesen har efter indhentning af tilbud fra diverse trykkerier (samt indkassering af en del regninger) fastsat kontingentet for medlemsskab i 1993 til 150 kr. Beløbet bedes indbetalt til Danmarks Tolkienforening, Mølholtvej 90, 9300 Sæby, på foreningens girokonto 6 09 26 75.

 

Møde hos Lars Physant

Det næste møde for Danmarks Tolkienforening vil blive holdt hos Lars Physant lørdag den 8. maj 1993 kl. 14. Vi håber på at få en hyggelig dag ud af det, og alle skal være hjertelig velkommen. Lars bor på Nyrupgaard, Landevejen 27, 4060 Kirke Saaby (mellem Roskilde og Holbæk). Et kort med tilhørende vejledning til, hvordan man finder derud, kan fås ved henvendelse til Lars på tlf. 42 39 93 34. Af pladshensyn må tilmelding tilrådes!

Plakater og pr...

Der vil i nær fremtid blive gjort bestræbelser på at lave en plakat for foreningen. Desuden vil der blive lavet en introduktionsfolder, og det vil derfor være fint, hvis folk der kunne tænke sig at medvirke til tilblivelsen af disse tog kontakt med Jørgen Mathiasen. Arbejdet indebærer såvel praktisk som kreativ hjælp, foruden selve produktionen eksempelvis ophænging af plakater og uddeling af foldere på biblioteker, skoler, universiteter, hos boghandlere, hobbyforretninger, ja alle steder i dit lokalområde, hvor det kunne tænkes at fange folks interesse.

En liste over Tolkienalia...

Sune Schlott arbejder i øjeblikket på at lave en liste over medlemmers "Tolkienalia", dvs. materiale der har med Tolkien at gøre. Listen vil bl.a. kunne hjælpe medlemmer med at finde sjældne samlerobjekter som bøger, plader, bånd, plakater, og avisartikler, og kan således udbrede og forny kendskabet til Tolkien. Sune vil derfor blive glad for at få en liste over, hvad du har. Send den til Sune Schlott, Glasvej 24, 2400 København NV. Og husk! - Absolut alt har interesse!

Nordisk Tolkien Festival...

Der har i de seneste måneder været en del talen frem og tilbage omkring emnet Nordisk Tolkien Festival. Idéen opstod i Suomen Tolkien-seura og fik straks tilslutning fra Norges Tolkienforening, ligesom vi, på vores stiftende generalforsamling, drøftede muligheden for at deltage i et sådant projekt. Vi blev her enige om, at vi som ny-startet forening ikke tør binde os an på et sådant arrangement, men at vi meget gerne stiller os selv og vores glade humør til rådighed. Sverige er som "riget i midten" et naturligt sted for et sådant Tolkientræf, og Sune Schlott kunne varmt anbefale en nedlagt skole i Strönhult i nærheden af Växjö i Sydsverige. Tilbage står blot spørgsmålet om, hvem der skal arrangere det...?

Chart.dk