Fra Athelas nr. 1, 1993, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Eventyrhjørnet:

De tre følgesvende og deres eventyr i Troldeskoven

Af Lars-Terje Øland Lysemose

Dette er historien om, hvordan en Særfod kom ud for et eventyr og efter al sandsynlighed mistede sine naboers respekt, men til gengæld vandt - nåja, lad os nu se, om han overhovedet vandt noget, når det kommer til stykket.

Den sidste Kro

Det var en mørk og regnfuld aften; vinden suste i trækronerne og hvert et dyr havde søgt læ, så godt som det nu kunne. Hen ad vejen kom en lille skikkelse. Den var knap fire fod høj, havde mellembrunt, krøllet hår og grønne øjne, og på dens venstre fod brød en lys plet dens behårede læderagtige fødder. Det var Mutrask Særfod, en ung hobbit fra Sumpen i Herredet - Hvad er foresten en hobbit? Tja, nu om stunder er de en sjælden slags. De er halvt så høje som vi mennesker men mindre end dværgene fra Khazad-dûm. Og de skyr trolddom og andre usædvanlige ting, som bryder deres fred-sommelige hverdag, og de har det med at være noget tykmavede, eftersom de spiser mange gode og rigelige måltider, når de ellers kan komme til det (og det kan de i regelen hver evige eneste dag).

Og et godt måltid, det var netop, hvad denne unge hobbit kunne trænge til. I ugevis havde han søgt efter sin onkel Boffo Særfod (der efter sigende også var noget sær). Hjemme i Sumpen havde alle i hvert fald sagt, at Mutrask var godt tosset, sådan at drage hjemmefra - men det har Særfoderne (eller Særfødder, som nogen måske vil sige) i øvrigt altid været, hvis man spørger deres naboer.

Først var Mutrask taget til staden Bri, men da han ikke fandt sin onkel dér, rejste han videre ad Østvejen, som strækker sig fra Bri i vest til Kløvedal i øst og videre over Tågebjergene til Rhovaniens ødemarker, i håb om at finde ham i "Den sidste Kro", kaldt således fordi den ligger ved den sidste og sydligste bro over Gråkildefloden. Det var en lang, lang rejse, men Mutrask var rask til bens, og dét selv om han aldrig havde været så langt hjemmefra.

Natten var ved at falde på. Mutrask tænkte på at slå lejr for natten, men klagende ulvehyl i det fjerne fik ham på andre tanker. Kunne jeg bare nå kroen i aften, tænkte han. Tanken om et godt måltid mad og en blød seng fik ham til at gå endnu raskere. Han vidste ikke nøjagtig, hvor han var, men nu var der gået tre dage og tre nætter, siden han havde forladt Herredet, så der kunne ikke være så langt igen. Mutrask syntes, vejen fortsatte i det uendelige. Bare kroen dog ville dukke op, tænkte han. Og som ved et trylleslag dukkede der netop et hus op, da vejen slog et sving til venstre. Et skilt, der svingede fra side til side i blæstens vind, viste, at han havde nået sit foreløbige mål - "Den sidste Kro".

En pinlig stilhed mødte Mutrask, da han trådte ind i skænkestuen. Alle stirrede på ham, som om han var et spøgelse - eller dét der er endnu værre. I en mørk krog til højre sad en krumbøjet gammel kvinde, som sendte ham et isnende blik, der næsten lammede ham; overfor dette bord sad en dværg og hobbit, som nysgerrigt iagttog ham, og ved bordet til venstre for dem sad en gammel hvidskægget mand.

Endelig brød en midaldrende mand, bagerst i rummet, bag skænken tavsheden. "Velkommen til 'Den sidste Kro' fremmede. Jeg er Rubb Grumm og driver dette etablissement sammen med min kone Bura, mine døtre Minna, Bannie og Gleefa og - han sank en klump - og vores søn Leddon, som vi har savnet i mere end en uge nu. Du må meget undskylde vores mistænksomme blikke, men vi frygter, det værste er hændt ham, og efter de seneste grænseoverskridelser kan man aldrig vide sig sikker efter mørkets frembrud. Trolde fra Jætteheden har samlet sig i store flokke, der om natten gennemstrejfer skovene efter forgodtbefindende. Men jeg kan se, du kommer langvejs fra. Det hører efterhånden til sjældenhederne, at vi får besøg helt fra Herredet. Hvad er dit navn, og hvad har du at gøre i disse øde egne?" "Mit navn er Mutrask Særfod, og jeg leder efter min onkel Boffo Særfod fra Bukland. Han har vel ikke været her...?" "Ak, så er jeg bange for, at han har lidt samme skæbne som min søn. Men det er en længere historie, så må jeg ikke byde dig på et måltid mad først...? Mutter, tilbered husets bedste vildsvinesteg!"

Det var et overdådigt måltid, Mutrask fik serveret. Aldrig havde vildsvinesteg smagt ham så godt (og dét siger ikke så lidt). "Men nu skal jeg fortælle hele den ulykkelige historie", sagde Rubb Grumm, efter at Mutrask havde slugt det sidste stykke steg. "Din onkel Boffo kom hertil for ni dage siden. Han snakkede om en skat i en, efter sigende, forladt troldhøj omtrent tre dage til fods herfra mod nord-øst. Min søn, Leddon, blev interesseret, og sammen drog de dagen efter afsted mod Troldhøjene. Siden har ingen set dem, og vi frygter det værste, for rygterne siger, at også andre er forsvundet i den sidste tid. Jeg tør ikke forlade min familie, af frygt for hvad der kan ske den, så jeg har hyret disse to eventyrere, han præsenterede dværgen Hammer Sværdmager og hobbitten Folco Langøre for Mutrask. "Jeg håber, at I sammen kan finde min søn. Det bliver en ikke helt ufarlig tur, men jeg kan love jeg, at jeg skal gøre alt, hvad der står i min magt for at hjælpe jer. Og hvem ved, måske finder I også den skat, som Boffo Særfod begærede så højt...? Men nu er det sent, og I har en lang rejse foran jer". "Ja, vi må hellere gå til ro nu, og så snakke om det i morgen", sagde Folco. Mutrask var også træt efter den lange rejse, så han havde intet at indvende.

Da han lidt efter faldt i søvn, lå han i den blødeste seng, man kan forestille sig. Han drømte om, hvad der mon ventede ham i de næste dage... Og hinsides skovene hørtes et skingrende ulvehyl...

En nat ude i Troldeskoven

Den næste morgen vågnede de alle tidligt. Morgenmaden bestod af bacon og te, og de spiste løs, altimens de fortalte om sig selv. Hammer Sværdmager var fra Søby på den anden side af Gråbjergene og Myrkved. Hans far var en berømt våbensmed, men da Hammer ikke var synderligt interesseret i at overtage farens forretning, var han en skønne forårsdag draget afsted ud på eventyr. Folcos historie var næsten den samme. Han kom fra Bri, hvor hans far var købmand, men ligesom Hammer ville han gerne ud og se verden, og sådan gik det altså til, at de nu sad her i "Den sidste Kro".

Efter morgenmaden gjorde de sig parat til at tage afsted. Gamle herr Grumm gav dem tre store madposer, inden de gik, og således drog de tre lykkesridere afsted mod øst. I timevis gik de ad den lange, snoede vej gennem skov og ødemark. Hele tiden var de på udgik efter spor, som kunne lede dem til Troldhøjen, og samtidig skulle de passe på, ikke at støde på glubske trolde, orker og ulve.

Dagen gik på hæld, og Hammer foreslog, at de slog lejr for natten. "Det er nok bedst at vi går lidt væk fra vejen - Man kan jo aldrig vide hvem man kan møde i disse øde egne". De drejede til venstre ind i en tæt skov. Det var efterhånden ved at blive helt mørkt, men til alt held havde Folco en lygte, så de ikke faldt over de knudrede trærødder. Da de havde gået knap en mils vej, mente Hammer, at nu kunne det være nok, og de bestemte sig derfor for at slå lejr. Så godt som de nu kunne, samlede de nogle kviste sammen til et bål, der kunne holde de vilde ulve og varge på afstand, og de bestemte sig for skiftevis at holde vagt.

Mutrask var godt træt, men han indvilligede alligevel i at tage den første vagt. Det var koldt. Han så op på den mørke stjerneklare himmel. Det var fuldmåne. Hvordan mon forældrene og vennerne hjemme i Sumpen havde det? Hvem der dog blot kunne ligge hjemme i sin gode rare og varme seng, fjernt fra trolde, ulve, varge, og andre uhyggelige gespenster... Hør, hvad var nu det? Han vågnede op af sin drøm. Var der ikke noget, der bevægede sig inde imellem træerne? Han greb sit kortsværd og holdt vejret. En kvist knækkede... Jo, der var bestemt et eller andet... Skulle han vække sine kammerater? Nej, det var nok bare en ræv eller en hjort - men alligevel...

Pludselig var der to, fire, seks skinnende gule øjne, der stirrede på ham. I det næste øjeblik blev Mutrask væltet omkuld af tre store glubske ulve. "Hjælp! hjælp!" han slog vildt om sig med sit sværd. Heldigvis blev Folco og Hammer vækket af hans skrig og kom ham til hjælp. Det udviklede sig til en voldsom kamp. Folco slog vildt om sig med sin økse og Hammer banede sig vej med si to-håndede sværd. Ulvene hylede op og flygtede ind i træernes mørke, men blot få mil derfra hørtes flere ulvehyl. "Vi må væk, hurtigt!", skreg Hammer og banede sig vej ind imellem de dunkle træer.

Ulvene holdt sig på afstand, men Mutrask kunne skimte deres glødende øjne og uhyggelige hvide og skarpe tænder blot få fod borte. Han indså, at det var en vild og nyttesløs flugt, der før eller siden (men selvfølgelig allerhelst siden) ville ende i deres endeligt - med mindre der da skete et mirakel. Han løb og løb, faldt over knudrede rødder men sprang op igen. Pludselig var det, som om der var nogen, der holdt fast i hans ben. Han slog vildt om sig, men kunne intet se for bare træer. Alt blev mørkt...

Troldhøjen

Mutrask vågnede og så sig om. Han havde en forfærdelig hovedpine. Han befandt sig i en hule, som var hugget ind i en klippe under et lille vandfald. Et kæmpe stenbord, der var mindst seks fod højt, stod bagerst i hulen. Seks fod! Mutrask havde aldrig set noget lignende. Befandt han da sig i en kæmpes hule? Tunge, langsomme skridt nærmede sig. Mutrask gemte sig resolut under bordet. Et gammelt krumt træ kom gående ind i hulen. Mutrask havde nær fået et chok. Aldrig havde han set noget lignende! "Kom frit frem lille ven". Træet bøjede sig ned og strakte sine lange knudrede arme ud efter Mutrask. "Jeg vil dig skam intet ondt lille ven" - Men det var Mutrask nu ikke helt så sikker på. Han trak sit sværd. Om det så skulle blive det sidste, han gjorde, så ville han forsvare sig selv. "Ho, ho", brummede træet. "Tror du virkelig, at den lille nål kan gøre mig nogen skade?" Det lo, så hele hulen rungede. Mutrask følte, at han var trængt op i en krog. "Vil du da ikke gerne møde dine to små venner, hvad lille ven?" "Hvor er mine venner?! Hvem er du?!" udbrød Mutrask så tappert, som han nu kunne. "Se så, det var meget bedre. Nu kan min lille ven også tale! Jeg er enten Krumtræ, og Krumtræ det er mit navn, og dine venner de er såmænd lige her udenfor. Kom nu blot frem, så skal du se". Hvo intet vover intet vinder, tænkte Mutrask for sig selv. Den dersens "ente" må jo være mindst fjorten fod høj! Dét her vil hobbitterne hjemme i Sumpen bestemt aldrig tro på!

Krumtræ rakte sin lange krogede arm ud, og Mutrask satte sig på den. Således, højt til vejrs, blev han båret ud i det fri. Hammer og Folco var ved at tage fodbad i elven udenfor, som fortsatte gennem skovens grønne tag så langt øjet rakte. "Nå, du har nok sovet længe, hvad?", sagde Folco lidt gemytligt. "Jeg går ud fra, at Krumtræ allerede har præsenteret sig. Han har vel også fortalt, at han ved, hvor Troldhøjen ligger, og at han kan føre os derhen. Ikke sandt Krumtræ...?" Enten brummede til svar, hvilket, så vidt Folco forstod, betød ja. "Sæt jer nu bare op", sagde den gamle ente og bøjede sig ned. "Troldhøjen ligger kun nogle få skridt herfra!"

Et øjeblik efter nåede de en lysning i skoven. "Desværre kan jeg ikke følge jer længere", sagde Krumtræ, "for jeg skal passe min skov, men I skal bare fortsætte over imod bakkerne derovre". "Tusind tak for din hjælp", sagde Hammer. "Vi vil bestemt aldrig glemme, at du redede os fra de grusomme ulve. Men hvordan gik det egentlig til...?" "Hø, hø", lo enten, "se det er min hemmelighed", og således forsvandt han atter ind i sin grønklædte skov.

"Nu er det store øjeblik inde", hviskede Folco. "Én for alle og alle for én". De listede sig forsigtigt nærmere. Nu var de blot tredive fod fra Troldhøjen. "Lad os håbe, der ikke er nogen hjemme", hviskede Mutrask optimistisk (han var ikke synderlig glad ved at skulle slås med én eller flere trolde,. der var mere end dobbelt så store som han selv).

I det samme hørtes en rumlende lyd. En stor kampesten blev rullet til side, og tre store trolde trådte ud. "Duk jer!", hviskede Hammer og smed sig ned. De tre trolde skubbede ikke stenen på plads igen men forsvandt over imod skoven. "Så er det nu!", hviskede Hammer. De sneg sig helt hen til højens indgang og lyttede. "Rhoork...phyyy..., rhoork...phyyy...". "Det lyder, som en snorkende trold", hviskede Mutrask. "Kom!" De listede sig ind i højen. En lang gang, der kun var oplyst af et par enkelte blafrende fakler, førte nedad. Lidt efter drejede den til højre, og pludselig stod de ansigt til ansigt med en trold, der heldigvis var langt væk i drømmeland. "Sch...", hviskede Mutrask og listede forbi den sovende trold. Gangen drejede endnu engang til højre, og så befandt de sig pludselig i et stort rum. På gulvet flød der med gamle afgnavede ben (Mutrask turde ikke røre ved dem; de mindede forfærdelig meget om hobbitknogler), og henne i et hjørne lå der to skikkelser; en hobbit og et menneske. "Onkel Boffo!", råbte Mutrask (for ham var det) og løb hen til den gamle mand. "Sch...", tyssede Folco. "Tænk hvis trolden vågner". "Du almægtige, hvordan har I dog fundet os?", spurgte Boffo forundret. "Og hvem er de to der", han pegede på Mutrasks to følgesvende. "Det er Folco og Hammer, mine to rejsekammerater; men hvordan vi kom her? Ja, se det er en lang historie, så den må du hellere vente med at høre, til vi har fået løst dig fra dine lænker". "Er du Leddon Grumm?", spurgte Hammer den unge mand ved siden af Boffo. "Ja, jeg er Leddon, men hvordan...?" "Ikke nu!", hviskede Mutrask. "Først må vi væk herfra!". Efter længere tids filen med deres dolke lykkedes det endelig at befri Boffo og Leddon for deres lænker. "Kom, inden vi går, skal vores lommer fyldes", hviskede Boffo og pegede hen på en stendør i det modsatte hjørne. Da han åbnede den, var Mutrask nær besvimet (for anden gang den dag). Aldrig havde han set så meget guld og så mange ædelstene på ét og samme sted!

Tre dage senere blev familien Grumm atter forenet. Hvad der siden hændte Boffo, Folco, Hammer, Krumtræ, familien Grumm og Mutrask er en ganske anden historie. Men det er ganske vist; da Mutrask vendte hjem til Herredet, var han en rig og stolt hobbit - og han levede lykkeligt til sine dages ende.

Epilog

Dette var historien om, hvordan en Særfod kom ud for et eventyr

- og hvordan han kom hjem igen. En mørk vinteraften, nogle år senere, sad Mutrask i sit studereværelse og skrev på sine erindringer - Han havde tænkt sig at kalde dem Ud i skoven og tilbage igen - en hobbits eventyr, da det pludseligt bankede på døren. Det var Folco og Hammer. "Jamen kom dog endeligt ind!" sagde Mutrask, og snart sad de tre følgesvende i lænestolene ved den varme kamin, nippende til en god kop te, og snakkede om deres mange eventyrlige oplevelser...

© Lars-Terje Øland Lysemose 1990, 1991, 1992, 1993. Denne historie har tidligere været udgivet på engelsk under titlen The Three Companions and Their Adventures in the Trollshaws i Little Gwaihir 37