Fra Athelas nr. 2, 1993, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Fantasien til magten!

Ebbe Kløvedal Reich:

Alfeland, som nogen (slapt og upræcist) kalder Eventyrland, er ikke bare et drømmeland, vi finder på for sjov for at få små børn til at sove eller for at slå tiden ihjel.

Alfeland er de steder, hvor alfers og lignende væseners liv udspiller sig, lige så konkret og lovbundet som menneskelivet - blot i en virkelighedsdimension, der ligger noget fra og skævt i forhold til vores sædvanlige.

Det sker ind imellem, at Alfeland og vores dagligverden skærer hinanden, så man kan være begge steder på samme tid. Men aldrig ret længe ad gangen.

Bagefter kan man digte et eventyr eller tegne en tegning om det, man oplevede. Og hvis man gør sig ordentlig umage, kan andre mennesker ane, hvad det drejer sig om. Kun ane. For Alfeland ligger som sagt i en anden virkelighedsdimension.

At det forholder sig sådan, er J.R.R. Tolkien og Lars Physant aldeles enige om. Lars's tegninger fremmaner med kærlighed og præcision ingenmandslandet mellem de indre og de ydre landskaber. Stedet, hvor Alfeland og menneskeland skærer hinanden.

Målet, for både Tolkien og Lars, er at fremkalde den særlige form for lykke, som Tolkien i fortællekunsten benævner eukatastrofen, den lykkelige slutning - og glæden ved at føle den som sand og følgerigtig.

De lykkelige glimt af Alfeland, som Lars afbilder (uden at forråde vores egen verden), rummer selvsagt en protest mod tidsalderen og dens billeder. Som Tolkien påpeger: "I Alfeland kan man godt forestille sig et uhyre, der bor i et slot så rædsomt som et mareridt (for sådan holder uhyrer af at bo), men man kan ikke forestille sig et hus bygget med gode hensigter, det være sig en kro, et herberg eller en god og dydig konges borg, som alligevel er kvalmende grimt - hvis det altså er bygget før vor tid!"

Men det gode budskab og glæden, som er "seglet på den sande alfehistorie" (Tolkien), er langt mere betydningsfulde end protesten.

For uden den glæde kan vi alligevel ikke lave om på noget.

Lars Physant:

Det nåleøje Tolkien stiller op, har jeg indtil videre prøvet at liste 37 "kameler" igennem - ikke mindst ved at studere Tolkiens egne tegninger, specielt til Hobbitten. Ligeledes har jeg i mange af mine tegninger prøvet at forestille mig, hvorledes Tolkien selv ville have udført billedet, hvis han havde haft tegneteknik til det. Jeg har også prøvet at gå et par skridt videre end Tolkien selv ved ikke blot at foreslå udsigter i en sammenhængende geografisk verden, men også give indblik i det, som Tolkien kalder det "sekundære" - nemlig det tankeunivers som opstod i mig selv, da jeg læste bogen Træer og Blade.

Martin Frøsig:

Den læser der aldrig før har stiftet bekendtskab med J.R.R. Tolkiens verden og forventningsfuldt bladrer om på de første sider risikerer umiddelbart at blive slemt skuffet. For hvor er alle de farverige billeder af storbarmede kvinder og muskelsvulmende mænd? Desorienteret læser han videre og minsandten! - billederne skabes helt af sig selv og på forunderlig vis i hans hovede; sammen med Fëanors mægtige hær vandrer han under Midgårds stjernehimmel, mærker den lede stank i Shelobs hule og hører skrigene fra tusindtallige mænd, slagtet foran Saurons porte.

At lade fantasien få frit spillerum er essentielt for Tolkiens forfatterskab. Man oplever vitterligt Midgård, når man læser.

Mange kender nok oplevelsen af at se en eller anden tegners mere eller mindre håbløse udgave af den person, som man selv har fulgt igennem tykt og tyndt og ligesom kender - det er en flad fornemmelse. De få tegninger Tolkien har bidraget med i bøgerne er meget stiliserede og har nok mest af alt en grafisk funktion (Tolkien er meget inspireret af bogtrykkeren og kunsthåndværkeren William Morris, der konsekvent var imod industrialiseringen og altid udførte sine middelalderlige tryk i hånden).

Sit eget syn på illustrationer giver Tolkien, så vidt jeg husker, i Træer og Blade.

At illustrere opslagsbøger om Midgård (som fx Et Bestiarium over Tolkien), kalendere eller andet, er derimod helt i orden, men primærkilden skal der ikke røres alt for meget ved.