som den kommer frem i Silmarillion
genfortalt af Bjarke Friborg
Fra Athelas nr. 2. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
AINULINDALE
Ainurs musik
Der fandtes Eru, den Ene, kaldet Ilúvatar. Han skabte ainur, De Hellige, og de var med ham før alt andet. De sang for ham og han var glad, længe sang de alene eller flere sammen. Men efterhånden lærte de deres brødre bedre at kende, og de kunne se ud over de tanker, de selv var skabt af, og harmonien blev større.
Da skete det, at Ilúvatar kaldte dem sammen og gav dem ny indsigt og bød dem gøre Stor Musik deraf: "Den Uforgængelige Flamme vil give Jer kraft!" - Og det er blevet sagt at ikke før efter Den sidste Tid vil der blive magen til prægtig musik. Musikken var storslået og uden mislyde, og Ilúvatar frydedes.
Men efterhånden blandede Melkor sig. Han var den ainu, som havde fået den største magt og kundskab i gave, og han ønskede nu selv at skabe. Hans musik blandede sig med de andres, hvilket skabte store mislyde og forvirring, og andre ainur gik med ham.
Da rejste Ilúvatar sig, smilede og manede et tredje tema frem af forvirringen, og fik snart kontrollen: "Mægtige er ainurne og mægtigst Melkor, men vid at intet kan komme til verden bortset fra gennem mig og dersom nogen forsøger at ændre min musik, vil han blot blive et instrument for mig til at gøre endnu prægtigere ting".
Da gav han ainurne en vision, et syn, hvor der før kun var hørsel. En ny verden viste han dem: "Alt hvad I tror I selv har tilføjet denne verden, vil i virkeligheden udgå fra mig, og Melkor vil genfinde sine hemmelige tanker og se, at det blot er en del af helheden. Men visse ting vil jeg først afsløre for Jer over tid".
De ainur som blev sendt til Jorden blev kaldt valar. Overraskede over ufærdigheden, thi visionen havde gjort stort indtryk, gik de i gang med at opbygge. Men Melkor ønskede at herske og i sit had erklærede han krig mod valarne. Hvor valarne rejste fjelde, jævnede Melkor dem, hvor søer blev udfyldt, fyldte han dem.
VALAQUENTA
Om de første dage, Forår i Arda
Den første krig fandt sted før Arda var fuldt skabt. Tulkas den Tapre jagede Melkor væk. Aulë, Håndværkenes Mester, lavede to lamper: Illuin i nord, Ormal i syd. Yavanna, den som giver frugt, plantede til. Der var fest, og der var hvile på Almaren.
I mellemtiden byggede Melkor en fæstning langt nordpå, dybt under jorden under mørke fjelde, og den blev kaldt Utumno. Grønne planter rådnede, skove blev mørke og farlige, dyr blev monstre af horn og elfenben og farvede jorden med blod. Alligevel kom hans angreb som en overraskelse, og han styrtede lamperne om, så flammerne bredte sig og ødelagde alt.
Valarne forlod Midgård over Belegaer, Vestens store Hav, og drog til Aman på den yderste vestkyst. Bag Aman lå Nattens Mure. Amans fjelde, kaldet Pelóri, var de højeste på Jorden, og Manwë, konge af Arda, kunne se endog helt til øst, når han stod på toppen og hørte nyt fra høge og ørne. Bag Pelóri lå Valinor, som blev flottere end alt hidtil, og her voksede to træer, som skiftedes til at blomstre og lyse op, og på dette lys måles Tiden.
Ulmo, Vandenes Herre, kom ikke ofte til valarnes rådsmøder, men med hans indsats løb vandet i floderne stille og roligt og holdt liv i Midgård under Melkors voldsherredømme. Jægeren Oromë drog jævnligt dertil og dræbte monstre, og Yavanna helede Jordens sår.
Selvom Melkor havde bygget en ny fæstning, kaldet Angband, og Sauron var dens kommandant, blev det efterhånden på tide: Arda måtte forberedes til elvernes komme. Varda, dronning af Arda, skabte stjernerne, så elverne kunne vågne behørigt. Melkor blev overmandet og taget til fange i Valinor i tre aldre (tidshverv). Men Sauron undslap...
KOMMENTARER
Ovenstående skabelsesberetning rummer mange elementer, som viser tydelige tegn på inspiration fra velkendte kilder, for mig at se især kristendom og nordisk mytologi.
Ainulindalë er den "mest kristne", Eru/Ilúvatar er den Ene Gud, som har fundet på alt og derfor ved, hvad der skal komme, selvom ainurne/valarne kan tro sit, er det den Ene Gud som står bag. Men det er nok også forfatteren Tolkien, der skinner igennem, når Ilúvatar gemmer ting i ærmet, han først vil afsløre efterhånden(?!). Melkors musik kan vel opfattes som en anden version af Syndefaldet.
Valaquenta viser omvendt størst nordisk inspiration, valarne er som aserne en mangfoldig forsamling, hver har sine evner. Manwë er som Odin den øverste konge, der skuer vidt med hjælp fra høge og ørne, Oromë er som Thor en jæger, der drager til vildsomme egne for at nedlægge monstre. Ud over disse to mest tydelige paralleller er Ulmo, Vandenes Herre, en skikkelse som minder om Njord, der bor langt væk og ser til fuglene og havdyrene, eller hans søn Frøj, der hellere vil dyrke sine marker end gå til rådsmøder. Yavanna kunne minde om Nanna (gift med Balder), gudinde for blomster og vegetation. Aulë er smeden, han kunne have sit forbillede i den finske smedegud Ilmarinen, for øvrigt minder "Ilmarien" lidt om "Ilúvatar", jf. Tolkiens påvirkning af finsk mytologi.
Men i det hele taget er gudernes roller ofte fælles nordeuropæisk gods, eller findes også hos grækerne eller i Mellemøsten, fx kunne Tulkas, som jager Melkor væk for første gang minde om den sumeriske krigergud Marduk, som jager den onde drage Tiamat væk. Der findes mange tænkelige paralleller!
Hvor Ainulindalë er mere "kosmisk", med sin handling hensat til verdensaltet, og med sin anskueliggørelse af den idémæssige baggrund (alt udgår fra Ilúvatar), er Valaquenta mere jordisk og beskriver den fysiske tilblivelse, der bygges fæstninger, og monstre færdes frit. Musikken er erstattet af blod og ild. Den dramatiske historie er for mig at se en typisk skabelsesberetning; der gives lidt naive forklaringer på tingenes tilstand - fx bliver Jorden oplyst af først to store lamper, siden to træer. Verden er oprindelig flad, indtil númenoreanernes invasion af Arda, hvor Gud gør verden rund - Tolkien gav selv i et brev udtryk for, at han var for påvirket af moderne astronomi, han kunne vanskeligt forestille sig en flad verden! - Han var som bekendt optaget af at beskrive virkeligheden som den ér (oplevedes/udtænktes af ham), ikke alene som forskellige folk opfatter den.
Hvis Tolkien oprindelig havde forestillet sig at skabe en mytologi for England, blev han ved flere lejligheder frustreret over, at Midgård viste sig at gå i en anden retning. Efterhånden som historien udviklede sig, blev den mindre og mindre kompatibel med England, selvom han med udgangspunkt i kristen og nordeuropæisk mytologi burde have et passende udgangspunkt. Til gengæld fik vi en anden Stor Beretning, han skabte ikke bare en verden til sit land, han skabte en verden, som kunne stå helt alene!