Fra Athelas nr. 2, 1993, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

En ny skygge

- en rollespilsidé til Midgårds fjerde alder

af Anders Blixt med bistand fra Kathrin Vestergren

The Song of Aelindur

On the southern shore of Nurn you find

Aelindur's misty flower field

with her magic roses, black and white.

In the hour of midnight

she is dancing right across the field

weaving signs of magic, runes of might.

And she sings, Burzum uk

chanting words of power, Sauron's child.

And then the swaying magic roses

growing in the field obey,

sending streams of evil, pale as death.

For though each rose is graceful, it is

filled with Mordor's baleful breath

used by Aelindur Elvenmaid.

And when the Moon is rising,

then an evil eye looks down on you,

sending forth her powers to your mind.

You wake up to the sound of chanting;

Aelindur comes to you

weaving words of magic, words to bind:

Be my slave, be my slave!

Then you must surrender, and you do.

Thus you are, thus you are

bound with words of chaining, thus you are.

Introduktion

Der findes ingen lykkelige slutninger; Midgårds historie fortsætter selv efter Saurons fald. Under Ringkrigen forud-sagde Gandalf, at Sauron ville efterfølges af nye trusler mod de frie folk, men han kunne ikke forudse hvilke. Han sagde blot, at man skulle løse de problemer, der fandtes i ens egen livstid, og så lade forsvaret af fremtiden til andre. Efter Saurons fald står dúnedainne i de gen-rejste kongeriger Gondor og Arnor uden hjælp fra istarine og elverne. Menneske-nes tid er kommet, og de overnaturlige kræfter forsvinder gradvist fra Midgård. Elverne begiver sig mod Aman eller forsvinder ind i de dybe skove og skyr mennesker.

Hvis man vil spille en kampagne i Midgårds fjerde alder, må man klare sig selv. Tolkien har skrevet meget lidt om denne æra. I appendikserne til Ringenes Herre siges det, at Elessar og Éomer bekæmper de tilbageblevne af Saurons tjenere overalt, hvor de bliver opdaget. Deres hære kæmper både øst og syd for Gondor. Orkerne er endnu ikke udryddet og vil hjemsøge Tågebjergene og Grøn-skov i endnu nogle generationer.

En fordel ved den fjerde alder er, at man kan lade spillerne påvirke historiens forløb, hvilket ikke er muligt i de tre første tidsaldre, eftersom Tolkien dér har fastlagt alle de store begivenheder. I den fjerde alder får rollepersonerne gode muligheder for at skabe egne karraktertræk og til og med egne riger.

Tolkien påbegyndte en roman, The New Shadow, som skulle udspille sig i Gondor i den fjerde alder. Eftersom han blev misfornøjet med den, skrev han dog blot et løsrevet afsnit, som aldrig blev udgivet. Bogen skulle efter sigende handle om, hvordan ondskaben infiltrerede Gondor og tilpassede mennesker til mørke "orkiske" kulter. Disse antydninger inspirerede Kathrin Vestergren og mig til at lave et kampagneforslag, som udspiller sig i Gondor nogle årtier efter kong Elessars død 4.a. 120, og som har hovedvægten lagt på de politiske intriger.

EN SKJULT SKYGGE

Urgamle legender beretter om, hvordan Sauron forrådte Celebrimbor og elver-smedene i Tornien i den anden alder. Han kom til dem som Annatar, Gavernes Herre, og sagde, at han var et sendebud fra valarne. Mange eldar troede ham og blev grueligt bedraget. En af dem var Celebrimbors søster Ariel, som blev forført af Annatar. Kort efter forlod han Tornien og hun fødte en datter, Aelindur. Ariel døde ved forløsningen og barnet blev opfostret af sin morbror Celebrimbor.

Da Saurons hære knuste Celebrimbors rige, tog de Aelindur til fange og førte hende til Mordor. Hvad der siden hændte står hen i det uvisse. Der går beretninger om en blond, slank og fager mø, som boede på en herregård ved Nurnensøens bred. Dér havde Aelindur en have, hvor hun fremavlede forskellige slags giftige urter. Da Sauron omkom ved slutningen af den anden alder, undslap hun i det efterfølgende kaos og søgte tilflugt et eller andet sted mod øst.

AELINDURS PLANER FOR DEN FJERDE ALDER

Aelindur er med tiden blevet næsten lige så ond som sin far men ikke nær så mægtig. Hun kan portrætteres som en slags falden Galadriel (læs det afsnit hvor Frodo tilbyder Galadriel Herskerringen i Lórien). Eftersom hun er delvis noldo, er hun bundet til sin materielle krop. Hun er velbevandret i magi og har større talent for dette end nogen anden elver, bortset fra måske Lúthien Tinuviel, et andet maia-noldo-barn i den første alder. Kun en istar ville kunne være hendes jævn-byrdige, når det gælder besværgelser. Ifølge afsnittet om istarine i Unfinished Tales kan Radagast, Alatar og Pallando meget vel være tilbage i Midgård i den fjerde alder, og de kan indgå i plottet som Aelindurs fjender af grunde lige fra behjælpsomhed til ønsket om at fjerne en potentiel besværlig konkurrent.

Da Saurons domæne gik under efter Ringkrigen, indså Aelindur, at dette ville være hendes store chance. Både de mægtigste elverfolk (Galadriel og Elrond) og Gandalf forlod Midgård ved slutningen af den tredje alder. De eneste potentielle rivaler der er tilbage er de tre troldmænd, men af disse er det kun Radagast, som bor i det nordvestlige Endor, og hans interesse ligger ikke i magten over mennesket. Pallando og Alatar er for længe siden draget til landene mod øst.

Aelindurs mål er enkle: hævn og magt. Hun vil kaste dúnedainnes rige i ind-byrdes krig og siden overtage kontrollen med resterne, idet hun vil bruge utilfredse adelsmænd fra Harad og Gondor som sine primære redskaber. I modsætning til sin far styrer hun ikke noget rige og har ingen hære til sit forehavende; i stedet stoler hun på sin sorte kunst og list til at opnå sine ambitioner. Hun vil indgyde onde og egoistiske tanker hos mægtige personer og således genforme dem, så de passer til hendes formål, næsten ligesom Castamirs hustru gjorde under Ættefejden næsten to tusinde år tidligere. Når menneskene fra Harad gør oprør mod Gondor under hendes tjeneres lederskab, vil mange dúnedain-adelsmænd gøre oprør mod deres egen konge, og en ny Ættestrid vil følge. Så Aelindur har til hensigt at afsløre sig selv som "frelseren" af riget, og, med hjælp fra sine håndlangere og sine mægtige kræfter, tilrane sig Gondors trone og indlede et mørkt styre, der kan vare i århundreder.

Aelindur har tålmodighed, for hun er udødelig ligesom elverne. Hun er også meget forsigtig og foretrækker at arbejde ad ombud og agere i det skjulte. Hvis hendes sande identitet skulle blive afsløret i utide, vil hendes planer mis-lykkes. Når Aelindur bevæger sig ud i det åbne, er hun derfor inkognito og udgiver sig måske for at være en almindelig elver som endnu ikke er sejlet mod vest.

SAMMENSVÆRGELSENS REDSKABER

Aelindur har mange midler til at fremme sine intriger. Hun har grundlagt en variant af Melkors gamle kult i Gondor, hvis hemmelige præster prædiker en mørk dronnings komme, som vil redde dúnedainne fra deres nuværende dekadence og genoprette deres gamle kraft og magt (kulten bør spilles i en stil som minder om H.P. Lovecraft: dunkle ceremonier i måneskin og mystiske sel-skaber der tager del i en sammen-sværgelse mod riget).

En anden variant af kulten er skabt til sønderlændingene. Her prædiker hendes tjenere oprør mod dúnedain-herredømmet og genrejsning af traditionelle sønder-landske dyder. Målet bør være "at bryde nordmændenes lænker under den friheds-givende høje dronnings ledelse, og gen-vinde hvad der blev tabt under Ringkrigen". Kulten finder tilhængere blandt misfornøjede adels- og købmænd.

Rohan er en alvorlig hindring for Aelindurs planer, da dets éoherè er den mægtigste militære enhed i hele det nordvestlige Midgård, og Harads konger kan aldrig rejse et jævnbyrdig kavaleri. Aelindur følger to strategier for at opnå dette. Den ene er at udvikle en heste-plage, som kan slå en stor del af Rohans hesteflokke ihjel. Den anden strategi er politisk: at lokke dysterlændingene til endnu engang at slå den vestlige Rytter-mark og genvinde deres gamle besiddel-ser. Arnor er stadig så tyndt befolket, at det mangler styrke nok til vellykket at blande sig i en borgerkrig i Gondor. Desuden må en hær fra nord marchere gennem dysterlandsk territorium før den kan nå Gondor, hvilket skulle forsinke den betydeligt.

SPILLER-PERSONERNE

Der er mange måder spiller-personerne kan blive inddraget i Aelindurs konspira-tioner. Måske indser de, at der foregår noget råddent i Minas Tirith. Folk fornægter de sande dúnedain-idealer og bryder gamle sædvaner og traditioner for egen vindings skyld. Der går rygter om, at ondskabsfulde kulter i hemmelighed vinder frem i staden. Spiller-personerne er måske de eneste, som har indset, at landet trues. De er i så fald tvunget til at kæmpe alene, da deres landsmænd ikke tager dem alvorligt - bortset fra Aelindurs forbundsfæller, som bekæmper dem på forskellig vis.

Kampagnen kan hovedsageligt foregå i Minas Tirith, og et anstrøg af terror kan sætte prikken over i'et. De så almindelige ekspeditioner ind i grotter samt kampe mod orker bør fuldstændigt undgåes. I stedet bør kampagnen lægge vægt på udforskende rollespil. Personerne skal skaffe sig oplysninger om de onde intrigers sande natur, og hvordan de kan afværges. At forberede et væbnet oprør er en svær opgave, og de sammensvorne vil være nødt til at gøre mange forbered-elser: fx at finde passende forbundsfæller, sikre sig militære enheders loyalitet, etablere effektive hemmelige forbindelser, osv. Sådanne aktiviteter kan almindeligvis opdages, forudsat at man ved, hvad man skal holde udkik efter.

Hvis der udbryder borgerkrig i Gondor, vil personerne måske også forsøge at ændre dens forløb. Mange kampe vil blive udkæmpet for at få kontrol over de tre strategiske byer i den nedre Anduindal: Pelargir, Minas Tirith og Ithiliens nye hovedstad Ost-in-Ernil (efterfølgeren for den ruinerede Minas Morgul, der er beliggende i Emyn Arnen-bjergene). Det er også muligt, at spiller-personerne vil vælge at støtte Aelindur. Hvis dette er tilfældet, vil hun til sidst højst sandsynligt forråde dem, men spillerne behøver jo egentlig ikke at indse dette. "Ond vilje ofte gør, at ondskab sig selv forstører".

Oversat af Lars-Terje Øland Lysemose fra svensk efter En ny Skugga (trykt i Argus, 1991) samt fra amerikansk efter Return of the Shadow (trykt i Other Hands, 1993).