Fra Athelas nr. 3, 1993, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Om Kalevala og Tolkien

Af Bjarke Friborg

Under mit halve års ophold på Snoghøj Nordiske Folkehøjskole, var jeg blevet stærkt fascineret af Finland, og da jeg fik mulighed for at arbejde der i sommer, slog jeg straks til. Jeg havde tidligere set uddrag (gendigtning for børn) af den finske mytologi, men nu fik jeg mulighed for at læse den i sin helhed samtidig med et ophold i landet, hvor den blev fostret. Det var en stor oplevelse! Dels er Kalevala, som den kaldes, et flot værk i sig selv, dels har både sproget og mytologien haft indflydelse på Tolkien, og jeg ønsker her at gøre andre opmærksom på dette særdeles spændende område. Det er mit indtryk, at Finland ofte opfattes som et nordisk land som os andre, men faktum er, at de også har del i en anden kulturtradition, og de har deres helt egen mytologi, som så absolut er et nærmere studium værd. Det er ingen tilfældighed, at Tolkien blev så inspireret, ej heller at den nystartede finske Tolkienforening har haft en sand flom af medlemmer!

Nedskrivningen af Kalevala fortjener den svensksprogede finske læge Elias Lönnrot (1802-1884) æren for. Som resten af Europa, var også Finland grebet af national-romantikken, og folkemindesamlere myldrede ud i landdistrikterne for at nedskrive og bevare gamle historier for eftertiden, hidtil blev de overleveret mundtligt. To specielle ting skal her bemærkes: Finnerne havde været underlagt Sverige i 600 år, først da de i 1809 kom under Rusland, blev finsk det officielle sprog, og for at løsne båndene til Sverige, fik de lov til at dyrke deres egen kultur... nogen tid! Udforskningen af deres kulturelle rødder blev således et led i genopbygningen af deres nationale selvrespekt, og den omstændighed at mytologien aldrig før havde været nedfældet på papir, gjorde dette projekt endnu mere spændende. I måske to tusinde år havde den mundtlige tradition floreret i Baltikum og udviklet sig, men med de nymodens tider glemte man de gamle skikke. Lönnrot vandrede nu rundt i Karelen på grænsen mellem Finland og Rusland, hvilket myterne ofte bærer præg af i naturbeskrivelser (mange søer, fx) m.m. Med sine lægefærdigheder vandt han bygdefolkets respekt, og han fik sig en betydelig samling historier. 1835 kom første udgave, og 1849 udkom den endelige version, dobbelt så stor som den forrige. Indledningsvis blev den modtaget med skepsis, men efter at have høstet stor opmærksomhed og anerkendelse i udlandet, opnåede den hurtigt stor popularitet, og maleren Akseli Gallen-Kalelas illustrationer blev også viden om berømt. Flottest er det måske, at Kalevala fremstår så velstruktureret i sig selv, Lönnrot har redigeret minimalt (ca. 5% om jeg husker ret).

Det finske sprog er belemret med fordomme om, at det er kedeligt, langsomt og vanskeligt, somme siger endda grimt. Ganske rigtigt er det meget anderledes, da det slet ikke er indoeuropæisk, men tilhører den finsk-ugriske sprogstamme. Imidlertid har den danske sprogforsker Rasmus Rask (1787-1832) lutter rosende ord om det: "Det finske Sprog er et af de mest naturfriske, regelrette, let uddannede og vellydende Tungemaal paa Jorden. Det besidder den skjønneste Samklang mellem Konsonanter og Vokaler og ligner i saa Henseende det italienske. Det har intet af de ubehagelige Hvæselyde og haardt udaandede Lyde, som man finder i det lapske og de slaviske Sprog. Det har et aldeles bestemt Tonefald ligesom det franske. Det ejer flere Former og færre Bøjningsmaader eller Afvigelser end Latinen, det vil sige større Fordele og færre Ufuldkommenheder. Det er uendeligt rigt paa Ordudgreninger og Ordsammenstillinger ligesom det græske og tyske. Det synes saaledes at have udsøgt og forenet det bedste af alle andre evropæiske Sprog. Men da intet er fuldkomment under Solen, savner det Finske, hvad der synes at være vigtigere end alle andre Fortjenester, stor Anvendelse i Bøger, vid Udstrækning, nærmere Forbindelse med Søskendesprogene og den Ære at tales ved et glimrende Hof". Også Tolkien blev fascineret af dette sprog: "It was like discovering a wine-cellar filled with bottles of amazing wine of a kind and favour never tasted before. It quite intoxicated me". Som forbillede for elversproget forlod han straks neo-gotisk og opfandt et nyt sprog, stærkt påvirket af finsk, "fundamental and remarkable", med Humphrey Carpenters ord fra dennes Tolkien-biografi. Et særegent træk ved finsk er, at køn er ligestillede, i modsætning til fx. japansk og tysk, der er udpræget maskuline sprog. Dette "ligestillings"-træk går også igen i mytologien. Ofte får man mandens og kvindens forskellige oplevelser stillet jævnbyrdigt over for hinanden (selv birketræets synsvinkel bliver præsenteret!). Mødre er altid vigtige personer, der giver gode råd eller redder deres sønner fra døden, og bemærk at den oprindelige guddom er luftens gudinde (Ilmatar), der får barn med det frådende hav. Senere overtages Himmelen af Jumala, der er en mandlig guddom. Det skulle vist være karakteristisk for de allerældste religioner, at luften forbindes med det kvindelige, mens yngre religioner bevidner overgangen til mandsvældet, som har domineret til nu. Den finske mytologi er blevet til under selve denne overgang og har fortsat i denne form. Bemærk, at Finland var det første europæiske land, som lod kvinder få stemmeret (1906).

Indholdet minder om andre mytologier, men er karakteristisk på flere måder. Det fremstår som langt mere sammenhængende end fx. Eddaen, dette skyldes meget vel den sene nedskrivning. Men religionen levede faktisk til helt op i 1400-tallet, da de kristne missionærer gjorde det helt usædvanlige, at de faktisk talte med finnerne, og ikke bare tvangskristnede dem. Jeg kender ikke forklaringen, men forestiller mig, at de fandt elementer, de syntes var positive. Måske var det fordi Sverige og Finland var så nære naboer? I hvert fald overlevede den de andre europæiske religioner, og en finne fortalte mig, at der stadigvæk findes steder i de mest ufremkommelige skovegne i nord, hvor man ikke ligefrem dyrker de gamle guddomme, men man husker visse navne og visse steder...! En anden forklaring kunne være, at mytologien ikke så meget er en færdig "pakkeløsning" med nøje definerede guder, som det er en tankemåde og livsstil i pagt med naturen. Der er mange levende naturbeskrivelser, og som nævnt stifter man på et tidspunkt bekendtskab med et birketræs synsvinkel. Guderne er ikke markante personligheder, snarere er det besjælet natur, der ikke helt har forladt deres ophav. Også her tyder Kalevala på oprindelighed, jf. det stærke kvindelige element. Til gengæld er der fire hovedpersoner, som man kommer til at kende meget godt. Med Tolkiens ord (fra biografien): "This strange people and these new gods, this race of unhypocritical lowbrow scandalous heroes. The more I read of it, the more I felt at home and enjoyed myself! These mythological ballads are full of that very primitive undergrowth that the literature of Europe has on the whole been steadily cutting and reducing for many centuries with different and earlier completeness among different people. I would that we had more of it left - something of the same sort that belonget to the English". Måske tænkte han allerede i de tidlige universitetsår på at opfinde en sådan mytologi og dedikere den til sit land?

Kalevala er ikke nøje stedligt defineret, men det fremgår dog, at det er den sydlige del af Finland, heltenes land. Her over for står Pohjola ("Norden"), der er heksenes land. Hos Tolkien står det gode skarpt over for det onde, men virkeligheden var for finnerne mere nuanceret. Hos dem er det matriarkatet i nord og patriarkatet i syd. Pohjola er også navnet på Heksen, der regerer i nord, hun optræder både som uhyre og som bekymret, kærlig moder. Dennes datter er så vakker, så vakker, og alle mændene i Kalavala forsøger at opnå hende, men mislykkes på forskellig vís. Da det er gået galt for alle De fire Store, stjæler de Sampo, som er en slags evig mølle (frugtbarhedsgiver). I striden der opstår, går Sampo til grunde, Heksen gemmer Solen og Månen, og de gamle guder og mændene står magtesløse. Da er det, at kristendommen vinder indflydelse, på den helt specielle måde, at historien om Jesusbarnet er gendigtet i finsk klædedragt! Marjatta er hyrdejomfruen, der spiser et fortryllet tyttebær, der gør hende gravid. Faktisk hoppede tyttebærret selv ind i munden på hende, men det tror moderen naturligvis ikke på, og datteren forstødes. Hun får ikke lov til at låne en sauna af nogen(!), så hun må føde ude i naturen. Hun beder den vise, gamle Väynämöinen om at godkende den lille ny, men han nægter. Da bliver Marjatta rigtig gal og skælder Väynämöinen huden fuld, fri gengivelse: "Du er bare en forstokket gammel mand, tag din kantela (finsk strengeinstrument) og gå!" Han må da sejle væk, men han forudsiger, at han vil vende hjem, når der igen er brug for ham... (fortællingen blev for øvrigt læst op i dansk fjernsyn sidste juleaften, lad det være en opfordring til de små hjem, denne historie er tilpasset den nordiske verden, og en introduktion til det spændende Finland).

De fire Store er fire mænd, der hver især rummer træk ved den finske mentalitet. Forholdet er reciprokt: Hvad den ene ikke er/oplever, er /oplever de andre:

Väynämöinen er Kulturbringeren, det første og ældste menneske, der rummer al visdom og har givet musikken og skjaldekunsten til finnerne. Han er sej og udholdende, vemodig og melankolsk (nordisk arketype?), han er udødelig. Til gengæld er han impotent, da en ung kvinde bliver lovet bort til ham, begår hun selvmord, og Pohjolas datter kan han selvsagt heller ikke nå. Hans modpol er Lemminkäinen, krigeren og ungkarlen, der charmerer alle damer. Han er let og flagrende, kæk og dumdristig. Han dør dog under de prøvelser Heksedatteren udsætter ham for! (Hans mor genopliver ham for øvrigt). Ilmarinen derimod, er den midaldrende Himmelsmed, som svendestykke udfærdigede han selve Himmel-hvælvingen, se selv, der er ingen tegn at se efter ham! Det er også ham, som frembringer Sampo! Han symboliserer den finske arbejdsmoral, han er hæderlig, fredelig og mandig og efter mange års venten opnår han at blive gift med selveste Pohjolas datter! Brylluppet er kulminationen i fortællingerne, her mødes mand og kvinde, Pohjola og Kalevala. Lykken bliver dog kort, hyrdedrengen Kullervo dræber hende, da hun ydmyger ham! Kullervo repræsenterer det mørke, stridbare og vilde, han begår uvidende incest med sin søster, og da han opdager det, begår han selvmord i al sin bitterhed og fortvivlelse. Dette tema greb Tolkien, og han gendigtede Kullervos tragedie i historien om Túrin.

Tolkiens gendigtning har præcis samme handlingsforløb. Både Túrin og Kullervo berøves forældrene som små, de vokser op et andet sted, hvor de forsmås og drager bort efter at have dræbt deres plageånd. Siden går alt galt for dem (Kullervo genfinder sin familie, men er klodset og ødelægger alting, Túrin dræber sin bedste ven ved et uheld). De behæftes med mange ildevarslende navne (så som Ulykkessønnen, Den Blodstænkende). Moderen er en trofast støtte, men dør af andre grunde. Søsteren forvildes (i de finske skove eller af dragetroldom) og uforvarende finder de to søskende sammen og begår incest. Hun drukner straks sig selv. Han begår selvmord med sit sværd, som han først tilspørger. Sværdets svar er, at det før har dræbt uskyldige, nu vil det med glæde smage skyldigt blod! På trods af denne påfaldende lighed i opbygningen, er der dog visse interessante forskelle: Túrin er en ædel helt, bevæbnet med et magisk sværd, Kullervo er en misrøgtet gut, der bare har sin fars gamle kniv (som Pohjolas datter ødelægger). Túrin bliver stridshøvding og omgås fyrster og elvere, Kullervo bliver hyrde og gårdskarl og omgås bønder. Túrin er oppe mod en ond drages forbandelse og bevidste rænkespil, Kullervo strides mod naturens tilfældigheder og hans egen bitterhed og kæmpekræfter. Dette viser det enkle finske bondesamfund over for det højt udviklede middelalderlige Middle-earth. Måske viser Tolkiens konservative overbevisning sig her; selv om hobbitterne ikke just er heltetyper fra starten, bliver de dog mere aristokratiske/kultiverede efterhånden. En sådan udvikling findes ikke hos de finske personligheder. Dertil skinner Tolkiens kristne ståsted også frem, den avancerede strid mellem godt og ondt, Kalevala rummer en mere oprindelig, jordnær strid, hvor udfordringerne findes i naturen og i menneskets inderste, selvom det er en højst fantastisk verden. Tolkien digtede dog af lyst, finnerne af nød; poesien gav dem overflod, når de måtte tære barkbrød, perler, når virkeligheden bestod af sten, og guldkar, når de knapt ejede en skål af tin. Desuden stimlede alle sammen, når skjaldene fremførte de gamle vers, det skabte sammenhold, og versene rummer mange opdragende elementer, sågar opskrifter (på mjød) indeholdes i disse myter.

Kalevala er således et virkelig spændende værk, som alle bør læse ved førstgivne lejlighed, og som man vil blive opslugt af. Det er intet under, at Tolkien blev så begejstret og hentede inspiration derfra. Er silmarilerne mon en parallel til Sampo? Der kan tænkes mange paralleler, også til andre mytologier, og hvis nogen har kommentarer til denne introduktion til finnernes nationalepos, skriv endelig herom i Athelas eller til mig personligt.

Bjarke Friborg, Fantoft Studentby D-427, N-5036 Fantoft, Norge, tlf. 05 27 64 41

Anbefalet litteratur:

Kalevala i fx svensk, dansk, nynorsk eller engelsk oversættelse (den svenske skulle være bedst!).

Kalevala, Finnernes National-Epos - en kulturhistorisk skitse af H. Schwanenflügel, 1891.

J.R.R. Tolkien - A biography, af Humphrey Carpenter, 1977.

Denne artikel blev første gang trykt 1993 i Angerthas 33.