Fra Athelas nr. 4, 1994, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Mod alle odds

- rollespilskampagner i Midgårds tredje alder

Af Anders Blixt med bistand fra Chris Seeman

Ash nazg durbatulûk

ash nazg gimbatul

ash nazg thrakatulûk

agh burzum-ishi krimpatul

Indledning

Det nordvestlige Midgård er velkendt af rollespillere, eftersom både Tolkiens mest læste bøger og Iron Crowns moduler udspiller sig her. Tolkien koncentrerer sig i Hobbitten og Ringenes Herre om begiven-hederne omkring tidsalderens slutning. Iron Crown har valgt tiden omkring 1640, lige efter den store pest, som deres vigtigste æra (enkelte moduler, fx Lórien, Tharbad, Perils on the Sea of Rhûn og Rohan handler også om andre perioder).

Den kreative spiller kan imidlertid tage fat på andre perioder og skabe kam-pagner med stemninger og begivenheder som ikke forekommer i 1640 eller 3018. Netop dette er temaet for min artikel; jeg vil beskrive visse perioder, som jeg synes er interes-sante og give forslag og idéer, som kan anvendes, når du skaber din egen Midgårdskampagne.

Artiklen er ikke tilknyttetMiddle-earth Role Playing (MERP) men kan anvendes til alle rollespil. Jeg har koncentreret mig om hvad der står i Tolkiens værker og lagt mindre vægt på, hvad Iron Crowns moduler hævder. Kun det Tolkien selv har skrevet er den absolutte sandhed, når det gælder hans verden. Det som andre har tilføjet (givetvis selv mine egne idéer) har ikke helt samme vægt.

De bedste kilder til den tredje alder før Bilbos tid er appendikserne til Ringenes Herre, Unfinished Tales (oversat til svensk Sagor från Midgård), Robert Fosters The Complete Guide to Middle-earth og Karen Wynn Fonstads Atlas of Middle-earth. Nogle numre af det svenske litteratur-videnskablige tidsskrift Arda indeholder artikler om Gondor (3. årgang) og Arnor, Arthedain, Cardolan og Rhudaur (2. årgang).

Folkene i det nordvestlige Midgård

Den tredje alder domineres af menneskene, som breder sig over hele det nordvestlige Midgård, bortset fra enkelte områder. Deres riger dominerer begivenhederne, indtil Sauron bestiger sin trone ved tidsalderens slutning. Man kan inddele menneskene i flere meget forskellige kategorier.

Dúnedain

Dúnedain stammer fra de númenoreanere, som under den anden alder valgte ikke at tjene Skyggen, men forblev valarne tro. Da Númenor gik under, grundlagde deres leder Elendil Gondor og Arnor og fortsatte kampen mod Sauron. Disse to lande befolkes hovedsageligt af dúnedain og nærtbeslægtede folk (se det følgende afsnit om nordmænd), som levede i Eriador i den anden alder og beredvilligt godtog Elendil som konge.

Sorte númenoreanere (yôzâyankilin)

Da Númenor (Yôzâyan) gik under, havde riget mange fastlandskolonier, hvis indbyggere overlevede katastrofen. De tjente Skyggen og blev derfor bitre fjender af Elendils rige. Dúnedainne gav dem navnet "sorte númenoreanere", men selv kalder de sig yôzâyankilin, hvilket er adûnaik og betyder "Vesternæs' folk".

Umbar er den eneste númenoreanske koloni i det nordvestlige Midgård i den tredje alder. De sorte númenoreanere skulle være temmelig mandstærke i begyndelsen men mindskes gradvist i antal. Da de blev fordrevet fra Umbar i år 933 af Gondor, tager mange sandsynligvis tilflugt i andre kolonier længere sydpå. Nogle begiver sig østpå og tjener under de følgende århundreder Sauron og hans håndlangere, fx i Angmar. Da Castamirs oprørere overtager kontrollen med Umbar samtidig med Ættestriden, vender mange sorte númenoreanere tilbage og tager del i kampen mod Gondor. De fordrives på ny i 1810. Da Harad erobrer byen fra Gondor i 1900-tallet, findes der ikke mange yôzâyankilin eller rebelætlinge tilbage. Umbar befolkes nu først og fremmest af haradrim, selv om der sikkert bor en del sorte númenoreanere og ætlinge til Castamirs folk dér endnu til den tredje alders slutning.

Mange sorte númenoreanere tjener loyalt Sauron, mens andre kun forsøger at fremme deres egne interesser. De hader dúnedainne og anser sig selv for at være de retmæssige arvtagere til Ar-Adûnakhôrs og Ar-Pharazôns storhed. Derfor egner de sig til alle slags konspirationer mod Gondor og Arnor og spiller en aktiv rolle bag kullisserne i fx Ættefejden. Sauron giver magiske kund-skaber til en del sort-númenoreanske tjenere, og disse bliver frygtindgydende modstandere. Han sørger også for, at den grumme Morgothkult, som han opdagede på Ar-Pharazôn, lever videre. Derfor finder man i de fleste sort-númenoreanske byer de typiske kupel-formede onde templer.

Lidet er kendt om de sort-númenoreanske riger i det sydlige Mid-gård. De siges at have overlevet langt ind i den tredje alder og have haft stor lokal betydning. Selv om kundskaberne fra det gamle Yôzâyan gradvist går i glemslen, er de sorte númenoreanere længe det mest højtstående folk overalt, hvor de holder til.

Nordmænd (forodrim)

Nordmændenes oprindelse er uklar, men de synes under den anden alder at have levet i Eriador (se fodnote 3 til fortællingen om Aldarion og Erendis i appendikserne til Ringenes Herre) og måske også i Anduins øvre dalstrøg. Deres forfædre var beslægtede med Bëors og Hadors folk, men de fulgte ikke med disse til Beleriand i den første alder.

I den tredje alder befolker nordmænd-ene det nordlige Eriador, Anduins dalstrøg nord for Rauros, dele af Myrkved, Esgaroth-egnen, Rhovanions sletter og så småt også Calenardhon. De er opdelt i flere stammer med forskellige livsstile: nomader, jordbrugere, skovmænd og byboere. De står hovedsageligt på Gondors side i kampen mod Sauron, selv om der givetvis vil være enkelte, der forledes af Ringherren. Alt eftersom Gondor bliver svagere, bliver forodrimne vigtige allierede. Da det kommer til stykket, er det faktisk et nordfolk, rohirrimne, som redder Gondor fra at blive knust i 2510 og 3019.

Østerlinge

Østerlingene er ikke et samlet folk men derimod mange temmelig barbariske folkeslag, hvoraf en del er beslægtede. De kommer, som oftest forledt af Saurons sendebude, fra stepperne i øst og forsøger at erobre Gondors områder. Alvorlige invasioner indtræffer i fire tilfælde, 490-560, 1851-1944, 2475-2510 og 3019. Hver gang står Gondors eksistens på spil.

Haradrim

Der findes flere riger i den region, som dúnedainne kalder Haradwaith (Sønder-land). Indbyggerne, haradrimne, består af nærtbeslægtede folkeslag med en udvik-let kultur og teknologi. De faldt under Skyggen i den anden alder og fortsatte med at tjene Sauron i den tredje alder, mange gange sammen med sorte númenoreanere. Haradrimne er ofte i kon-flikt med Gondor. Store krige blev udkæmpet i 933-1050, i midten af 1500-tallet, i begyndelsen af 1800-tallet, 2758-59, 2885 og 3019. Træfninger forekommer også i "fredelige" perioder. Fx leder Thorongil (alias Aragorn) et togt mod Umbar i 2980. Pirater fra Harad angriber Gondors søfart fra og med 1900-tallet.

Øvrige menneskeslægter

I det nordvestlige Midgård bor nogle folk, hvis oprindelse fortaber sig i fortidens mørke. De synes ikke at være beslægtede med andre folkeslag i regionen. Samtidig med Ringkrigen omtales woser og dysterlændinge, men der findes flere, bl.a. det bjergfolk som spillede en stor rolle i Rhudaurs historie ( herom senere).

Dysterlændingene er bosat i det sydlige Eriador mellem Gwathló og Isen og, frem til 2759, i det østlige Calenardhon. Deres historie før Rohans grundlæggelse i 2510 er ukendt, men derefter er de rohirrimnes ærkefjender.

Woserne lever tilbagetrukket i bestemte skove og har ingen omgang med andre folk. De er derfor blevet sagnomspundne og siges at besidde overnaturlige kræfter.

Elverfolk

Elverne holder sig mest for sig selv i deres riger (Lindon, Lórien, det nordlige Myrkved og, frem til 1900-tallet, Belfalas). Det sidste Forbunds felttog mod Mordor ved den anden alders slutning var deres sidste store indsats i Midgårds historie. Udvandringen til Aman foregår igennem hele alderen, og elverne bliver derfor lidt efter lidt færre. Der findes kun enkelte noldor tilbage (Glorfindel, Galadriel og måske yderligere nogle), thi mange af disse folk blev dræbt i den første og anden alders krige. Sindarne bor først og fremmest i Lindon, men de findes også andre steder. Den største elvergruppe synes at være silvan-elverne, som befolker Thranduils rige og Lórien.

Dværge

Dværgebyer findes i Ered Luin, Moria (til og med 1981), Erebor (1999-2770) og i Jernbjergene. På grund af de katastrofer som indtræffer i de tre aldre, bliver de færre og får mindre betydning. De samarbejder med menneskene og er betydningsfulde handelspartnere, da deres smedearbejder er af ypperste klasse.

Hobbitter

Hobbitternes historie beskrives indgående i forordet til Eventyret om Ringen og behandles derfor ikke her. De synes at have haft ringe betydning i det nordvestlige Midgård inden Ringkrigen. Efter Arthedains og Angmars undergang i 1974-75 ligger det nordlige Eriador i periferien og spiller ikke længere nogen rolle i de historiske hændelser. Herredet er blot en landlig afkrog under de rejsendes beskyttelse.

Kampagneidéer

Den tredje alder i det nordvestlige Midgård kendetegnes af den vedvarende strid, som dúnedain med deres forbundsfæller udkæmper mod Sauron. Den skånselsløse kamp strækker sig over 2000 år og udspilles på vidt forskellige steder og på mange forskellige måder. Saurons mål er verdensherrredømme, og eftersom dún-edainnes styrke hele tiden mindskes, synes hans endelige sejr at være uundgåelig. Men til trods for dette vægrer de frie folk sig ved at give op. De vil hellere dø end bøje sig for Skyggen, thi de ved hvilke konsekvenser en sådan underkastelse vil få; mindet om Númenors undergang lever stadig blandt elverfolk og dúnedain.

De følgende kampagneforslag præsen-terer nogle af de kampe, som de frie folk udkæmpede mod Skyggen, og hvordan de kan gestaltes i rollespil. Jeg har med vilje undladt at medtage orker, uhyrer, skatte og underjordiske labyrinter. I stedet har jeg koncentreret mig om den mest alminde-lige årsag til konflikter: modsætninger mennesker imellem. Jeg håber, at du kan få idéer til et lidt anderledes eventyr i Midgårds forunderlige verden.

Rid i nat - Rhudaur under Skyggen

Arnor blev i år 861 inddelt i tre riger: Arthedain, Cardolan og Rhudaur. Af disse er det Rhudaur der har færrest dúnedain-indbyggere. Dets befolkning består hovedsageligt af nordmænd og bjergfolk. De sidstnævnte er sandsynligvis beslægtet med dysterlændingene. Da Heksekongen grundlægger Angmar omkring 1300, får han også dette folk til at tjene Skyggen og udsår had mod dúnedainne i deres hjerter.

Omkring 1340 tilraner en ondskabsfuld bjerghøvding sig Rhudaurs trone, udråber sig selv til konge og optager tætte kontakter med Heksekongen. Dette ser landets fåtallige dúnedainske adelsmænd ikke på med blide øjne, men de har ikke kræfter nok til at indlede et oprør mod den nye konge. Cardolan og Arthedain kan heller ikke bistå dem. En hård tid er oprunden med undertrykkelse, høje skatter, uretfærdige love og et gradvist fald ind under Carn Dûms skygge.

Men i det skjulte bevæger istarine sig, valarnes sendebude til Midgård, og modarbejder Saurons komplotter. Oromës sendebud Alatar, kaldet Vindalf af nordmændene, har endnu ikke forladt det nordvestlige Midgård. Han kommer nu inkognito til Rhudaur for at se, hvad der kan gøres.

Her kommer spillernes rollepersoner ind i begivenhederne. En af dem er en ung dúnedain-adelsmand uden særlige kvali-teter, og de andre er hans kammerater eller tjenere. Adelsmanden har en borg eller herregård ved landsbyen. En nat får han besøg af Alatar, som giver ham en opgave: "Du skal bekæmpe Angmars tjenere og blive et forbillede for de undertrykte! Du skal være Jægeren!" (et af Oromës tilnavne er Jægeren). Alatar velsigner adelsmanden, hvis færdigheder og grundegenskaber derved måske forbedres, og giver ham et magisk horn med hvis hjælp han kan indgyde skræk i hjerterne på Ondskabens tjenere. Derefter forlader troldmanden rollepersonerne og overlader det til dem at tage kampen op (men måske vender han tilbage en enkelt gang for at give opmuntring, råd eller hjælp).

Udadtil gælder det om at opretholde masken og ikke afsløre, hvad der er sket. Rhudaurs hersker må ikke få at vide, at han har en dødelig fjende i landet. Men i det skjulte slår den ukendte Jæger til mod dem, som undertrykker de små folk og tjener Angmar. (Genkender du idéen? Jo, jeg tænkte det nok, men det skal nok blive en særpræget kampagne. Undlad dog at gøre spillergruppens modstandere dumme og løjerlige. Det skal ikke være ligesom tv-serien Zorro; det her er Midgård og ikke Hollywoodversionen af 1810'ernes Cali-fornien).

Slangens vej til hälleberget - Ættefejden

Ættefejden bliver en stor katastrofe for Gondor og ødelægger dúnedainnes slægter så meget, at de aldrig kommer sig igen. Årsagen til oprøret er, at adelsmænd, først og fremmest fra Lebennin, det sydlige Ithilien, Harondor og Umbar, er utilfredse med kong Eldacar, som er af blandet oprindelse, dúnedain på fædrende og nordmand på mødrende side. Oprørerne vil have en monark med rent dúnedain-blod. Borgerkrigen bliver lang og blodig. I ti år (1437-47) styres Gondor af den grumme tronraner Castamir (en mere udførlig skildring af krigens forløb findes i appendikserne til Ringenes Herre).

Borgerkrig giver altid gode muligheder i en rollespilskampagne, thi da prøves folks loyalitet og det vrimler med intriger og forræderi blandt de medvirkende. Nogle konspirerer for egen vindings skyld, mens andre kæmper for højere mål end ren og skær gerrighed. Spillernes rollepersoner kan, under forudsætning af at de tilhører overklassen, tage aktivt del i begiven-hederne og blande sig i det politiske liv. Der er gode muligheder for at spille en by-baseret kampagne som udspiller sig i Minas Tirith, hovedstaden efter Osgiliaths ødelæggelse i 1437 (Iron Crowns bog om Minas Tirith kan sikkert være en god hjælp).

Man kan undre sig over, hvorfor der overhovedet udbryder oprør, thi dette er den eneste revolte, man kender til i Gondors historie. Måske er det en ond kraft der er i bevægelse, et væsen som indgyder søde, forgiftede ord i Castamirs ører og får ham til at rejse sig mod den retmæssige konge. Castamirs hustru kan i virkeligheden være en sort númenoreaner, eller et andet ondt væsen som vil styrte Elendils æt fra Gondors trone (idéen stammer fra Shakespeares Macbeth). Da Castamir i 1437 indtager tronen, står hustruen og hendes yôzâyankilin-venner fra Umbar ved hans side. Hvem kan da vide, hvilke frygtelige intriger de gennem-fører og hvilke skyggemagter de frem-maner i deres morgothiske ritualer? Idéer og stemninger kan fås fra rædselsspil som fx Call of Cthulhu.

Da oprøret knuses i 1448 flygter rebel-lerne til Umbar, hvor de på forskellig vis fortsætter kampen mod Gondor. Det er dog ikke alle rebelsympatisører, der forlader Gondor, nogle, hvis forbindelser til Skyggen ikke er alment kendt, bliver tilbage. De forsøger på forskellig vis at intrigere mod kong Eldacar, da han stræber efter at genvinde sin autoritet over riget. Der går sikkert mange år inden alt er bragt til ro og orden igen i Gondor.

Rød sne - Rohan under Den lange Vinter

Helm Hammernæve, konge af Rohan, kom i 2740'erne i konflikt med sin vasal Freca og dræbte ham til sidst i 2754. Frecas folk blev derefter tvunget til at flygte til Dysterland. De fyldtes af vrede og hævn-lyst og stræbte efter at genvinde deres land.

I 2758 igangsætter Gondors og Rohans fjender noget, som synes at være et koordineret angreb mod de to riger. Et eller andet sted i baggrunden kan man ane Saurons sendebuds planer. Tre flåder fra Harad angriber Gondors kyster, samtidig med at dysterlændinge, ledet af Frecas søn Wulf, invaderer Rohan gennem Isengabet. De støttes af styrker fra Harad, ledet af fyrst Morlug, som stiger i land ved Isenflodens munding. Rohirrimne besejres, og de som kan flygter til Hornborgen, Dysterharge og op i bjergene. Resten gøres til slaver af besætterne, som ganske enkelt overtager de bondegårde og landsbyer, som de finder.

En frygtelig hård vinter falder snart efter over det nordvestlige Midgård. Rohan er dækket af sne fra november til marts. I denne hårde tid forsøger rohirrim at gøre så megen modstand, som de kan. Den belejrede Hornborg holdes af Helm og hans mænd. Hans søstersøn Fréalaf og hans mange følgesvende overvintrer ved Dysterharge, et tilflugtssted som besæt-terne ikke kender til. For at overleve må rohirrimne på en eller anden måde besejre de ubudne gæster.

Samtidig er der modsætninger mellem Wulf og Morlug, da de har forskellige hensigter med krigens fortsættelse. Morlug har ingen synderlig interesse i Rohan som sådan. Han vil i stedet invadere Anórien fra nordvest når foråret kommer og derved støtte Harads styrker i Gondor. Wulf vil hellere knække rohirrimnes modstand og gøre dem til slaver for evigt. Modsæt-ningen spreder sig til en del ledere på lavere niveau. Desuden har soldaterne fra Harad meget svært ved at klare vinteren, thi deres hjemland har middelhavsklima, og de har ingen erfaring med sne og kulde.

Situationen kan anvendes til en kam-pagne, hvor spillernes rollepersoner (hovedsageligt rohirrim) må kæmpe mod både brutale besættere og et barskt klima. Almindeligvis har klimaet ikke nogen større indflydelse på eventyr, men her er vejret, især kulden, en dominerende faktor. Rollepersonerne forsøger at kortlægge fjendens styrker og virksomhed, organisere rohirrimnes modstand og gøre besætterne så elendige, som de kan. Mange elementer kombineres i kampagnen: militær strid, vildmarksoverlevelse i streng kulde og dyb sne, politiske intriger og samspil med spillerpersonerne.

Kampagnens stemning kan blive cineastisk med påvirkninger fra Akira Kurosawa (De syv samuraier, Yojimbo) eller Hrafn Gunnlaugsson (Ravnen flyver, Ravnens skygge): Barske, ubarberede mænd i tykke pelskåber ytrer skarpe replikker og stirrer bistert på hinanden med hænderne på sværdhæftet (når man læser om konfrontationen mellem Helm og Freca ved kongens rådsforsamling i 2754 lyder det ,som var det klippet ud af en islandsk saga). Dramatiske kampe udkæmpes i ensomme byer, hvor blod pletter den hvide sne, og brændende træhuse lyser op i nattens mørke. Prustende heste med dampskyer fra næseborene galopperer frem over et tilsyneladende ubrudt hvidt hav af sne.

Oversat fra svensk efter Mot alla odds (trykt i Argus, 1991) af Lars-Terje Øland Lysemose.