Af Thomas Mikkelsen, alias Samhost den Tapre
Fra Athelas nr. 4. Copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
Bag sneklædte bjergtoppe lå en dal. Det var en af den slags dale med grønne græsskråninger og klynger af valmuer og kaprifolier. Her var selvfølgelig også en rigtig borg med tårne og spir, fangekældre og hemmelige lønkamre. Rundt om i dalen lå små landsbyer og snesevis af gårde med vidtstrakte marker, og alle beboere gik rundt i sikker forvisning om, at denne grønne plet var det bedste sted i hele verden - det havde det måske også været, hvis ikke dragen var kommet.
En gusten septembermorgen var folk blevet vækket af et voldsomt spektakel. Køer og får muede og mæede så voldsomt, at det var ganske uudholdeligt, Tømrerhans var sprunget op i kirketårnet og hev og flåede i klokkestrengen, så man skulle tro, han aldrig havde bestilt andet hele sit liv, og gamle Petra Pebermø gik op og ned ad Købmagerstræde og råbte, at nu gik verden under, og at synderne skulle have deres straf.
Inden længe svirrede rygterne. Man sagde, at dragen var kommet tilbage for at lægge æg, og at den havde forskanset sig i den største hule, den kunne finde oppe i bjergene. Pludselig kunne de huske historier fra gamle dage. Deres bedsteforældre havde fortalt om kæmpedrager, voldsomme kampe, hungersnød og død, og der blev ikke sparet på de udmalende beskrivelser, når de gamle historier igen blev bragt frem i dagens lys.
Som dagene gik blev det mere og mere tydeligt, at rygterne talte sandt. Kvæg forsvandt om natten, og kornet, på de marker der endnu ikke var blevet høstet, blev svedet sort, som om en eller anden havde gået rundt med en spand bejg og hældt det ud på må og få.
I de små landsbyer holdt byrådet og borgmestrene møder flere dage i træk og kom sjældent ud af rådhuset. I Sneppekøbing, dalens største by, gik det endda så vidt, at bagermester Giffelhorn bragte friskbagt brød til byrådssalen, hver formiddag kl. 9, og kroværten, Røde Troels, der blev kaldt sådan på grund af sin næses særegne farve, havde allerede på fjerdedagen afsat ikke mindre end 2 tønder honningmjød til de tørstige byrådsmedlemmer. I langt de fleste landsbyer enedes man om at sende en repræsentant af sted fra byen til borgen, der lå centralt placeret nær dalens midte.
I borgen boede forvalter Trøffelsjosk med sine 4 døtre, sin kone, 14 hunde og et utal af papegøjer. Alle havde forlængst glemt, hvorfor borgen nogensinde var blevet bygget, og i mange år havde den stået tom, for dalens beboere brød sig ikke om det fugtige mørke og den uoverskuelige størrelse. Da Trøffelsjosk så, en dag ved påsketid for en snes år siden, var kommet forbi med sin familie og alle sine dyr, var man hurtigt blevet enige om at tilbyde ham stillingen som borgforvalter, og man havde aftalt, at hvis der nogensinde skulle ske noget uforudset, så skulle Trøffelsjosk stille sine beskyttende mure til rådighed. Trøffelsjosk var blevet svært glad og følte sig godt tilpas i de nye omgivelser, og ingen tænkte nærmere over den aftale, man havde indgået - lige indtil dragen kom selvfølgelig.
Trøffelsjosk gik omkring og vandede sine små blomsterbede i borghaven, da den første repræsentant ankom, storsvedende og med et træt udtryk i sine øjne. Han kom fra den landsby, der lå nærmest borgen, ca. 3 mil borte. Det var en lille by, og der var ingen, der ejede en hest, så bonden Nærager havde stillet sin præmietyr til rådighed. Den tapre berider var imidlertid ikke nået mange skridt ud af byen, før tyren kastede ham af og stolt traskede tilbage, hvor den kom fra. Ungersvenden havde surt småløbet ud til borgen og var en anelse knotten, da han ankom.
Ikke længe efter kom der flere, og Trøffelsjosk gik i gang med at rydde den store sal for hunde og papegøjer. Hurtigt fik man ved fælles hjælp stillet 4 langborde op, og Trøffelsjosks kone hentede mjød og brød og trakterede så dygtigt, hun havde lært.
Om eftermiddagen var der næsten kommet folk fra alle landsbyerne i dalen, så Trøffelsjosk indledte med en navnerunde og snart diskuterede man ivrigt, hvad man kunne gøre. Henunder aften, da snakken var gået lidt i stå, trådte der pludselig en ung bondeknøs ind i salen.
Med skælvende stemme forkyndte han, at han hed Samhost og boede i en hytte i den vestlige ende af dalen. For 3 dage siden havde han lagt mærke til, at noget stort bevægede sig et sted oppe i bjergene over ham. Det havde umiskendeligt mindet om en drage, og da bæstet så oven i købet havde foldet sine purpurfarvede vinger ud og var fløjet op over bjergene, havde der ikke længere været nogen tvivl i hans sind. Han havde i en fart pakket sine få ejendele sammen i en bylt og var draget mod den nærmeste by. Her havde han fået at vide, at man sandsynligvis ville mødes på borgen. Nu var han her så, og han håbede, man kunne bruge hans historie, han ville i øvrigt ikke trænge sig på og skulle også gå igen med det samme. Han undskyldte igen, trådte sig selv over tæerne, blev pludselig ildrød i hovedet og faldt med ét, pladask, sammen som en klud og lå på gulvet og lignede noget, der var blevet kørt over af en kærre fuldt læsset med kartofler.
Folkene sad som forstenede og så på hinanden. Den unge knøs havde snakket i næsten 5 minutter uden at trække vejret, hvad der i sig selv var ret imponerende. At det, han berettede, tilmed betød, at man sandsynligvis ville kunne finde frem til dragens skjulested, var intet mindre end en sensation.
Da Samhost vågnede, fandt han sig selv siddende for enden af langbordet. Foran ham stod et stort krus mjød, og en mængde forventningsfulde ansigter stirrede direkte på ham. Han følte sig ærlig talt temmelig skidt tilpas og rakte ud efter koppen med mjød. Han tog en ordentlig slurk af, hvad han troede var almindeligt vand, fik kvalme og var lige ved at kaste det hele op igen. Da han så opdagede de stirrende ansigter, var han på nippet til at besvime igen, men fik dog med en kraftanstrengelse overtalt sig selv til at forblive nogenlunde klar. For ikke at virke anmasende besluttede han sig kort tid efter for at rejse sig og sætte sig et lidt mere diskret sted end bordenden. Samhost var imidlertid stadig en smule tummelumsk i hovedet, så da han var kommet på benene, vaklede han, til de andres store forundring, 5 skridt baglæns og bankede baghovedet ind i den nærmeste søjle. Han gik naturligvis ud som et lys og så ikke, hvad der skete i sekunderne efter.
Samhosts sammenstød med søjlen havde på sælsom vis udløst en skjult mekanisme, der fik det halve af bagvæggen til at forsvinde ned i gulvet. Alle de tilstedeværende sad fuldstændig paralyserede og så til, mens en trappe langsomt åbenbaredes, hvor der før havde været massiv stenvæg. Torkil Uden Tænder, der engang havde fået slået hele tandsættet ud i et gement værtshusslagsmål, var den første, der tog mod til sig og med langsomme skridt bevægede sig hen til trappen. Snart kom både slagteren fra Sneppekøbing og hans svend, der hed Bent, hvad han i øvrigt ikke var helt tilfreds med, nærmere, og inden længe stod alle, med undtagelse af Samhost selvfølgelig, og kikkede ned i det sorte intet.
Slagteren fra Sneppekøbing, der aldrig hed andet end Slagter, beordrede Bent til at gå ned ad trappen for at se, hvad der gemte sig dernede, og nu var det sådan, at Bent var mere bange for sin mester end for noget som helst andet i denne verden, så han efterkom hurtigt hans ønske og forsvandt ned ad trappen.
For enden af trappen kom han ud i et lille rum. Det var temmelig sparsomt med belysningen, men Bent kunne skimte et gammelt bord og en stor bog, der lå opslået på side 154, hvad han dog ikke kunne se, fordi et tykt lag støv ganske skjulte den hele tekst. På bagvæggen hang et gammelt sværd, der så ud til at have set sine bedste år. Men Bent, der kun tænkte på at komme op til de andre igen, var ligeglad, han greb bogen, hev sværdet ned fra væggen og styrtede op ad trappen igen, lige tids nok til at springe over væggen, der var på vej til på ny at skjule den hemmelige trappe og agere almindelig væg.
Den stakkels Samhost havde fået en ordentlig bule, og det værkede slemt i hovedet, da 2 af Trøffelsjosks døtre fik hjulpet ham på benene. Alle snakkede i munden på hinanden, og tilsyneladende gjaldt det blot om at sige så mange ord oven i hinanden som muligt, i hvert fald var der ikke hoved og hale i noget som helst, indtil Trøffelsjosks kone hamrede et stort sølvfad ned i bordet og bad om ro. Hr. Trøffelsjosk prøvede nu at samle trådene af aftenens begivenheder. Bogen havde vist sig at indeholde sjofle beretninger fra en tidligere borgforvalters temmelig løsslupne liv, mens sværdet bar inskriptionen "Dragetæmmer".
De fleste havde været enige om, at Samhost var den rette at sende af sted til dragens hule. Han vidste besked med, hvor den boede, og det havde også været ham, der havde fundet sværdet, ikke helt med vilje ganske vist, men han havde dog æren mere end nogen af de andre. Store Søren Smed forsikrede, at han gerne var taget af sted, hvis det havde været ham, men desværre forhindrede en stadigt voksende klump, i den mere og mere forvirrede Samhosts hals, ham i at overdrage hvervet.
Langsomt ebbede snakken ud, meget var hændt siden morgenstunden, og de tilstedeværende var blevet temmelig trætte. Mange skuttede sig og krøb sammen i et hjørne af salen med et tæppe, eller forlod selskabet sammen med Trøffelsjosk og fik anvist et sted at sove. Til sidst sad Samhost alene tilbage ved langbordet og stirrede ind i et næsten nedbrændt stearinlys, der var flydt ud over et godt stykke af bordet. Da Trøffelsjosk endelig prikkede ham på skulderen og spurgte, om han ikke ville have et tæppe og en seng, nikkede han blot og fulgte bag efter borgforvalteren i et adstadigt tempo.
Da næste morgen var blevet til formiddag, var de fleste kommet op. Fru Trøffelsjosks hjemmebagte brød og et stort krus varm, dampende te fik de fleste til at føle sig en del bedre tilpas. Samhost, der til stadighed ikke helt havde fået begreb om, hvad der var sket, kom også op, og snart var alle igen forsamlet. Til Samhosts store forbitrelse var gårsdagens hændelser ikke blot en ond drøm men ren og skær virkelighed. Mange af de tilstedeværende kom hen og ønskede held og lykke og klappede ham gemytligt på skulderen. Da folk så begyndte at tage tilbage mod deres landsbyer for at fortælle, hvad der var sket, forsvandt også den sidste mulighed for at undslå sig den forfærdelige skæbne, der pludselig lå foran ham.
Dagen svandt hurtigt, alt for hurtigt syntes Samhost, thi næste morgen skulle han drage af sted. Natten derimod, blev lang og urolig. Forfærdelige mareridt fyldte hans drømme, og han lå i mange timer og vendte og drejede sig, inden han endelig fik lukket øjnene til alt andet end en god nats søvn.
Da morgendagen gryede, spændte Samhost "Dragetæmmer" om livet, tog sin bylt over skulderen og gik af sted mod sin uvisse fremtid. Han så sig ikke tilbage endsige fortalte nogen, at han var draget af. Trøffelsjosk, der altid sov let, havde dog bemærket hans forsvinden og stod i sit værelse og kikkede efter Samhosts lille skikkelse, der forsvandt, væk fra den opgående sol.
Samhost gik i sine egne tanker og grublede over den uhensigtsmæssige drejning, hans opdagelse havde fået. Han traskede godt af sted og nåede temmelig langt. Hvordan han skulle få has på dragen, kunne han slet ikke forestille sig, så i stedet prøvede han at huske nogle af de ting, han havde hørt og fået fortalt. Drager var vist altid meget store, de kunne spy ild og spise små børn i én mundfuld. De kunne flyve og holdt af at bo i huler, endvidere var de meget sjældne, og man sagde om dem, at de kunne blive meget gamle. I alle de historier Samhost kendte, var der desuden altid noget med en prinsesse eller en stor guldskat. Det kunne være, tænkte Samhost, at sådan nogle bæster ligefrem skal passe på et eller andet, han kunne dog ikke lige umiddelbart komme i tanke om noget af værdi, der måtte befinde sig højt oppe i bjergene.
Tiden gik, og bjergene kom nærmere. Sent om aftenen nåede han frem til sit lille hus, gik indenfor og krøb træt ned under de varme tæpper. Lige inden han faldt i søvn, kom han til at tænke på en historie, han havde hørt for længe siden. Den handlede om Frostprinsessen, der levede oppe i bjergene. Hun drømte om at komme ned i den varme dal men turde ikke, for så ville hun langsomt smelte og igen blive til det vand, hun var skabt af. Det var en sælsom historie, og Samhost kunne ikke, lige meget hvor hårdt han prøvede, komme i tanke om, at han nogensinde havde hørt en slutning. Langsomt faldt han i søvn, og snart var han langt inde i drømmenes rige.
Næste morgen slog Samhost øjnene op og følte sig, underligt nok, dejligt udsovet. Han spiste et let morgenmåltid og begyndte opstigningen mod bjergtoppen og dragens hule. Det var en hård tur, og han kunne mærke, hvordan det blev koldere og koldere. Over sig kunne han se de hvide snemasser, der indhyldede de højere bjerge i en evig vinterdragt. Han kunne ikke til sin død begribe, hvorfor dragen havde valgt at bo et så kedeligt og koldt sted. Da natten nærmede sig, begyndte han at lede efter et sted at sove. Der var masser af smågrotter og klippesprækker, hvor man kunne ligge godt beskyttet mod vind og vejr og samtidig have udsyn over, hvad der skete rundt omkring en. Det var blæst op, og Samhost mente nok, han kunne have undværet den side af bjergenes gæstfrihed, ikke desto mindre rullede han sig ind i alt, hvad han kunne finde og faldt i søvn med klaprende tænder.
Det blev en kold nat. Henved 20 gange måtte han stå op og slå kuskeslag med armene for at få lidt varme. Da solen endelig viste sin matrøde skive bag bjergene i den anden ende af dalen, var Samhost imidlertid blevet godt gammeldags forkølet. Han bandede indædt ad sin situation, men besluttede sig hurtigt for, at det nok ikke førte til noget, derfor pakkede han hurtigt sin bylt sammen og gik videre mod det sted, han mente dragen ville bo. Allerede inden han nåede frem, kunne han se, at han havde gættet rigtigt. Dragens varme ånde havde lavet snesevis af små smeltevandssøer, og som han kom tættere og tættere på, blev antallet flere og flere. Han nåede helt hen til den enorme grotte, dristede sig til at kikke ind og drog et lettelsens suk, da han erfarede, at der ikke var nogen hjemme. Med forsigtige skridt gik han ind i hulen. Der var varmt og fugtigt, lige når man kom indenfor, men allerede få alen inde, begyndte bjergenes kulde igen. Helt nede bagved kunne han skimte noget, der glimtede som en kæmpe diamant. Nå, tænkte Samhost, så var der måske alligevel noget med en skat. Han nærmede sig på listetå, endskønt han godt vidste, at dragen nok ikke kunne høre ham lige nu alligevel, nåede helt ned til bagvæggen og stod pludselig ansigt til ansigt med den mest vidunderlige kvinde, han nogensinde havde set. Hun var klædt helt i hvidt og stod som forstenet og kikkede ud af det, som han havde troet var en kæmpe diamant, men som nu viste sig at være tommetyk is af den hårdeste slags. Samhost gispede af forskrækkelse og lukkede øjnene men blev nødt til hurtigt at åbne dem igen. Frostprinsessen - tænkte Samhost - hvor er hun smuk. Det måtte være hende, hvem kunne ellers stå der, indhyllet i is fra top til tå, og stadig ligne en prinsesse. Han så betaget på hende igen, tvang sig selv til at se væk og løb ud af grotten, lige tids nok til at skimte dragens silhouet i det fjerne.
Fra at være i almindelig vildrede var Samhost nu gået hen og blevet aldeles konfus. Han kunne slet ikke få prinsessen, som han allerede kaldte hende, ud af tankerne. Desuden kunne han stadig ikke finde på én eneste ting, der kunne besejre dragen, og så var han oven i købet blevet snotforkølet.
Som natten nærmede sig, så det hele mere og mere håbløst ud. Samhost havde fundet en lille klippesprække et stykke fra dragegrotten og havde rullet sig ind i sine tæpper, men hvor meget han end grublede, fik han stadig ingen gode ideer. Han besluttede sig for at gå op og se til dragen, der forhåbentlig var faldet i søvn. Han listede så forsigtigt, at man ikke skulle tro det muligt, op til grotten og kikkede ind.
Derinde lå dragen, stor og almægtig og lignede en kolossal, grøn klump gelé med vinger. Den havde ansigtet vendt mod prinsessen, så Samhost turde godt stå stille et øjeblik, før han luntede tilbage til sin sprække. Han trak hurtigt tæpperne omkring sig, lukkede øjnene og prøvede at falde i søvn. Godt en time havde han sovet, så vågnede han igen. Hans forkølelse gjorde, at han snorkede temmelig højt, og af og til blev det så højlydt, at han vækkede sig selv. Denne gang var han vågnet med et ordentligt "snork", og pludselig fik han en idé. Med voldsom hast sprang han op og listede hen til dragegrotten. Med sig havde han taget det ene af sine tæpper, det fyldte han nu med sne, gik ind til dragen og lagde sneen så tæt op ad den, som han turde. Således fortsatte han et par timer, indtil der lå sne, næsten hele vejen rundt om dragen. Samhost smilede lidt for sig selv og gik ned til sin klippesprække for, trods alt, at få lidt søvn i øjnene.
Godt nok var han stadig forkølet, da han vågnede, men det kunne nu ikke helt tørre det svedne grin af hans mund, når han tænkte på sin idé. Samhost fik dagen til at gå med at tænke på prinsessen og hele tiden holde øje med, hvornår dragen kom tilbage fra sin flyvetur. Han kom indimellem med en klukkende lyd, og så kunne han sidde i flere minutter og bare se glad ud, mens han sagde til sig selv: "Hvorfor havde jeg dog ikke tænkt på det". Hvis der var kommet nogen forbi, havde de nok skulet mærkelig til ham, men det gjorde der nu heller ikke.
Da solen begyndte at gå ned, kunne han igen skimte dragens silhouet komme nærmere. Nu var det bare at vente og se, om planen havde virket.
Fra dragen var kommet, gik der 20 minutter, så gik det op for Samhost, at hans plan havde virket - over al forventning. Dragen var, ganske som planlagt, blevet overordentlig forkølet og lå nu og snorkede, så hele bjerget rystede. Samhost gik op til grotten og tittede ind. Hver gang dragen snorkede, smyede der sig en flamme ud af gabet, den ramte prinsessens isfangenskab, og Samhost blev helt bedrøvet ved tanken om, at hun nu skulle smelte bort, for han var kommet til at holde vældig meget af hende, selvom han kun havde set hende i hendes fangenskab. Hvis Samhost havde kunnet huske slutningen på historien om Frostprinsessen, var han ikke blevet nær så forskrækket over det næste, der skete, som han rent faktisk blev. Da det sidste is var smeltet, trådte prinsessen med ét ud igennem dragens hidsige snorkeflammer og slog armene om Samhosts hals. Det forholdt sig nemlig sådan, at Frostprinsessen kunne tøes op med drageild og på den måde blive et rigtigt menneske, men det havde Samhost jo glemt, så han besvimede nok engang og turde knap tro sine egne øjne, da han vågnede op igen. Dragen sov lystigt videre og hørte ingenting, hvad der ikke kan forbavse, hvis du nogensinde har hørt en drage snorke.
Frostprinsessen, der i virkeligheden hed Véanea, fulgte med Samhost ned i Dalen. Samhost blev udnævnt til ridder af den lykkelige dal og fik tilnavnet den Tapre, og dragen, der ikke længere havde nogen prinsesse at vogte over, fløj videre i håb om at finde et nyt offer for sin havesyge. Og se det var en rigtig historie...