Fra Athelas nr. 5, 1994, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Hinsides Kløvedal

Årets bog i 1993 blev ifølge ungdomsmagasinet Tjeck et velkendt værk ved navn Ringenes Herre. Udnævnelsen fandt sted på baggrund af en læser-undersøgelse, hvori 30% ud af de 3129 deltagere stemte på bogen ­ Hvem sagde, at Tolkien er håbløst forældet? Som sidebemærkning kan nævnes, at "årets værste bog" blev Tamilrapporten med hele 57% af de afgivne stemmer.

 

C.S. Lewis , den estimerede engelske Inklings-forfatter og ven af J.R.R. Tol-kien, har fået sin egen film. Den hedder Skyggeland, er instueret af Richard Attenborough og bygger på C.S. Lewis' bog af samme navn. Filmen handler om C.S. Lewis' kærlighed til Joy Gresham. Joy lider af en alvorlig kræftsyg-dom, og Skyggeland fortæller om smerten ved at miste og indeholder mange dybe betragtninger om liv og død. I USA er den blevet rost til skyerne, selv om manuskriptet ikke er 100% tro mod bogen. I rollen som C.S. Lewis ses Anthony Hopkins, og Debra Winger spiller Joy Gresham. Om figuren J.R.R. Tolkien også medvirker i filmen er uvist, men i hvert fald kan man selv få dette be- eller afkræftet, når filmen får dansk præmiere til august.

 

Hvem drømmer ikke om på et gammelt loft at finde en kiste, der inde-holder en stak gulne papirer, der ved nærmere øjesyn viser sig at være Tol-kiens egen håndskrevne fortsættelse til Ringenes Herre...? Det er dog de fær-reste forundt at gøre sådanne litterære koryfæiske fund. Men hvem ved... Den 28. marts 1958 deltog Tolkien på et symposium i Rotterdam. Nu har René van Rossenberg fra Unquendor, Tolkienselskabet i Nederland, været ved at forske i sagen. I Humphrey Carpenters biografi er der bragt et citat fra Tolkiens tale, og efter en del skriverier lykkedes det René at finde frem til en af deltagerne fra dengang, Cees Baars, som oven i købet havde ind-spillet det hele på bånd! Følgelig opsøgte René den ældre herre ­ men nej. Båndet fandtes vist ikke længere ­ Og dog. Et par uger senere ringede hr. Baars og fortalte, at han havde fundet en gammel spole mærket "Tolkien"! Her slutter historien dog ikke; da René hørte båndet igennem, blev det ikke en Tolkien-middag men derimod en middag med den græsk-nederlandske venskabsforening, som han kom til at lægge øre til ­ Tolkien-middagen var blevet spillet over...! Og alligevel ender historien lykkeligt, thi da René i sin forbløffelse lod båndet spille videre, og den græske middag så småt var ved at være ovre, ja så viste det sig til alt held, at den sidste tale fra symposiet var bevaret, og det var vel at mærke med ingen ringere end J.R.R. Tolkien selv!!! René regner nu med at publicere denne bemærkelsesværdige indspilning og evt. øvrige resultater af sin forskning. Deltagerne ved Nordens Tolkien-festival vil selv kunne høre Renés udgave af historien samt det nyfundne bånd, idet René har lovet at tage det med til Uppsala.

Chart.dk