Fra Athelas nr. 6, 1994, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

The Lord of the Rings:

Baggrund og livssyn

Af Lars-Terje Øland Lysemose

 

Indledning

Kære læser. Denne artikel bygger dels på min 3.G. opgave, der blev skrevet i faget engelsk i ugen op til jul, og dels på mit foredrag på Viborg Centralbibliotek den 8. marts i år. Artiklen er skrevet med henblik på både at føre nye læsere ind i Tolkiens univers og (for de der allerede har trådt Midgårds stier) at uddybe en række forhold omkring Tolkiens egen opfattelse af The Lord of the Rings og den verden han skabte i sin fantasi ­ samt naturligvis min egen personlige oplevelse heraf. Med andre ord: Jeg skal i det følgende berette om en af dette århundredes, efter min mening, største forfattere: J.R.R. Tolkien og hans store mytologiske univers, Middle-earth, som det fremtræder i mesterværket The Lord of the Rings.

Idet jeg vil lægge særlig vægt på at analysere Ringens1 betydning og kampen mellem godt og ondt, håber jeg at kunne nå frem til en dybere forståelse af Tolkiens forfatterskab. Ikke mindst ved at inddrage Tolkiens egne betragtninger over sit værk ønsker jeg således at påvise hvilken indsigt, store menneskekendskab og mange overvejelser, der ligger til grund for hans eventyrlige fortællinger om hobbitter, mennesker, elverfolk, orker, enter, dværge og de mange andre folkeslag, der bebor Middle-earth og dets spejdende tinder, øde vildnis, langstrakte sletter, dunkle løv og middelalderlige byer.

Min egen indgangsport til denne fantastiske verden går tilbage til min barndom, da jeg var en 10-11 år gammel, og min far i de mørke aftenstunder læste op af Ringenes Herre. Jeg er nu 19 år, formand for Danmarks Tolkienforening og har i 1 1/2 år haft den ære at være redaktør af foreningens tidsskrift Athelas. Tolkien har med andre ord haft usigelig stor betydning for mig personligt, og det var med stor glæde, at jeg med stiftelsen af Danmarks Tolkienforening opdagede, at jeg ikke var den eneste, for hvem Tolkien havde formået at røre ved noget dybt. At jeg ikke var den eneste, der var faldet for denne enestående forfatters evne til både at fortælle en fantastisk fængende, men ikke desto mindre virkelighedsfuld, historie og ­ hvad der er nok så væsentligt ­ at indflette en vidunderlig dybde til sin fortælling og frembringe nogle essentielle, evigtgyldige tanker.

Disse tanker og Tolkiens egen baggrund for at skrive sit værk har jeg hermed den fornøjelse at give videre i den form, som jeg i dag personligt opfatter dem. Det, at jeg er formand for Danmarks Tolkienforening, gør mig ikke nødvendigvis til nogen "ekspert", og det er naturligvis muligt, at andre opfatter tingene anderledes. Alene det faktum at der siden Tolkiens død er fremvokset en hel litteratur om hans forfatterskab kunne tyde på, at der er lige så mange oplevelser af The Lord of the Rings som der er læsere! ­ og det er ikke så få! Alene i Danmark er Tolkiens værker udkommet i et oplag på mere end 265.000 eksemplarer, og på verdensbasis er det blevet til 33 oversættelser og millionoplag (1). Det, at Tolkien i sig selv er blevet en litteratur, fremhæver også det problem, jeg som skribent er stillet over for: Inden for rammerne af denne opgave skal jeg redegøre for, hvad andre har brugt hele bøger på at forklare! Ergo, skal jeg da heller ikke påstå at komme rundt i alle hjørner - tværtimod! Men jeg vil alligevel vove at begive mig ind på Middle-earths stier for i det mindste at fremhæve nogle af de kvaliteter, som jeg personligt finder hos Tolkien.

For den læser for hvem stednavne som Rohan og Lothlórien er helt fremmede, vil jeg henvise til Robert Fosters, David Days, Karen Wynn Fonstads, Barbara Stracheys og J.E.A. Tylers glimrende opslagsværker. Henvisningsnoter er i teksten markeret med (#). Ved primærlitteraturen har jeg anvendt følgende almindeligt forekommende forkortelser:

Hob.: The Hobbit or There and Back Again.

Letters #: The Letters of J.R.R. Tolkien (# = brevnummer).

LotR1: The Fellowship of the Ring, Being the First Part of The Lord of the Rings.

LotR2: The Two Towers, Being the Second Part of The Lord of the Rings.

LotR3: The Return of the King, Being the Third Part of The Lord of the Rings.

En udspecificering af hvilke udgaver jeg har brugt kan findes i kildefortegnelsen. Titler på selvstændigt udgivne værker er skrevet i kursiv, mens artikler og mindre værker udgivet i samlinger eller tidsskrifter er understreget. Kursiv i citater markerer forfatterens egen fremhævning, mens mine fremhævelser er skrevet med fed skrift.

 

Tolkien - hobbitternes herre

Af hensyn til forståelsen af nogle af Tolkiens vigtigste bevæggrunde for nedskrivningen af The Lord of the Rings vil jeg indlede min opgave med en kort biografi. John Ronald Reuel Tolkien blev født i Bloemfontein i Sydafrika den 3. januar 1892. Hans forældre, Arthur og Mabel, var engelske immigranter, men da John Ronald var 3 år gammel døde hans far pludseligt, og Mabel rejste sammen med John Ronald og hans yngre bror Hilary hjem til England. Her voksede John Ronald op i Sarehole i nærheden af Birmingham med udsigten til den smukke natur i West Midland. Videbegærlig som han var, fattede han snart interesse for sprog, specielt latin, fransk og tysk, som moren lærte ham2. Snart begyndte Tolkien selv at opfinde sprog i sin livlige fantasi, og disse sprog udviklede sig med tiden til det 'Elvish', som vi finder i hans store mytologi. Imidlertid flyttede den lille familie ind til byen, og endnu en ulykke ramte dem: Mabel Tolkien blev syg og døde, 34 år gammel, da John Ronald var blot 12 år gammel. Mabel havde været nødt til at arbejde hårdt for at kunne forsørge familien og blev syg af den forurenede byluft. For de to drenge kom morens død som et chok. Efter Athurs død havde Mabel konverteret til katolicismen, hvad der havde skabt stor opstandelse i den øvrige del af familien, som alle var baptister. Ni år senere skrev Tolkien om morens død: 'My own dear mother was a martyr indeed, and it is not to everybody that God grants so easy a way to his great gifts as he did to Hilary and myself, giving us a mother who killed herself with labour and trouble to ensure us keeping the faith'. (Carpenter: J.R.R. Tolkien: a biography, s. 31). John Ronald og Hilary blev nu taget i værge af Father Francis Morgan, som havde lovet Mabel at sørge for, at drengene ville vokse op i den katolske tro. De kom til at bo på et børnehjem, hvor John Ronald også mødte sin første kærlighed: en pige der hed Edith Bratt. Men Father Francis Morgan var bekymret for Tolkiens nye interesse og forbød Tolkien at se mere til hende. Denne adskillelse førte til stor depression, både for Edith og John Ronald, og først tre år senere, da John Ronald blev myndig, skulle de blive genforenet og sluttelig gift i 1916. Imidlertid lykkedes det Tolkien at blive optaget på Oxford Universitet, og her fik han hurtigt smag for lingvistik og filologi samt klublivet blandt de studerende. Trods udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 fuldførte Tolkien sit studium, inden han blev indkaldt til soldat. I 1916, kort tid efter sit giftermål, deltog Tolkien i Slaget ved Somme, hvor han fik skyttegravsfeber og kom på lazaret. Tolkien havde i nogen tid syslet med at skrive små digte og her fik han rig lejlighed til at påbegynde, hvad der senere skulle blive til The Silmarillion3, og dermed hele grundlaget for hans eventyrlige univers ­ Han ville skrive en mytologi for England! Men ved slutningen af 1. Verdenskrig var næsten alle Tolkiens venner døde, og dét efterlod et dybt ar i Tolkiens hjerte. Allerede som ganske ung begyndte Tolkien at tænke meget over døden. Efter 1. Verdenskrig genoptog Tolkiens sin akademiske karriere4, der toppede i 1945 med udnævnelsen til professor i engelsk sprog og litteratur ved Merton College. Universitetsmiljøet passede Tolkien godt. Sammen med nogle kolleger og studerende stiftedes det litterære selskab The Inklings, centreret omkring C.S. Lewis, der blev en nær ven af Tolkien5. Her læste medlemmerne op af deres upublicerede kompositioner og fik konstruktiv kritik. Et andet selskab, The Kolbítar6, læste nordiske sagaer på old-islandsk. Edith og John Ronald havde i mellemtiden fået fire børn: John (f. 1917), Michael (f. 1920), Christopher (f. 1924) og Priscilla (f. 1929). En varm sommerdag hvor Tolkien var ved at rette eksamensopgaver, stødte han på en blank side. Uden at tænke nærmere over dét, skrev han herpå: 'In a hole in the ground there lived a hobbit', den senere indledning til The Hobbit7. Hobbithistorierne blev om aftenen læst højt for Tolkien-børnene, som elskede dem, samt, efterhånden som de udviklede sig, for The Inklings. Det samme blev fortsættelsen, The Lord of the Rings8, der blev påbegyndt i 1937 men først afsluttet 12 år senere. Bogen var oprindeligt tænkt som en fortælling for børn9, men efterhånden som historien tog form og børnene voksede op, blev den stadig mere "voksen" og dyster. Kritikerne var stærkt delte, da bogen endelig udkom, og Tolkien blev heller ikke videre populær blandt sine kolleger. Som Tom Shippey siger det, så følte mange, at 'Tolkien had been sitting ­ apparently to their eye ­ doing nothing all these years. When it turned out he had been doing nothing [dvs. intet større akademisk professionelt arbejde], that he had done a great big book (...) you'd think they'd been pleased, but actually they weren't. I think there was a feeling of jealousy, even a feeling of anger. One comment (...) was that when a colleque (...) was told what he'd been doing and the book was out, he looked at me and he said, "He should have been teaching!"'. (Central Productions: Tolkien Remembered). Derimod tog de amerikanske studenter bogen til deres hjerte under studenteroprøret i "de glade 60'ere" og dyrkede The Lord of the Rings som en anden bibel. Som troende katolik med rødderne godt plantet i det konservative England brød Tolkien sig selvsagt ikke om denne næsten kultagtige tilbedelse, men bogen indbragte ham en klækkelig sum penge, efter at han i 1959 havde trukket sig tilbage fra Merton College. De sidste år af sit liv tilbragte Tolkien med at besvare fan-post, bringe orden i sine noter og forsøge at færdiggøre sin store hjertesten: The Silmarillion. Han blev desuden tildelt en lang række priser både for sit litterære og professionelle arbejde10. Efter Tolkiens død den 2. september 1973, 81 år gammel, har sønnen Christopher helliget sig redigeringsarbejdet med udgivelsen af hans efterladte værker. Det sidste af disse udkommer formentlig inden år 2000 (2, 3).

 

The Rings of Power

Three Rings for the Elven-kings under the sky,

Seven for the Dwarf-lords in their halls of stone,

Nine for Mortal Men doomed to die,

One for the Dark Lord on his dark throne

In the Land of Mordor where the Shadows lie.

One Ring to rule them all, One Ring to find them,

One Ring to bring them all and in the darkness bind them.

In the Land of Mordor where the Shadows lie

(LotR1, s. 267-68).

Ringene blev smedet af elverfolket og af Sauron, 'the Dark Lord', der ti år senere smedede 'One Ring to rule them all' og på forræderisk vis søgte at trælbinde Ringenes ejermænd og vinde herredømmet over Middle-earth. Det lykkedes ham imidlertid kun delvist; elverfyrsten Celebrimbor opdagede hans forehavende, og dværgene viste sig at være upåvirkelige af Ringenes kraft. Men de ni menneskefyrster blev Saurons loyale tjenere, hans nazgûl, 'Ringwraiths', der var usynlige og kun kunne ses på grund af deres mørke klæder. Nazgûl'ne blev skyggevæsner, tågede former uden nogen egentlig substans, hvis eneste vekselvirkning med deres omgivelser var deres sorte heste eller 'Fell Beasts', bevingede uhyrer, som de havde et symbiotisk forhold til11. Men Sauron blev slået af 'the Last Alliance' mellem 'the Free Peoples of Middle-earth' i Slaget ved Orodruin, hvor Isildur skar Ringen af Saurons finger og tog den i sin varetægt. Dette skulle blive hans skæbne, thi da han senere blev angrebet af orker og tog Ringen på for at undfly, gled den af hans finger, og han blev dræbt, da han forsøgte at svømme over Anduin-floden. Her lå Ringen på flodens bund til en skønne dag, hvor hobbitten Déagol fandt den. Men han blev myrdet af Sméagol, eller Gollum som han siden kom til at hedde12, der ville have den som 'my birthday-present!' (Hob., s. 91).

Og netop Gollum er en central person i The Lord of the Rings. Han vækker på én og samme tid både medynk og foragt, ikke blot hos os som læsere, men også hos de personer han møder på sin vej. Bilbo har mest af alt lyst til at dræbe ham, da han møder ham under 'the Misty Mountains': He [Bilbo] must (...) kill it [Gollum]. It meant to kill him. No, not a fair fight. [Bilbo] He was invisible now. Gollum had no sword. Gollum had not actually threatened to kill him, or tried to yet. (Hob., s. 97). Og da Faramir og hans mænd finder Gollum ved Henneth Annûn, går Frodo i forbøn for ham: 'I think he is allured here by a mastering desire, stronger than his caution'. 'He is lured here, you say?' said Faramir (...) 'Can he, does he then know of your burden [dvs. Ringen]?' 'Indeed yes'(...) 'Then he is pursuing it?' 'Maybe. It is precious to him..' (LotR2, s. 294). Og lidt senere får vi en forklaring: 'The creature is wretched and hungry', said Frodo, 'and unaware of his danger. And Gandalf (...) he would have bidden you not to slay him for that reason, and for others (...) I do not know clearly why (...) But this creature is in some way bound up with my errand.' (LotR2, s. 295).

Og Gollum er så sandelig forbundet med Frodos mission: For da Frodo når Orodruin, kan han ikke kaste Ringen fra sig men gør i stedet krav på Ringen som dens herre. Imidlertid overfalder Gollum ham og bider Ringen af hans finger: 'Precious, precious, precious!' Gollum cried. 'My Precious! O my Precious!' And with that, even as his eyes were lifted up to gloat on his prize [Ringen], he stepped too far (...) and then with a shriek he fell [ned i Dommedagsspalterne]. Out of the depths came his last wail Precious, and he was gone. (LotR3, s. 224). Gandalf havde muligvis kunnet forudse dette. Inden Frodo drager af sted fortæller han i hvert fald, da Frodo spørger, hvorfor Gollum er blevet skånet: 'Deserves it! I daresay he does. Many that live deserve death. And some that die deserve life (...) do not be too eager to deal out death in judgement. For even the very wise cannot see all ends. I have not much hope that Gollum can be cured before he dies, but there is a chance of it. And he is bound up with the fate of the Ring. My heart tells me that he has some part to play yet, for good or for ill, before the end.' (LotR1, s. 69).

Hvor Gandalf har denne forudanelse fra, får vi ikke at vide. Måske en slags troldmandsagtig profeti? Under alle omstændigheder viser Gollum sig uundværlig for fuldførelsen af Ringbærerens mission. Men han er også interessant af andre grunde: Sméagol was holding a debate with some other thought that used the same voice but made it squeak and hiss. A pale light and a green light alternated in his eyes as he spoke. 'Sméagol promised,' said the first thought. 'Yes, yes, my precious,' came the answer, 'we promised: to save our Precious, not to let Him [Sauron] have it ­ never. But it's going to Him, yes, nearer every step. What's the hobbit [Frodo] going to do with it, we wonders, yes we wonders.' 'I don't know. I can't help it. Master's got it. Sméagol promised to help the master.' 'Yes, yes, to help the master: the master of the Precious. But if we was master, then we could help ourselfs, yes, and still keep promises.' 'But Sméagol said he would be very very good. Nice hobbit! He took cruel rope off Sméagol's leg. He speaks nicely to me.' 'Very very good, eh, my precious? Let's be good, good as fish, sweet one, but to ourselfs. Not hurt the nice hobbit, of course, no, no.' 'But the Precious holds the promise,' the voice of Sméagol objected. 'Then take it,' said the other, 'and let's have it ourselfs! Then we shall be master, gollum! Make the other hobbit, the nasty suspicious hobbit [Sam], make him crawl, yes, gollum!' 'But not the nice hobbit?' 'Oh no, not if it doesn't please us. Still he's a Baggins, my precious, yes a Baggins. A [Bilbo] Baggins stole it. He found it and he said nothing, nothing. We hate Bagginses.' 'No, not this Baggins.' 'Yes, every Baggins. All peoples that keep the Precious. We must have it!' 'But [Sauron] He'll see, He'll know. He'll take it from us!' 'He sees. He knows. He heard us make silly promises ­ against His orders, yes. Must take it. The Wraiths are searching. Must take it.' 'Not for Him!' 'No, sweet one. See, my precious: if we has it, then we can escape, even from Him, eh? Perhaps we grows very strong, stronger than Wraiths. Lord Sméagol? Gollum the Great? The Gollum! Eat fish every day, three times a day, fresh from the sea. Most Precious Gollum! Must have it. We wants it, we wants it!' 'But there's two of them [dvs. hobbitter]. They'll wake too quick and kill us,' whined Sméagol in a last effort. 'Not now. Not yet.' 'We wants it! But' ­ and here there was a long pause, as if a new thought had wakened. 'Not yet, eh? Perhaps not. [Shelob] She might help. She might, yes.' 'No, no! Not that way!' wailed Sméagol. 'Yes! We wants it! We wants it!' (LotR2, s. 240-41). Sam (...) found it hard to believe that the long submerged Sméagol had come out on top: that voice at any rate had not had the last word in the debate. Sam's guess was that the Sméagol and Gollum halves (or what in his own mind he called Slinker and Stinker) had made a truce and a temporary alliance: neither wanted the Enemy to get the Ring; both wished to keep Frodo from capture and under their eye, as long as possible. (LotR2, s. 246-47).

Denne diskussion, hvor Gollum viser sig som en tvedelt person mellem 'the Sméagol and Gollum halves', giver os et helt nyt syn på Gollum. Han er pludselig ikke længere gennemsyret ond og forkastelig; han er syg, en stakkel der er blevet opslugt af Ringen og déns ønsker, og han minder mig faktisk mest af alt om en narkoman, der skal have sit fix. Gentagne gange får vi at vide, at han styres af 'a mastering desire stronger than his caution', og Gandalf taler om, at Gollum muligvis 'can be cured before he dies'. Diskussionen kan faktisk også ses som en slags indre kamp mellem superego (den bedre Sméagol-halvdel) og id (den ondskabsfulde Gollum-halvdel), hvis man vil bruge Freuds personlighedsanalyse. Jeg har i citatet vist denne spaltning ved at lade "Sméagol-halvdelens" udsagn være fremhævet.

Det er i øvrigt igennem hele bogen karakteristisk, at når Gollum/Sméagol anvender 'us' og 'we' mener han Ringen (og sig selv identificeret som Ringen), mens han med 'I' endnu ikke er blevet opslugt af Ringen og stadig tænker på, hvad der er bedst for ham selv. Gollum-halvdelen og Ringen er med andre ord groet så tæt sammen, at det er svært, selv for Sméagol, at adskille dem fra hinanden. Sméagol indser muligvis selv dette, da han siger: '"We are lost, lost (...) No name, no business, no Precious, nothing. Only empty."' (LotR2, s. 298). Og Gandalf fortæller Frodo, at 'The thing [Ringen] was eating up his mind (...) He hated it and loved it, as he hated and loved himself. He could not get rid of it. He had no will left in the matter. A Ring of Power looks after itself (...) It may slip off treacherously, but its keeper never abandons it.' (LotR1, s. 64).

Da Sméagol når til Orodruin har Ringen helt og holdent overtaget hans sjæl. Dén vil ikke tilintetgøres i Dommedagsspalterne, men den vil heller ikke tilbage til Sauron. Dén vil være sin egen! Og eftersom den allerede har bolig i Gollum, forråder den Frodo (der selv vil herske over den) og lader Gollum bide Ringen af Frodos finger. Ligesom da den forrådte Isildur og gled af hans finger, på samme vis forråder den nu ­ fejlagtigt ­ Gollum og sig selv. For Ringen falder selv i Dommedagsspalterne! At Ringen har sin egen vilje (4) og forsøger at påvirke sine omgivelser, ser vi flere steder. Ringen forsøger fx at få sig et nyt, større og mægtigere offer at herske over. Da Frodo tilbyder Gandalf den, betakker han sig dog: 'I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strenght.' (LotR1, s. 71). Men Boromir overvældes af dens kraft: 'It might have been mine. It should be mine. Give it to me!' (LotR1, s. 415). Samme fristelse må Galadriel gå igennem. Hun ville, med Ringens kraft, kunne overvinde sine fjender og redde sit paradis fra at visne, men hun afstår efter svære overvejelser: 'I pass the test (...) I will diminish, and go into the West, and remain Galadriel.' (LotR1, s. 381). Imidlertid viser Tom Bombadil sig til hobbitternes (og læserens) bestyrtelse at kunne bære Ringen uden at blive usynlig eller overvældet af dens kraft. Han kan endda se Frodo, da hobbitten tager Ringen på og er usynlig for de andre ­ ligesom Ringånderne kan se Frodo på Weather Top, fordi han befinder sig i en åndeverden som dem selv. Som en af de ældste i Middle-earth (kun overgået af enterne) lever han lykkeligt uvidende om, hvad der foregår uden for 'The Old Forest' (eller også er det ham ligegyldigt!). Han har nok i sin egen verden og her finder vi også forklaringen på, at Ringen ikke påvirker ham: Tom Bombadil har intet ønske om at få større magt. Han er godt tilfreds, hvis han blot kan få lov til at synge og gå på opdagelse i sit eget lille rige. En anden person, der heller ikke udsættes for Ringens prøvelser, er Aragorn. I Bree kunne han let have fravristet Frodo Ringen og som Isildurs arving have gjort krav på den. Men da Frodo tilbyder Aragorn Ringen afviser han den: 'It does not belong to either of us (...) but it has been ordained that you should hold it for a while.' (LotR1, s. 260). På samme vis afviser Faramir den: 'Here in the wild I have you: two halflings, and a host of men at my call, and the Ring of Rings (...) A chance for Faramir (...) to show his quality! (...) Not if I found it on the highway would I take it I said. Even if I were such a man as to desire this thing, and even though I knew not clearly what this thing was when I spoke, still I should (...) be held by them.' (LotR2, s. 289). Men lad os imidlertid se lidt nærmere på ondskaben med Ringen som bindeled og lokkemiddel.

 

The War of the Ring

The Lord of the Rings handler med ét ord om én ting: krig. Krigen mellem godt og ondt, mellem lys og mørke. Men hvornår er krig egentlig retfærdig? ­ Kan krig i det hele taget nogen sinde blive retfærdig? At Tolkien var imod krig er åbenlyst. Det viser både hans breve og egne udsagn. Men som romersk-katolsk kristen kan Thomas Aquinas' 'Just War Theory'13 meget vel have påvirket Tolkien, da han udtænkte 'the War of the Ring'. Teorien opgiver kort sagt en række faktorer, der alle skal være opfyldt for, at krig kan betegnes som retfærdig: 1) Skal krigen have en rimelig årsag, dvs. at grundlaget for krigen må være berettiget og at fjenden uomtvisteligt må kunne siges at være uretfærdig. 2) Skal krigen autoriseres kompetent, dvs. at krigen skal deklares gennem rette kanaler. Snigangreb er per definition uretfærdigt. 3) Skal der være en forholdsmæssig rimelighed, dvs. at krigshandlinger skal have et rimeligt målestoksforhold. Højst tilladte intervention er øje for øje, tand for tand. Desuden må det forventes at krigen vil have et heldigt udfald for den der deklarer krigen. 4) Skal krigen have den rette intention, dvs. at den eneste tilladte begrundelse for krig er at genoprette retfærdighed. 5) Skal krigen kun rettes mod fjendtlige personer og krigsmateriel og ikke mod fx en hel befolkning, kvinder og børn, som ikke er direkte involveret i krigshandlinger. 6) Skal der være proportionalitet, dvs. at der skal være en rimelig forventning om, at den resulterede retfærdighed vil overstige den skade, som krigen volder. 7) Skal krigen være sidste udvej; krig må kun indledes efter at alle andre midler er udtømte.

Hvis vi anvender denne teori på 'the War of the Ring' vil vi se den slående lighed: 1) Krigen udbryder fordi Sauron forsøger at tilkæmpe sig herredømmet over Middle-earth. Hermed er punkt 1 opfyldt. 2) Krigen bliver faktisk ikke deklareret af Sauron, men der kan ikke herske tvivl om den kompetence, Rådsforsamlingen i Imladris har, da den beslutter sig for at tilintetgøre Ringen og erklære Sauron krig. For Sauron må det stå klart at hans krav om herredømmet over Middle-earth vil vække mod-stand hos Vesten. 3) Saurons krig er total. Valget står mellem at under-lægge sig Mordor eller at dø. Saurons overlegenhed gør det imidlertid vanskeligt at se noget håb for de allierede14, og dermed burde de måske slet ikke kæmpe imod Sauron... Det er dog vanskeligt at forestille sig en betingelsesløs kapitulation uden kamp som et troværdigt alternativ. Og selv om håbet er spinkelt, har de allierede med Frodo og Ringen faktisk en reel mulighed for at overvinde Sauron, som det siden viser sig. 4) En mere retfærdig årsag til krig end at forsvare sit land mod fjendtlig over-tagelse kan man næppe forestille sig. 5) Som sagt er Saurons krig total. Hans orker viger ikke tilbage for noget. Om Vestens krigsførelse siger Faramir: 'I am commanded to slay all whom I find in this land without the leave of the Lord of Gondor. But I do not slay man or beast needlessly, and not gladly even when it is needed.' (LotR2, s. 273). Disse ord minder også om Éomers, da han møder Aragorn, Legolas og Gimli i Rohan15. Og vi ser heraf, at også punkt 5 bliver opfyldt af Vesten. 6) Krigen vil være katastrofal for den der taber. Som sagt skyr Sauron ingen midler. Det er to poler sat op imod hinanden, hårdt mod hårdt, uden pardon (fra i hvert fald Saurons side). Da Vesten vinder krigen indleder de allierede en udryddelse af de tilbageværende orker der måtte være, men 'the Southrons', mennesker som under krigen kæmpede på Mordors side, tilgives og får lov til at beholde deres selvstændighed. Således opfyldes også punkt 6. 7) Der er vitterligt ikke noget alternativ til krigen. Ingen diskussion kan kurere Saurons magtbegær. Krigen måtte komme.

'He [Tolkien] may (...) have believed that war is sometimes forced upon those who do not seek it' skriver White & Helms i deres artikel: Thomas Aquinas in Middle-earth,s. 3. Skønt vi ikke når helt samme konklusion16, min værende at 'the War of the Ring' opfylder samtlige kriterier i Thomas Aquinas' 'Just War Theory', så er vi enige om, at Tolkien søgte at tilpasse Ringkrigen med teorien. Samt at We must all resist evil (...) in the fashion of Sam and Frodo, hoping beyond hope, believing that goodness is worthwhile in itself, and trusting both in the Great Hand that guides from beyond, and in the little things such as courage, mercy, self-sacrifice, and certainly friendship ­ and ever resisting the temptation to attempt to use the enemy's power against him. Against such tactics, the power of The Ring ultimately fails. (Thomas Aquinas in Middle-earth, s. 9). Bedre kan dét ikke siges (5).

Men ondskaben som begreb kræver måske nok et par ord med på vejen. I The Silmarillion fortæller Tolkien sin skabelsesberetning, hvor Eru, også kaldet Illúvatar, Den Ene Gud, skaber ainur'ne, De Hellige, heriblandt også Melkor, som var den ainu, der havde fået den største magt og kundskab i gave, men som selv ville skabe. Han blandede sig i ainur'nes sang og skabte mislyde og forvirring. Da ainur'ne blev sendt til Middle-earth, erklærede Melkor i sit had og raseri dem krig og han ødelagde alt, hvad de skabte. Han blev siden kaldt Morgoth og skabte sammen med sin tjener Sauron, en anden ainu, rædsel og terror overalt. Efter adskillige krige blev han af ainur'ne taget til fange og sendt væk fra Middle-earth 'into the Void'. Men Sauron undslap og fortsatte hvor Morgoth måtte give op. Ondskaben har således haft sin plads i Middle-earth lige så længe, som verden har eksisteret. Illúvatar skabte paradoksalt nok selv ondskaben! Og at ondskaben vil vedblive med at eksistere hersker der heller ikke tvivl om, selv efter at Sauron, ligesom Morgoth, blev kastet ud i tomrummet. En skæbne der også overgår Saruman, efter hans ødelæggelse af 'the Shire':'Do not kill him [Saruman] even now. For he has not hurt me [Frodo]. And in any case I do not wish him to be slain in this evil mood. He was great once, of a noble kind that we should not dare to raise our hands against. He is fallen, and his cure is beyond us; but I would still spare him, in the hope that he may find it.' (...) 'You have grown, Halfling,' he [Saruman] said. 'Yes, you have grown very much. You are wise, and cruel. You have robbed my revenge of sweetness, and now I must go (...) in debt to your mercy' (...) He walked away, and the hobbits made a lane for him to pass (...) Wormtongue hesitated, and then followed his master. 'Wormtongue!' called Frodo. 'You need not follow him. I know of no evil you have done to me' (...) Wormtongue halted and looked back at him, half prepared to stay. Saruman turned. 'No evil?' he cackled. 'Oh no! (...) did I hear someone ask where poor Lotho is hiding? You know, don't you, Worm? Will you tell them?' Wormtongue cowered down and whimpered: 'No, no!' 'Then I will,' said Saruman. 'Worm killed your Chief, poor little fellow, your nice Boss. Didn't you Worm? Stabbed him in his sleep, I believe. Buried him, I hope; though Worm has been very hungry lately. No, Worm is not really nice. You had better leave him to me.' A look of wild hatred came into Wormtongue's red eyes. 'You told me to; you made me do it,' he hissed. Saruman laughed. 'You do what Sharkey [Saruman] says, always, don't you, Worm? Well, now he says: follow! 'He (...) turned and made off. But at that something snapped: suddenly Wormtongue rose up, drawing a hidden knife, and then with a snarl like a dog he sprang on Saruman's back, jerked his head back, cut his throat (...) To the dismay of those that stood by, about the body of Saruman a grey mist gathered, and rising slowly to a great height like smoke from a fire, as a pale shrouded figure it loomed over the Hill. For a moment it wavered, looking to the West; but out of the West came a cold wind, and it bent away, and with a sigh dissolved into nothing. (LotR3, s. 299-300).

Da Gandalf og elverfolket forlader Middle-earth, og enterne og de øvrige racer forsvinder ved slutningen af 'the Third Age', står menneskene alene tilbage i verden. En ny tid er oprunden, men det samme er faren for ny ondskab og nye magtherskere. Imidlertid må vi ikke glemme hele ironien i ondskaben: For den udfører også ­ ubevidst ­ noget godt, som end ikke godheden ville have kunnet udføre; nemlig at udslette sig selv! Der er adskillige eksempler på dette. Da Merry og Pippin tages til fange af Saurons og Sarumans orker føres de i huj og hast mod Orthanc men ender, på grund af orkernes indbyrdes had og griskhed, i Fangornskoven, hvor de vækker Treebeard og enterne, de store træagtige væsner, til kamp mod Saruman. Og da Wormtongue, Sarumans ydmyge og usle tjener, i sin vrede (og forsøg på at myrde Saruman) kaster Sarumans palantír ud af et vindue i Orthanc, sætter han ganske utilsigtet skub i sit eget og ondskabens fald. For med denne krystalkugle sætter Aragorn sig i forbindelse med selveste Sauron og fremskynder dermed et lidet planlagt angreb på Gondor, da Sauron bliver forvirret over at se både en hobbit og Aragorn i sin palantír. Sauron mister besindelsen og sender i al hast sin hær mod Minas Tirith. Han vender sit øje væk fra Mordor, da Frodo og Sam befinder sig inden for hans rækkevidde, og først da Frodo påberåber sig titlen som Ringens herre opdager Sauron, hvilken fare han befinder sig i: 'The Power in Barad-dûr was shaken, and the Tower trembled from its foundations to its proud and bitter crown. The Dark Lord was suddenly aware of him, and his Eye piercing all shadows looked across the pain to the door that he had made; and the magnitude og his own folly was revealed to him in a blinding flash, and all the devices of his enemies were at last laid bare. Then his wrath blazed in consuming flame, but his fear rose like a vast black smoke to choke him. For he knew his deadly peril and the thread upon which his doom now hung.' (LotR3, s. 223).

Frodo kan ikke selv tilintetgøre Ringen, men Ringen bliver i skyndingen forvirret ­ den tror, at den befinder sig hos Frodo, selv om den i virkeligheden kun befinder sig på hans finger, som Gollum nu har bidt af og holder i sin hånd ­ og falder selv i Dommedagsspalterne! Saruman sætter også utilsigtet skub i sin egen død, da han provokerer Wormtongue (se tidligere citat).

Sauron, den personificerede ondskab, møder vi dog ikke direkte i The Lord of the Rings. Øjet og 'the Shadow of the East', begge værende symboler på Sauron17, spiller dog en betydelig rolle under hele Ringkrigen. Ifølge Donald O'Briend er 'the Eye of Sauron the image of the will of Sauron the Maia. It is not only used visually as the emblem of Sauron's authority and arrogance, but also metaphorically as the verbal expression of the sense of the presence or prejection of Sauron's will. Thus the oppressiveness of the searching for the ring that Frodo felt in Mordor can be expressed as "he was troubled by the Eye: so he called it to himself" (LotR2, s. 238). There was no Eye except in a metaphorical sense: The Eye was the metaphor for the will of Sauron projected.' (The Eye of Sauron, s. 4). Som da Frodo kikker i Galadriels spejl: Frodo looked into emptiness. In the black abyss there appeared a single Eye that slowly grew, until it filled nearly all the Mirror. So terrible was it that Frodo stood rooted, unable to cry out or to withdraw his gaze. The eye was rimmed with fire, but was itself glazed, yellow as a cat's, watchful and intent, and the black slit of its pupil opened on a pit, a window into nothing. (LotR1, s. 379).

'Emptiness' synes at være kendetegnende for ondskaben (6). Læg mærke til Gollum flere steder beskrives som 'empty', og at Øjet bliver sammenlignet med en kats. Katte opfattes i gammel overtro og i mange mytologier som onde væsner18. Sauron bruger Øjet til at spionere, holde opsyn og søge efter Ringen. Frodo mærker Øjets søgen adskillige gange under sin rejse, bl.a. på Amon Hen19 og det samme gør Sam, da han for en kort stund bærer Ringen i Mordor. Men da Frodo kommer til sig selv, forlanger han den tilbage: 'You've got it?' gasped Frodo. 'You've got it here? Sam, you're a marvel!' he cried, standing up, holding out a trembling hand. 'Give it me at once! You can't have it!' 'All right, Mr. Frodo,' said Sam (...) 'But (...) you'll find the Ring very dangerous now, and very hard to bear. If it's too hard a job, I could share it with you, maybe?' 'No, no!' cried Frodo, snatching the Ring and chain from Sam's hands. 'No you won't, you thief!' He panted, staring at Sam with eyes wide with fear and enmity. Then suddenly, clasping the Ring in one clenched fist, he stood aghast. A mist seemed to clear from his eyes and he passed a hand over his aching brow. The hideous vision had seemed so real to him, half bemused as he was still with wound and fear. Sam had changed before his very eyes into an orc again, leering and pawing at his treasure, a foul little creature with greedy eyes and slobbering mouth. (LotR3, s. 188). Lidt senere, på vej op ad Orodruin, får Frodo endnu et anfald: 'Let me carry it [Ringen] a bit for you, Master,' he [Sam] said. 'You know I would, and gladly, as long as I have any strenght.' A wild light came into Frodo's eyes. 'Stand away! Don't touch me!' he cried. 'It is mine, I say. Be off!' His hand strayed to his sword-hilt. But then quickly his voice changed. 'No, no, Sam,' he said sadly (...) 'I am almost in its power now. I could not give it up, and if you tried to take it I should go mad.' (LotR3, s. 214).

At Frodo til sidst er fuldstændig opslugt af Ringen viser sig allerede inden, at han står ved Dommedagsspalterne: 'Down, down!' he [Frodo] gasped, clutching his hand to his breast, so that beneath the cover of his leather shirt he clasped the Ring. 'Down, you creeping thing [Gollum], and out of my path! Your time is at an end. You cannot betray me or slay me now.' Then suddenly, as before under the eaves of the Emyn Muil, Sam saw these two rivals with other vision. A crouching shape, scarcely more than the shadow of a living thing, a creature now wholly ruined and defeated, yet filled with a hideous lust and rage; and before it stood stern, untouchable now by pity, a figure robed in white, but at its breast it held a wheel of fire. Out of the fire there spoke a commanding voice. 'Begone, and trouble me no more! If you touch me ever again, you shall be cast yourself into the Fire of Doom.' (LotR3, s. 221). Dette er Ringens stemme, ondskabens egen. Ligesom ord som 'thief'20 og 'precious' har vi hørt den før. Det var den samme, som plagede Sméagol under hans diskussion med den anden Gollum-halvdel. Og ligesom dengang ser vi her, hvordan Frodo bliver spaltet i to. Det første udbrud er hans eget, hvor han vil beskytte Ringen for at kunne tilintetgøre den, men til sidst taler han med ondskabens stemme.

Det er karakteristisk for alle, der har været i besiddelse af Ringen, at Ringen med tiden får overtaget. Gollum, Bilbo og Frodo får alle et mærkeligt tomt blik i øjnene, deres stemmer forandres og de udstråler en pludselig styrke, når Ringen giver sig til kende. Ringen virker således som ondskabens lokkemiddel. Den lover sit offer magt og evigt liv men fører i virkeligheden til trældom, tomhed og afhængighed, ligesom nazgûlne er blevet det. Ringbærerne bliver tomme skaller uden sjæle og kun ved at drage til Valinor bliver Frodo reddet fra denne skæbne. Ondskaben kan ikke bekæmpes med sine egne midler men kun gemmen en stærk tro på, at det gode altid vil sejre til sidst og ved tilgivelse og barmhjertighed. Og heri ligger hele styrken i The Lord of the Rings. Den giver os fornyet tro og håb på en ny og bedre verden, når det ser mørkest ud!

Sprogprofessor og sub-creator

Tolkien var spændt på, hvordan reaktionerne på udgivelsen af The Lord of the Rings ville blive: 'I am dreading the publication for it will be impossible not to mind what is said. I have exposed my heart to be shot at.' skrev han til Robert Murray i 1955 (Letters, nr. 142). Om nedskrivningen af sin murstensroman, The Lord of the Rings, fortæller Tolkien selv: 'I met a lot of things on the way that astonished me. Tom Bombadil I knew already; but I had never been to Bree. Strider sitting in the corner at the inn was a shock, and I had no more idea who he was than had Frodo. The Mines of Moria had been a mere name; and of Lothlórien no word had reached my mortal ears till I came there. Far away I knew there were the Horselords on the confines of an ancient Kingdom of Men, but Fangorn Forest was an unforeseen adventure. I had never heard of the House of Eorl nor of the Stewards of Gondor. Most disquieting of all, Saruman had never been revealed to me, and I was as mystified as Frodo at Gandalf's failure to appear on September 22.' (Letters, nr. 163). Dette, at Tolkien ikke havde nogen idé om hvad han egentlig skrev, bør vi have i baghovedet, når vi vil forsøge at finde en dybere mening med hans forfatterskab. Men lad os først se nærmere på, hvad det er, der gør The Lord of the Rings til en så fantastisk bog, at den bliver læst igen og igen, til trods for dens tykkelse:

Christopher Tolkien fortæller at 'the appeal, the attraction lies in my father's extraordinary power of compelling literary belief in an unreal world, what he called 'a secondary world'. That is a world that exists only in the mind: it cannot be seen, cannot be found (...) And many people have discovered (...) that this is a very delightful thing (...) Escape is a different question. He was there, perhaps more deeply hostile because escape has often been used as a means of attack on the very conception of fantasy or the secondary world. And in a sense he said 'Of course it is an escape, if you like' 'cos it's a movement out of the primary world which isn't such a pleasant place into a secondary world that may not be very much more pleasant but is at any rate very different: there are terrors as well as beauties in the secondary world. But he said that the critics had chosen the wrong word, he said that they were perhaps maliciously confounding the escape of the prisoner with the flight of the deserter. And why should what he offered, if it is escape, not be the escape of the prisoner which in other context is regarded as a very noble thing to do? (Landseer: J.R.R.T.).

Netop påstanden om eskapisme blev ofte anvendt af den halvdel af kritikkerne, som ikke brød sig om bogen. Og at der måske er noget om dét, fortæller Verlyn Flieger: 'The book taps into (...) some very old patterns of desire that everybody has of wanting a world that's richer and deeper and more alive than the one that Descartes has given us. Wanting to find not magic but enchantment in the world around us, which Tolkien's world will give you on an abiding basis so that when you have closed the book, you can look around you ­ and your eyes still keep that imprint: you still see that world, in the world that you live in.' (Landseer: J.R.R.T.). Imidlertid bør vi bide mærke i den sidste sætning: Det er meget muligt, at The Lord of the Rings kan læses som ren eskapisme, ligesom enhver anden bog og enhver anden film kan opfattes som en flugt fra virkeligheden, men bogen har også dén kvalitet, at den giver os et nyt syn på den virkelige verden. For The Lord of the Rings er utrolig virkelighedsfuld. Rayner Unwin fortæller:'He was creating a history, a myth. "A mythology for England" he called it. And that involved not just a story. It involved geography, cartography, geology, etnography ­ any other -ography you like!' (Central Prod.: Tolkien Remembered). Og Inge Søbæk skriver: 'Jeg kender få værker, der i den grad til stadighed afstedkommer et så veritabelt emotionelt stormvejr som Tolkiens, der får øjne til at lyse og hænder til at flagre begejstret i deres forsøg på at beskrive hele dette land, dette univers. Begejstringen bunder bl.a. i Ronald Tolkiens blændende forfatterskab, hans sproglige genialitet, hans fortællekunst, lyriske og poetiske evner. Dertil kommer en kunstnerisk udtryksmåde som var helt hans egen. Dette er 'formen'. Hvad der er nok så vigtigt er 'indholdet'. Jeg mener nemlig, at der er meget mere i alt dette end 'bare' den gode historie (...) Jeg havde meget svært ved at give slip på de tanker, de [Tolkiens bøger] satte i gang. Det var noget med en umiddelbar tomhedsfølelse over for vores eget meget fysiske og, på en eller anden måde, meget farveløse verden. Tolkiens verden er jo et overflødighedshorn af sanseindtryk. At se det store i det små og det mørke/onde i det man troede var lyst og godt.' (trykt i Athelas, nr. 1 under rubrikken Breve fra the Centenary).

Lad os se lidt nærmere på dette 'indhold'. Hvad vil Tolkien egentlig med sin historie? Frank Boyle mener, at 'it is about facing up to the responsibilities of life ­ Both individually and as a society and species (...) Like any mythologies they should be entered into and experienced. One cannot put words on an experience anymore than one can describe adequately a taste or a feeling. But they are real and they help us deeply, almost like a heeling tool. As a story-teller Tolkien is supreme. As a creator of words he has an Elvish craft. And, in a way, he is like a bard or shaman. As he does his work he helps us face the problems of the earth and ourselves in order to cure both of us.' (Riksradion: Fact & Fancy: Tolkien and his World).The Lord of the Rings indeholder med andre ord et evigtgyldigt budskab: Vi, som mennesker, har et ansvar over for Jorden og dens udvikling. Det er vores ansvar ikke at lade stå til men at bevare den, som den er, i sin oprindelighed, til evig tid. Samtidig vil vi, hvis vi følger dette råd, opleve at blive "kureret" af naturen. Og at The Lord of the Rings er sammensat af så utroligt mange små elementer, understreger også Tom Shippey: 'He [Tolkien] poured everything he knew about early literature into the fiction. And that one of the great strenghts of the fiction has been this sense of an enormous weight of knowledge and accumulated experience and accumulated thought which has been put into it and which cannot be counterfeited, which cannot be faked.' (Landseer: J.R.R.T.) Om dette og de mange ordsprog, som er indflettet i The Lord of the Rings, siger Tolkien selv: 'I thought the wisest remark in the whole book was that when Elrond says that "the wheels of the world are turned with the small hands while the great are looking elsewhere and they turn because they have to, because it's the daily job."' (Landseer: J.R.R.T.).

Inden udgivelsen af The Lord of the Rings havde Tolkien selv udviklet en teori om grundlaget for sin mytologi og for "fairy-stories". I 1939 gav han et Andrew Lang-foredrag under titlen On Fairy-stories, der siden blev publiceret som et essay. Ebbe Kløvedal21 Reich fortæller om dette essay: 'Alfeland [Faërie], som nogen (slapt og upræcist) kalder Eventyrland, er ikke bare et drømmeland, vi finder på for sjov for at få små børn til at sove eller for at slå tiden ihjel. Alfeland er de steder, hvor alfers og lignende væsners liv udspiller sig ­ blot i en virkelighedsdimension, der ligger noget fra og skævt i forhold til vores sædvanlige. Det sker ind imellem, at Alfeland og vores dagligverden skærer hinanden, så man kan være begge steder på samme tid. Men aldrig ret længe ad gangen (...) Målet for (...) Tolkien (...) er at fremkalde den særlige lykke, som Tolkien i fortællekunsten benævner eukatastrofen, den lykkelige slutning ­ og glæden ved at føle den som sand og følgerigtig. De lykkelige glimt af Alfeland (...) rummer selvsagt en protest mod tidsalderen (...) Som Tolkien påpeger: 'I Alfeland kan man godt forestille sig et uhyre, der bor i et slot så rædsomt som et mareridt (for sådan holder uhyrer af at bo), men man kan ikke forestille sig et hus bygget med gode hensigter, det være sig en kro, et herberg eller en god og dydig konges borg, som alligevel er kvalmende grimt ­ hvis det altså er bygget før vor tid!' Men det gode budskab og glæden, som er 'seglet på den sande alfehistorie' [Tolkien], er langt mere betydningsfulde end protesten. For uden den glæde kan vi alligevel ikke lave om på noget.' (trykt i Athelas, nr. 2, s. 36-39 under titlen Fantasien til magten!).

Tolkien udviklede med tiden en stadig dybere tro på ægtheden af Middle-earth. Han ville ønske at den kunne blive virkelig, for som han ifølge Carpenter plejede at sige: 'I have a vocation for dragons. I desire dragons.' (BBC: Secret Gardens). Tolkien holdt meget af mytologi, samt de oldengelske sprog (gælisk, walisisk og angel-saksisk), islandsk og finsk. Dette har påvirket ham, da han "opfandt" sine mange sprog til Middle-earths befolkninger. Sprogene lå til grund for hele mytologien. Tolkien ville skabe en verden, hvor 'Elen síla lumenn' omentielvo' betød 'a star shines upon our meeting' (Landseer: J.R.R.T.). Og hans sprog er siden blevet udforsket næsten lige så grundigt som de virkelige verdenssprog. Om en sådan tilbundsgående analyse af et forfatterskab sagde Tolkien selv, inden at han blev berømt, at 'we must be satisfied with the soup that is set before us, and not desire to see the bones of the ox out of which it has been boiled.' (On Fairy-stories, s. 120).

Tolkien holdt også meget af naturen, specielt landskaberne omkring barndomsegnen i West Midland, og i særdeleshed store gamle træer, og denne glæde ved naturen mærker vi tydeligt i The Lord of the Rings. Jeg kender ingen forfatter der i dén grad beskriver sin verden så detaljeret som Tolkien, der dag for dag beskriver vind, vejr og klima efterhånden som vi rejser gennem Middle-earths lande. Glæden ved de store træer ser vi også i enterne, der som Jordens ældste vogter skoven for orkers og andre folks ødelæggelse af den. Tolkien var dybt bevæget, da en nabo en dag bestemte sig for at fælde et storkronet poppeltræ, som Tolkien nød at sidde ved sit vindue og beundre. Han var også dybt bekymret over industrialiseringen, og den ødelæggelse og forurening, som den førte med sig. Således skrev han i et brev til Hendes Majestæt Dronning Margrethe efter at have fået tilsendt kopier af hendes originaltegninger til The Lord of the Rings: 'To me, deeply moving was the Scouring of the Shire. Dismally and meanly hideous. It's dreadfully like what happened to the village [Sarehole] in which I lived as a child, almost as soon as I had left it.' (Landseer: J.R.R.T.). Dronningens tegning til kapitlet "The Scouring of the Shire" er her gengivet i den engelske grafiker Eric Frasers streg efter venlig tilladelse fra Hendes Majestæt. Tegningerne blev i 1977 udgivet i såvel en engelsk som en dansk udgave af Ringenes Herre under Dronningens anagram "Ingahild Grathmer".

Christopher Tolkien uddyber dette forhold: 'It is often said that he disliked aspects of the modern world and it is exceedingly true. But in saying that (...) one has to say very clearly that the word "modern" is the key. I would say that my father loved the world (...) loved it more than any other man I've known. If by the world, you mean the earth: "The earth out of which plants grow, in whose airs birds fly, in whose waters fishes swim." The modern world he inevitably disliked, even in some sense hated. It was an anathema.' (Landseer: J.R.R.T.). Selv skriver Tolkien: 'Not long ago (...) I heard a clerck of Oxenford declare that he "welcomed" the proximity of mass-production robot factories, and the roar of self-obstructive mechanical traffic, because it brought his university into "contact with real life". He may have meant that the way men were living and working in the twentieth century was increasing in barbarity at an alarming rate, and that the loud demonstration of this in the streets of Oxford might serve as a warning that it is not possible to preserve for long an oasis of sanity in a desert of unreason by mere fences, without actual offensive action (practical and intellectual). I fear he did not. In any case the expression "real life" in this context seems to fall short of academic standards. The notion that motor-cars are more "alive" than, say, centaurs or dragons is curious; that they are more "real" than, say, horses is pathetically absurd. How real, how startlingly alive is a factory chimney compared with an elm tree: poor obsolete thing, insubstantial dream of an escapist!' (On Fairy-stories, s. 149).

Denne dybe kærlighed til naturen, og misbilligelse af den moderne verden, afspejles også i The Hobbit, hvor 'the goblins' siges at stå bag opfindelsen af de maskiner, som lige siden har plaget verden. Og allerede i indledningen ser vi dette med ordene: 'One morning long ago in the quiet of the world, when there was less noise and more green' (Hob., s. 11) ­ set i forhold til vores nutidige verden. Robert Murray antyder, at Tolkien befandt sig i en forkert tidsalder:' I think he believed very deeply in the mythical, historical framework that the world is running down from a Golden Age and has gone fairly far.' (Landseer: J.R.R.T.). Og Shippey underbygger denne antagelse: 'I suppose the easy thing to say is that The Lord of the Rings and The Hobbit could become exentric classics like Lewis Carrol's Alice in Wonderland (...). And it might be like that, but I think that there is a possibility also ­ depending on which way future goes (which one can't tell) ­ that Tolkien will be felt to be a representive of something which, like Middle-earth, was dying with him. That he was (...) the first of the old western men who were brought up before the First World War and before things changed, but who lived on well into the 20th century and who wrote a book about what it was like to live through the disastrous years of war and defeat ­ and what looked like failure ­ but who never really himself gave up hope that there would be a light beyond darkness and that things would get better.' (Central Prod: Tolkien Remembered).

1. Verdenskrig kóm til at præge hele Tolkiens liv. Han kom aldrig rigtigt over tabet af sine venner. Humphrey Carpenter fortæller: 'there was something genuinely sad about him. One can't study his life whithout carrying away feeling that there was a kind of deep unhappiness which motivated the books which gives them their wonderful belonging for a past age. And the whole point of his stories is that they are about nostalgy, about looking back to a golden age that has gone, and by being stranded as it were in the 20th century ­ in the modern industrial society ­ indeed completely out of place.' (Central Prod.: Tolkien remembered). Selv siger Tolkien: 'If you really come down to any large story that interests people ­ that hold their attention for a considerable time (...) the story is practically always a human story, practically always about one thing aren't they? Death, inevitably death (...) "There is no such thing as a natural death, nothing that happens to man is ever natural. Since his presence calls the whole world into question. All men must die, but for every man his death is an accident. And even if he knows it and make sense to it, an unjustible violation" [citat af Simone de Beauvoir] (...) Those are the keyspring of The Lord of the Rings.' (Landseer: J.R.R.T.).

Krigsoplevelserne under 1. Verdenskrig ser vi flere steder i The Lord of the Rings. 'The Dead Marches' er måske et af de mest åbenlyse steder, hvor Frodo og Sam ser de selvlysende døde ansigter i sumpen. Slaget ved Somme har måttet være et mareridt for Tolkien. Og Sarumans svar på enternes angreb på Orthanc leder tankerne hen på de forfærdelige flammekastere, der første gang blev taget i brug under denne rædselsfulde krig. Tolkien var troende katolik, og hans faste overbevisning og videregivelse af det kristne budskab kommer da også tilsyne i The Lord of the Rings, omend det kun sker indirekte (jf. fx Påskens placering i forhold til Ringens tilintetgørelse ­ Den Nye Verden...). Ifølge Carpenter er The Lord of the Rings 'a book that tries to convey a feeling of religion to a world which is not actually a believing world. This (...) is probably why it's so enormous popular in America, in what is on the whole a godless world. It deeply appeals because it brings back religion into fiction.' (Central Prod.: Tolkien Remembered).

Selv svarede Tolkien på kritikernes påstand om, at 'The War of the Ring' skulle symbolisere 2. Verdenskrig: 'As for the inner meaning or 'message', it has in the intention of the author none. It is neither allegorical nor topical (...) "The Shadow of the Past" is one of the oldest parts of the tale. It was written long before the foreshadow of 1939 had yet become a threat of inevitable disaster (...) It sources are things long before in mind, or in some cases already written, and little or nothing in it was modified by the war that begain in 1939 or its sequels.' (LotR1, s. 6-7). Med hvad får vi da som læsere ud af The Lord of the Rings? Jeg skal her sluttelig trække linjerne op i store træk.

 

Tolkien - en del af vor nutidige mytologi?

Slægtsnavnet Tolkien kommer af tysk "tollkühn", der betyder "dumdristig" ­ en mere dækkende betegnelse for Tolkiens litterære udskejelser findes næppe! At "Reuel" på hebraisk betyder "en ven af Gud" kan man lægge det i det, som man vil (7). Men på spørgsmålet om, hvorvidt Frodo er en kristfigur svarer Tolkien: 'I don't think so personally'. Frodos enestående evne til at bære Ringen er ifølge Tolkien derimod 'allegory of human race'. (BBC: Interview). Vi kan, hvis vi vil! Hermed henviser Tolkien til hobbitternes utrolige mod, standhaftighed og moral. Frodo og Sam opgiver deres fredelige 'Shire' for at redde deres kære fra ondskabens lænker. At de opofrer sig selv og aldrig selv vil kunne få gavn af dette rører ikke ved deres beslutning. Frodo har mistet håbet om nogen sinde at se 'the Shire' igen, da de når ind i Mordors skygger, men Sam fatter mod og forsøger at opmundre Frodo og sig selv. Der er ikke megen humor i The Lord of the Rings, bortset fra hobbitternes helt specielle slags. Men alligevel appellerer The Lord of the Rings dybt til vore følelser, til vores sympati og medlidenhed, tro og håb på en ny og bedre verden. I en verden præget af dystre tanker og mørke lyser Gandalf, Sam og Frodo op og indgyder os nyt håb, da alt ser håbløst ud. Men barmhjertighed redder til sidst Middle-earth fra undergang. At miste evnen til tro, håb og barmhjertighed svarer til at visne og dø. Således går det Denethor i Minas Tirith. Og hvis man ikke udvikler sig, ikke kan kaste Ringen i Dommedagsspalterne eller træffe de rette valg, når de er nødvendige, sådan som fx Galadriel og Elrond gør det, så visner man også. Jovist, med emner som paradis, ondskab og godhed, selvopofrelse, egoisme, reinkarnation22, evigt liv, tilgivelse, de svages kamp, og bevarelse af naturen, er The Lord of the Rings spækket med værdirelationer!

'God is supreme, the creator, outside the transcendental' (BBC: Interview), siger Tolkien. Som skaber af Middle-earth opfattede han sig selv som 'sub-creator'. Glæden ved at skabe en verden indeni den virkelige verden var nok i sig selv. Han er i dag en klassiker og blev allerede i sin egen levetid en del af "den nutidige mytologi".

 

Henvisningsnoter

1Disse tal stammer fra forlaget Gyldendals egne opgørelser, offentliggjort i min artikel Hinsides Kløvedal, trykt i Athelas, nr. 3, s. 20 samt fra min artikel Tolkien i oversættelse, trykt i Athelas, nr. 1, s. 58.

 

2Denne oplysning stammer fra Mikael Ahlströms artikel J.R.R. Tolkiens stedfortræder på Jorden, samt fra et brev af Christopher Tolkien, trykt i Legolas, nr. 4, 1992, s. 24-25, under titlen: Future books and The New Shadow: An exclusive statement from Christopher Tolkien.

 

3Dette afsnit bygger hovedsageligt på Humphrey Carpenters autoriserede biografi.

 

4Opfattelsen af at Ringen har sin egen vilje underbygges i øvrigt også af Kocher i hans bog Master of Middle-earth.

 

5Dette afsnit er en reaktion på White og Helms artikel.

 

6Dette underbygges i øvrigt også af Kocher i hans bog Master of Middle-earth, s. 73: 'To see into Sauron's Eye is to look into nothingness. Sauron is getting as close as a subsisting creature can get to absolute non-Being.'

7Disse oplysninger stammer hovedsageligt fra Carpenters biografi.

 

Kildefortegnelse

Primærlitteratur:

Tolkien, J.R.R.: On Fairy-stories. Trykt i The Monsters and the Critics and Other Essays. Red. af Christopher Tolkien. London: George Allen & Unwin, 1983.

Tolkien, J.R.R.: The annotated Hobbit. Annoteret af Douglas A. Anderson. Boston: Houghton Mifflin Company, 1988.

Tolkien, J.R.R.: The Fellowship of the Ring, Being the First Part of The Lord of the Rings. 2. udg., Boston: Houghton Mifflin Company, 1986.

Tolkien, J.R.R.: The Letters of J.R.R. Tolkien. Red. af Humphrey Carpenter &

Christopher Tolkien. London: Unwin Hyman Ltd., 1990.

Tolkien, J.R.R.: The Return of the King, Being the Third Part of The Lord of the Rings. 2. udg., Boston: Houghton Mifflin Company, 1986.

Tolkien, J.R.R.: The Silmarillion. Red. af Christopher Tolkien. Boston: Houghton Mifflin Company, 1977.

Tolkien, J.R.R.: The Two Towers, Being the Second Part of The Lord of the Rings. 2. udg., Boston: Houghton Mifflin Company, 1986.

 

Sekundærlitteratur:

Ahlström, Mikael: J.R.R. Tolkiens stedfortræder på Jorden, oversat af Lars-Terje Øland Lysemose, trykt i Athelas, nr. 2, s. 50-53.

Carpenter, Humphrey: Tolkien: a biography. Boston: Houghton Mifflin Company. (Paperback).

Friborg, Bjarke: Tolkiens skabelsesberetning som den kommer frem i Silmarillion. Trykt i Athelas, nr. 2, s. 40-41.

O'Brien, Donald: The Eye of Sauron. Trykt i Beyond Bree, June 1992, s. 1-5. Red. af Nancy Martsch. Sherman Oaks, Californien, 1992.

Kocher, Paul H.: Master of Middle-earth. Boston: Houghton Mifflin Company, 1972.

Lie-Olesen, Inge Søbæk (m.fl.): Breve fra the Centenary. Trykt i Athelas, nr. 1, s. 34- 49.

Lysemose, Lars-Terje Øland: Hinsides Kløvedal, trykt i Athelas, nr. 3, s. 20.

Lysemose, Lars-Terje Øland: Tolkien i oversættelse: Om danske oversættelser, trykt i Athelas, nr. 1, s. 58-61.

Reich, Ebbe Kløvedal & Physant, Lars & Frøsig, Martin: Fantasien til magten! Trykt i Athelas, nr. 2, s. 36-39.

Tolkien, Christopher: Future books and The New Shadow: An exclusive statement from Christopher Tolkien. Trykt i Legolas, nr. 5, s. 24-25. Red. af Johanna Vainikainen. Jyväskylä, Finland, 1992.

White, Mark Arvid & Helms, Philip W.: Thomas Aquinas in Middle-earth: Just War Theory Applied to the War of the Ring. Trykt i Minas Tirith Evening- Star, Volume 22, nr. 3, s. 3-9. Red. af Philip W. Helms. Highland, Michigan, 1993. ISSN 1063-0848.

 

Anvendt audiovisuelt materiale:

British Broadcasting Company: Interview with J.R.R. Tolkien. Radioprogram af Denis Geurault, 1964.

British Broadcasting Company: Secret Gardens: In a Hole in the Ground there Lived a Tolkien. Radiospil af Humphrey Carpenter sendt på Radio 4, 1992.

Central Productions: Tolkien Remembered. Vist i britisk tv, 198?

Landseer Film & Television Productions Ltd.: J.R.R.T. ­ A Portrait of John Ronald Reuel Tolkien, 1892-1973. Produceret af Helen Dickinson, 1992. Vist i DR TV den 14. marts 1993 (oversat af Jytte Heine med

konsulentbistand fra Jan Lyderik & Lars-Terje Lysemose).

Riksradion: Fact & Fancy: Tolkien and his World. Af Frank Boyle. Sendt i finlands- svensk radio, 1992.

Twentyfirst Century Radio: Hieronimus & Company: 100th Anniversary Celebration of J.R.R. Tolkien. Nationalt amerikansk radioprogram sendt den 17. november 1991 og fortsat den 9. februar 1992.

 

Anden anvendt litteratur:

Arnold, Reg: The Destruction of the Ring. Trykt i Amon Hen, nr. 121, s. 11. Red. af Derrick Stott. London, 1993. ISSN 0306-8781.

Bergland, Magne: Religion i Ringenes herre. Trykt i Angerthas, nr. 34, s. 17-20. Red. af Magne Bergland. Bergen, 1993. ISSN 0382-4931.

Bergland, Magne: Tolkien ­ myteskaperen 100 år. Trykt i Angerthas, nr. 30, s. 35-44. Red. af Magne Bergland. Bergen, 1992. ISSN 0803-4931.

Bergland, Magne: Tolkien (s)om allegori. Trykt i Angerthas, nr. 20, s. 30-35. Red. af Nils Ivar Agøy. Oslo, 1987. ISSN 0382-4931.

Day, David: Et Bestiarium over Tolkien. Overs. af Jan Lyderik. Gyldendal, 1991.

Ellitsgaard-Rasmussen, Knud: En Ringverden. Fantasiskikkelser over J.R.R. Tolkien: Ringenes Herre. København, 1988.

Fonstad, Karen Wynn: The Atlas of Middle-earth. 2. udg., London: Grafton, 1992.

Foster, Robert: The Complete Guide to Middle-Earth. 2. udg., London: Unwin Paperbacks, 1988.

Hammersland, Arne-Henrik: "Blessed are the myth-makers". Trykt i Angerthas, nr. 35, s. 6-11. Red. af Magne Bergland. Ulset, Norge, 1993. ISSN 0382- 4931.

Harvey, David: The Song of Middle-earth. London: George Allen & Unwin, 1985.

Hodne, Leiv: The Five Wizards. Trykt i Angerthas, nr. 32, s. 32-36. Red. af Magne Bergland. Bergen, 1992. ISSN 0803-4931.

I.T.T.: "The Heart of the Matter". Trykt i Mallorn, nr. 22, s. 31. Red. af Jenny Curtis. London, 1985. ISSN 0308-6674.

Jeffs, Carol: The Lord of the Rings as Tragedy. Trykt i Mallorn, nr. 21, s. 5-10. Red. af Jenny Curtis. London, 1984. ISSN 0308-6674.

Jensen, Todd: Gandalf and Holmes. Trykt i Beyond Bree, July 1991, s. 6. Red. af Nancy Martsch. Sherman Oaks, Californien, 1991.

Jensen, Todd: Sauron's Threat. Trykt i Beyond Bree, November 1993, s. 6. Red. af Nancy Martsch. Sherman Oaks, Californien, 1993.

O'Brien, Donald: The Evolution of Mithril. Trykt i Beyond Bree, July 1991, s. 1-4. Red. af Nancy Martsch. Sherman Oaks, Californien, 1991.

McComas, Alan: Negating and Affirming Spirit Through Language: The Integration of Character, Magic and Story in The Lord of the Rings. Trykt i Mythlore, Volume 19, No. 2, nr. 72. Red. af Glen H. GoodKnight. Altadena, Californien, 1993. ISSN 0146-9339.

Monks, Caroline: Christianity and Kingship in Tolkien and Lewis. Trykt i Mallorn, nr. 19, s. 5-7 og 28. Red. af Jenny Curtis. London, 1982. ISSN 0308- 6674.

Muirhead, Rev. Ian A.: Theology in Gandalf's Garden. Genoptrykt i Arda 1986, s. 14-24. Red. af Anders Stenström. Uppsala, 1990. ISSN 0280-2015.

Nasmith, Ted: Of the Land of Shadow and the Dark Tower. Trykt i Amon Hen, nr. 69, s. 14-15. Red. af Colin Davey. London, 1984. ISSN 0306-8781.

Noad, Charles: "Tolkien Reconsidered". Trykt i Amon Hen, nr. 91, s. 12- 13. Red. af Mike Percival. London, 1988. ISSN 0306-8781.

Shippey, Tom A.: Heroes and heroism: Tolkien's problems, Tolkien's solutions. Trykt i Lembas-extra 1991, s. 5-17. Red. af Jan Gerritsen & Sjoerd van der Weide. Leiden, Nederland, 1991. ISSN 0167-823X.

Shippey, Tom A.: The Road to Middle-Earth. 2. udg., London: Grafton, 1992.

Strachey, Barbara: Journeys of Frodo. An Atlas of J.R.R. Tolkien's The Lord of the Rings. London: Grafton, 1992.

Styers, Norman: Subcreation and second realities: Tolkien and Voegelin on imagined realities. Trykt i Beyond Bree, October 1989, s. 1-3. Red. af Nancy Martsch. Sherman Oaks, Californien, 1989.

Tyler, J.E.A.: The Tolkien Companion. Red. af S.A. Tyler. London: Pan Books, 1977.

Chart.dk