Fra Athelas nr. 7, 1994, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Midgårds Fylkings

21 års jubilæum 1994

Af Pippin Toker (Kim Hansen)

 

Den 18. juni i det som Udgårdsmennesker kalder 1994 var Kløvedals folk inviteret til stort gilde, som Midgårds Fylking holdt i anledning af deres 21 års jubilæum og kroningen af Glóin, søn af Gróin, søn af Farin, til konge i Moria. Fra Imladris kom der 6 gæster: Echtelion, til dagligt kaldet Søren, Gimli, også kaldet Peter, Daeron, der også hedder Kurt, Aravorn, som vi kender som Lars­Terje, Tinúviel, der også hedder Ditte, og jeg selv.

 

Markedet

Vi startede ved Fyrisskolan, hvor Nordens Tolkien-festival holdtes. Her fik vi af tre herolder besked om, at vi skulle rejse med tre store mûmakil, af Udgårdsfolk benævnt som "busser", der kørte os ud til den skov, hvor vi skulle være. Da vi havde gået et stykke i denne skov, kom vi til en stor markedsplads. Her solgtes alt fra magiske amuletter til flotte to­hånds økser. Bard fra Dal solgte smukt udskårne vikinger og Radagast den Brune, som jeg i min artikel om Bokskogen 1993 i Athelas 3, fejlagtigt havde placeret i Forodrim i stedet for Midgårds Fylking, solgte piber og "blad". Alle disse herligheder kunne købes for de læderstykker, "tallenter", der var gangbar mønt i disse egne. En tallent er lig med fem svenske kroner. Der var også en kro, der solgte mad for et ubetydeligt antal tallenter.

Mens vi sad ved bordene i kroen, var der pludseligt nogle muntre skjalde, der spillede op til dans. Det blev til en lang kædedans rundt på markedspladsen. Det var "jätte roligt", som de der boede på denne egn ville have sagt på deres mærkelige dialekt af det almindelige sprog vestron.

Da jeg havde pustet ud efter dansen, bemærkede vi, at der samlede sig en folkemængde på den anden side af markedspladsen. Vi gik selvfølgelig straks over for at se, hvad der var i gære. Det var smeden, ham der lavede to-hånds økser og ringbrynjer, der dystede i sværdkamp med en ringbrynjeklædt ridder. Denne episode endte dog lykkeligt, da de, efter at have dystet en stund, skiltes som venner.

Der var i mellemtiden blevet opført en scene på markedspladsen. På denne scene opførtes stykket om "Beren og Lúthien". Det var kongelig underholdning. Stykket, som var en opførelse af en af Tolkiens bedste og ældste historier, blev smukt spillet ­ og ikke uden humor.

 

Kroningen

Efter stykket blev vi alle kaldt til at overvære Glóins kroning i Moria, også kaldet Dværgegraven. Dette var en stor ære. Vi blev ført om bag ved kroen og se, her var der en hemmelig indgang til Moria.

Vi gik længe nedad, først ad den lige trappe og så ad den snoede trappe og endelig endte vi i en stor grotte. Gulvet i grotten var først vandret, men et stykke længere henne gik det skråt opad. Den nederste del af denne skråning var oplyst af levende lys, mens der var mørkt i den bagerste ende. På den lyse del stod der en trone af sten. Vi fik at vide, at vi skulle stå bag en række af lys, der stod på den vandrette del af gulvet. Da alle var kommet ned, begyndte et kor, der var placeret bagerst i den mørke del af grotten, at synge. Så begyndte trommerne at tromme, og fra den gang der førte videre ned i Moria kom der en procession. Først kom der to kutteklædte med hver deres fakkel, derefter kom der en med en økse, og efter ham kom der en med en lille ambolt. Efter disse fire kom Glóin, søn af Gróin, søn af Farin. Til sidst kom der en med kronen, efterfulgt af endnu to kutteklædte med fakler.

Da de havde fundet deres pladser på det skrå gulv, fik Glóin overrakt øksen og ambolten. Derefter blev han kronet, og lige idet kronen blev sat på hans hoved, stod der flammer ud af væggene, forskel-lige steder i hulen. Eglerio!

 

Banketten

Efter kroningen blev vi ført hen til et stort telt, der på ingen måde stod tilbage for den pavillion, hvori Bilbo havde holdt sin afskedsfest. Efter at Midgårds Fylkings faner, under stort show, var ført ind i teltet, begyndte vi at finde vore pladser. Under denne store banket blev der sunget flere sange af Midgårds Fylkings sanglaug. Engang imellem rejste der sig en eller anden for at udråbe en skål for "the Valar". Der blev læst op af Midgårds Fylkings annaler fra de andre jubilæer, som de havde holdt ved deres 7 og 14 års jubilæer. En blev slået til ridder af Midgårds Fylking og mange hyldet af de mere end 150 tilstedeværende, bl. a. Aravorn (Lars-Terje), der af værterne blev slået til æresridder af Estel-ordenen (estel betyder håb på sindarin) sammen med Mikael Ahlström, Nils Ivar Agøy og Beregond (Anders Stenström). Alt i alt en velfungerende Banket. Eglerio!

 

Afslutningsceremonien

Da vi havde spist, blev det tid til den afsluttende ceremoni, hvor de deltagende foreninger gav værterne og den nykronede dværg de medbragte gaver.

Det var efterhånden blevet mørkt. Da vi alle var forsamlet udenfor, blev der på græsset antændt to lange papirsnore, der omkransede den plads, hvor de forskellige foreninger lavede små ceremonier, mens de overrakte deres gaver. Disse gaver blev overrakt til en page, der derefter gik op til Glóin og Elrond, der modtog dem for Midgårds Fylking. Lige før vores ceremoni, der var lagt næsten til sidst (eftersom vi var nybegyndere i den forbindelse), kom Angmar fra Malmö ind med sang og fagre ord, der understøttede deres gave. Derefter kom vi ind og overbragte vores gave, der var en ­ hvis vi selv skal sige det ­ flot dekoreret daggert ved navn Vorondil (betyder på quenya "trofast tjener"). Vores lille ceremoni kiksede dog lidt, fordi Glóin, modsat tidligere, undlod at kommentere sin gave. Til sidst kom Haradrim, der under kraftig brug af fyrværkeri, gav vores værter en mystisk "turbogrill". Denne magiske ting kunne på kort tid brænde enhver grillmiddag til kul. De havde i Haradrim, efter Ringkrigen, ikke kunnet se nogen fremtid i våbenfremstilling og havde derefter ændret deres produktion til fremstilling af førnævnte "Turbogrills". De trak sig derefter (som sædvanlig) tilbage i en stor røgsky.

Det var enden på en ikke helt almindelig historie om nogle ikke helt almindelige folk på en ikke helt almindelig tur i sveernes land.


Chart.dk