Fra Athelas nr. 7, 1994, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

AF EN SAMHOSTS KRØNIKE, 2. DEL

­ eller:

 

Uddrag fra våbenbæreren af Den Fløjtende Gyngehests eventyrlige liv og levned ­ En herre med tilnavnet Tapre, æresridder af Den Lykkelige Dal, i landet hvor sommeren er lang, varm og solrig, og vinteren fuld af frostklar sne. Der hvor drager flokkes, ridderne er ædle, og kvinderne smukkere end morgenrøden. Hvor månen har nathue på, ryger pibe og gaber overbærende til sin storesøster, der sydende slukker sin varme glød i verdenshavets østlige ende for træt at forlade skuepladsen og gå til ro, dog aldrig førend hun har leget med sin store farvepalet på himmelbuen, givet skyerne guldrids og tegnet lange skygger og sorte silhoueter i elvernes, menneskenes, træernes og alle andre væseners landskab.

­ Med andre ord, det sted der som oftest, og af de uvidende, kaldes fantasiens rige, men som vi andre blot betegner ­ lige på den anden side af virkeligheden...

Krønikørens indledende bemærkning til dette, ikke tidligere offentliggjorte, materiale:

"I de henved titusinde håndskrevne ark der udgør rammen om Samhostkrøniken, er denne del af værket at betragte som væsentlig for forståelsen af klostertårnsbelejringen (3254 efter Den store Fred) i balladen omkring det bortførte domkapitel. Tillige bringer det lys over omstændighederne i forbindelse med Den Fløjtende Gyngehest og selvsammes indtræden i æresridderens våbenskjold. Uddraget består af siderne 987-994 i originalmanuskriptet og er foreløbigt katalogiseret: Betydningsfulde.

For den der ikke kender hændelserne efter Samhosts højtidelige udnævnelse til æresridder på Sneppekøbing Stortorv, er det måske på sin plads med en kort skitsering deraf.

­ Samhost følte sig stærkt knyttet til Frostprinsessen og forsøgte flere gange at overtale hende til at flytte med ud til sit lille husmandssted, som han stadig betragtede som det eneste rigtige sted at tilbringe sit liv. Frostprinsessen derimod kunne med sin nyvundne frihed ikke slå sig til tåls med at blive i dalen. Hun ville lære og opleve, som hun ofte skriver i brevvekslingen mellem de to i disse år. Derfor drager hun i første omgang til nabodalen for at studere, med en besked til Samhost om at brevduen er opfundet, og at de jo kan skrive til hinanden. Samhost slår sig nu fast ned i Sneppekøbing, i det lille hus på Blåbærallé, hvor han har resideret siden nedkomsten fra bjergene ­ tilsyneladende opgiver han altså pludselig at flytte ud til sit husmandssted igen. En mærkelig rastløshed præger den ellers livsglade Samhost, og selvom kilderne fra perioden er få, og ofte vanskelige at tyde på grund af Samhosts mangel på kalligrafiske evner, er det alligevel tydeligt, at oplevelsen med dragen har sat noget i gang. Da så prinsessen direkte henvender sig til Samhost og beder ham opsøge skomageren for at få lavet et par solide vandrestøvler, læser Samhost mellem linierne og drager kort efter af sted på sin første store vandring. Meget hænder, men væsentligt for denne del er det, at Samhost, der har overnattet på et skummelt værtshus natten i forvejen og fået stjålet sin vadsæk, den 4. oktober 3253 står ved indgangen til Den Syngende Skov og ­ på trods af alle advarsler ­ beslutter sig for at drage lige igennem og på den måde hurtigst muligt komme til Prins Halvgods sommerhybel ­ Vadmelsborgen ­ hvor han er blevet lovet husly og forplejning. Her kan vores historie tage sin begyndelse..."

 

­ Sælsom musik blandede sig med det tiltagende tusmørke og flagermusenes hidsige skrig. En lille sti førte ind mellem stammerne i skovtykningen, og Samhost følte en smule modvilje og et drag af usikkerhed, da han trådte ind mellem træerne. Sandelig, han huskede stadig de advarende historier fra den skumle krostue. Den krumryggede gamling havde gnækkende fortalt, at Den Syngende Skov var blevet hjemsted for en jættefamilie ­ "Dette troldpak" havde han hvislet, så hans enlige tandstump blev trykket ned mod tungespidsen, "samler sig rigdomme ved at overfalde vandringsmænd og handelsrejsende, der måtte nærme sig ­ og det er ikke godt at vide, hvad de gør ved dem bagefter..." ­ Det sidste havde han sagt i en halvkvalt, spruttende latter, mens en bred stribe af spyt og øl bevægede sig ned over hans hage. Samhost mente ærlig talt, at denne gamle mand var en anelse ud over, hvad han anså for egentlig hyggeligt bekendtskab, men da han derfor gjorde mine til at rejse sig, sprang den gamle mand pludseligt op med en iver og hastighed, som man ikke umiddelbart ville have anset for mulig. Han greb fat i Samhosts kofte og så på ham med bedende øjne, mens han hviskede: "Ærværdige fremmede, misforstå mig ikke, det er kun for Deres eget bedste..." Videre nåede han ikke, så dejsede han om på krostuens lerklinede gulv og begyndte hostende at vride sig i krampetrækninger. Kroværten og et par af hans drenge kom til, og den bistre krovært samlede, med et fast greb i kraven, gamlingen op og smed ham ud i mørket, hvor han, stadig hostende, famlede sig ind mod den klynge huse, der udgjorde Grågårde, en mindre flække på karavanevejen mellem Gildestad og Kapersted, henholdsvis østligste og vestligste by i Prins Halvgods rige ­ Øvre Ghriis. Samhost kunne nu ikke helt forlige sig med den hårdhændede behandling og spurgte, om da ikke nogen ville sørge for, at gamlingen kom helskindet hjem, for ellers ville han ­ men kroværtens dreng, der i øvrigt lød det nydelige navn Hubert, og som på et langt senere tidspunkt skulle komme til at spille en afgørende rolle i Prins Halvgods erobringsplaner af naboriget Nedre Ghriis, rystede blot på hovedet og forsvandt ind bag et væld af vintønder. Da Samhost kort efter spejdede ud i natten efter den gamle mand, var der ingenting at se...

Alt dette fór gennem Samhosts hovede, da han nu stod der i skovbrynet, hvor et frønnet bræt forkyndte, at han entrede Den Syngende Skov. Han huskede også kun alt for godt, hvorledes morgenstunden havde bragt ham den ubehagelige overraskelse, at hans gode gamle vadsæk var forsvundet. Kroværten havde hovedrystende frakendt sig ethvert ansvar i den forbindelse men hjalp da Samhost med en pose brød og lod ham gå uden at betale for nattens logi. "Men så må du også hellere komme af sted, inden jeg ombestemmer mig", havde kroværten sagt, og Samhost, der nok huskede kroværtens styrke fra dagen i forvejen og i øvrigt ikke brød sig om at yppe kiv i det hele taget, skyndte sig af sted ­ Nej, Grågårde havde bestemt ikke efterladt noget positivt indtryk i Samhosts sind, og han glædede sig ærlig talt til at slappe af på Vadmelsborgen, hvorfor han snart besluttede at lade hånt om aftenens oplevelser og drage lige igennem skoven, en genvej der trods alt afkortede ruten med flere dage.

Skumringens sparsomme lys blev yderligere forringet, da Samhost begyndte sin travetur ind under de mørke trækroner. Månen stod med et smalt segl bag en regntung sky og kunne på den måde kun vanskeligt bidrage synderligt til at bryde med det faktum, at mørket trængte sig på, og at Samhost ­ der måske nok var erklæret en tapper ridder, men som ikke altid var helt sikker på, om det nu også kunne være rigtigt ­ så småt fik bange anelser og begyndte at ønske, han havde rettet sig efter gamlingens advarsler. Ikke desto mindre satte han sig ned i skovbunden og begyndte at tygge de brødskorper, kroværten havde givet ham med. Det var absolut ikke friskbagt brød, men Samhost var sulten og spiste ufortrødent og med god appetit, indtil hans ører pludselig opfangede en sælsom musik et sted inde mellem træerne. Eller var det et bestemt sted? ­ Snart lød det som om, det var lige ved siden af, og snart var det kun en sart tone et sted, dybt inde fra skovens hemmeligste skjulesteder.

Samhost rettede sig op, lyttede ­ men kunne ikke stedfæste retningen. Musikken blev kraftigere, og han blev enig med sig selv om, at en omrejsende gøglertrup havde slået lejr et sted i nærheden og øvede sig på de numre, der skulle fremføres for at skaffe det daglige brød. "Lidt varm suppe" tænkte Samhost og puttede resolut den brødskorpe han havde siddet og gnavet i tilbage i posen. Så rejste han sig op og så sig om efter et lysskær eller noget andet, der kunne fortælle ham, hvor lydene kom fra ­ intet at se. Musikken derimod syntes at komme fra alle mulige retninger, men Samhost huskede, at han som dreng ofte havde moret sig med at råbe "hallo" op mod bjergkammene i Den Lykkelige Dal og derefter fået en helt eventyrlig række af ekkoer tilbage ­ så det fænomen måtte bare tilskrives den omstændighed, at musikken blev kastet frem og tilbage mellem træerne. "Det kan vel ikke skade at se sig lidt omkring, inden man går til ro", tænkte Samhost ved sig selv og begyndte at vandre videre i den retning, han mente, musikken måtte komme fra. Tyveriet af hans vadsæk nagede ham stadig, og han kunne ikke blive helt enig med sig selv om, hvorvidt kroværten havde haft en finger med i spillet eller ej. Ikke at det betød så meget, som sagerne stod nu, men når man sådan går alene i en stor, mørk skov og ikke er helt så tapper som navnet ellers tilsiger, så er det meget godt at gå og tænke på noget andet. Derfor begyndte han at lede efter en ny stav til en vadsæk ­ for sådan en mente han i og for sig ikke, man kunne undvære. Mørket var imidlertid blevet tættere, og det måtte snart være på de tider, at man skulle finde ly for natten. Musikken var tilmed hverken kommet nærmere eller blevet lettere at stedfæste men syntes stadig at bevæge sig rundt mellem de mørke stammer, som om den havde sit eget liv, så Samhost begyndte så småt at opgive håbet om en skål varm suppe, der kunne varme hans slunkne maveskind. "Men en stav til min vadsæk, det kan jeg da finde, inden jeg går til ro", tænkte han, idet han passerede en slank, ung ask, der så ud som om den var både spændstig og stærk. "Minsandten" ­ fortsatte han sin tankebane videre og huskede i ét nu sin bedstefars gamle huskerim:

 

Den vise, gamle eg ­ der tænker mens den gror

er træet du bør vælge, hvis du skal bygge bord

Den frejdige og kåde poppel, uden noget mål

spreder liflig blomsterduft, som vedet i dit bål

­ Fyrretræet, længselsfuld, søgende og kåd

Den lyse bøg, som altid; stærk og sund og rolig

betros hvervet, ærefuldt ­ som væggen i din bolig

En lind, så stolt i unge år, ingenting kan kue

giver til sin ejermand, en stærk og sikker bue

Mørkt, standhaftigt asketræ ­ glemmer ej sin herre

som vandrestav og følgesvend, altid trofast være

 

Der var mange flere vers, og selvom bedstefaren flere gange havde indprentet Samhost vigtigheden af naturens luner og mangefold, så havde huskerim aldrig været hans stærke side. Men det betød nu heller ikke så meget, for netop som Samhost udbrød "minsandten", havde han konstateret, at det netop var et asketræ, der stod og strakte sig mod den mørke aftenhimmel, dér ­ et par meter fra stien. "Altid trofast være" ­ tænkte Samhost, "det må være det helt rigtige til min vadsæk", så han begyndte at hale Dragetæmmer op af skeden ­ Eller rettere, det der var tilbage af den. Dragetæmmer havde nemlig vist sig at være stort set ubrugelig for den spinkle Samhost, så smeden i Sneppekøbing havde indvilliget i at "reparere" den lidt, som han sagde ­ thi at ødelægge et så godt stykke håndværk, som Dragetæmmer havde vist sig at være, det kunne aldrig falde ham ind. Da Samhost to dage senere var kommet forbi igen for at hente sit afkortede sværd, kunne smeden med et sælsomt udtryk i øjnene berette, at Dragetæmmer havde ligget i essen i 8 timer, før han kunne arbejde med den. "Jeg forstår mig ikke på den slags" ­ havde han sagt ­ "men det sværd er ikke gjort af almindeligt stål". Hvad det så var gjort af, kunne Samhost ikke få ham til at rykke ud med, men sværdet var blevet noget mere håndterligt, og da sadelmager Læhdernaal et par dage senere havde færdiggjort en ny skede, glemte han snart alt om den sag.

­ Som han nu stod der i den kølige aftenluft og havde besluttet sig for at fælde det slanke asketræ med sit sværd, syntes musikken omkring ham pludselig at blive kraftigere. "Mærkværdigt" nåede han at konkludere, inden han svang Dragetæmmer over sit hovede, og af al sin kraft slyngede det mod asketræet for med bare ét eneste hug at dele det i to. I de par sekunder det tog at hæve sværdet og foretage det afgørende sving, blev musikken mellem træerne forvandlet til en høj, skinger tone, der brat hørte op og blev til fuldstændig stilhed, da Dragetæmmers klinge ramte den slanke ask og med en gnist fældede det ranke træ.

Samhost så sig om. Musikken var helt forsvundet. Han kikkede fra Dragetæmmer i sin knyttede næve til asketræet i skovbunden. Sværdets blanke klinge lyste med et svagt, blåligt skær ­ som om det skjulte en svær, hemmelig trolddom, der netop havde været i brug. Da Samhost spejdede op mod nattehimlen for at forklare fænomenet, var månens sølvhvide segl stadig skjult bag regntunge skyer. Asketræet lå i skovbunden og lignede en ganske almindelig ask, men Samhost mente alligevel ikke at kunne huske, at asketræer vanligvis gnistrede, når de blev fældet ­ så han bukkede sig forsigtigt ned og strakte prøvende sin hånd ned mod staven ­ for ligesom at være parat til at trække sig tilbage, hvis der skulle ske noget uforudset ­ Intet skete. Samhost åndede lettet op. "Min fantasi spillede mig vist et gevaldigt puds", grundede han og begyndte at binde sin lærredspose fast i enden af askestaven ­ Musikken var imidlertid ikke vendt tilbage.

Pludselig tændtes et sted mellem træerne et lys. Samhost opdagede det ikke lige straks, men da han gjorde, tog det ham ikke mange minutter at ræsonnere sig frem til, at hans gøglerteori nok ikke havde været så forkert endda. "Og hvis jeg bærer mig forsigtig ad", mente han "­ kan jeg jo altid trække mig tilbage, hvis det viser sig at være røvere eller troldpak". Han tog sin nye vadsæk på nakken og listede stille hen imod lysskæret.

Musikken mellem træerne vendte langsomt tilbage, men Samhost syntes den lød en anelse mere dyster end før. Tilsyneladende kom den ikke engang fra det fjerne lysskær, som han nærmede sig så behændigt, han kunne, men stadig fra alle mulige forskellige retninger på en gang. Hans mave rumlede en smule oven på det sparsomme måltid, og i sit inderste håbede han, at lyset ville vise sig at være et bål hos nogle venligtsindede mennesker, der måske oven i købet ville give ham en lille smule at spise, som måtte være mere interessant end de fem tørre brødhumpler, han havde tilbage, og som han ikke havde den allermindste lyst til skulle blive dagens eneste måltid.

Således overvejende nåede Samhost, efter en halv times forsigtig listen sig nærmere, til et lille hus ­ der til hans store skuffelse lige så godt kunne være ejet af trolde eller røvere, som af mennesker af den mere behagelige slags. Han ville dog ikke opgive sit forehavende lige med det samme men sneg sig forsigtigt hen til det oplyste vindue, som havde været hans pejlemærke, siden han første gang skimtede lysskæret mellem træerne, og kikkede ind.

Omkring et stort bord sad 2 velvoksne troldeforældre og deres 4 små troldebørn ­ som ivrigt sloges om et stykke fårelever. Det syntes at skabe vældig stemning blandt de to forældre, at den største pludselig tog sin store træske og begyndte at slå de andre oven i hovedet for at få dem til at opgive deres forehavende. Det betød imidlertid bare, at de tre andre endnu stædigere og hidsigere kastede sig ind i kampen, der til Samhosts store forbløffelse resulterede i, at den mindste pludselig sprang op på bordet og med et snuptag greb fat i leverstykket ­ plantede sin højre fod, med et veltilrettelagt spark, i øjet på først den ene og så den anden, hoppede ned med et gevaldigt spring og et sekund efter kom styrtende ud ad døren ­ tre skridt fra hvor Samhost stod og kikkede ind.

Troldeungen opdagede imidlertid ingenting men styrtede bare videre ind i skoven, skarpt forfulgt af de andre troldebørn ­ der ikke have været sene til at optage forfølgelsen.

Samhost vidste ikke sine levende råd. Han havde lamslået betragtet det hidsige opspil og ved et utroligt held undgået at blive opdaget, da de fire kamphaner var kommet tumlende ud ad døren, lige ved siden af hvor han stod. "Tåbeligt" bankede det inden i hans hovede "tænk at overse en hel dør!" ­ Det der gjorde ham så ederrasende på sig selv, var det faktum, at troldefaren kort efter var kommet frem i døråbningen og nu stod og kluklo ud i natten, altimens Samhost stod og trykkede sig op ad muren, ængstelig for at troldefaren skulle se til siden og opdage ham ­ og samtidig ude af stand til at snige sig væk, fordi hans ben føltes som om, de var groet fast, hvor han nu engang stod.

Heldet var ikke med Samhost i denne omgang. Lige inden troldefar skulle til at gå indenfor og lukke døren bag sig ­ gik han et skridt ud for at strække sig. Han gabede højt, strakte sine arme op mod trækronerne, så alle hans led knagede, bøjede derefter den ene arm om bag ryggen og gentog proceduren, mens han ræbede højlydt og veltilfreds ­ og fik i denne særegne stilling pludselig øje på Samhost, der stadig stod og prøvede at gøre sig usynlig henne ved vinduet. "Alruna" råbte han, med sin rustne troldestemme ­ tog et mægtigt skridt og greb fat i Samhosts nakke med et jerngreb, der fik ham til at udstøde et forskrækket "AUUV" ­ "Vil du straks komme herud og se, hvad jeg har fanget". Alruna trådte næsten øjeblikkeligt frem i døråbningen, som om hun bare havde ventet på, at troldefaren skulle kalde. "Jamen Fedtstylte, det er jo et menneske" applauderede hun henrykt og forsvandt lige så hurtigt, som hun var kommet. Fedtstylte, der åbenbart var identisk med troldefaren, lugtede af gammel ost og rådden tang, og Samhost var ikke et øjeblik i tvivl om, at hans situation var blevet forvandlet til det værre ved denne skæbnesvangre tildragelse. Troldefar bugserede nu, stadig med et fast tag i nakken, Samhost ind gennem døren og placerede ham på en stol henne ved det store, åbne ildsted, der udgjorde det meste af den østlige endevæg. "Fortræffeligt" smiskede Alruna saligt og sendte Fedtstylte et taknemmeligt blik. "Løb straks ud efter de små" sagde hun kort efter ­ og troldefaren forsvandt som en lynild ud ad døren ­ og snart genlød skoven af høje råb. "Lunkenmælk, Brumleurt, Knortekæp og Pandebrask ­ kom hjem eller jeg sælger jer" ­ var den enkle men virkningsfulde besked, Fedtstylte brugte, når ungerne skulle kaldes til orden. Samhost tvivlede ikke et sekund på, at han også ville gøre alvor af sin trussel, hvis det skulle vise sig nødvendigt, men han sagde ikke noget. Alruna havde fundet et gammelt stykke tovværk og gik nu omkring og mumlede ved sig selv, mens hun bandt Samhost fast til stolen.

­ Snart efter kom Fedtstylte hjem med de fire troldeunger. Brumleurt og Lunkenmælk havde begge to et gevaldigt blåt øje, hvor den mindste ­ Knortekæp ­ havde ramt dem med sin støvle. Knortekæp havde tilsyneladende guflet hele fåreleveren i sig alene og i hvert fald gik de andre og skulede ondt til ham ­ lige indtil de fik øje på Samhost, der sad og så ulykkelig ud og slet ikke anede, hvad han skulle gøre. "Nu får jeg aldrig min prinsesse at se igen", tænkte han bedrøvet ­ men huskede også, at hun havde sagt, at der altid var en udvej ­ selv når alt syntes allersortest. Lige nu kunne han dog ikke komme på noget, selvom han granskede sin hjerne efter alle de historier, han havde hørt om trolde. Hans bedstefar havde altid sagt, at bjergtroldene var de værste ­ for de havde et hjerte af sten, så Samhost trøstede sig lidt med, at han trolds alt befandt sig i midten af en skov ­ og at sandsynligheden for, at det skulle være bjergtrolde han var stødt ind i derfor blev tilsvarende mindre. Trolde blev vist ikke regnet for hverken kloge eller særligt dygtige håndværkere ­ men havde alligevel en forkærlighed for guld og ædle stene, som de brugte i deres handel med de andre skumle væsner, som verden var så fuld af ­ og at der herskede en udbredt ligegyldighed omkring påklædning og udseende talte sit eget tydelige sprog, når Samhost kastede et blik på de seks trolde, der nu dygtigt diskuterede, hvad man skulle bruge fangsten til.

Pandebrask, der var den kraftigste af de fire troldebørn, mente, at man skulle koge en kraftig suppe på den. Brumleurt og Lunkenmæld var mest tilbøjelige til at hænge den med hovedet nedad i et træ og øve sig i at skyde til måls med bue og pil. Knortekæp brummede, at de kunne skyde til måls efter noget andet, og desuden havde han hørt, at menneskekød smagte bedst, hvis det var lavet over åben ild. Fedtstylte og Alruna tilsluttede sig Knortekæps forslag, og de andre troldebørn så misfornøjede på ham, fordi han nu også fik sin vilje i den sag. "I har slet ingen troldeforstand", grinede Knortekæp, pegende fingre ad Lunkenmælk ­ og søgte tilflugt bag Fedtstyltes brede ben. Lunkenmælk greb en stol og kastede den efter ham, med det resultat at den ramte Fedtstyltes knæ med et ordentligt brag, hvorfor han straks greb fat i den formastelige og gav ham en gang klø, så han skreg og hylede, mens de andre troldebørn jublende så til.

Mens alt dette skete, var Samhost gået fra at være i dyb fortvivlelse til at blive ganske desperat. Det ene forslag havde lydt værre end det andet, og tankerne svirrede rundt i hans hovede og så med ét kom han i tanke om en historie, prinsessen engang havde fortalt ham. Det var en ganske utrolig historie, og Samhost var ikke så sikker på, at den ville virke, men det kunne på den anden side heller ikke skade at prøve, så han rømmede sig ­ først stille ­ og da der tilsyneladende ikke blev taget hensyn til det, så forsøgte han igen ­ denne gang lidt højere, og efter at have forsøgt endnu et par gange udbrød Knortekæp pludselig: "Jeg tror, den vil sige noget" ­ og da Samhost nikkede, blev der så forholdsvis stille i stuen, at Samhost kunne få ørenlyd og prøve sin desperate plan.

" ­ Hvis jeg alligevel skal dø", begyndte han, "så ville det jo være dumt, om jeg ikke først fortalte jer om en mægtig skat, jeg kender til". Der blev helt stille i stuen, men Fedtstylte kunne alligevel ikke nære sig og råbte: "Stille, børn" til ungerne, der allerede så med store øjne på den stakkels Samhost og ikke sagde en lyd. "Øh, ja ­ bestemt" fortsatte han videre, "når den nu alligevel skal dø, så kan den jo ligeså godt fortælle os om den store skat", mumlede han videre, men mest til sig selv fordi han allerede drømte om alle de rare guldmønter.

Samhost fortalte, at han var spion fra Nedre Ghriis, og at han havde opsnuset en mægtig skat på et gammelt kloster lige i nærheden.

­ Samhost vidste ikke, om der overhovedet lå et kloster nogen steder i omegnen, men holdt en lille kunstpause, og den ivrige Fedtstylte spurgte med store øjne: "Er det mon Blommegårdsklostret den taler om?" ­ og Samhost smilede lidt ved sig selv over sit store held, da han fortsatte: "Du må være godt kendt i omegnen, siden du ved så meget". Fedtstylte, der kun sjældent blev beskyldt for at vide noget som helst slubrede det hele i sig som varm mjød, og Samhost kunne ufortrødent gå videre med sin sære historie.

I godt to timer berettede han nu om, hvordan domkapitlet på Blommegårdsklostret havde fået sig store rigdomme, fordi det havde reddet, og i hvert fald taget sig af, en udenlandsk og meget velhavende fyrstinde, da hun var kommet forbi i et forskrækkeligt uvejr, og hele hendes følge var forsvundet. Samhost kunne også fortælle, at skatten var gemt i klostertårnet, men at der var to nøgler, hvoraf kannikken havde den ene, og at man blev nødt til at bortføre hele domkapitlet for at få fat i den anden, fordi denne nøgle gik på omgang mellem medlemmerne ­ Det sidste sagde han ligesom for at sikre sig, at troldene ikke skulle pine den stakkels kannik, hvis de fik fat i ham, thi Samhost betragtede det som en umulighed, at troldene, deres styrke til trods, kunne få fat i alle domkapitlets munke. Det skulle imidlertid vise sig at være en undervurdering af de guldhungrende trolde, for ikke så snart Samhost havde fortalt sin historie færdigt, begyndte Fedtstylte og Alruna at dirigere troldeungerne ud efter forstærkning i alle skovens afkroge.

Havde det været kaotisk, da ungerne sloges om maden, og havde det gået vildt for sig, da man diskuterede fangstens anvendelsesmuligheder, kunne det tilsammen ikke engang stå mål med den virksomhed og snakken i munden på hinanden, som Samhosts historie havde forårsaget.

Snart kom Knortekæp tilbage med fire åmænd og en marekat, der alle ivrigt lyttede til Fedtstyltes ­ noget forkortede ­ version af Samhosts historie. Brumleurt kom tilbage uden noget følge men kunne fortælle, at Gammelmorf ­ som Samhost aldrig havde hørt om før, men som var Troldkongens fætter og i øvrigt holdt til i udkanten af Den Syngende Skov ­ var draget i ørneham til klostret og ville være der, når resten af gøglet nåede frem.

Samhost havde aldrig drømt om, at hans historie skulle få så vidtrækkende konsekvenser men kunne selvfølgelig kun stille sig tilfreds med, at man tilsyneladende havde glemt alt om ham.

Da Pandebrask og Lunkenmælk også kom tilbage med henholdsvis tre lygtemænd og en enkelt krumrygget heks, besluttede man sig for at bryde op og drage mod klostret. Kun den altid sultne Pandebrask beklagede sig over, at man ikke kunne vente til efter, man havde spist, men Fedtstylte sagde, at det kunne man altid gøre, når man kom hjem. Herefter gik han hen og strammede de knuder, Alruna havde bundet, nikkede til Pandebrask for ligesom at fortælle ham, at hans sult nok skulle blive stillet, og gjorde herefter tegn til, at man skulle drage mod Blommegårdsklostret.

­ At Samhosts utrolige plan havde virket over al forventning hang sammen med den kendsgerning, at den tiårlige skattebetaling til Troldkongen nærmerede sig, og at mange af indbyggerne i Den Syngende Skov altid skød den slags ubehageligheder så langt ud, at de kom til at sidde i en slem katteknibe, hver gang dagen igen dukkede op. Alt dette vidste Samhost selvfølgelig ikke noget om, men lidt held skal der også til en gang imellem. Heldigt var det også, at hverken Fedtstylte eller Alruna havde bekymret sig om hans sværd, så med lidt tålmodighed og fingerfærdighed lykkedes det oven i købet Samhost at skære sig fri i løbet af bare en time.

Selvom Samhosts mave rumlede, og han følte sig mere sulten end godt var, kunne han godt dy sig for at smage på troldenes efterladenskaber. Ud over det store bord lå stadig spredt ­ lunser af fårekød og humpler af sortsvedent brød. Der skulle imidlertid mere end almindelig sult til for at give sig i lag med det, så Samhost samlede sin vadsæk, der var smidt i et hjørne, op ­ og forsvandt det bedste han havde lært det, væk fra huset og i den retning han mente, stien ville ligge ­ Den tog det ham godt en time at finde tilbage til, og da var han så træt, at han bare lagde sig ned med vadsækken under hovedet ­ og faldt i søvn.

Næste morgen værkede det svært i både arme og ben. Den hårde jord havde aldrig været Samhosts foretrukne soveplads, og når han ellers sov under åben himmel, prøvede han gerne at samle sig et leje af blade, eller allerhelst af mos, og på den måde komme til at ligge både blødere og behageligere. De fem brødskorper, der var tilbage i vadsækken, var ikke blevet bedre af, at han havde ligget på dem. Tværtimod, dristes man næsten til at sige ­ thi nu bestod de mestendels af et tusindtals brødkrummer, og Samhost drømte endnu engang om, at komme til Vadmelsborgen, hvor Prins Halvgod havde lovet ham husly, hvis han nogensinde skulle komme forbi. Samhost havde mødt prinsen på sin vandring ud af Den Lykkelige Dal, hvor han havde været på ulvejagt i bjergene. De fulgtes ad over det snævre pas til nabodalen og var undervejs blevet ganske gode venner.

Samhost vandrede frejdigt videre og mødte ingen forhindringer. Undertiden syntes han at kunne høre den samme musik, som havde bragt ham i den forfærdelige situation aftenen før, men stadig kunne han ikke ganske bestemme, hvor den kom fra. At Samhosts rejse nu gik så let hang selvfølgelig sammen med, at alt skovens troldpak havde samlet sig under Gammelmorfs kommando til det, der senere skulle blive kaldt balladen om det bortførte domkapitel eller klostertårnsbelejringen. At Samhost på den måde havde hyttet sit eget skind og bragt hele Blommegårdsklostret voldsomme problemer havde naturligvis ikke været en hensigt ­ men det skulle senere vise sig, at kannikken og domkapitlet havde lagt en så stærk skattebyrde på de omliggende gårde, at belejringen, der endte med klostrets nedbrænding, snarere førte til glæde og begejstring end det modsatte.

Da dagen igen var blevet til aften, og Samhost havde spist de allersidste brødkrummer i sin vadsæk, brød han endelig ud af træernes skygge og kunne styre direkte mod Vadmelsborgen, der lå blot en halv fjerdingvej fra skovens udkant. Her modtoges han af en træt Prins Halvgod, der i den sidste uge havde haft et farligt mas med sin mindste datter, der ikke kunne stille sig tilfreds med noget af det legetøj, hun havde ­ og som derfor ikke bestilte andet end at græde og hyle. "Lige meget hvad jeg prøver", stønnede Prins Halvgod, da Samhost var kommet indenfor og blevet placeret i en lænestol med en kop varm te, "så er det ikke godt nok ­ Jeg ved ikke mine levende råd..." ­ Samhost, der ikke vidste så meget om børn, kunne heller ikke umiddelbart komme på noget men lovede at sige til, hvis der skulle dukke noget op.

Så fortalte Samhost, hvad han havde oplevet siden de skiltes, og Prins Halvgod grinede højt og længe, da han hørte om det puds, Samhost havde spillet Fedtstylte og hans kone og sagde, at det havde han længe drømt om, at nogen ville gøre. Så blev der ringet med aftenklokken, og Samhost kunne langt om længe få stillet sin sult.

Det blev et overdådigt måltid, og Samhost blev absolut ikke skuffet over sin værts gæstfrihed, men måtte til sidst give op over for et stykke med vildt, og følte nu bare en voldsom trang til at sove. Prins Halvgod reddede i sidste øjeblik Samhost fra at falde i søvn ved bordet, og eventuelt hamre panden ned i sovseskålen, ved at foreslå ham at gå til ro ­ for han måtte jo være træt oven på sin lange rejse. Hertil kunne Samhost bare nikke, og snart lå han og kikkede op i en mørkelilla baldakin i en enorm seng ­ nåede lige at tænke på, hvor godt det var i forhold til gårsdagens leje og faldt derefter straks i søvn...

Da næste morgen gryede, sov Samhost endnu fast, og det skulle blive langt op ad formiddagen, inden han slog øjnene op. Så følte han sig til gengæld også udsovet og kunne med god samvittighed dumpe ned i Prins Halvgods kæmpestore badekar. Her lå han og svømmede rundt en halv times tid og kunne bagefter trække i et sæt rent tøj, som Prins Halvgod havde fået lagt frem. Det var oven i købet en pragtfuld dag med høj blå himmel, og Samhost gik omkring og nynnede, indtil han pludselig stødte ind i Prinsen, der nu så aldeles fortvivlet ud. "Den er helt gal", jamrede han, "nu vil hun heller ikke spise, før hun får noget spændende legetøj ­ du må hjælpe mig, Samhost". Samhost kunne godt se situationens alvor, da han kom ind i det store legerum, hvor Halvgods datter, den lille prinsesse Næstensød, sad, omgivet af et væld af legeting og græd hjerteskærende. Først satte Samhost sig ned på hug ved siden af hende, men det afstedkom bare, at hun hylede endnu mere. Så forsøgte han at sige som en gris, derefter som en kat ­ snart stod han på hovedet, og da intet af det syntes at influere det mindste på prinsessens legelyst, satte han sig til sidst ned og begyndte at lege med en stor bamse. "Goddag Bamsefar" hørte han sig selv sige ­ "Den er fyldt med savsmuld og kan ikke tale", afbrød Prinsessen ham skarpt men holdt for en stund op med at hyle ­ "Hvorfor leger du ikke med din fine gyngehest", spurgte Samhost, der i det samme fik øje på et vældigt flot eksemplar i den fjerneste ende af rummet. Da han selv var lille, havde det altid været hans højeste ønske, og da hans bedstefar en dag havde givet ham en, var der ikke grænser for de eventyr, de to havde oplevet sammen. Prinsessen svarede imidlertid bare kort, at den var gået i stykker og desuden var dum. Samhost gik nu hen for at se nærmere på gyngehesten, og Prinsesse Næstensød gav sig til at hyle igen.

Gyngehesten manglede rigtignok et ben, og Samhost begyndte at se sig om efter noget andet, der måske ville kunne fange prinsessens opmærksomhed. Så kom han i tanke om sin vadsæk og ilede op til sit kammer og flåede posen af. "Man må vel ofre sig", tænkte Samhost og forsvandt ned ad trapperne igen. Han gik ind til gyngehesten igen, målte hvor langt benet skulle være og satte fingeren på sin stav omtrent der, hvor han mente, det var en passende længde for straks at pile ad køkkenet til. Det var et voldsomt hastværk han lagde for dagen og inde i køkkenet spurgte han forpustet kokken, om han ville skære staven over der, hvor han holdt sin finger med en af sine køkkenknive. Det mente kokken nok, han ville, hvis det nu skulle være så vigtigt. Samhost sagde, at det ville formilde Prinsessen, og kokken smilede ved sig selv, mens han begyndte at skære i staven.

"Hvad er det for en fidus?" spurgte kokken og så op fra skærearbejdet. "Ikke så meget som en skramme" ­ Samhost så spørgede på ham ­ "Det er skam ikke nogen fidus", sagde han så ­ men kokken var blevet fornærmet og smed staven tilbage til Samhost, der nu stod og så spørgende ud. "Hvorfor blev han sur?" tænkte Samhost, men besluttede sig for at hente Dragetæmmer og selv klare arbejdet, hvis kokken ikke ville hjælpe. Det tog lidt tid at finde sværdet, for Vadmelsborgen var stor, men med lidt hjælp fra en af tjenerne lykkedes det til sidst at finde frem til det sted, hvor Samhosts sager blev opbevaret.

Da han nu for anden gang hævede Dragetæmmer for at hugge askestaven midt over, hørte han igen den høje, skingre lyd ­ der straks blev til fuldstændig stilhed, da staven først var blevet delt. Dragetæmmer fik også igen det blåhvide skær, men Samhost havde for travlt til at blive alt for optaget af det, så han ilede tilbage til legerummet og fik med møje og svær bakset benet på plads, så gyngehesten igen kunne gynge.

Prinsessen var imidlertid ikke til at formilde, og Samhost måtte indse, at alt hans arbejde havde været spildt ulejlighed. Slukøret spankulerede han ud af værelset og gik ind i rummet ved siden af, hvor Prins Halvgod sad og spekulerede på, hvad han mon havde gjort galt, siden han havde fået sådan en umulig datter. Samhost fortalte ham om gyngehesten men også, at det ikke havde virket. Prinsen nikkede bare og gik over mod vinduet, hvor han stillede sig og stirrede ud i det klare solskin. Der stod han i henved fem minutter, indtil han pludselig vendte sig mod Samhost og sagde: "Hov, har du hørt det?" ­ "Øh, hvilket?" spurgte Samhost undrende. "Ja, netop ­ ingenting" svarede Prins Halvgod og satte i et spring ud af værelset. Nu kunne Samhost også høre det. Støjen og hylene fra legerummet var hørt op, og han småløb i samme retning som Halvgod hen mod døren og ind i legeværelset.

Her sad Prinsesse Næstensød og gyngede på gyngehesten, altimens hun fløjtede i vilden sky. Ja, det vil sige, sådan kunne det godt se ud ­ men fløjteriet fortsatte, da Prinsessen fik øje på Samhost og udbrød: "Tak søde mand , fordi du lærte min gyngehest at fløjte".

Prins Halvgod stod og smilede ved sig selv, mens han kikkede beundrende på sin lille datter, der nu sad og gyngede og befandt sig i en helt anden verden. Så kikkede han op på Samhost og sagde: "Du skal hermed blive slået til ridder af Den Fløjtende Gyngehest".

­ Og først nu kunne Samhost se en sammenhæng mellem alle hændelserne, musikken og den skingre tone, da han prøvede at fælde træet. Så kom han i tanke om skovens navn ­ og han slog sig selv på panden, så der lød et ordentligt klask ­ Den Syngende Skov...

Chart.dk