Fra Athelas nr. 8, 1994, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Tolkiens univers: genre, fortællestil og livsanskuelse ­ eller "Overfladiske overvejelser om Ringenes Herre"

Af Morten Brøsted Christiansen

Indledning

"Denne opgave er vokset frem, mens den er blevet fortalt, til den endte med at blive min opfattelse af Den store Krig om Ringen". Med denne omskrivning af forordet til Ringenes Herre, vil jeg starte min behandling af bogen.

Den første gang jeg læste noget af Tolkien, var det den danske udgave af Hobbitten, som jeg lånte på biblioteket. Jeg troede da, efter min storebrors anvisninger, at det skulle være historien om Merlin og Arthur.

Stor var min overraskelse, da jeg opdagede, hvad den virkeligt handlede om. Jeg læste dog videre og havde snart læst bogen til ende. Senere læste jeg Ringenes Herre, og så var jeg fanget. Også den engelske version læste jeg. Hvad var det her for noget? Interessen vedblev, og da jeg så fik muligheden via 3.G opgaven, var den derfor selvskrevet til emne. Og her sad jeg med en bog, der efter min mening er uegnet til traditionel litteraturgennemgang. Men alligevel var der masser af stof at tage fat på:

Jeg vil i min opgave analysere fairy-story-genren som begreb, da det er den stil Tolkien benytter sig af. Herunder vil jeg sammenligne med folkeeventyret.

Dernæst vil jeg, da en stor del af min interesse i litteraturlæsningen ligger heri, kigge lidt på fortællestilen og de virkemidler Tolkien benytter sig af.

Og så vil jeg endelig tage hul på den vigtigste del af min opgave: En belysning af Midgård, og de begreber der gør sig gældende i denne og bruge det som "springbræt" til en bearbejdning af den livsanskuelse, der findes i Tolkiens verden.

Genre

Det engelske ord fairy-tale, oversættes uvilkårligt med eventyr. Større problemer får man, når det er ordet fairy-story, der kommer på tale. Slår man op i Gyldendals engelsk/dansk ordbog, står der fejlagtigt, at begge ord på lige fod betyder eventyr. Men hvorfor er det ikke rigtigt?

Det er det også til dels, men vil man have en mere præcis definition af ordet fairystory, må man analysere genren lidt.

En fairytale, folkeeventyret, er en relativ enkel historie, der finder sted "østen for solen.." og i en tid "der var engang". Verden er befolket af prin-ser, trolde og feer, der åbenlyst udtrykker deres godhed/ondskab via udseende og handlinger. Folkeeventyret følger gerne en formel for historiens gang og bygger meget på gentagelser af ritualer og sætninger. Helten/heltinden bliver undervejs stillet overfor nogle prøvelser af moralsk karakter, og består de dem, får de hjælp af mægtige eller magiske væsener. Også tallet tre skal gerne indgå.

En fairystory, derimod, har ikke disse faste rammer, selvom en del af dem bliver opfyldt alligevel. Generelt er alle irrationelle retningslinjer skåret fra, således at historien kan blive mere fri og samtidig troværdig.

En vigtig betingelse for at en historie er en fairystory er, at den er fairy, dvs. er hensat til et "fairy" sted, altså et sted hvor feerne1 bor og har deres virke. Det er det sted, hvor magien virker og ikke bliver betvivlet.

I min udlægning af hvad fairy er, må stedet heller ikke være vores verden, kun hvis der er gjort foranstaltninger for at tilpasse feverden til vores verdens virkelighed, idet det gøres klart, at feverden ikke er reel. Det er nødvendigt, at den foregår i en form for anden dimension, en fiktiv parallelverden. Derfor må historien ikke være en drøm, også selvom drømmen foregår i en feverden (men drømmen kan meget vel være et medie til at komme over i feverden), og sluttelig må den ikke bare være en fabel, da dyrene bare er en personificering af menneskelige træk (med lidt magi i fabelen kunne den meget vel være en fairystory).

Såfremt en fairystory og dens fortæller (begge skal være opfyldt), insisterer på rigtigheden af historiens hændelser og altså benægter, at den er imaginær, bliver historien okkult eller religiøs.

Som den sidste faktor vil jeg nævne tiden, der dog kun er en rent æstetisk betingelse. De fleste fairystories foregår i et middelaldermiljø, hvor der er tilgang til hjælpemidler fra den æra. Man kunne godt forestille sig en fairystory som science­fiction eller nutidig, men da det der betegner den er sådanne fænomener, der hører middelalderens forestillingsverden til, ville man utvivlsomt have svært ved at forestille sig det.

Handlingen i fairystories har også mange ligheder med folkeeventyrets. Der er ofte tale om en "Quest", hvor heltene drager ud for at klare en opgave for (og med hjælp af) nogle mægtige eller magiske væsener. De kommer undervejs ud for en masse strabadser, der må overkommes. Denne ydre handling er så et led, eller direkte instrument, i kampen mellem godt og ondt.

Jeg har før nævnt, at fairystories henter en del af sin inspiration i folkeeventyret, men der er også en anden stor inspirationskilde til i hvert fald de første fairystories (Tolkien, C.S.Lewis): gamle sagn og sagaer, såsom Eddadigtene og den græske mytologi. Herfra er der hentet en del af de væsner, der lever i feverden, om end nogle er blevet til "prototyper", der kun ensretter nogle tendenser hos de sagnomspundne, klassiske væsner.

I Tolkiens udlægning af hvad fairy-stories er, skal der helst også indgå mennesker. Han går endda så langt som til at sige: "most good fairy stories are not 'stories about fairies' but about the adventures of men in the Perilous Realm2." (også derfor går han så langt som at gøre hobbitter og mennesker af samme slægt).

Jeg har i min diskussion af genren valgt at bruge ordet fairystory frem for fantasy, da fantasy for mig står for alle de fantastiske beretninger, der indeholder magi, sværdkamp og sære væsner, mens fairystories i højere grad benytter sig af middelalderstemning og de klassiske væsner.

Fortællestil

Allerede når man læser prologen til Ringenes Herre, må man undres. For her finder man en lidt sær passage: "Denne tid, Midgårds Tredje Alder, ligger nu langt tilbage, og alle landskaberne må have ændret karakter. De egne, hvor hobbitterne dengang levede, må utvivlsomt have været de samme som dem, hvor de stadig holder til: den nordvestlige del af Den gamle Verden, øst for havet3."

Denne passage er genial og meddeler i al sin enkelthed, at hobbitterne lever skjult iblandt os endnu, og at den der har skrevet denne bog lever i nutiden, eller det der svarer til Midgårds nutid. Måden hvorpå denne forfatter gengiver historien er gennem ældgamle dokumenter, nedarvet gennem tiderne fra selve historiens hovedpersoner. Tolkien lader gennem prologen sin læser vide, at Ringenes Herre og Hobbitten faktisk er dele af Vestmarks Røde Bog, skrevet af selveste Bilbo og Frodo. Sideløbende lader han os så, med diverse hentydninger, vide, at den er redigeret af dette nutidige menneske.

Med disse små fif lader Tolkien trilogien være "en bog i bogen" og giver dermed bogen et særdeles realistisk træk, nemlig en historie.

Denne opfattelse er i strid med Paul Kochers opfattelse4, der går på, at Ringkrigen skulle være vores fortid.

Her mener jeg dog, at Kocher er lidt for dramatisk og ukritisk. Selvføl-gelig kan alle disse hentydninger let tolkes på den måde, men med lidt rationel tænkning, vil det være let at affeje denne påstand. Sandt nok er der ingen antydninger om, at min udlægning, i modsætning til Kochers, skulle være begrundet, i hvert fald ikke i historiedelen af trilogien, men læser man forordet, hvor Tolkien selv kommenterer bogen fra vores verden (og indrømmer, at det er ham, der har skrevet den), finder man: "Hvad angår en indre mening eller et 'budskab', så har det ikke været forfatterens mening, at den skulle have nogen. Den er hverken allegorisk eller aktuel.5" (Man skal også lægge vægt på, at der kun er taget udgangspunkt i vores verden (geografi, mytologi, struktur)).

Og det er vel egentlig meget sigende om hele bogen: Denne bog er ikke skrevet med andet budskab og formål end at være forfatteren og læseren til glæde! I forordet læser man: "Det vigtigste motiv var en fortællers ønske om at forsøge sig med en virkelig lang historie, der kunne fastholde læsernes opmærksomhed, more dem, glæde dem og ind imellem måske ophidse dem eller bevæge dem dybt.6"

Sammenfattet med det sidste citat mener jeg, at min påstand er under-bygget. Her skal lige nævnes, at Ringenes Herre er skabt som en mytolo-gisk (og imaginær) fortid til England, i stil med den nordiske mytologi, idet Tolkien mente, at det manglede en sådan (dette er lykkedes særdeles godt, da mange af Tolkiens væsner er indgået i folks generelle bevidsthed som værende "rigtige" mytologiske (orker, hobbitter, enter)).

Man skal bare notere sig, at der måske ligger indre motiver i bogen, altså fænomener der har med bogens verden at gøre, utilsigtede, og altså underbevidste temaer, samt at der ikke kan tages højde for, hvad andres holdning er til at tolke på noget, der ifølge forfatteren ikke bør tolkes. Fx kunne man måske få noget spændende frem ved hjælp af Freuds og Jungs teorier (dette er ikke en opfordring).

Tolkiens forfatterskab er præget af en perfektionisme og et ønske om troværdighed, der er grænsende til det sygelige. Dette medfører, at Tolkiens fortællinger er utroligt nuancerede, når historien påkræver det (her er der tænkt på Ringenes Herre, specielt da denne er Tolkiens "hovedværk", og fx er der i Hobbitten ikke belæg for at lave den så nuanceret, da det hovedsageligt er en børnebog, så godt som alt i hans historie har en fortid, som man evt. får uddybet i Silmarillion7, og der levnes ikke meget til læseren at gætte). Denne perfektionisme skaber dog en del problemer for en forfatter, der som Tolkien benytter sig af "streams of consciousness", da der kan ske det under fremstillingen af historien, at helt nye, uplanlagte elementer, pludselig kan dukke op. Et eksempel på dette er fx da figuren Traver bringes ind i historien: "...I had then no more notion than they had of (...) who Strider8 was; and I had begun to despair of surviving to find out."

Sådan skriver Tolkien i indledningen til Tree and Leaf 9, og her kommer så problemet. Med Tolkiens ukuelige perfektionisme, må han absolut finde en fortid (og fremtid) til denne person. Det er tvivlsomt om Tolkien selv har vidst noget om forklaringen på det ukendte, før det øjeblik han skrev den ned. Måske har han opbygget en masse løse ender og antydninger i løbet af historien, og får dem først kædet sammen meget sent, før han skriver den. Måske oplever han sammenhængen på samme tid (sted i bogen), som læseren får det at vide.

Selve måden at fortælle på har Tolkien da også fået inspiration til fra folkeeventyret. Hans sprog er meget dramatisk, og når handlingen gør det nødvendigt fyldt med tillægsord. Han er den alvidende, beskrivende fortæller, der ikke med ringeste overbevisning kan siges at være objektiv. En relativ stor del af historierne går med at beskrive landskaber, kulturer og folkenes og landenes historie. Når han giver sig lov til at vandre, kan han være som en gammel mand, der først ad adskillige omveje når til pointen i sin fortælling. Dette yder til en utrolig familiaritet med bogens personer og lande og en fantastisk mystik omkring de personer, der ikke bliver beskrevet på denne måde (Gandalf, Træskæg, Saruman, Traver).

Personvalget er selvfølgelig heller ikke tilfældigt. Ser man nærmere på dem opdager man, at de på en eller anden måde er familiære, før man overhovedet får noget at vide om deres handlinger. Man ved, hvordan de er og vil reagere på de specielle situationer. Dette skyldes i høj grad, at Tolkien benytter sig af arketyper. Og her kan man virkelig se inspirationen fra eventyret. Personerne bærer så at sige deres personlighed uden på tøjet. De er personificeringen af deres væsen.

Midgård

Ringenes Herre er blevet læst over hele Jorden. Den er oversat til 33 sprog verden over og er solgt i 20 millioner eksemplarer10. Grunden til dette kan være mange: En god historie er hovedsagen, men også fortællestilen, altså om flere synes historien er skrevet godt, spiller ind (selvfølgelig). Grundlaget for disse to betingelser er i Tolkiens tilfælde hans univers, Midgård, eller måske skulle man hellere sige Arda, ordet der betegner hele den, af Tolkien, opfundne verden.

Det falder naturligt at starte med hobbitterne. Hobbitter er en af Tolkiens egne opfindelser: Nogle små, hyggelige folk, med små, tykke maver og lådne, bare fødder. Og netop hobbitterne er noget af en genistreg. Man har ikke læst meget om hobbitterne, før de fremstår som et af de mest hyggelige folkefærd. De er de perfekte gentlemen, og er i det hele taget den arketypiske englænder. Af sind er de rolige og hælder mere til hjemlig hygge end til eventyr. Alligevel (og måske netop derfor) vælger Tolkien dem som sine hovedpersoner og helte. For i virkeligheden er det nok et taktisk og fortællemæssigt godt træk at vælge netop dem, da hobbitterne er cirka lige så uvidende om verden omkring dem, som vi som læsere er. Desuden appellerer hobbitterne til os, idet de ligner os udenforstående så meget (i hele universet er det dem, der minder mest om os "uden for" Midgård).

Vi ser Midgård gennem hobbitternes øjne. Og hvilket Midgård! Specielt er det utroligt for den udenforstående, med alle dets finurligheder, dets væld af fauna, mineraler, dyr og eksistenser. Fra det fagre Kløvedal til det mørke Mordor.

Ser man på det kort over Midgård, der følger med i hvert fald den engelske og gamle danske udgave, ser man, at det ikke føles helt fremmed. Da historien foregår i et rige, med en natur og et miljø meget lig Europas, er det klart, at det også geografisk minder om Europa (desuden er det, i mytologien, Europa), derfor må havet ligge vest for landmassen. Det lyder måske som en overflødig detalje, men for en forfatter som Tolkien, for hvem alt skal være troværdigt, er den meget vigtig. Tolkien vidste, at havde han vendt verden anderledes, ville læseren, grundet dennes geografiske forestillingsverden, have forestillet sig et andet klima, eller denne ville i hvert fald have svært ved at forestille sig den.

Dette er endnu et forfattermæssigt træk, der understreger Tolkiens perfektionisme, nemlig troværdighed frem for alt.

Lad os starte med Herredet. Herredet er det sted, hobbitterne bor og må derfor passe til dem. Hobbitter er som før nævnt de arketypiske englændere, og derfor må Herredet være det arketypiske England. Herredet er et hyggeligt, bakket landskab, helt uden nogle majestætiske, imponerende bygningsværker eller overvældende, naturlige seværdigheder. Ingen store byer pryder, eller skæmmer landskabet, naturens diskrete skønhed råder. Hvor ellers kunne hobbitterne bo?

Og sådan er det hele vejen igennem. Tolkien har gjort sig stor umage med at tilpasse landskabet til det folkeslag, der bor på pågældende sted. Ligeledes er det vigtigt, at bygningsstilen afspejler folkeslaget. Et majestætisk og stolt folkeslag ville ikke føle sig hjemme i et ydmygt miljø med skrøbelige bygninger.

Dværgene lever under bjergene, i kolossale hulesystemer, med mægtige, majestætiske haller, dygtigt forarbejdede.

Elverne i de vårgrønne skove, i pagt med naturen, i en sådan grad at naturen tager form efter elvernes smag.

Menneskene, der trods mangel på rigtige, magtfulde konger, bebor kolossale byer med høje tårne.

Alt i alt en slående symbolik, en understregning af folkenes troværdighed. Elverne de fagre, dværgene de ihærdige og dog ærgerrige, menneskene der i kultur afspejler vores mere radikale kulturer, hobbitterne de hyggelige.

Tolkien lader verden skifte karakter efter de folk, der bebor den og lader os ikke et øjeblik i tvivl om, hvilken type folk der bor på netop det bestemte sted, på netop det bestemte tidspunkt. Men det er ikke kun folkene, der præger deres landområder. Opholdsstedet præger dem også, i positiv eller negativ retning, alt efter hvad man forbinder med stedets beliggenhed og muligheder.

De såkaldte gode folkeslags lande er grønne og frodige, folket der trives, og holder sammen. Deres største fare er deres stolthed, deres patriotisme og uvijle til samarbejde med andre.

De ondes derimod, velsignes ikke med lige så gunstige kår. Mørke og dysterhed præger deres lande, og hvis de får overtaget over et tidligere "godt" landområde, bliver det snart mørkt, dystert og ufrugtbart igen. Bygninger og andre overtagelser bliver til groteske afspejlinger og ekstreme modsætninger. Folkeslagene i disse lande præges i høj grad af deres land, de bliver bitre, og har de ikke andre at bekæmpe, kæmper de indbyrdes.

Men alt dette ville hurtigt tage al troværdighed fra historien, var det ikke for udgangspunktet, vores eget Europa. For selv om landskabet mere eller mindre bliver en personificering af de folkeslag, der lever der, virker den nutidige verden som en realistisk modvægt, der skal være opfyldt. Personificeringen af Midgård, kan altså ikke løbe løbsk, såfremt man udelukkende bruger virkemidler, der allerede findes i en variant i virkeligheden.

Livsanskuelse

Indtil nu har jeg kun interesseret mig for de ydre rammer, altså verden, og det kunne måske undre den forbeholdne læser. Dog mener jeg mig undskyldt, for godt nok er den indre del af en fortælling, altså det fortalte, det vigtigste i en given historie, men uden rammerne ville historien være værdiløs og falde til jorden. Desuden finder jeg netop disse rammer som en essentiel del af Tolkiens værker, da de med deres usigelige detaljerige realisme bringer læseren ind i den følelse af troværdighed, der er nødvendig for, at læseren ubetinget kan leve sig ind i beretningen. Jeg føler dog, det er på tide at se netop på historien.

Ringenes Herre er i store træk historien om det godes kamp mod det onde. Men det er i høj grad også en historie om store heltedyder, sammenhold og om moralske valg.

Det er en historie om skæbne og, paradoksalt nok, også om konsekvenserne af ens handlinger.

Det hele handler om en ring. Men ikke en normal ring. En tryllering der ved et tilfælde er havnet hos de gode. Og ikke nok med det. Denne ring er den største, det er den ring, der kan bestemme over de andre store ringe.

Og hermed skulle alt så være godt. Men nej. Sagen er nemlig den, at mørkets fyrste, Sauron, i den proces hvor ringen skabtes overførte en stor del af sin magt til den, og så længe ringen stadig findes, er Sauron ved fuld styrke. Så længe den stadig findes, vil Saurons onde styrker overvinde de gode, og overtage hele verden.

Men ringen besidder en utrolig magt over folk. Den lokker med dens magt og gør sig attråværdig. Og her kommer prøvelsesdelen fra eventyret ind i billedet. Flere af bogens personer bliver på et eller andet tidspunkt tilbudt ringen. Frodo får den overdraget af Bilbo (som klarer prøven), og dernæst står Gandalf for skud. Og allerede her får vi at vide, hvorledes ringen lokker: "Frist mig ikke, jeg vover ikke at tage den, ikke engang at holde den i forvaring uden at bruge den. Ønsket om at bruge dens magt ville overstige min kraft. Jeg ville have så meget brug for den.11"

Ringen giver indtryk af, at den kan hjælpe med at overvinde Sauron selv, selv om det i virkeligheden ville virke modsat. Havde et menneske fået ringen, ville han stille have blevet en ringånd, lige som de ni andre mennesker, hvis ringe overtog dem. Det der ville være sket med Boromir, hvis han havde fået sin vilje. Eller måske skulle man hellere sige: hvis Ringen havde fået sin vilje.

I henhold til dette finder der en sær hændelse sted, da Tom Bombadil får ringen overbragt. Da overgiver Frodo gladeligt ringen (som han før har bevogtet som den største skat), og Tom synes helt uberørt af ringens magt. Heller ikke da han tager den på fingeren, og han skulle blive usynlig, sker der noget. Ringen har ingen magt over ham, fordi han ingen magtbegær har. Hans eneste ønske er at passe sig selv og sin skov og have det rart. Det behøver han ingen mægtig ring for. Der foreligger selvfølgelig den mulighed, at Tom er mægtigere end ringen, og så alligevel ikke. Han er jo den eventyrlige Tom Bombadil.

Også Aragorn og den smukke elverdronning Galadriel får tilbudt ringen. Og i sidstnævntes tilfælde siger Tolkien eksplicit, at det er en prøve: "Jeg bestod prøven, sagde hun. Jeg vil blive mindre og drage mod vest, og blive ved med at være Galadriel12"

Både den første og sidste del af citatet fortæller os meget om Ringen. På den første ses, at det at få Ringen tilbudt er en prøve (som i eventyrene), og på den sidste ses, at Ringen lidt efter lidt vil overtage bærerens personlighed. På dette ses et strålende eksempel i Gollum. Gollum er det væsen der har haft Ringen længst ud over Sauron og er praktisk talt et helt studie i, hvad Ringen gør ved en person. Og så alligevel ikke. Gollum er delt op i to: Smeagol og Gollum. I dette tvedelte forhold er Smeagol repræsentant for det gode og Gollum for ringen, som han tiltaler (sin) Dyrebare, ­ uvidende om, at det faktisk er ringen, der ejer ham.

Det kan synes en overflødighed, men de sidste fire ringbærere (fraregnet Tom Bombadil), var hobbitter. Og ingen af dem lader helt Ringen tage magten fra dem. Selv ikke Gollum, der har levet med ringen i 478(!) år, er helt fortabt (Smeagol jeg'et, det gode, kommer op til overfladen). Til grund for dette må ligge hobbitternes naturlige nøjsomhed. Spørgsmålet er, om de i virkeligheden ikke er de stærkeste i hele Midgård.

Det er Ringens styrke, at den er attråværdig, men også dens svaghed, for når først den har ejet en person, vil denne blive ved at attrå den og gøre alt for at vinde den tilbage. Og paradoksalt nok er det i sidste instans denne attråværdighed, der får den tilintetgjort.

En tendens der har det med at dukke op gennem hele bogen er netop det, at ondskaben uvilligt hjælper til dets eget forfald (om end det er diskuterbart om Gollum er ond). For selv om de ondes styrker prøver af al magt at tilintetgøre det gode og vinde krigen, og det næsten lykkes, er de for en stor del selv skyld i deres tab.

Der er en stribe af hændelser, hvor det sker. Og alle er af stor betydning for krigens udfald. Første (og største) fejltrin bliver endda gjort af Sauron selv, da han i klassisk ondskab, forblindet af håbet om mere magt og sejr, svækker sig selv ved at give Ringen en del af sin livskraft og magt.

Sammen med andre hændelser hjælper denne de gode, og det gode vinder således over det onde i kraft af disses handlinger, og havde det ikke været for disse, ville Ringkrigen være tabt, og Midgård overgå til mørke og ondskab.

Al den snak om ondskab og godhed giver ingen mening, uden at man definerer de to størrelser. For at gøre det må man gå tilbage til Midgårds skabelse.

På et udefineret tidspunkt i historien skabte Eru sine hjælpeånder. Sammen skabte de verden som en projicering af deres tanker. Blandt hjælpeånderne var der en "ond" ånd kaldet Melkor (og som senere blev kaldt Morgoth).

Da man forestiller sig Eru som et udpræget godt begreb (i henhold til vores opfattelse af en gud), må man undres over, hvorfor han (det) skaber en ond eksistens som Melkor.

Forklaringen på dette må være, at det er for at "teste" hans skabninger. De må ustandseligt kæmpe for at opretholde livet og holde det onde borte. De kan ikke bare leve og nyde, de skal vise deres vilje til at leve, til frihed. Og det opnår de ved i fællesskab at besejre det onde.

Men Eru lader ikke bare det onde få overtaget. Han skræmmer kun, og når det onde er for tæt på sejren spiller skæbnen, eller Eru, ind. Betingelsen for at han griber ind er, at det gode har en vilje til at stå imod det onde, at de vælger at kæmpe. Den normale opfattelse i Midgård af dette er, at "noget" eller "nogen" griber ind. Dette noget eller nogen er Eru.

Normalt lader Eru dog tiden gå sin gang, og i sit fravær lader han valarne13 overvåge jorden.

Således lægges der op til, at alle i Midgård har retten til at vælge. Og specielt det gode står for retten til et frit valg. Gennem hele historien bliver specielt hobbitterne stillet over for et valg af de mere mægtige personer (Gandalf, Elrond, etc.), men: som bør bemærkes, hobbitterne bliver ikke presset til noget som helst. Ja, de bliver end ikke rådet, da det kunne farve deres valg.

Sauron går direkte imod "forskriften" for det frie valg. Alene Ringen er et godt eksempel på Saurons indstilling til det frie valg. Når man først har haft fat i Ringen, bliver man ude af stand til at vælge den fra. Og ligeledes er det med orkerne, der gennem hele livet bliver opdraget og indoktrineret til de falske værdinormer, de lever efter.

På sin vis går Eru imod denne doktrin om frit valg, da han griber ind i historiens gang og dermed påvirker valgene. Dog er det helt legitimt, for mig at se, da han har skabt verden som en kamp mellem det gode og det onde. Derfor har han også skabt Melkor med et ondt potentiale, som den eneste med et sådant.

For ingen andre er fra starten onde. De bliver onde efterhånden. Enten ved opdragelse eller ved en form for degradering. Ondskaben vokser tit frem i de tilfælde, hvor der er kontakt med det onde. Således var selv ikke Sauron ond fra starten. Og Saruman heller ikke. Og Saruman er ek-semplet på, hvordan en forvridning til det onde kan foregå. Han begyndte at forske i den ondes kraft for at få en bedre forståelse for, hvordan man kunne underminere det men blev langsomt korrumperet af det onde. Det er med andre ord umuligt at overvinde det onde med onde midler.

Det at man står overfor valget mellem godt og ondt fører til en vurdering af de to livsformer. Tolkien lægger op til, at vælger man det gode, så vælger man livet. Men vælger man det onde, da vælger man vejen mod intet, eller den indholdsløse eksistens. Adskillige steder bliver det onde beskrevet med ordet intet. Det at vælge det onde resulterer altså i en regression mod intetheden og en devaluering af ens person. Dette ses også, eftersom valget af ondskaben begrænser ens efterfølgende valg.

Sauron er efter Melkors fald den supreme ondskab og fjendebilledet gennem hele historien. Derfor kunne man godt forledes til at tro, at han alene var ophavsmanden til alt ondt. Men sådan er det ikke. Der findes talrige onde eksistenser ud over Sauron. I Ringenes Herre er Shelob det mest åbenlyse eksempel.

Konklusion

Da jeg startede på denne opgave, havde jeg ingen anelse om, hvor vidt det ville bringe mig i min forståelse af Tolkiens værk.

Hvor jeg før "bare" betragtede Ringenes Herre som en afsindigt god historie, der dog var utroligt nuanceret, har jeg nu fået forståelse af nogle store sammenhænge.

Jeg havde allerede før min behandling af emnet en klar forestilling om, at Tolkiens historier havde udspring i eventyrgenren, min lidet anede jeg, i hvor stor udstrækning dette var gældende. Tolkien bruger både symbolikken, sproget, figurerne og grundmodellen for historiens gang. Således havde jeg heller ikke den ringeste forståelse for de etiske aspekter af Tolkiens forfatterskab. Jeg har under min bearbejdning fundet, at Ringenes Herre, som en afart af eksistentialisme, har en fast formel for moral og begrebet godt/ondt.

Min viden om Midgård er ligeledes blevet større, idet jeg har haft tilgang til materiale, jeg end ikke havde kendskab til.

Alt i alt et indbringende arbejde. Og jeg vil slutte med endnu et citat. "For opgaven er fuldført, alt er overstået14"

Litteraturliste

Primærlitteratur:

Tolkien, J.R.R.: Ringenes Herre, Gyldendal, 1991.

Sekundærlitteratur:

Axelsen, Jens: Engelsk ­ dansk, Gyldendal, 1984.

Day, David: Et bestiarium over Tolkien, Gyldendal, 1991.

Day, David: The Illustrated Encyclopedia, Mitchell Beazley Publishers, 1991.

Gyldendal: Litteraturhåndbogen, 1989.

Kocher, Paul: Master of Middle­Earth, Houghton Mifflin Company Boston, 1972.

Lysemose, Lars-Terje: Athelas 1,3,4: Copy Shop, 1993 og 1994.

Ohlmarks, Åke: Sagan om Tolkien, Gebers, 1972.

Strachey, Barbara: Journeys of Frodo, Grafton, 1992.

Toier ­ Nilsson, Ying: Fantasins underland, EFS förlaget, 1981.

Tolkien, J.R.R.: The Hobbit, Grafton, 1991.

Tolkien, J.R.R.: Träd och blad (oversat til svensk efter Tree and Leaf), Gebers, 1973.