Mørkets natsorte fyrste og den hvide troldmand

Fra Athelas nr. 9, 1995, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening

Mørkets natsorte fyrste

og den hvide troldmand

Om J.R.R. Tolkien og Ringenes Herre

Af sognepræst Lars Tjalve

»Hvis gode romaner er kommentarer til livet, så er fortællinger af denne type i virkeligheden tilføjelser til livet; de giver ligesom visse sjældne drømme oplevelser, vi aldrig før har haft, og udvider vores opfattelse af den mulige erfaring. Derfor er det vanskeligt overhovedet at diskutere dem med mennesker, der nægter at forlade det, de kalder 'det virkelige liv,' hvorved de måske forstår den smalle fure i et langt mere omfattende felt af mulig erfaring, som vores sanser og vores biologiske, sociale og økonomiske interessser normalt begrænser os til. Jeg er ikke sikker på, at nogen har givet en tilfredsstillende forklaring på den dybe, vedvarende og alvorlige glæde, sådanne fortællinger kan give. Jung, som den der er nået længst, synes mig at producere endnu en myte, der berører os på samme måde som de andre. Men det må da være indlysende, at en analyse af vand ikke selv bør være våd! Jeg vil imidlertid ikke vove mig ud på, hvad Jung ikke kunne klare. Men jeg føler trang til at henlede opmærksomheden på noget, man har overset: den overraskende intensitet af den afsky, som visse læsere føler for det mythopoetiske. Jeg opdagede det selv første gang ved et uheld: en dame (og, hvad der gør historien endnu mere pikant, en dame der var jungiansk psykolog) havde talt en del om den kedsomhed, der var begyndt at krybe ind i hendes liv, om hvorledes evnen til at føle glæde og behag udtørredes i hende, om sit åndelige landskabs goldhed. Idet jeg valgte en omvej på må og få, spurgte jeg: Har De sans for fantastiske fortællinger og æventyr? Jeg vil aldrig glemme, hvorledes hendes muskler spændtes, hendes hænder knyttedes, hendes øjne stirrede som i rædsel, og hendes stemme forandreredes, idet hun hvæsede: jeg HADER dem Her står vi klart nok ikke bare over for et kritisk standpunkt, snarere noget i retning af en fobi. Og jeg har set spor af den andetsteds, dog aldrig i en så voldsom form. Ud fra egne erfaringer véd jeg, at de, der holder af det mythopoetiske, gør det med næsten samme intensitet Går man efter de reaktioner, der fremkaldes, virker det, som om det mythopoetiske rammer noget i os dybt nede&laqno; (C.S. Lewis: »On Science-Fiction&laqno; fra Of Other Worlds, 1966). Dette citat fra Tolkiens ven C.S. Lewis, der selv hører til blandt de fabulerende fortællere, placerer ganske godt Tolkiens værk. Det ligner ikke ret megen anden litteratur. Ud over fællesskabet med Lewis' egne æventyr og science-fiction-romaner kan der fastslås slægtskab med dele af Odysséen, Kalevala-kvadet, Spenders The Faerie Queene, ting af Novalis og Coleridge og først og fremmest den middelalderlige nordiske og engelske litteratur: dele af Saxo, Edda-digtene og Beowulf-kvadet, med hvilke sidste Tolkien da også i embeds medfør plejede omgang middelalderfilolog, som han jo var.

Ringenes Herre er en mytisk fortælling, som strækker sig over 6 bøger, dvs. ca. 1500 sider. Selv om den foregiver at berette om stedfundne begivenheder og altså også har karakter af krønike og epos, er den dog myte, thi fortællingens verden er ikke vores verden, og dens tid er ikke vores tid heller ikke vores fortid.

Nu er det mytiske jo ikke ukendt i det 20. århundredes litteratur. Man har med rimelighed talt om genopdagelsen af det mytiske hos dette århundredes digtere og i den forbindelse henvist til forfattere som Kafka, Joyce, Eliott og Thomas Mann. Men der er en afgørende forskel. Genopdager man noget, så står man på forhånd uden for det. Genopdagelsen retablerer en forbindelse, der ikke er oprindelig. De nysnævnte modernistiske forfattere benytter da også mytologien, men de skriver ikke selv mythopoetisk. Deres forhold til myten er brudt. Når Joyce i sin beskrivelse af Mr. Blooms dagligdag i Ulysses anvender Odysséens grundmønster, forudsætter han en mytisk struktur, som han ironisk og distanceret spiller på. Myten psykologiseres og historiseres. Den samme iagttagelse kan gøres i talrige andre sammenhænge. Villy Sørensens historier er til trods for deres slægtsskab med H.C. Andersen kun middelbart æventyr. De psykologiserer og historiserer, hvor æventyret eller myten er apsykologisk og ahistorisk. Løgstrup har da også rammende talt om Villy Sørensens modæventyr.

Den oprindelige myte og det oprindelige æventyr er ahistorisk. Den/det kræver ingen forudsætninger. Det fremstiller et liv eller en skæbne, hvis betydning er koncentreret til fortællingens rum og tid. »Der var engang&laqno;, dvs. hvad der ligger før er uden interesse, og »så levede de lykkeligt til deres dages ende&laqno;, dvs. bagefter skete der intet overraskende. Alt det væsentlige er sket i æventyrets eller mytens beretning. På samme måde som æventyrets verden er en lukket verden, som ikke direkte kan entres via genkendelse, er Tolkiens verden sin egen verden, som ikke umiddelbart hænger sammen med vores. Den er ikke skabt ved analyse og indsigt, og den er ikke genkendelig. Dens medium er fantasien, imaginationen. Men fantasi reproducerer ikke, dens værk kan derfor heller ikke genkendes. Fantasien skaber og fordrer derfor selv medskabende fantasi eller indbildningskraft af sin læser. Tolkien er derfor langtfra modernist. Han er bare i slægt med digtere og tænkere fra de tider, hvor verden oplevedes knap så splittet, og virkeligheden slet så restriktivt.

I juni 1712 skrev Joseph Addison i The Spectator et essay, »On the Pleasures of the Imagination&laqno;, hvor han om æventyret siger: »Der findes en form for digtning, hvori digteren ganske slipper naturen af syne og underholder sin læsers imagination med sådanne karakterer og handlinger, som ikke har anden eksistens end den, han selv giver dem. Sådanne er feer, troldmænd, dæmoner og afdøde ånder. Denne kalder Mr. Dryden 'the fairy way of writing', som sandelig er vanskeligere end nogen anden, som er afhængig af digterens fantasi, fordi han ikke har noget mønster at følge og må skabe det hele ved sin egen kraft&laqno;. Men er det nu rigtigt at sige, at den mythopoetiske digtning »ganske slipper naturen af syne?&laqno; Det kommer naturligvis an på, hvad man mener med »natur&laqno;. Hos Addison er vi i det tidlige 18. århundrede og oplever den instrumentale fornufts begyndende nedbrydning af imaginationens verden. Al sin sympati og gode vilje til trods står Addison uden for æventyrets verden, som han gennem indlevelse søger adgang til. Derfor må vi søge længere tilbage. Vi skal tilbage til en tilværelsesforståelse, som ved verden forstod noget mere omfattende end empirien, og som ved natur begreb en omfattende organisme, eller rettere en omfattende sammenhæng, som netop ikke var en organisme, men beroede på en magt uden for sig selv. Så langt kan vi også komme, hvad følgende citat vil vise. I det 15. århundrede kommenterer den florentinske lærde Cristoforo Landino Dantes Commedia, i hvilken sammenhæng han indlader sig på principielle overvejelser over den digteriske imaginations væsen: »Grækerne siger 'poet' af verbet piin, som er halvt imellem at skabe hvad der er særligt for Gud, når han ud af intet bringer hvad som helst til væren og at gøre, som anvendes om mennesker, når de sammensætter stof og form i enhver kunst. Det er af denne grund, at skønt poeten, når han former, dog ikke skaber af intet, adskiller hans virksomhed sig dog fra blot at gøre og kommer meget nær til at skabe. Og Gud er den højeste digter, og verden er hans digt&laqno;.

Her er vi i Tolkiens verden, for på tilsvarende måde taler han om fantasiens skabende virksomhed som sub-creation. Dvs., at den ikke er udtryk for en vilkårlig drøm, men evner at skabe et hetero-kosmos, en andenverden, hvori det kendte spejler sig og derved antager nye og uventede dimensioner. Fantasien skaber, idet den forudsætter vores verden, som den er. Men idet fantasien transcenderer eller overskrider vores errfaringsverden, udvider den vore oplevelses- og dermed vore livsmuligheder, fordi den påviser en større horisont end erfaringens.

Ringenes Herre som myte

MYTENS RUM

Krønike, epos, myte, æventyr var nogle af de betegnelser, som indledningsvis blev hæftet på Ringenes Herre. Nu er tiden inde til at præcisere. Krønike og epos har det fælles, at de begge foregår i vores fortid. Den første vil være optegnelse af stedfundne begivenheder. Den anden fortælling om voldsomme begivenheder og strålende helte. Tolkiens fortælling er begge dele. Men kun tilsyneladende. Han har gjort meget ud af den fiktive troværdighed. I et omfattende appendiks videregiver han brudstykker af kilder og drøfter dateringsspørgsmål. Han er yderst omhyggelig med kronologien ikke bare i selve fortællingen; også hvad der ligger forud, og hvad der følger efter, søger han at give læseren klar besked om. Men den historiske kontekst, hvori beretningens begivenheder udspilles, er ikke vores kontekst. Det er en anden verden og en anden verdens historie, vi møder i Ringenes Herre. Derfor er præget af krønike og epos en del af fortællingens økonomi. Det er kun tilsyneladende, thi vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi har med fiktion at gøre.

Alligevel gives der flere fingerpeg, som læseren ikke bør lade hånt om. Vi får at vide, at dengang var »bjergene unge&laqno;, og vi oplyses om, at fortællingens rum, »Midgård&laqno;, ligger »nordvest for den gamle verden og øst for havet&laqno;. Følger man disse antydninger, føres man til et Nordeuropa, hvis tid omtrent er antediluviansk. Men det er jo nonsens. Dengang fandtes ikke mennesker. Hvordan det forholdt sig med elverfolk, dværge og trolde skal være usagt, men det véd vi i hvert fald ikke noget om. Men der er nu mening i galskaben. Ved sin underfundige datering opnår Tolkien to ting, nemlig på én gang at fjerne Midgårds verden fra os og bringe den i forhold til vores virkelighed. Den er anderledes, men ikke totalt anderledes. Den har en tilknytning til vores verden, som er af samme art som sagnene om Atlantis og Paradis.

Nu er det jo en kendt sag, at myten altid foregår »in illo tempore&laqno;, i det a-historiske, eller bedre trans-historiske, rum og tid, som er lige langt fra og lige tæt på enhver tid og ethvert menneske. Derfor er Ringenes Herre i egentlig forstand ur-historie. Krønike- og epos-præget hører så at sige med til selve historien, men historien selv er myte, fordi den netop etablerer sin egen verden, hvor kun dét fortælles, som er nødvendigt, for at handlingen kan forløbe. Og den verden er distanceret, men ikke løsrevet fra vores verden.

MYTENS HANDLING

»Tre har elvernes konge i dybeste skove,

Syv har dværgenes herrer i sale af sten,

Ni har mennesket dødeligt, dømt til at sove,

Én har den natsorte fyrste for ondskab og mén.

I Mordors land, hvor skygger ruge.

Én Ring er over dem alle, Én Ring kan finde de andre,

Én Ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle

I Mordors land, hvor skygger ruge&laqno;.

Denne remse, der næsten kan gælde som motto for værket, og som gengiver en stump af Midgårds overlevering, giver forklaring på fortællingens titel. Tolkien har udnyttet et motiv, der er udbredt i mytologiens og æventyrets verden. Vi kender det fra Brødrene Grimms optegnelser fra keltiske sagn og fra fortællingerne om Kong Arthur og ridderne om det runde bord. Mest kendt og væsentligst i vor sammenhæng er dog Snorres fortælling om dværgen Andvars ring, som røvet af Loke bringer fordærv over en hel slægt og lægger sine bærere i graven. Det er dette motiv, der lever videre i det kristne epos om Nibelungen-ringen, og som kommer frem i Carl Barks' fortælling om Anders And og Den gyldne Hjelm, hvor hjelmen dog erstatter ringen. Motivet er her ringen, der ikke bare bringer sin bærer rigdom og magt, men tillige kaster en ond skæbne over ham.

Tolkien introducerer ringmotivet i sin første bog Hobbitten fra 1937. Her er der blot tale om en ring, der tilfældigt falder i hobbitten Bilbos hænder, og som gør sin bærer usynlig. Men Tolkien bearbejdede og udvidede motivet, og da vi i begyndelsen af Ringenes Herre møder ringen igen, har den ændret karakter. Den er ikke længere et stykke uskyldigt legetøj. Den er blevet farlig. Bilbo er standset i væksten, han er begyndt at tørre ud, og det er ikke til at se, at han snart skal fejre sin 111 års fødselsdag. Denne fødselsdag bliver kulminationen på Bilbos liv. Han vælger på selve dagen at forsvinde; under festen tager han for sidste gang ringen på og forsvinder. Men dette hans valg er ikke utvunget. Det har kostet anstrengelser for troldmanden Gandalf at få ham dertil, at han frivilligt gav afkald på sin Ring, hans »dyrebare&laqno;, som han til sin egen overraskelse pludseligt kalder den. Og læseren forstår, at Ringen også har den egenskab, at den gør sin bærer eller blot ejer grådig. Når Bilbo, sammenlignet med Ringens andre bærere, slipper så let og slipper den så let, hænger det sammen med hobbitters art, som vi siden skal beskæftige os med. Men allerede nu er fortællingens to temaer eller de to sider af dens ene tema antydet! Ringens magt som en stadig fristelse for dens bærere og den eneste mulighed for at byde dens magt trods, nemlig gennem afkaldet og ofret. Bilbos offer var let; det var afkaldet; men hans arving og efterfølger Frodos afkald er et uendeligt større offer. Han må ikke blot give afkald på Ringen, han må også ofre sit eget liv, om ikke bogstaveligt, så dog i den forstand, at han må give afkald på at leve, som han egentlig havde tænkt sig det.

Som fortællingens huskevers om Ringene klart siger det, er Ringen oprindeligt mørkets natsorte fyrstes. Tolkien har beholdt et velkendt træk fra de middelalderlige fortællinger, nemlig at en ring er udtryk for sin givers eller ejers væsen. Ringens væsen er altså ondskab, og dens magt er større end andres. Den eneste mulighed for at betvinge den er derfor at ødelægge den, og det kan kun ske ved at bringe den til dens hjemsted, Mordors land, og dér kaste den i Dommedagsspalterne, hvor den vil blive fortæret af den evige ild: thi almindelig ild bider ikke på den. Frodo bliver udset til at være Ringbærer. Passivformen »bliver udset&laqno; er det rette udtryk, for ganske vist er det Gandalf, troldmanden, der fører ordet og overtaler ham, men det antydes, at han blot giver mund og mæle til en skæbne eller et forsyn, om man vil, som er den skjulte drivkraft bag hændelserne i Midgård. Senere bekræftes Frodos valg til Ringbærer ved koncilet i Kløvedal, hvor fyrst Elronds rådsforsamling udsender ikke blot ham, men repræsentanter for de frie væsener i Midgård, mennesker, hobbitter, dværge og elverfolk samt troldmanden Gandalf.

Dermed er fortællingens fabel klart angivet. Det er historien om ofrets og afkaldets magt over ondskabens magt. Modsat sine forlæg ender Tolkiens fortælling lykkeligt. Det er ingen tragedie, men en komedie, i den forstand at den handler om ordenens genoprettelse og overvindelsen ikke afskaffelsen af det onde. Men dermed fremstår fortællingens fabel som det direkte modstykke til den fabel eller det motiv, der kan siges at have domineret europæisk litteratur siden renaissancen, nemlig Faust-motivet. Frodo er en anti-Faust, men ikke en anti-helt. Han er ikke et væsen, der i grådighed vil erobre verden hverken gennem magt eller erkendelse. Han vil tværtimod give afkald på både magt og indsigt. Og han har ikke selv valgt sin opgave, den er valgt for ham. At han derfor vinder sit liv just ved at sætte det ind og kan drage til de udødeliges øer med indsigt i verden og ikke bare i menenskene, men væsenerne der befolker Midgård, er en pointe, man skal til evangelierne for at finde magen til.

Midgårds univers

»En form for digtning, hvori digteren ganske slipper naturen af syne&laqno;, kaldte Addison »the fairy way of writing&laqno;. Vi så, at denne konstaterings sandhed afhænger af, hvilket begreb man gør sig om natur. Det er rigtigt, hvis natur umiddelbart er, hvad vi forbinder med ordet, den fysisk betingede sammenhæng, som vi siden renaissancen har befundet os i. Men natur kan også være noget mere omfattende: et univers, som ikke beror på sig selv, men som er underkastet love, der ikke blot er fysiske, men også moralske og religiøse, som det var middelalderens opfattelse. Denne opfattelse har Tolkien overtaget. Men med digterisk imagination har han skabt et univers, hvor naturen på forhånd er tolket, og hvor væsentlighed er udtrykt ved væren. Derfor er Midgårds univers på overfladen anderledes end vores. Man kan fastslå, at det dirigeres eller beherskes af love, som kun i nogen grad har paralleller i vores verden.

1. Jeg har gjort opmærksom på den magt bag verden, som jeg kaldte skæbne eller forsyn. I sin samtale med Frodo forud for hans afrejse efter Bilbos 111-års-fødselsdag siger Gandalf: »Bag det må der have været noget andet, som udøvede sin kraft. Noget, som Ringens skaber slet ikke havde tænkt sig. Jeg kan ikke gøre det tydligere, end ved at sige at det var meningen, at Ringen skulle findes af Bilbo og ikke af sin skaber, og i så tilfælde har det også været meningen, at du skulle have den. Og det kan være en opmuntrende tanke&laqno; Hvis mening eller hensigt, der er tale om, siges ikke. Men vi møder her for første gang det forsyn, der er ondskaben overlegen, men som ikke handler på tværs af de frie væsener i Midgård, men netop gennem dem.

2. Viljen ser Vorherre på, siger Ingemann, hvilket har fået generationer af teologer til at trække på smilebåndet, for sådan ser vi jo ikke. For os er det resultatet, der tæller. Men Tolkien har skabt en verden, hvor det ikke er nødvendigt at overlade det til Vorherre at se på viljen. Hensigten former resultatet, eller: intentionen strukturerer resultatet således kunne man formulere den lov, der ikke lader den gode vilje forblive afmægtig.

Da Gandalf sætter Frodo ind i de begivenheder, der skaffede hans onkel Bilbo Ringen i hænde, omtaler han det korrupte, onde væsen Gollum, fra hvem Bilbo tilfældigt (?) erobrede Ringen. Ved tanken om den rolle, han nu selv kommer til at spille i dramaet, udbryder Frodo: »Skade at Bilbo ikke gennemborede det ondskabsfulde væsen, da han havde mulighed for det. Han burde ikke have haft medlidenhed med ham!&laqno; Og Gandalf svarer: »Det var ikke medlidenhed, der standsede hans hånd. Medlidenhed og nåde. Han ville ikke slå til, når det ikke behøvedes. Og han er blevet rigeligt belønnet, Frodo. Du kan være sikker på, at han tog så liden skade af det onde, og at han undslap til sidst, netop fordi han begyndte at eje Ringen på denne måde. Med medlidenhed&laqno;.

På denne måde har Tolkien skabt en verden, der godtgør, at følelser og moralsk holdning ikke er en overflødig luksus, men har indflydelse på virkeligheden, idet de er med til at forme den.

3. Vi er vant til at skelne mellem fysiske love og morallove. Men den skelnen er ophævet i Tolkiens verden, fordi de to er lige væsentlige. Ringen selv er det bedste eksempel. Dens væsen er ondskab, grådighed, magtsyge, men den virker ikke blot moralsk, den ændrer ikke bare sin bærers væsen. Den ændrer ham fysisk. Gollum, der har ejet Ringen i lang, lang tid, bliver helt deformeret, ukendelig i skikkelse, og fremtræder som vrængbillede af et levende væsen, en karikatur af det hobbit-lignende væsen, han engang var. Og Bilbo, der på grund af sin medlidenhed slipper lettere fra at eje Ringen, tørrer ud, bliver mindre og går i stå i sin vækst! Han bliver ikke ældet, selv om årene går, og han rent faktisk bliver ældre.

4. Hermed er endnu en lovmæssighed ved Midgårds verden tydeligt angivet. Vilje og sindstilstand har ikke bare næsten, men faktisk fysisk kraft og objektiv eksistens. Hvor mørkets fyrste hersker, findes kun golde ørkener, afsvedne sumpe og forkrøblede vækster. Og når han sender sine Ringånder ud, de uhyggelige nazgûl, behøver de kun at flyve hen over de frie væsener for at få dem til at krympe sig i en frygt, hvor de mærker al viljekraft sive ud af sig.

5. På tilsvarende måde gælder det, at al erfaring i Midgårds frie verden er virkeliggørelsen af »en gammel sandhed&laqno;, dvs. erfaring, der genopretter ordenen. Man kunne kalde det for, at sandheden har ontologisk rang, eller man kunne sige, at den skjulte forsynets magt åbenbarer sig eller ytrer sig gennem ordsprog, hvis oprindelse ingen betegnende nok længere kender. For fyndighedens skyld citeres de her på engelsk:

»Generous deed should not be checked by cold council&laqno; heddet det, da Frodo beslutter sig til hovedkuls at skilles fra sine rejseledsagere og begive sig direkte til Mordor for at fuldføre sin opgave. Og det er ikke uden betydning, at netop denne beslutning viser sig at have en væsentlig medandel i det heldige resultat:

»Oft evil will shall evil mar&laqno;, siger kong Theodén, da han genrejst til sin kongeværdighed kaster sig ind i kampen mod mørkets fyrste, og dermed løftes noget af sløret fra det ondes væsen, der som ren destruktion ender med at destruere sig selv.

»Where will want not, a way opens&laqno;, hedder det om de to hobbitter Merry og Pippin, da de medvirker til at få naturen rejst til kamp i deres møde med de urgamle træhyrder, enterne.

Således har da Tolkien i Midgård skabt en verden, som kan renoncere på de muligheder for psykologisk tolkning, som enhver romanforfatter ellers er henvist til. Ved at lægge tolkningen af vores verden ind som ontologiske strukturer i fortællingens verden og lade verdens form være bestemmende for fablen, handlingens forløb, gør han den tydning af kampen mellem godt og ondt, som fortællingen beretter, uafviselig, sålænge man holder sig til fortællingen egne præmisser.

Midgårds indbyggere

Vi har flere gange talt om de frie væsener i Midgård, og vi har nævnt nogle af dem: hobbitter, dværge, mennesker, elverfolk og troldmænd. Der er tale om skikkelser, som vil være enhver bekendt fra folkeæventyrets verden, når der ses bort fra hobbitterne. Men Tolkien har ikke bare for variationens skyld befolket sit univers med andet end mennesker. Om alle Midgårds indbyggere gælder det, at de låner deres art fra noget, vi kender. De kan med rimelighed ses som afspaltninger af mennesker. De repræsenterer i renkultur, hvad der hos os kun er tendenser eller træk.

1. HOBBITTER

Fortællingen tager sin begyndelse i Herredet, som bebos af hobbitterne. De er Tolkiens egen opfindelse, måske beslægtede med nisser eller de underjordiske, småfolket, som de også kaldes i engelsk folklore. Men de er ikke bare folkeovertroens sub-humane drillevæsener. De bor gerne i huller, holder af god mad og god tobak og et godt krus øl. Herredet, der tager sig ud som idealet af et førindustrialiseret England, er deres uskyldige hjemsted, som ved fortællingens begyndelse endnu er ganske umærket af mørkets fyrste og hans magt. Hobbitterne er ca. halvt så store som menensker, og det er en oplysning, som den opmærksomme læser ikke lader gå fra sig. Hobbitterne er som børn, barnligt uskyldige, hengivne til uskyldige glæder. Beretningen om hobbitternes færd først til Kløvedal og siden til Mordor er således historien om en individuationsproces, en afsked med barnligheden, som fører til vækst, modenhed og indsigt. Det siges tydeligt, thi ved fortællingens slutning har samtlige 4 hobbitter sprængt rammerne for hobbithed. De er vokset: Merry og Pippin ganske bog-staveligt. De er blevet højere deres vækst er kommet ved at drikke af entefloden, men det betyder blot, at deres vækst skyldes deres møde med den natur, der ikke er tæmmet og plejet, som Herredet er det. Men også Ringbæreren Frodo og hans tjener Sam vokser omend knap så håndgribeligt. Frodo forlader Herredet. Han udødeliggøres og slutter sig til de helte, som nu kun huskes i sange og sagn samt ikke at forglemme Bilbo og Gandalf. Og Sam, der begynder som tjener for én, nemlig Frodo, ender som tjener for Herredet, nemlig som borgmester. Men der er også sket noget andet med ham. Han begyndte som havemand hos Frodo, og han ender som den, der selv kan give vækst. Elverdronningen Galadriel har givet ham frø, så han kan genskabe Herredet, hvor ondskaben til sidst huserer og hugger træer om i et industrialiseret mareridt.

2. DVÆRGE

Dværgene mødte vi første gang i Hobbitten, hvor de udgjorde det rejseselskab, som Bilbo sluttede sig til, og som var draget ud for at generobre en skat fra dragen Smaug. I Ringenes Herre møder vi kun dværgen Gimli. Fælles for dem alle er det, at de er viljesvæsener, trofaste og stædige. De er naturens betvingere, der kan aflokke den rigdomme og forme metal. Men de mangler indsigt. De er bundet til deres sted, det underjordiske og begiver sig kun ugerne ud derfra, men også om Gimli gælder det, at han sprænger sine givne rammer, bl.a. gennem sit naturstridige venskab med elvermanden, hans rejseledsager Legolas.

3. ELVERFOLKENE

I Hobbitten møder vi dem som legende, uskyldige væsener med sang og spøg på læben. Men i Ringenes Herre er de klarere begrebet. Tolkiens elverfolk har intet med folkevisens elverfolk at gøre. De er ikke dæmoniske, tværtom. Det er ikke dæmoner, man først kommer til at tænke på, snarere engle. Men der er en forskel. De har krop, og de er jordiske men deres natur er éntydig god. De er bare i den forstand, at de ikke kender til splittelse. Derfor er de de onde magters absolutte modsætning. Men kunne sige, at de er ren natur. Og de er som dværgene bundet til deres sted, skovene ved Kløvedal og Lothlórien. Deres helhed skænker dem indsigter, som er andre frie væsener nægtet, og deres suverænitet fremgår af deres udødelighed og deres magt over den øvrige natur. De kan genskabe liv, hele sår, opretholde livet hos de trætte rejsende gennem deres livgivende mad og drikke, og i elverkapper er Ringbæreren og hans rejsefæller skjult for Mordors onde øje.

Indtil nu har vi kun beskæftiget os med de væsener, som på en eller anden måde står under menneskene. Hobbitter, dværge, elverfolk, alle kan de ses som rendyrkning af menneskelige egenskaber og muligheder. Hvordan ville det være, hvis der kun fandtes vilje? Svaret er Tolkiens dværge. Hvordan ville det være, om uskylden og barnligheden endnu var vores vilkår? De glade, men let truede hobbitter er svaret. Hvordan ville den usplittede natur og et liv uden dødens trussel se ud? Svaret er Kløvedals elverfolk. Men for dem alle gælder det, at de ikke kan stille noget op over for ondskaben. De må presses ud af deres stilstand, de må finde en ny form. De må blive mennesker lig. Alle har de kun betydning, fordi de kan ses af spejlinger af de mennesker, som også befolker Midgård. For det er dem, alvoren, splittelsen, usikkerheden og nødvendig-heden af at vælge for alvor bliver gjort gældende.

4. MENNESKENE

Menneskene i Ringenes Herre er de væsener, der har fremtiden for sig. Det er derfor i en vis forstand deres kamp, der føres også af elverfolk, dværge m.fl. Denne spænding, som dog kun antydes i selve fortællingen, mellem de vigende og de tiltagende folk, hænger sammen med historiens karakter af individuationsproces. Hobbitterne bliver (omtrent) menneske-lige, og tilsvarende bliver menneskene menneskelige, dvs. (gen)indsættes i deres rettigheder og forpligtelser. Det er dem, der tager jorden i arv efter kampen mod Mordors magter.

Undervejs gennem Ringenes Herre stifter vi bekendtskab med et broget galleri af mennesker lige fra den hjertensgode og servile krovært i Bri, Bukmand Smørblomst, til den gådefulde vandrer, der træder ind i historien på samme tid og sted, Aragorn med dæknavnet Traver. Smørblomst forsvinder, som den biperson han er. Aragorn bliver, og fra dette punkt er fortællingen også hans fortælling, således forstået, at han gradvist afslører sig for sine rejsefæller og for læseren. Fra den tavse, ironiske og gådefulde vandrer bliver han til kongesønnen i Exil, Aragorn, og til sidst indsættes han som konge efter at have ført an i kampen. At han ved siden af Frodo må regnes for fortællingens hovedperson fremgår af titlen på den sidste bog Kongen vender tilbage. Aragorn er da i en vis forstand spejlingsfigur for Frodo. Er Frodo den, der vinder ved at give afkald, er Aragorn den traditionelle helt, der netop erobrer og underlægger sig verden. Men han gør det ikke ved magt, men ved mod og indsigt, som er vundet i de mange og lange år, da han vandrede som den landflygtige Traver. Hans historie i historien er derfor den modsatte af syndefaldsmyten. Det er en forløsningshistorie, der fortæller om, hvordan begivenhederne og forsynet forløser de bundne og skjulte kræfter i kongesønnen, som gennem sit tilhørsforhold til Ringbærerens broderskab vinder sin identitet. Splittelsen og rodløsheden, hvori vi fandt ham første gang, lægger han bag sig. Hans kongeværdighed, som i begyndelsen er incognito, åbenbares og er af en sådan kraft, at han endog kan byde over de døde og få dem til at følge sig i kampen, dvs. fortiden, hans egen og hans folks, er ikke fortrængt mere, men virksom gennem ham. Han er som konge ét med sit folk og dets historie.

Over for Aragorn står prinsen Boromir. Også han hører til Ringens broderskab, men han falder. Han gribes af Ringens ondskab og vil i grådighed forgribe sig på Frodo for at tilegne sig Ringen, men netop da kaster hans skæbne ham i døden. Dog dør han heltedøden i forsvar for de to små hobbitter Merry og Pippin. Således er den usikkerhed og spaltning, som er menneskets lod, ikke fremstillet utvetydigt som noget, der kan overvindes eller heles uden vilje og mod. Både Aragorn og Boromir er kongesønner. Deres vilkår er i begyndelsen lige. Men Boromir skyr ringheden og vil med Ringens hjælp gå den lige vej til sejren. Men, som vi så det under omtalen af Midgårds »love&laqno;, så strukturerer hensigten resultatet. I Midgårds verden gælder det, at hensigten aldrig helliger midlet. Derfor fældes Boromir.

Gælder det, at Aragorn og Boromir i fortællingens økonomi optræder som tvillingebørdre, kan det samme siges om de to konger Theodén og Denethor. Ikke blot er deres navne anagrammatiske modsætninger. Også deres livsskæbner forløber modsat. Vi møder Theodén som den ældede konge af Rohans land, da han opsøges af Aragorn og Gandalf. Han er svækket: hans land ligger lige op til Mordor, og hans rådgiver Slangetunge har, som navnet antyder, splittet ham, så hans vilje er svag og hans indsigt fortrængt. Men han vækkes og kaster sig gammel, men ikke ældet ind i kampen mod Mordos fyrstes lakaj, den frafaldne troldmand Saruman, og vinder den.

Omvendt møder vi kong Denethor i hans livs sidste uge. Rettelig er han ikke konge. Hans titel er marsk omend han hersker som konge. De sidste konger over Gondor er fordrevet og flygtet for længe siden, og først Aragorn tager kongeværdigheden op igen. Men Denethor, Gondors marsk, har været den stærke og ubetvingelige hersker over Gondor, som også grænser op til Mordor. Han er klog på fortiden og er én af de få, der kender de gamle krønikers fortællinger. Han er viljens og den kolde klogskabs repræsentant. Da han i tvivl om kampens udfald indlader sig på at kigge ind i fremtiden gennem palantíren, se-stenen, som fra gammel tid har været i Gondors besiddelse, og som rettelig tilhører Gondors konge ikke dets marsk splittes han i usikkerhed og frygt. Årsagen er indlysende: man kan ikke betvinge fremtiden ved andet end vilje og mod. Lige så lidt som Boromir kan Denethor gå nogen genvej til sejren. I fortvivlelse dræber han sig selv. Han ender, hvor vi fandt Theodén: i ensomheden og håbløsheden. Denethors og Theodéns skæbner er modsatte, fordi de som personer er modsatte: Denethor er beregningens repræsentant. Men al beregning har sin grænse, hvor den ikke længere er styrke, men svaghed. Derfor kan netop Denethor betvinges af det onde, Sauron, der virker gennem palantíren, og som bøjer Denethors vilje under sig. Theodén er derimod kongen med det varme hjerte, hvis vilje ikke bøjes, men rejses gennem mødet med Aragorn og Gandalf.

5. ENTERNE

Men vi møder også en række andre væsener, der ikke er menenskelige, men som alligevel ikke kan beskrives som sub-humane, sådan som elverfolk, hobbitter og dværge kan det. De er nemlig ikke afspaltninger af menneskelige egenskaber eller muligheder. De er heller ikke som menneskene underkastet tvivl og usikkerhed. De er, og er på den måde udtryk for den natur, som ikke er tvetydig, men som i kampen mellem godt og ondt utvetydigt stiller sig på menneskets side. Til dem hører enterne, de urgamle træhyrder, der kan byde over skovene, og som kan rejse naturen til kamp. Deres styrke er deres alder. Alder er altså ikke det samme som ælde. Der ligger en styrke i, at de er fra en tid, da ondskaben ikke fandtes. De passer helst sig selv, og kun få véd andet om dem, end hvad der rummes i halvt forglemte sagn og gamle sange. Men intetsteds møder vi klarere Tolkiens natursyn end i beskrivelsen af enterne Her er naturen klart set som god, fordi den i sit væsen er forud for splittelsen. Enterne vækkes af de to halvlange, hobbitterne Merry og Pippin. Det vil sige, at naturen rejser sig i det øjeblik, da det ikke blot er de frie væsener, der trues, men hele Midgård, der ligger under for Mordors forbandelse. Enterne er den afgørende kraft i kampen mod Sarumans imperium. Det er ham de vil til livs, fordi han har gjort indhug i skovene. Enterne er i den forstand så blinde, at de ikke overskuer hele kampens betydning, men blot rejser sig dér, hvor de selv er truet. Kalder vi derfor enternes naturlighed for god, må dette forstås som en godhed i før-etisk forstand. Det er ikke en godhed, som er resultatet af en afgørelse. Deres kamp er resultat af et valg, men deres indsats er bundet, sådan som naturen er bundet. Men i og med at de er ældre end splittelsen, er deres godhed før-etisk, ontologisk eller fundamental. De er den skabte natur.

6. TOM BOMBADIL OG GYLDENBÆR

Gælder det, at skoven hvor enterne hersker er naturen i den grundlæggende godhed, så møder vi en mere tvetydig natur på et tidligere tidspunkt i fortællingen, hvor vi endnu er ladt uvidende om truslens og kampens omfang. Vi møder Tom, da hobbitterne på deres første færd er på vej gennem den gamle skov, hvor han hersker over træer og planter og udfrier hobbitterne fra den dæmoniske skovs magt. På dette tidspunkt ved vi endnu ikke om naturens grundlæggende godhed, og hobbitterne gør det heller ikke. Tom Bombadil er en karakter som Puk eller Pan, halvt gøgler, halvt gud. Hans guddommelighed viser sig i hans magt over skoven, og hans humor i hans uanfægtethed. Han er den utruede natur. Naturen som den opleves af de frygtsomme, men besluttede hobbitter, og så vidt vi ved og Tolkien lader os ikke vide andet er Bombadil uden for kampen. Han er den uprovokerede natur, som understøtter uden at tage parti. Hans kone Gyldenbær er folketroens Undine eller nøkke. Hun er et billede på Toms sammenvoksethed med den natur, han selv er hersker over. Men begge står de uden for kampen, som ikke kan true dem.

7. TROLDMÆNDENE

Vi har adskillige gange nævnt, at forsynets magt virker i det skjulte. Der forekommer i Midgård ingen form for organiseret religion. Gud nævnes som navn kun i talemåder og eder. Men den skjulte universets magt har dog sine repræsentanter i troldmændene, hvoraf, får vi at vide, der er fem. Vi møder nu kun to af dem og hører om en tredje, Radagast, som efter omtale må være i slægt med orientens shamaner. De to væsentlige er Saruman og Gandalf. Er Radagast shamenen, er Saruman alkymisten. Det er hans se-sten, palantíren, som falder i Gandalfs og Aragorns hænder, og han residerer betegnende i et tårn, hvorfra han og hans hjælpere udfolder voldsomme anstrengelser for at komme i besiddelse af Ringen. De går endog så vidt som til at spille under dække med Mordor. Men, som vi har set, strukturerer hensigten resultatet, og Saruman spiller sig sin magt af hænde og bliver offer for den ondskab, som han kun indlod sig med for selv at få magt. Saruman søgte magten for sin egen skyld, og svarende til denne holdningsløshed er han Saruman den mangefarvede, hvis magt til sidst brydes. Hans stav brydes, hans se-sten forlader ham, og hans magiske kraft forfalder. Tilbage er kun den ondskab, han ikke oprindeligt havde ønsket.

Den vigtigste af troldmændene er dog Gandalf, som vi allerede har omtalt adskillige gange. Han er den, der sætter handlingen i gang. Han er den, der leder kampen, og han er den, der råder, fører og hjælper Ringens broderskab, til hvilket han da også selv hører. Han er nok den mest sammensatte karakter i Tolkiens univers. Mest ligner han Merlin fra fortællingskredsene om Kong Arthur og ridderne om det runde bord. Men han har også mindelser om Guds profeter. Han råder over magiske evner, man han virker først og fremmest som rådgiver i kraft af sin indsigt, sin common-sense og sin beslutsomhed i modstanden mod Mordor. Som Traver/Aragorn gennemtraver han Midgård skjult i en grå kappe. Han er kendt som Gandalf den Grå. Han kæmper ikke for indsigt eller magt, men for den frie verden i Midgård. Derfor er han da også den eneste, som ikke på noget tidspunkt rammes af fristelsen til at bemægtige sig Ringen. Hans førerskab i Ringens broderskab tager en brat ende, da han indvikles i kamp med den frygtelige balrog og kun kan besejre den ved at ofre sig selv. Han sætter sit liv til for sine venner, som derfor fortvivlede, men frelste, kan fortsætte deres tunge rejse mod Mordor. Men Gandalf er ikke dermed ude af fortællingen. Han er træt til døden, hans kraft er udtømt. Men tre dage og træ nætter overlever han næsten død i ørnen Gwaihirs rede. Og derefter er han ikke længere Gandalf den Grå, men Gandalf den Hvide. Hans historie er derfor parallel til historierne om Aragorn og Theodén. Men der er en afgørende forskel. Deres udvikling er psykologisk betinget. De vokser ved at møde udfordringer i form af farer eller i form af personer, der siger dem den usminkede sandhed. Gandalf derimod udvikles ikke. Han forvandles. Hans forvandling er en veritabel opstandelse. Han dør, går under, men besejrer både død og undergang. Også han hører ved fortællingens slutning til de udødelige Det er for forståelsen af fablen i Ringenes Herre aldeles vigtigt at slå fast, at Gandalf er en Kristus-figur. I et univers uden explicit gudstro er Gandalf den eneste tydelige repræsentant for den forsynsmagt, som han selv påberåber sig med myndighed, da først Bilbo og senere Frodo skal forstå Ringens væsen og kampens art. Ved at placere en Kristus-myte uden henvisning til nogen gudsopfattelse giver Tolkien en tydning af Kristus-mytens art. Gandalf-figuren henviser ikke til, men forudsætter det kristne evangelium; men Tolkien har ønsket den godtgjort på dens betingelser. Gandalfs betydning skal ikke vises ved henvisninger, men ved den væsentlighed, som hans skæbne- eller livsstruktur får inden for fortællingens økonomi. Derved bliver det klart, at Ringens broderskab sejrer, fordi det er båret af en magt, der er ældre og oprindeligere end Mordors ondskab. Broderskabet rejser naturen, men Gandalf sprænger naturen og bliver en direkte åbenbaring eller manifestation af den transcendente magt, Den Ene, som er ikke bare Midgårds skaber og herre, men den hele fortællingens univers bagvedliggende magt.

Det ondes natur

Vi har nævnt Mordors hersker. Hans navn er Sauron. Han er ikke oprindeligt ond, men af betragtelig alder. Han hører til de oprindelige valar, hvorom de første kapitler af Tolkiens posthumt udgivne skabelses- og syndefaldsepos Silmarillion handler. Han er beslægtet med Miltons Satan fra Paradise Lost. Tolkien undgår at postulere en fundamental dualisme for sin verden. Alt hvad vi ved er, at Sauron hersker ved sit onde øje, der koldt lysende skuer ud fra Mordor, hvilket bringer en række solguddomme i erindring, ligesom det kan minde om træk ved Odin-skikkelsen i nordisk mytologi. Men han adskiller sig fra disse ved at være ren ånd. Han er kropsløs, og det er ikke tilfældigt, for vi har adskillige gange peget på, at ondskaben i Midgård betyder nedbrydning af det værende. Det er her Tolkiens afhængighed af en kristen ontologi kommer tydeligt frem. For ved at sætte det onde = åndelighed, giver Tolkien i virkeligheden udtryk for den klassiske augustinske forståelse af det onde som ikke-værende. Det er altså så lidt som Sauron selv oprindeligt. Det snylter på det værende, det skabte, det gode, og har kun eksistens for så vidt, som det evner at nedbryde og deformere. Derfor er det da også væsentligt, at alle, der falder i ondskabens eller Saurons vold, ændrer skikkelse, eller rettere sagt: deres form udviskes, de nedbrydes legemligt. Gandalfs fælle Saruman, der oprindeligt var den hvide troldmand, ordenens leder, ender med at blive Saruman den mangefarvede, samtidig med at han mister sin trolddomesevne og se-kraft. Og urvæsenet Gollum, i hvis besiddelse Ringen var, da den første gang dukkede op i Hobbitten, og som af art er beslægtet med hobbitterne, nedbrydes til total ukendelighed, kun holdt i live af sin umættelige grådighed efter »the precious&laqno; den dyrebare, Ringen. Men Golum er et dobeltvæsen. Hans virkelige navn er Sméagol, og denne hans oprindelige identitet stikker af og til hovedet frem, fx da Frodo indhentes af ham i Mordor og med sværdet Stik tvinger ham til at sværge sig troskab, så længe deres veje følges. Dermed er også sagt, at vel kan de onde nedbryde, men kun for så vidt som der stadig er noget, det kan snylte på. Det er derfor splittelse, en form for skizofreni, som ikke bare rammer selvet, men hele personen, også legemet. Dermed har Tolkien atter følgende den augustinske tradition sat det onde lig synden, der bestemmes som begær, concupiscentia eller med Tolkiens ord »Possessive-ness&laqno;. Gollum nedbrydes og går til sidst til grunde, da han i et sidste desperat forsøg på at tilrive sig Ringen river både den og Frodos finger af, men sammen med sit bytte selv styrter i Dommedagsspalterne og derved godt nok får Ringen, men samtidig fortæres med den. Tilsvarende går Saruman til grunde ved sin egen ondskab. Da han slået af Theodén, Gandalf og enterne i forening må flygte fra sit tårn, søger han tilflugt i Herredet, som under hans begærlige hænder forvandles til et industrialiseret mareridt. De muntre og frie hobbitter reduceres til skifteholdsarbejdere i savmøllerne, og alt i Herredet tilrettelægges og effektiviseres. Men de fire hobbitter vender hjem med mod og indsigt, og de er i stand til, hvad de hjemmeblevne ikke var, at tage kampen op. Saruman fældes efter selv at have dræbt Slangetunge, sin villige håndlanger, der dog stillet over for overmagten ikke véd anden udvej end at angive sin herre og mester. Og den ondskab, som han i live vidste at skjule, bliver nu åbenbar: »Til rædsel for dem, der stod ved siden af, samlede en grå tåge sig om Sarumans lig og løftede sig langsomt i vejret som røgen fra et bål, og som en bleg, tilhyllet skikkelse steg den op over højen. Et øjeblik bølgede den og drev mod vest; men fra vesten kom en kold vind, og den bøjede væk og opløste sig med et suk og blev til intet.

Frodo stod og betragtede liget med medlidenhed og rædsel, for mens han så på det, var det, som om mange års død pludselig viste sig i det. Det skrumpede ind, det visne ansigt blev til hudlaser på et frygteligt kranium. Han løftede kanten af den snavsede kappe, der lå på jorden ved siden af, dækkede det og vendte sig bort&laqno;.

Den opfattelse af det onde som ikke-væren, som negativitet, som deformitet og nedbrydning finder også udtryk i ondskabens marionetter. Mest fremtrædende er orkerne. De er en slags dæmoner, oprindeligt skabt i den anden alder (vi er nu i den tredje). De er altså ikke naturvæsener, men skabt af den onde magt. Det væsentlige er da også, at de fungerer som automater eller marionetter: de er intet i sig selv. Deres muligheder er ikke deres egne, men de kan programmeres. De har intet sprog, men har lært nogle få brokker af menneskenes sprog, især den del, der udtrykker ordrer og befalinger! Derfor har de heller ingen fortællinger, sange og sagn. Deres eneste evne er lydighed, men det er jo netop heller ingen evne, men blot en tomhed, der kan fyldes efter forgodtbefindende. Beslægtet med dem er uruk-haine, som er krydsninger af orker og mennesker, hvilket betinger deres større smidighed: de er velgenede som befalingsmænd! Endelig er der troldene. Er enterne udtryk for den gode og levende natur udtrykt i skovene og træerne, er troldene den døde eller reducerede natur, udtrykt i klippe og sten. I Hobbitten hører vi da også, at troldene bliver til sten, da solens stråler rammer dem.

Om alle disse væsener gælder det, at de også er sub-humane. Men de er det på en anden måde end elverfolk, hobbitter, dværge og enter. Disse er udspaltninger af menneskelige muligheder eller af den tolkede, rejste, dvs. bevidstgjorte natur. Men orker, uruk-hai og trolde er udtryk for det reducerede menneskelige, den døve og stumme natur og de fortrængte muligheder. Sådan er det ondes karakter af ikke-væren konsekvent fastholdt, ligesom naturen i ondskabens vold reduceres til afbrændte sletter, døde stinkende sumpe, golde klipper og tildækkede, tågefyldte horisonter. At også mennesker deltager i kampen på Mordors side bør ikke glemmes. De er trætte med udslukkede ansigter og døde øjne, og vi har mødt en enkelt repræsentant for dem, Slangetunge, hvis historie er historien om en konstant ydmygelse til totalt slaveri, som ender i døden, da også han er rede til, for selv at overleve, at angive sin herre Saruman.

Kampen

»Hele vejen rundt om højene rasede Mordors hære. De vestlige hærførere var ved at gå under i det stigende hav. Solen glimtede rødt, og under Nazgûls vinger faldt dødens skygger mørkt på jorden&laqno; Sådan indledes det kapitel i sjette bog, der handler om den afgørende kamp mellem mørkets magter og de frie væsener. Kampen er hård, og de frie væsener er trængt, men ligesom enterne var med til at bringe den afgørende sejr over Saruman, således er det ørnene med Gwaihir i spidsen, der nu vender krigslykken og betvinger de frygtelige nazgûl. Endnu engang rejser naturen sig på menneskenes og Midgårds side. Gandalf rejser sig og råber: »'Stands! Stands mænd fra vest! Stands og vent! Dette er dommens time!' Og endnu mens han talte, rørte jorden sig under deres fødder. Højt over Den sorte Ports tårne, højt over bjergene sprang et vældigt svævende mørke mod himlen, ildskæret flakkede på det. Jorden stønnede og skælvede. Tandtårnene vaklede og faldt; den mægtige vold smuldrede. Den sorte Port sank i ruiner, og langt borte fra kom der en rumlen som fra trommer, først var den svag, så blev den stærkere, så steg den mod himlen, en brølen, et langt, rullende ekko af en ødelæggelsens drønen.

'Saurons rige er faldet,' sagde Gandalf. 'Ringbæreren har fuldendt sin opgave.' Og da hærførerne stirrede mod syd til Mordors land, forekom det dem, at en vældig skyggeskikkelse steg til vejrs, den knejsede mod den blege sky, den var uigennemtrængelig, kronet med lyn og fuldte hele himlen. Mægtig knejsede den over verden og strakte en truende hånd ud mod den. Den var frygtelig, men den var magtesløs, og netop da den bøjede sig hen over dem, blev den grebet af en stærk vind, den blæste bort og forsvandt; alt blev stille&laqno;.

Dette lange citat er nødvendigt for at vise, af hvad art den endelige kamp, som hele fortællingen har lagt op til, er. I et sprog, der henter sine billeder fra Eddaens billeder af Ragnarok og fra Det nye Testamentes apokalyptiske dele, skildrer Tolkien kampen mellem godt og ondt, som tillige er kampen mellem natur og unatur, mellem væren og ikke-væren. Det er væsentligt, at det onde bliver overvundet, men ikke udslettet. Sauron er magtesløs nu. Han forsvinder ud af historien, men ikke ud af verden. Verden er fornyet. Ordenen er genoprettet, og de frie væsener fejrer sejren i den fornyede natur. Hobbitterne drager hjem, hæren fra Rohan ligeså, og også elverfolk og dværge finder deres pladser igen, og Aragorn indsættes som konge over Gondor. Som afslutning tager Gandalf Aragorn med op på et højt bjerg, hvor de kan se ud over verden. »Dér stod de så og så ud over landskabet, morgenen var kommet, og langt nede under sig så de byens tårne som hvide blyanter, der blev strejfet af solen. Og hele Anduindalen var som en have, Skyggebjergene lå hyllet i en gylden tåge. Til den ene side ramte blikket det grå Emyn Muil, og glimtet fra Raurosfaldet var som en stjerne, der skinnede langt borte; på den anden side så de floden som et bånd, der var lagt ned til Pelargir, og hinsides den var der et skær i kanten af himlen, som talte om havet.

Gandalf sagde: 'Dette er dit rige, og det vil blive hjertet i et endnu større rige. Denne verdens Tredje Alder er forbi, og en ny tidsalder er begyndt, og det er din opgave at bringe orden i dens begyndelse og at bevare det, der skal bevares. For skønt meget er blevet frelst, er der meget, som nu må forsvinde; og de tre ringes magt er brudt. Alt det land, du ser nu, og det, der ligger rundt om det, skal blive menneskers boliger. For nu kommer den tid, hvor det bliver menneskene, der hersker, og de ældre slægter vil dø ud eller drage bort'&laqno;. Det er svært her ikke at drage parallel til »Johannes' Åbenbaring&laqno;, hvor en engel i kapitel 21 kommer til Johannes: »Og jeg blev i Ånden ført af ham til et bjerg stort og højt, og han viste mig den Hellige By, Jerusalem, som kom ned fra Himmelen, fra Gud, strålende af Guds Herlighed. Den skinnede som den kosteligste ædelsten, som krystalklart Jaspis&laqno;. Og da Aragorn beder om Gandalfs hjælp, og Gandalf svarer, at han kun var udsendt for at bekæmpe Sauron, beder Aragorn, som hører til de dødelige, om et tegn: »'Hvornår skal jeg se et tegn på, at det for altid vil være anderledes?'&laqno; Og Gandalf svarer: »'Vend dit ansigt fra den grønne verden og se derhen, hvor alt virker nøgent og koldt!'&laqno; Og Aragorn ser, »og han så, at netop på snegrænsen voksede et ungt træ, der næppe var mere end tre fod højt. Det havde allerede unge, lange, smukt formede blade, der var mørke på overfladen og sølvskinnende på undersiden, og på sin spinkle krone bar det en enkelt lille klynge blomster, hvis hvide kronblade skinnede som den solbeskinnede sne&laqno;. Aragorn tager træet med sig og planter det i byen... Hurtigt og lykkeligt begyndte det at vokse; og da juni kom stod træet fuldt af blomster. »'Tegnet er blevet givet!' sagde Aragorn, 'og nu er dagen ikke langt borte&laqno;. Og tilsvarende gælder det, at da de hjemvendte hobbitter har genoprettet Herredet, og Sam har vist sine evner for at plante og give vækst, så spirer et træ: »Det havde sølvskinnende bark og lange blade, og i april sprang det ud med gyldne blomster&laqno;. Denne dobbelte hentydning er ikke tilfældig. Det er et billede, der ikke bare henter sin mening fra sammenhængen: den genrejste natur, hvor ondskabens nedbrydning og goldhed er overvundet. Billedet henter i læserens bevidsthed også kraft fra den diskrete henvisning til de gammeltestamentlige profetier om kvisten, der skyder af udtørret jord (Jes. 53,2) og skuddet, der gror af Isajs stub (Jes. 11,1). Her har Tolkien i sin fortælling indbygget en direkte, men stilfærdig henvisning til det håb, der ikke bare gælder det ondes overvindelse, men menneskets og naturens totale genoprettelse, men dette håb har sin fuldendelse i den fremtid, der er både fortællingens og vores. Således sikrer Tolkien ved fortællingens afslutning dens forbindelse med vores verden. Mytens andenverden viser sig at hænge nøje sammen med vores primærverden, der netop er blevet »menneskers bolig&laqno;.

Æventyrets verden

Denne sammenhæng mellem imagination og virkelighed er ganske nøje i overensstemmelse med Tolkiens poetik. I smuk forlængelse af Landinos i indledningen citerede ord siger han om digteren som subcreator, at han ønsker »in some measure to be a real maker, or hopes that he is drawing on reality: hopes that the peculiar quality of this secundary world are derived from reality, or are flowing into it&laqno; (Tree and Leaf s. 70). Vi har set, at det er, hvad der sker i Ringenes Herre. Grænserne mellem det fantastiske univers og vores verden nedbrydes ikke i fortællingens forløb, men i dens afslutning, hvor den forlænges ind i menneskets verden.

Tydligere kan det ikke siges, at Tolkien ikke opfatter fantasien eller imaginationen som fri. Den er tværtimod bundet af den virkelighed, som er digterens. Derfor er digterens virksomhed ikke creation, men sub-creation, og det digteriske univers ikke en verden slet og ret, men en secundary-world, hvor verden som primary-world er forudsat. Heri skal man nok søge forklaringen på, at Tolkien bevidst i sin fortælling udnytter æventyr-formen. For netop her træder fortællingens ontologi tydeligt frem. I sin anmeldelse af Ringenes Herre skrev C.S. Lewis med henblik på de træk ved vor tilværelse, der til daglig forekommer tvetydige og uklare: »By dipping them in myth, we see them clearly&laqno;. Denne karakteristik dækker Tolkiens intention.

HVAD ER ET ÆVENTYR?

Æventyret er derfor kort og godt den imaginationens forudsatte form, som gør os i stand til at se. At fortælleren forudsætter verden, når han fortæller, viser sig deri, at han er bundet til en bestemt form. Og denne form er ikke neutral over for det givne indhold. I æventyrets/mytens form er der givet et bestemt indhold. Tolkien definerer dette nærmere:

1. Æventyret er »Recovery&laqno;, helbredelse. Det tvinger os til at se og derved genvinde et syn. Tolkien er tæt på at ville sige, at i æventyret ser vi »tingene som de er&laqno;, men han bøjer af og siger mere underfundigt, at vi ser tingene »as we are (or were) meant to see them&laqno;, fordi æventyret forudsætter verden, som den er, og da spejler den i billede og handling. Helbredelse betyder, at den virkelighed, der for os fremtræder splittet, i fortællingen er føjet sammen til en tydet helhed. Fantasien vokser ud af vores primary-world, »but a good craftsman loves his material, and has a knowledge and feeling for clay, stone and wood which only the art of making can give... By the making of Pegasus horses were ennobled; in the Trees of the Sun and Moon root and stock, flower and fruit are manifested in glory&laqno; (ibid. s. 60).

2. Æventyret er »Escape&laqno;. Det er en almindelig opfattelse, at æventyret giver mulighed for flugt fra virkeligheden, men Tolkien vender det om. Den flugt, han taler om, er flugt til virkeligheden. Billedet gælder ikke dagdrømmeren, men fangen, der bryder sig vej ud af fængslet. At flygte ved æventyrets hjælp er at komme hjem! Derfor ligger der implicit i æventyret en kritik af den rationelle virkelighed, som kun vil vide af den tekniske fornuft og henviser fantasi til dekoration og uforpligtende talemåder. Men flugten gælder ikke bare fra den restriktive nutid til en større historisk bevidsthed. Den gælder også flugten fra den af fødsel og død begrænsede virkelighed. Hvad håbet vedkender sig, at der (måske) findes en flugt fra døden som universelt vilkår for alt levende, dét ved æventyret konkret at udsige, så det bliver et meningsgivende udsagn, som godtgør sig selv i fortællingens sammenhæng.

3. Æventyret er »Consolation&laqno;, trøst. At æventyret derfor imøde-kommer vores drømme og længsler og altså ikke bare er en projektion af dem, viser sig tydeligst i, at det ikke henviser læseren til at se bort fra virkeligheden, men hen til den, at se den i en større sammenhæng. Tolkien opfatter således æventyret som den kategori, hvori det religiøse billedsprog kommer til sin ret. Æventyrets trøst viser sig væsentligst i, hvad han kalder for eu-katastrofen: Den pludselige glædesfyldte vending, som indtræffer og retablerer ordenen, genoprettelsen. Om den gældet det, at den altid kommer udefra. Den »sker&laqno; for personerne, den er en pludselig, oftet uventet »gave&laqno;, som da ørnene i Ringenes Herre kommer de frie væsener til hjælp i kampen, eller da Gollum i et sidste desperat forsøg på at rive Ringen til sig får den og samtidig styrter med den i Dommedags-spalternes afgrund. Jamen, er det rigtigt? Tolkien benægter ikke tilstedeværelsen af dys-katastrofen, den onde uheldsvangre katastrofe, i æventyret. Vi møder den i flere udgaver i Ringenes Herre, da Boromir gribes af begæret efter Ringen og kaster sig over Frodo, eller da Pippin fristes til at kigge i Sarumans se-sten og dermed afslører sig for Sauron. Men dys-katastrofen er den baggrund, hvorpå eu-katastrofen optræder. Og om den gælder det, at den i bogstavelig forstand er evangelium, et overvældende udtryk for en glæde så stor, at den ikke kan rummes i fortællingen selv. I den sammenhæng må det forstås, når Tolkien siger, at æventyret aldrig ender. Den faste vending »og de levede lykkeligt til deres dages ende&laqno; eller »og jeg var selv med til bryllupet og åd og drak, så jeg måtte gå fra bordet, og derfor er jeg her&laqno;, er en underfundig hentydning til, at vel ender fortællingen, men kun som fortælling. Der ligger i æventyret en opfyldelse eller fuldendelse, som peger ud over selve fortællingens rammer.

ÆVENTYR OG VIRKELIGHED

Hvor véd Tolkien dette om æventyrets eu-katastrofe fra? Fra det kristne evangelium! Den æventyrform, som Tolkien arbejder med, er en direkte konsekvens af en kristen tilværelsesforståelse. Æventyrets eu-katastrofe er, siger han, et ekko af evangeliet i den virkelige verden. Og evangelierne som fortællinger er netop et æventyr, som omfatter »all the essence of fairy-stories&laqno;. Den glæde, æventyrets vending giver, er virkelig, i og med at den forudsætter og afspejler evangeliets glæde. Den henviser ikke eksplicit til den. Den er indeholdt i selve fortællingen, men for så vidt glæden virkelig er glæde, og trøsten virkelig er trøst, »it has the very taste of primary truth&laqno;. Således er evangeliets fabel eller æventyr verifikationen af æventyret som genre. Hvorfor? Af to grunde:

1. Evangeliets beretning er ikke bare beretningen om et liv, levet fra krybbe til kors, men tillige en fortælling om verdens skabelse, dens katastrofer, dens eu-katastrofe, og dens fuldendelse. Der findes ingen mere omfattende fortælling. Den rummer alle menenskelige muligheder og erfaringer i sit forløb.

2. Evangeliet er ikke bare fortælling. Det er også historie, dvs. det handler om vores primary-world. »Legend and history have met and fused&laqno;, siger Tolkien, og han føjer til: »The Evangelium has not abrogated legends; it has hallowed them, especially in the 'happy ending'.&laqno; Evangeliet skaffer æventyret hjemsted i verden og viser, at imaginationen eller fantasien ikke er virkelighedsflugt, men virkelighedsformende, fordi den sætter menneskets drømme og håb ind i en historisk sammenhæng, hvor håbet kommer til at gælde denne verden og dette liv.

»THE BIBLE as a whole presents a gigantic cycle from creation to apokalypse, within which is the heroic quest of the Messiah from incarnation to apotheosis. Withtin this again are three other cyclical movements, expressed of implied: individual from birth to salvation; sexual from Adam and Eve to the apocalyptical wedding; social from the giving of the law to the established kingdom of the law, the rebuilt Zion of the Old Testament and the Millennium of the New&laqno;, sådan karakteriserer Northrop Frye i kortform Bibelen som et mytisk epos, der dækker menneskehedens samlede sum af erfaring. Det samme kan siges om Ringenes Herre. Vi ved nu, at det ikke er tilfældigt. Frye og Tolkien stemmer nøje overens i deres syn på Bibelen som mønster for imagina-tionens virksomhed i digtning og fortælling. Vi så, at Tolkien i Ringenes Herre lader sin fortælling åbne sig mod den virkelighed, der er vores, sådan at æventyret bliver en del af verden. Ringenes Herre er et ambitiøst og storslået forsøg på at skabe en fortælling, der uden henvisning til den verdenshistoriske sammenhæng på det narrative plan gør det samme som Bibelen: rummer al erfaring, alt håb og den virkeliggjorte drøm. Derved falder der også fra Tolkiens side et lys over Bibelens mytiske verden: den henter som al æventyrdigtning ikke sin gyldighed og væsentlighed fra den fakticitet, som en historisk-kritisk læsning kan aflokke den, men fra dens verdens indre sammenhæng, dens fortællings evne til at rumme og opfange vores virkelighed i imaginationens net. »By dipping them in myth, we see them clearly&laqno;, sagde Lewis om Tolkien. Men det samme gælder den verden, hvoraf hans fortælling udsprang.

Første gang trykt i Fønix, 1977.