J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Robert Fosters store Tolkienleksikon anmeldt i Politiken og B.T.
Af Lars-Terje Lysemose
11. september 2004
"(...) 'Det store Tolkienleksikon', glimrende oversat, bearbejdet og sat i system af en af vor førende Tolkien-kendere, Jakob Levinsen. Den er afstemt efter de danske oversættelser, hvilket i sig selv er en bedrift, i og med at de ikke er blevet synkront revideret, og begreber oversættes forskelligt, alt efter om de står i 'Ringenes Herre' eller 'Silmarillion'. Men frem for alt er det imponerende både at tænke sig og slå op i bogen, at hele dette univers vitterligt kun har en Gud, nemlig troldmanden J.R.R. Tolkien."
Sådan skriver Bo Tao Michaëlis i sin anmeldelse af Robert Fosters netop oversatte Tolkien-leksikon i Politiken 2. september og konkluderer, at leksikonet "(....) sådan set [er] en slags leksikalsk Gandalf, en god og vis guide langt ind i Tolkiens underfundige og underlige rige."
I B.T. skriver Claus Kjærsgaard samme dag, at "(...) Der er tre ting, du behøver at vide om »Det store Tolkien leksikon« af Robert Foster: 1. Det er en bragende god guide til »Ringenes herre«. 2. Jakob Levinsen har som oversætter leveret en pragtpræstation. 3. De færreste bør købe bogen.
Det sidste er en meget hård dom. Men den ligger lige for. Robert Fosters knoklearbejde med at registrere alt førte til en udgivelse allerede i 1971, med en senere udgave i 1978. Først nu, mere end et kvart århundrede senere, dukker bogen så op i dansk udgave. Uden tvivl som et forsøg på at få lidt bonus af »Ringenes herre«-bølgen. Men også i forhold til film-trilogien er den alt for sent på den. Synd, for bogen er en dejlig oplevelse for sande Tolkien-elskere. Dem, der har læst »Ringenes herre« igen og igen, og stadig har lyst til at gøre det. Men som lige skal have genopfrisket et navn eller et begreb. Bogen er perfekt som en gave til hardcore Tolkien-fans, men ikke ret mange andre."
Læs anmeldelserne i deres helhed i Politiken og B.T.
Fakta:
Robert Foster: Det store Tolkienleksikon. Alt om universet i Ringenes Herre. Oversat og bearbejdet af Jakob Levinsen (Lindhardt og Ringhof, 511 sider, 299 kr.).