J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Boganmeldelse: "Fanget i tiden"
Af Lars-Terje Lysemose
29. december 2004
Maria Helleberg anmeldte 17. december i Weekendavisen Damian Arguimbau og Anders Westenholz' nye roman "Fanget i tiden" og drager flere paralleler til Tolkien.
"(...) Vi ved alle sammen, hvordan middelalderen var, ikke sandt? Tårne og tinder, rustninger, klostre, uhyrer, inkvisition, liderlige abbeder, heksebrændinger og troldmænd, ædle jomfruer og riddere. En farverig tidsalder med talløse muligheder. I virkeligheden var livet i middelalderen for mere end 90 procent af befolkningen en veritabel trædemølle, hårdt arbejde, kort levetid, oplivet af frygt for sygdomme og barsel og misvækst og krig. Uden kommunikationsmidler og stort set uden anden kunst end den fundamentalistiske kirkes. En tidsalder, hvor man frøs uden at kny det meste af livet, sjældent fik nok at spise, og de færreste kendte til møbler. Heldigvis har vi fabrikeret den anden middelalder, den mytiske tidsalder, den tolkienistiske troldmands- middelalder. En tidsalder uden socialt sikkerhedsnet, men med myternes uanede net af muligheder. I Fanget i tiden ryger Daniel fra nutidens Amager tilbage til Tolkien-troldmands-middelalderen. Det er heldigvis en tidsalder med alle mulige anakronistiske ting og sager, fra brændevin over spejle – til Daniels medbragte nutidige IT-sager. For nok er han suget ind i en uvenlig og brutal verden, men han har sine midler og udveje. Personligt morede jeg mig nu mest over effekten af Pinex i middelalderen – jeg er sikker på, at effektive smertestillende midler (ved siden af krydderier i glas) ville være i stand til at bane en vej lige til kejserhoffet for enhver gæst i middelalderen!"
Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen.
Fakta:
Damian Arguimbau og Anders Westenholz: Fanget i tiden. 239 sider. 249 kr. Matufihus.