J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Interview med børnelitteraturkenderen Torben Weinrich
Af Lars-Terje Lysemose
17. november 2005
“Selvom tv- og filmudgiver kan ødelægge noget ved en bog, kan det også have den omvendte effekt.”
Sådan skriver Marie Højlt i et interview med børnelitteraturkenderen Torben Weinrich i Frederiksborg Amts Avis 12. November.
”(...) Harry Potter-filmene har medvirket til bøgernes popularitet og ikke omvendt, siger Torben Weinreich uden tvivl:
- Bøgerne om Harry Potter har langt større gennemslagskraft end filmene.
Og så er der selvfølgelig påvirkningen af andre bøger.
- Harry Potters popularitet har betydet, at flere børn kaster sig over Tolkiens bøger »Ringenes Herre« og »Hobbitten«. Og her har filmtriologien om Ringenes Herre også den effekt, at flere kaster sig over bøgerne, fortæller Weinreich.
I det hele taget, bryder Torben Weinreich ikke så meget om alle påstandene om, at børn ikke gider at læse bøger.
- Det er et tankevækkende postulat, at børn ikke læser bøger. Den nyeste Harry Potter-bog (Harry Potter og halvblodsprinsen, red.) blev for eksempel i første oplag trykt i 120.000 eksemplarer i Danmark. Til sammenligning kan jeg sige, at der normalt bliver trykt cirka 1000 styks af en børnebog, funderer han (…) Det er svært at komme uden om Harry Potter, når emnet hedder børnelitteratur 2005. Året som både bød på en ny bog og snart også en film til i rækken.
At have sit eget univers, samfund og sin egen verden, og samtidig fange og fascinere, er en rigtig god grobund, viser både nutiden og historien.
- I øjeblikket lever vi selv i et splittet univers. Så kan det være rart at få fortalt en sammenhæng i en fantasyverden, når man nu selv lever i den splittede verden, mener Torben Weinreich.
Samme principper kan findes i bøgerne om Narnia, hvor nogle børn finder en vej til en imaginær verden gennem et garderobeskab.
- Selvom Narnia i øjeblikket taber popularitet, så er det samme fantasy-genre. Vi er i det hele taget i en fantasy-periode i øjeblikket, understreger Weinreich og henviser blandt andet til alle de fantasybøger, som ligger på rad og række hos boghandlerne.
- Men folk kører træt i fantasy på et tidspunkt. Og så bliver det realismen, som kommer i fokus igen. I 1970-80´erne var der meget realistisk børnelitteratur, som nu er blevet efterfulgt at fantasy-litteratur. Det kører op og ned i bølger, påpeger han.”