Nyheder

Kronik: Min dyrebare!

Af Lars-Terje Lysemose

10. februar 2006

Den litteraturstuderende Kenneth Grothe Toustrup havde 21. januar en kronik i Politiken, hvor han tager til genmæle mod den officielle litteraturkanon.

”Jeg anråber hermed rollespillere, festoriginaler, oldemødre og andre, der stadig holder af gode gys, tårepersere, eventyr og heltekvad, om at slutte sig til forsvaret af den rene, ubesmittede kærlighed til den gode historie.

Det er slut med diplomati, fløjlshandsker og skåneærmer. Følg mig i kampen mod akademisk tørvetrilleri, åndssnobber og smagsdommere, der kun er ude på en eneste ting: at trække enhver form for læseglæde ud af børn og gamle i landet og kvæle magien, der ligger i at lade sig indfange af en saftig saga eller krasbørstig krimi.

Ondskaben, der pisker kærlighed i vores bare rygstykker, indtil vi ligger på jorden i en pøl af blod, lever i kanonudvalg, i universitetskantiner og andre lyssky steder. Grundtvig, Andersen, Blicher og de andre spøgelser vandrer i dyster procession op ad trapperne til landets skoler og spreder en besk hørm af mug og mølkugler. De må stoppes, inden alt liv og læseglæde forstummer.

Jeg husker tydeligt, første gang det skete for mig. Historien, der greb mig, var hverken ny eller på skoleskemaet, men den gjorde noget særligt ved mig, og det er præcis, hvad jeg forstår ved en god historie - den gør noget særligt ved én.

Jeg sad under tæppet, og min far læste højt af 'Ringenes herre'. Om hobbitterne, den særlige race, der altid går på bare, lodne fødder, lever i hyggelige hobbithuller med runde døre, ild i pejsen og indtil flere spisekamre, og som holder af at dyrke jorden i de grønne haver, af mellemmåltider med hjemmebagte boller og te, en lang pibe, stoppet med velkrydret pibeurt, eller en tallerken med smørstegte champignoner fra gårdmand Makkers marker. De bager, sylter, går på visit, spiser indtil flere morgenmåltider, går ture og nyder livet i fulde drag (...)
Jeg holdt vejret med gåsehud og en klump i maven, da Frodo og Sam, de to hobbitter, måtte forlade Herredet, slåbrok, æblekage og mellemmåltider for over hals og hoved at flygte med den mystiske ring for at ødelægge og forhindre Sauron i at bruge den. Bruge den til at sænke mørket over Midgård.

Min rædsel var som en kold kniv i maven, da hobbitterne trykkede sig ned i den fugtige skovbund for at gemme sig for de sorte ryttere. De sorte ryttere, der flænser luften med deres øresønderrivende dødsskrig, så alt levende må kaste sig til jorden og vende det hvide ud af øjnene, sindssyge af skræk som svin på slagtebænken, og deres dødningeluft breder sig som råddent blomstervand. Og hvordan skulle Frodo og Sam nogensinde nå til Dommedagsbjerget i Mordor og kaste ringen i den evige ild, hvor Saurons orker, trolde og olifanter ruster sig til kamp for det onde?

Med hjælpfra elverdronningen Galadriel af Lórien, Gollum, hestebetvingerne fra Rohan og andre uventede kanter kæmper heltene sig langsomt gennem eventyret. Den mest fantastiske historie, der nogensinde har grebet mig. Jeg har fået den læst højt, har hørt den på lydbånd i min walkman, har læst den om og om igen og har set filmene adskillige gange.

Hver eneste gang har historien taget mig i et jerngreb lige indtil det sidste, hvor hobbitternes, ringens og hele verdens skæbne bliver afgjort med det største slag i alle tider. Jeg kan stadig blive lækkersulten af hobbitternes livretter, og de sorte ryttere kan stadig give mig gåsehud, hvis Saurons brændende øje pludselig får øje på mig, mens jeg er nede med skraldet en sen efterårsaften med regn og rusk. Så tager jeg to trin ad gangen på vej op for ikke at høre skrigene fra de sorte ryttere. For så ved jeg, det er for sent.

Historien har grebet mig, og måske griber den også dig? skriver Kenneth Grothe Toustrup og fortsætter:

”(...) Det er helt og aldeles hip som hap. Oplevelsen af en god historie er værdifuld, og læseglæden er værd at kæmpe for. Derfor bliver jeg meget vred, når andre vil diktere og bestemme over min læseglæde. Man kan lokke med gulerødder og forsøge at lade sin begejstring smitte, men hvis nogen hiver pisken frem, så trækker jeg blank (...)
På universiteteter en god historie ikke bare en god historie - fair nok.

Det kræver en lang perlerække af velfunderede akademiske argumenter for, hvad der gør netop denne historie god. Er der f.eks. et hensigtsmæssigt samarbejde mellem de metaforer, der optræder i teksten? Udsøgte spidsfindigheder i intertekstualiteten? Sprøde allitterationer? Eller en hårfin balancegang mellem aktanternes interne forhold under konfliktopbygningen?

Der findes helt klare vurderinger af, hvem der tilhører litteraturens tunge klasse, og hvem der, i den lettere ende, koger suppe og laver pop på allerede afprøvede genrer og virkemidler. Det er jo sådan set o.k. alt sammen, og man vælger jo selv, hvilket pensum man vil følge, og om man overhovedet vil studere.

Hvad der gør mig gal og får mig til at lægge hånden på sværdet, er derimod den finkulturelle, gode smag, der som en ond kanon dikterer læseoplevelser ned over hovedet på mig. (...)

»Har du læst noget Wittgenstein for nylig?«, kan det lyde. Der bliver smagt og suttet på ordene, som er de syrlige bolsjer. »Ja, jeg blev fuldstændig opslugt af hans arbitrære leg med sprogets distancerede omskiftelighed, da jeg læste 'Tractatus Logicus' for syttende gang«, sutte, sutte, smask. »Har du nu igen været om bord i 'Das Schloss?'«. »Ja, den skildrede afmagt er fortryllende, og jeg har måttet omdøbe min kat fra Goethe til Kafka«.

Hvis du kan tyde runer, kragetæer og oldfransk, er du velkommen i disse kredse. Hvis du taler tolv sprog flydende, har rejst i mindst ni ikkeeuropæiske forstæder, har set morild, spillet førsteviolin og har fået minimum fem top-3-placeringer i voksenudgaven af Trivial Pursuit, så er du berettiget til selv at bestemme, hvad du skal læse eller ej.

Forsigtigt sniger jeg mig ind og strækker mine lange fingre frem for at kvæle smagsdommerne. Mine fingre er tynde og skæve, men overraskende stærke. Som Gollums, der rækker ud efter Frodo og ringen. Jeg hvæser og hvisler, så spyt og savl drypper ned på mit bare bryst, på én gang bange og vred.

Hold jer væk fra mig og min læselyst - jeres ækle øjne stikker mig som små syle i min hud. Jeg har gemt mig. I en fjern krog af Bøllemosen har jeg forskanset mig med min bog, 'Ringenes herre'. Jeg kan læse den igen og igen. Den er mig kær - min dyrebare,” skriver han bl.a. i sin kronik, der kan læses i sin helhed i Politiken.

Links:
http://politiken.dk