Warning: Undefined array key "visited" in /customers/0/1/a/imladris.dk/httpd.www/index.php on line 2
Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /customers/0/1/a/imladris.dk/httpd.www/index.php:2) in /customers/0/1/a/imladris.dk/httpd.www/index.php on line 4
Imladris - Danmarks Tolkienforening, den danske guide til Tolkien
J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
New Zealand: I hobbitternes fodspor
Af Lars-Terje Lysemose
15. februar 2007
"Man føler sig hensat til en scene i "Ringenes Herre", hvor Frodo eller Bilbo hvert øjeblik kan dukke op bag et træ eller i åbningen af et af de små hobbithuller, når man bevæger sig rundt mellem de smukke bakker, kringlede træer og idylliske søer omkring Matamata. Området, der i filmene også danner rammen om The Shire, er som et stykke middelalderligt England, der på underfundig vis er blevet
transporteret ned på den anden side af kloden. På en bakkeskråning midt inde i en kæmpe fårefold ligger de sidste 17 hobbithuller og skuer ud over en lille idyllisk sø, hvor et smukt træ (The Party Tree) står og indbyder til fest og hygge. Omringet af grønne græsmarker fyldt med tusindvis af græssende får. Langt hovedparten af hobbithullerne er helt bevidst blevet ødelagt efter filmene, men disse 17 har fået lov at blive stående som et monument over én af de senere års mest sete og roste filmsucceser, "Ringenes Herre". Området er ganske unikt. Alt er gemt bag små bakker, så filmholdet kunne arbejde uforstyrret uden pludselig at få en elledning, en bil eller et moderne hus med på filmrullen. Samtidig finder man her noget så sjældent som total stilhed - lige bortset fra
de lyde, der kommer fra 12.000 får, der gnasker græs. Det bakkede område cirka to timers kørsel syd for New Zealands største by, Auckland, er en oplevelse, der kan tage pusten fra de fleste. Er man på New Zealand og vil forkæle sig selv, er det absolut en oplevelse værd at lægge vejen forbi Hobbiton. Man skal dog være klar over, at man ikke finder nogen fuldstændig eller intakt filmkulisse, men "blot"
17 huller i en skrænt omgivet af et fabelagtigt landskab."
Således indleder Jyllands-Posten 13. januar en artikel om hobbitternes New Zealand.
(...) "Ringenes Herre" er nærmest blevet kult på New Zealand. Næsten alle new zealændere føler, at de har en andel i filmene. Samtidig er der opstået en særlig "Middle-earth turisme", der fører nysgerrige til steder som Hobbiton og Mordors Mt. Doom, der i virkeligheden er
vulkanen Ngauruhoe på Nordøen, eller filmenes Misty Mountains, der i virkelighedens verden er Sydøens Southern Alps. I Matamata, som Galathea-landtropperne har besøgt på deres vej ned gennem New Zealand, var det familien Alexander, der lagde jord til fantastiske Hobbiton,
ligesom det er familien, der i dag har gjort filmen til en god forretning. »110.000 gæster har besøgt Hobbiton, siden vi åbnede for fire år siden,« fortæller Russel Alexander, søn af fåreavler Ian Alexander, der ejer den jord, man brugte til at optage scenerne med Hobbiton. Optagelsen af filmene er i sig selv en historie. Da man i 1999 gik i gang med at skabe en af de største Oscar-succeser i nyere tid - "Ringenes Herre" fik i alt 11 Oscars - fik lokalbefolkningen at vide, at man var i gang med en større militærøvelse. Der blev indført flyveforbud 5.000 meter over området, og forbuddet blev håndhævet med hård hånd: Hvis et fly kom ind i forbudszonen, fik det straks efter
landing inddraget alt fotoudstyr, ligesom piloten måtte aflevere sin flylicens. Tilsvarende sørgede en hær af private vagtfolk for, at ingen trængte ind på naboejendommene for at afsløre, hvad der i virkeligheden foregik inde bag de idylliske bakker. Waikato Regionen,
hvor Hobbiton ligger, er et af de mest frodige landbrugsområder i New Zealand og også hjemsted for masser af vilde fugle. Men vilde gæs og new zealandske fugle passede ikke ind i eventyrfilmene, så hver morgen under filmoptagelserne blev der fyret en kanon af, så de ægte fugle blev skræmt væk fra søen ved The Party Tree. I dag kan man til gengæld nyde et sprudlende dyreliv," skriver Jyllands-Posten blandt andet og fortæller, at "(...) Ian Brodie, der var med til at lave "Ringenes Herre", har skrevet en god og brugbar guidebog til de enkelte steder,
filmene blev optaget. Den er god at få fat i. Hvis man har en interesse for filmene ud over det sædvanlige, kommer han i bogen med forslag til, hvordan man på 23 dage kan komme rundt og se alle de vigtigste filmscener. Bogen har også GPS-koordinater til alle steder, så de er lette at finde med en moderne GPS-sender i bilen."
Læs hele artiklen i Jyllands-Posten.