Nyheder

David Gress: Jeg havde min egen kanon

Af Lars-Terje Lysemose

24. februar 2004

Historikeren David Gress (tidligere David Gress-Wright), der også har oversat Silmarillion til dansk, havde 15. februar en kronik i Berlingske Tidende. Der skriver han bl.a. det følgende:

"(...) Børn og unge, især drenge, kan ikke lide pligtlæsning. De stritter imod, hvad enten læsestoffet er del af en kanon, som er et fint ord for pensum, eller bare noget, en lærer vælger. Det ved jeg, for selvom jeg har ry af at være boglig og respekterer lærdom, var jeg på det punkt ikke så forskellig fra mine jævnaldrende. Forskellen bestod snarere i, at mens andre foretrak slet ikke at læse, så læste jeg alt muligt, men ikke nødvendigvis det, der stod i pensum (...) I stedet læste jeg digre værker om antikkens historie og, når det skulle være spændende, science fiction og ikke mindst »Lord of the Rings« (»Ringenes Herre«). Den mødte jeg kort før jul 1966. »Hobbitten« havde jeg fået som gave nogle år før, så jeg vidste lidt om Tolkiens verden, men intet havde forberedt mig på storværket, som jeg læste igen og igen. Dengang var det de Sorte Ryttere, forræderen Saruman, den ædle Aragorn, uhyrerne, farerne og hobbitternes heltemod, der greb mig. Først nogle år senere forstod jeg, at »Ringenes Herre« dybest set handler om det største af alle spørgsmål for et menneske – udover kærligheden, som det i øvrigt hænger sammen med – nemlig udødelighed og dødeliges længsel efter den. Jeg var forberedt på »Ringenes Herre« ikke blot af »Hobbitten«, men af min lyst til fantastisk litteratur. En af mine første bøger var Morten Pontoppidans genfortælling af »Odysseen«. Som barn af enlig mor identificerede jeg mig med den faderløse Telemakhos. Samtidig nød jeg historierne om hans omflakkende fars strabadser for at overleve Kyklopen, Kirke og Dødsriget og ærgrede mig over hans dumme fæller, der saboterede hjemkomsten, først ved at lukke vinden ud af den sæk, hvor vindenes gud Aiolos høfligt havde puttet dem, og dernæst ved at æde solgudens okser, så guderne måtte tage hævn ved at sænke Odysseus’ sidste skib. Et barn, der lærer Odysseus’ historie at kende, møder drama og eventyr på et suverænt plan, men også et grundtema i den europæiske litteratur, nemlig den farefulde rejse mod et fjernt mål. Barnet, der først elsker eventyrene, forstår efterhånden, at intet eventyr er uden pris, at helten forandres af sine erfaringer, og at det mål, han når, ikke er det samme, som han satte kurs efter. Det er alt sammen visdom, som giver næring til ånd og hjerte og dermed hver enkelt kraft til at gennemføre sine egne rejser i livet."

Læs hele kronikken i Berlingske Tidende.

Links:
http://www.berlingske.dk