J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Anmeldelser
Film: Ringenes Herre - Eventyret om Ringen
Af Filmz.dk
12. august 2002
Baseret på J.R.R. Tolkiens banebrydende trilogi, "Ringenes Herre", kommer nu den første del "Eventyret om ringen" som film. Hobitten Frodo Baggins er en lidt sky, fredselskende lille person, der arver en mystisk guldring af sin ældre onkel, Bilbo.
Det viser sig, at ringen besidder magiske evner, og den, der har den i sin besiddelse, kan regere verden. Dét ved den onde troldmand, Saruman, der ikke viger tilbage for nogen eller noget i sin besættelse af at besidde ringen.
En gruppe vise mænd beslutter, at det eneste håb er at destruere ringen, og Frodo og hans lille gruppe venner begiver sig ud på deres farlige færd. Menneskehedens frihed ligger nu i deres små hænder.
One ring to rule them all... Peter Jackson gik til Miramax med en ide... han ville filmatisere J.R.R. Tolkiens bog "Hobitten", og til det behøvede han 75 mio. dollar. Han fik et nej, og gik derfra skuffet. Istedet gik han til New Line Cinema, og her fik han svaret: "Nej, du kan ikke få 75 mio. til Hobitten... men du kan få 300 til Ringenes Herre!". Peter Jackson slog til, og resultatet af dette, den første film "Eventyret om ringen", er netop udkommet på DVD.
One ring to find them... Ringenes Herre er den klassiske kamp imellem det gode og det onde... En trussel truer freden i Middle Earth. I Mordor er den onde troldmand Sauron endnu engang vakt til live, og en enorm hær af orker er i færd med at blive opbygget... men Sauron mangler én ting før han igen kan tage fysisk form og herske over Middle Earth... Ringen, som han i sin tid mistede på slagmarken.
Ringen, hvis magiske kraft er så stor at den kan bestemme udfaldet af krigen, er faldet i hænderne på hobitten Frodo. Fra Mordor udgår en ordre om at ringen skal findes, og Frodo er nu i fare. Med hjælp fra fællesskabet, bestående af troldmanden Gandalf, Elven Legolas, Dværgen Gimli, menneskene Aragorn og Boromir, og de tre små hobitter Sam, Merry og Pippin, må Frodo tage til Mordor for at kaste ringen ned i vulkanen ved Mount Doom... her er ringen skabt, og kun her kan den blive ødelagt.
"Ringenes Herre: Eventyret om ringen" omhandler den første tredjedel af rejsen imod Mordor, og de ni i fællesskabet bliver udsat for stor fare, fra både de onde Ringwraiths der er sendt ud for at finde ringen, de uhumske orker, og den onde dæmon Balrog.
Filmene er som før nævnt baseret på bøgerne af J.R.R. Tolkien. Som altid er det en prækær opgave at filmatisere en bog, og når det så oven i købet drejer sig om en bog som er læst og elsket af så mange, så bliver det en endnu sværere opgave. Det er dog lykkedes rigtig godt med Ringenes Herre. De bedste dele af bøgerne er taget med i filmen, og man savner ikke de dele der er undladt så voldsomt meget. Nogle vil måske være uenige med mig, men man kan ikke gøre alle glade, det ville være utopi og ville betyde en film med spillelængde på 5 timer.
Filmen lægger sig ret tæt op af bogens handling, og man kan derfor sagtens se filmen, uden at at have læst bogen, for alt det vigtige og fede er med i filmen. Jeg vil dog kraftigt anbefale at man læser bøgerne, for universet er meget større end det der er på film... der er simpelthen så mange detaljer at det er umuligt at få dem alle med.
Et af de eneste kritikpunkter jeg har af filmen, er at man mister fornemmelsen for hvor lang tid den egentlig strækker sig over... man har næsten fornemmelsen af at det hele sker på et par dage, hvor der i bogen går flere år. Det er dog ikke noget der trækker ned på min oplevelse af filmen.