Anmeldelser

Musik: There and Back Again

Af Ras Bolding

12. juni 1998

Kim Skovbye: There and Back Again (1997), Fønix Musik 5709027 211189.

Det er forsøgt talrige gange, at sætte musik til Tolkiens brogede fantasi. Og at den virkelig var broget, vidner den musikalske alsidighed inden for de hidtige forsøg så sandelig om. Så forskellige navne som Bo Hansson, Enya, Burzum og Pink Floyd - for blot at nævne et lille udpluk - har alle ladet sig inspirere af den distingverede engelske professor, og på hver sin facon, kan man vist roligt sige.

Kim Skovbyes værk skiller sig i nogen grad ud fra det generelle udbud af Tolkien-relateret musik, ved at cd1en har The Tolkien Societys blåstempel. Rent faktisk har Skovbye også præsenteret dele af musikken i England for selvsamme selskab.

"There and Back Again" er, som titlen antyder, inspireret af "Hobbitten", og det skal forstås således, at musikken følger, så at sige, fortællingens handling kronologisk fra nummer til nummer. Dette er egentlig en god idé, da man således fornemmer det narrative forløb gennem musikken. Og hvordan lyder den så, musikken på albummet?

Kim Skovbye spiller harpe, og det kan høres. Dels ved at harpen de fleste numre igennem fremstår som musikkens centrale element, dels ved at han er ganske dygtig på sit instrument, hvilket man som lytter får nogle prøver på undervejs. Men selvom det for det meste er harpen, der er i centrum, findes der en del andre instrumenter på albummet, idet Skovbye har samlet en mindre horde af gæstemusikere, der spiller på alt fra violin over fløjte til synthesizer. Og skulle der være brug for det, tager Skovbye sig også af mandolin, guitar og bouzouki.

Megen af musikken henter, måske ikke overraskende, forlægget og Skovbyes musikalske interesser taget i betragtning, sin inspiration i folkemusik af keltisk tradition, blandet op med lidt new age, som synthkomponisten Klaus Schønning, inviteret til lejligheden, tager sig af. Der er tale om instrumentalmusik, bortset fra stykket "The Valley of Rivendell", der akkompagneres af flot melankolsk vokal ved Ida Klemann; og for det meste er numrene af forholdsvis afdæmpet natur. Dette fungerer fint et langt stykke hen ad vejen, især i fortællingens mere dvælende og lyriske øjeblikke, som eksempelvis ovennævnte "The Valley of Rivendell", hvor keltisk harpe og sfærisk vokal giver en fornemmelse af tidlig Clannad, eller "Gandalf and the Dwarfs", der med sin hoppende jig i 12/8 får mig til at mindes de mere folk-prægede passager af Mike Oldfields "Ommadawn". Men jeg synes, der opstår problemer, når fortællingen bliver dyster - for lige så smuk og lyrisk Tolkien kunne være, lige så grum og uhyggelig kunne han fremstå i passager. Således synes jeg ikke rigtig, musikken under "Into the Misty Mountains" formår at give mig en tryggende, ulmende og let paranoid fornemmelse af øjne i mørket, hviskende goblins og utilregnelige Gollum. Her synes jeg nok, man kunne have skruet ned for folkemusikken og måske lade synthesizerne indtage en mere dyster, surrealistisk rolle, som vi kender det fra eksempelvis Jean-Michel Jarre og Tangerine Dream. Samme problem opstår med "Mirkwood", som byder på afdæmpet rockarrangement og bottleneck lead guitar a la Ry Cooder, hvilket der i sig selv ikke behøver at være noget i vejen med. Men det giver mig ikke associationer i retning af en dunkel, truende skov, fyldt med væmmelige kæmpeedderkopper. Og for så at afrunde denne problematik, så synes jeg personligt, at der under "The Battle" skal lidt mere end lidt soft rock til, for at illustrere de fem hærers afsluttende slag. Om man er til hvinende guitar og heavy metal, storladne synthesizere eller bombastisk Wagner-orkestrering kan altid diskuteres - men patos, og også en vis aggressivitet, skal der altså til.

"There and Back Again" er, alt i alt, et ganske flot album, der trækker både på folkemusikken og på den new age musik, Fønix er så glad for at bolte sig i. Der medvirker dygtige musikere på albummet, og man kan sagtens høre, at der er gjort noget ud af at binde musikken sammen til en helhed. Således gentages visse temaer i forskellige arrangementer undervejs, og dette fungerer godt. Skal der også lyde lidt - forhåbentlig konstruktiv - kritik, må denne gå på, at der måske ikke altid tages chancer nok. Musikken lyder forholdsvis homogen i sit lydbillede, hvilket, som nævnt, bliver en smule problematisk i de passager, hvor der ikke er brug for en køn atmosfære. Man har tydeligvis gerne villet holde sig tæt op ad folkemusik i en eller anden forstand hele vejen igennem, men her kunne man måske godt have hentet lidt inspiration hos Sorten Muld og Hedningarna, i hvert fald hvad de mørkere passager angår.

Under alle omstændigheder er det i hvert fald, hvis man har interesse i Tolkien, værd at tage et lyt til albummet.