Anmeldelser

Radio: Hobbitter i radioen

Af Ras Bolding

1. juli 2001

Hobbitten og Ringenes Herre læst af Ove Sprogøe og Rune T. Kidde

* Hobbitten eller Ud og hjem igen. Læst op af Ove Sprogøe, tilrettelagt af Jørgen Kanstrup, Søren Kragh-Jacobsen og Jørgen Melgård. Med musik af Bo Hansson og Mike Oldfield. Udsendt i Danmarks Radio sidst i 1970'erne og genudsendt først i 1980'erne. Ikke udgivet på album, men anmeldt på grundlag af privat båndoptagelse fra radioen. * Hobbitten. Genfortalt og tilrettelagt af Rune T. Kidde. Med musik af The Tolkien Ensemble, Hedningarna, Sorten Muld og Kim Skovbye. Udsendt i Danmarks Radio i 1998 og senere udgivet på dobbelt-cd. * Eventyret om Ringen. Genfortalt og tilrettelagt af Rune T. Kidde efter Ringenes herre. Med musik af The Tolkien Ensemble, Hedningarna, Sorten Muld og Kim Skovbye. Udsendt i Danmarks Radio i 1999-2000, men endnu ikke udgivet på cd. Tolkiens univers er søgt portrætteret indenfor efterhånden alle former for medier, fra tegneserier og billedkunst over computer- og rollespil til musikalske værker spændende i stil fra new age og folk til heavy metal og klassisk. Og så er der jo lige et filmprojekt i gang på New Zealand i disse tider, et projekt som i øvrigt betegnes som filmhistoriens hidtil dyreste. Et måske mere obskurt og i hvert fald mindre kosteligt medie er radiospillet, og her kan vi godt være med også på disse breddegrader. Både Hobbitten og Ringenes herre har nemlig været læst op - med musikalsk ledsagelse - i Danmarks Radio. Faktisk findes der to sådanne oplæsninger af Hobbitten; en fra halvfjerdserne, læst af Ove Sprogøe og en fra halvfemserne, som Rune T. Kidde stod for. Sidstnævnte fulgte i øvrigt succesen op med en indspilning af Ringenes herre, der ligesom Hobbitten huserede i Børneradio på P3. Det er lidt med radiospil som det er med film - der vil altid være visse puritanere, som mener, at det læste ord skal læses, og det er der naturligvis en vis pointe i. Litteraturens formentlig allerstørste styrke er netop dens evne til at indfange læseren i et tilnærmelsesvist sprogligt solipsistisk univers, som synes hinsides al omverden. Denne kobling, som opstår i mødet mellem det skrevne ord og læserens forestillingsevne, er selvsagt ganske unik og dybest set umulig at videreformidle gennem noget andet medie, men det betyder ikke - og det er pointen - at man ikke kan formidle en anden form for oplevelse, som også bunder i det selvsamme skrevne ord; i dette tilfælde Tolkiens tekster. Og dette retfærdiggør for så vidt radiospil såvel som filmatiseringer, musikalske fortolkninger, etc. Dog er det selvsagt ingen garant for en vellykket fortolkning. At læse Tolkiens fortællinger højt i radioen, ledsaget af stemningsfuld musik, og med indlevende røst, synes oplagt, ja man kan næsten sige, at det er fremragende brug af radiomediet, fordi historierne netop er så stemningsmættede. De er rige på beskrivelser, ikke mindst hvad angår landskaber og omgivelser - om der så er tale om hyggelige hobbithuller, melankolske elverskove eller dystre grotter under høje bjerge - og samtidig er de farverige og medrivende i handling. Og så er de ikke mindst lette at følge. Ikke sådan forstået, at litteratur i radioen nødvendigvis skal være letforståelig eller simpel, men det ligger i radiospillets form, at fortællinger med klart optrukne handlingsmønstre og stemninger normalt klarer sig bedst. Dette ganske simpelt fordi lytteren ikke er i stand til at springe en side tilbage og læse en svær eller stærkt symbolladet passage en gang mere, som det ville være tilfældet med en bog. Hertil kommer selvfølgelig Tolkiens gennemgribende sans for det eventyrlige, hvilket også styrker den højtlæste form. Det mig bekendt første danske forsøg på at bringe Tolkien til radiolytterne er Ove Sprogøes oplæsning af Hobbitten fra halvfjerdserne, tilrettelagt af Jørgen Kanstrup, Søren Kragh-Jacobsen og Jørgen Melgård. Her er tale om et temmelig ambitiøst projekt, idet hele historien læses op uden videre forkortelse, og så bliver det selvsagt til en del timer. Sådan omkring otte, med musik iberegnet. Dette har formentlig været med til at betyde, at indspilningen aldrig blev udgivet kommercielt - man skal jo huske på, at i halvfjerdserne hed det gængse medie grammofonpladen, og der skal altså en hel del af dem til for at dække otte timer. Det er på sin vis en skam, at denne sag aldrig blev udgivet, for det er godt arbejde, og netop det faktum at der ikke er skåret gevaldigt i originalforlægget skulle nok glæde en Tolkien-kender eller to rundt om i det ganske land. Umiddelbart kan Sprogøe i rollen som oplæser virke som et mærkværdigt valg - man skal lige vænne sig til den fynske udtale; Gandalf med stumt d og sådan - og den første halve times tid forventer man hvert øjeblik at høre noget i retning af, "Altså Fru Varnæs, je' tror det er på ti'e De stiger u' af sengen og begi'r Dem op i Tågebjergene." Men når man først har kaperet det fynske, så kører det, og det godt endda. Sprogøe kan selvfølgelig ikke lade være med at bruge sine skuespillerevner undervejs, og dette kommer bestemt lytteren til gode, når Gollum gør sin entré i historien. Her hvisles og sydes, så man må sig ganske fornøje, og det er kun godt, at fortælleren lader sig rive med af historien. Nok taler de forskellige personer alle fynsk, men Bilbo med spagfærdig røst, Gandalf med visdom og humor, Smaug med selvoptaget stolthed og så videre. Det er alt sammen med til at skabe stemning, den stemning som er en essentiel del af fortællingen. Et andet vigtigt element, hvad stemning angår, er brugen af musik. Nu kan man altid diskutere, hvad for musik der bedst portrætterer Tolkiens verden, en diskussion som vist aldrig helt vil tage sin ende, men tilrettelæggerne af dette radiospil har valgt to musikere fra perioden, altså halvfjerdserne, nemlig Mike Oldfield og Bo Hansson. Sidstnævnte lavede jo i 1970 et album ved navn Sagan om Ringen, hvor musikken er direkte Tolkien-inspireret, og der bruges da også, ikke overraskende, en hel del elementer herfra. Hvad Oldfield angår, så har man brugt hans grænsebrydende indspilninger fra først i karrieren, og det må siges at være et godt valg. Dels fordi Oldfields musik i denne periode spændte over et væld af kompositoriske idéer og stemninger, dels fordi alt, han lavede i halvfjerdserne, var af meget høj kvalitet. Musikken anvendes ikke kun som vignetter, men også undervejs i historien, og opnår næsten programmatisk karakter - således er det særdeles stemningsfuldt, at hver gang de mystiske elvere på ny viser sig et sted dybt inde i Dunkelskov, så dukker det inciterende åbningstema fra Mike Oldfields Tubular Bells op. Meget fint. Alt i alt er denne oplæsning fra halvfjerdserne særdeles vellykket, og selvom den efterhånden har mange år på bagen og også er temmelig lang, så kunne den sagtens genudsendes. Hvis der da findes optagelser i DR's arkiver, hvor lydkvaliteten stadig er til det. Man kunne måske forestille sig, at det ikke er tilfældet. I hvert fald dukkede en ny radio-udgave af Hobbitten op i Børneradio i halvfemserne, fortalt og tilrettelagt af Rune T. Kidde - der i det daglige er noget så bizart som blind tegneserieguru. Let bizar er også hans tilgang til opgaven - teksten vrænges, vrides og smiskes gennem højttalerne, og musikken undervejs er, med få undtagelser, techno. Næppe noget for de mest pligttro puritanere, men man fristes næsten til at sige heldigvis. For Rune T. Kidde er nu engang Rune T. Kidde, og hvis man ikke skulle fornemme hans humor undervejs, så ville det da være en skam. Og så skal man bestemt ikke tage fejl - nok er der megen humor, men der er mindst lige så megen respekt for og kærlighed til Tolkiens eventyr, og det mærkes undervejs. Som Sprogøe lader Kidde sig i den grad rive med af historien, og han er især god til at understrege fortællingens mørkere passager, som leveres med frygtsomt rystende stemme, således at man næsten fornemmer følelsen af klaustrofobi, når Bilbo skræmt sniger sig omkring i Tågebjergenes mørke grotter og gange. Der er en udpræget keltisk stemning i Kiddes måde at fortælle på, hvilket må siges at være særdeles passende, forlægget taget i betragtning. Hvor Sprogøes version fra halvfjerdserne præsenterede Tolkiens historie i sin helhed, så har Kidde forkortet en del - formentlig for at kunne udgive det hele på dobbelt-cd. Det burde give anledning til bange miner, men det er gjort overraskende godt. I stedet for at skære visse passager bort er der i stedet sparet på diverse beskrivelser og ordvekslinger her og der, og det betyder, at fortællingen i det store hele fremstår, som man husker den. Ros til Kidde for det. Musikvalget er, som allerede nævnt, modigt og overraskende ved det, at der for størstedelens vedkommende er tale om forskellige former for techno. Heldigvis har Kidde god smag desangående, så der serveres ikke tanketom neo-disco, men derimod progressiv trance og ambient fra bl.a. Kim Skovbye. Og så en hel del Sorten Muld, der med deres særegne blanding af techno og middelalderlig folkemusik er et rigtig godt valg. Som vignet anvendes ligeledes musik af det danske Tolkien Ensemble, og det er fint, at man vælger at anvende dansk-produceret musik, når nu man rent faktisk har noget, der kan bruges. Desværre findes der stort set ingen musik på cd-udgivelsen - det er kun blevet til lidt Hedningarna - og det er altså en skam. Om det er et spørgsmål om royalties eller manglende cd-plads eller begge dele, det er svært at sige, men musikken savnes i høj grad på den kommercielle udgivelse. Rune T. Kidde kastede sig som sagt også over Ringenes herre, der ligeledes blev sendt på P3's Børneradio under betegnelsen Eventyret om Ringen. Stilen fortsættes i høj grad fra Hobbitten, om end her naturligvis er tale om et noget større projekt. Der forkortes nok engang, og her må skæres lidt i begge ender. Det gøres i det store hele godt, lige indtil slutningen, hvor den til gengæld kikser gevaldigt. Hele seancen omkring den afsluttende rejse til Valinor er faldet for kniven, og det er nok lidt for groft, ikke mindst fordi denne melankolske ende på fortællingen er med til at tilføre værket en ekstra dybde og skønhed. Man kunne, og med rette, gå så langt som til at sige, at netop denne noget specielle og for så vidt overraskende slutning er en af fortællingens absolutte genistreger, og selvom den velsagtens er bedrøvelig, så bør man ikke snyde Børneradioens lyttere for dens sandhed. Som konklusion må man sige, at vi her til lands har været heldigt stillet, hvad Tolkien og radiomediet angår. At vi ligefrem har fået to vidt forskellige, men begge særdeles vellykkede radioudgaver af Hobbitten samt en Ringenes herre nærmer sig vel luksus. Lidt synd er det, at det ikke er det hele, der står at skaffe på cd, men med tiden kan det måske komme. Det er måske ej heller helt umuligt, at optagelserne kunne tilbydes via Internet. Der kan i hvert fald næppe herske tvivl om, at er man til Tolkien, så vil man let kunne hive de nødvendige timer ud af kalenderen.