Rodekassen

Appendiks D

Af J.R.R. Tolkien

27. februar 1995

Fra Athelas nr. 9, 1995, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening
(dansk oversættelse copyright Lars-Terje Øland Lysemose, originaltekst copyright J.R.R. Tolkien)

Tillæg til Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien

På dansk ved Lars-Terje Øland Lysemose

KALENDERNE

Kalenderen i Herredet adskilte sig på mange måder fra vores. Året var utvivlsomt af samme længde (se note 1), for vel regnes de tider for langt tilbage sammenlignet med menneskers år og levetid, men i Jordens hukommelse var de alligevel ikke så fjerne. Det er af hobbitterne nedskrevet, at de ikke havde nogen "uge", da de endnu var et folk på vandring, og skønt de havde "måneder", styret mere eller mindre efter månen, var deres datoer og tidsregning vag og unøjagtig. I Eriadors vestlige lande, da de havde begyndt at bosætte sig, overtog de dúnedainenes kongsregning, som egentlig var af eldarinsk oprindelse; men herredshobbitterne indførte flere mindre ændringer. Denne kalender, eller "herredstidsregning" som den blev kaldt, blev til syvende og sidst også overtaget i Bri, bortset fra den herrredsagtige særegenhed at regne år 1 som året for koloniseringen af Herredet (se note 2).

Det er ofte vanskeligt i gamle fortællinger og traditioner at finde præcise oplysninger om ting, som folk godt vidste og tog for givet i deres egen tid (så som navne på bogstaver, eller ugedage, eller navn og længde på måneder). Men på grund af herredshobbitternes almindelige interesse for slægtsforskning, samt for oldtidshistorie, som de lærde blandt dem udviklede efter Ringkrigen, synes de at have været ganske optaget af datoer; og de optegnede til og med indviklede tabeller, der viste forholdene mellem deres eget system og andres. Jeg er ikke klog på sådanne ting og kan være kommet for skade at lave mange fejl; men i alle tilfælde er kronologien gennem de afgørende år h.t. 1418 og 1419 så omhyggeligt udarbejdet i Den røde Bog, at der næppe kan være større tvivl om datoer og tider på dét punkt.

Det synes klart, at eldarne i Midgård, hvad Samvis jo også bemærkede, havde mere tid til deres rådighed og regnede tiden i lange perioder. Quenya-ordet yén, som ofte oversættes med "år"; (RH1 s. 427/IG1 s. 530) betyder i virkeligheden 144 af vore år. Eldarne foretrak så vidt muligt at regne med tallene seks og tolv. En solens "dag" kaldte de ré og regnede fra solnedgang til solnedgang. Et yén bestod af 52 596 dage. Af rituelle snarere end af praktiske grunde benyttede eldarne en uge eller enquië på seks dage; og et yén bestod da af 8 766 af disse enquier, regnet fortløbende gennem hele perioden.

I Midgård brugte eldarne også en kortere periode eller et solår, kaldt en coranar eller "solrunde" i mere eller mindre astronomisk sammenhæng, men almindeligvis kaldt en loa, "vækst" (især i de nordvestlige lande), når det først og fremmest var plantelivets årvise forandringer, der blev tænkt på; og det var det hos elvere i almindelighed. En loa var opdelt i perioder, som enten kan betragtes som lange måneder eller korte årstider. Disse varierede utvivlsomt fra egn til egn; men hobbitterne giver kun oplysninger om kalenderen i Imladris. I den kalender var der seks af disse "årstider"; på quenya hed de tuilë, lairë, yávië, quellë, hrívë og coirë, som kan oversættes med "vår, sommer, efterår, slumring, vinter, vending". Navnene på sindarin var ethuil, laer, iavas, firith, rhíw og echuir. "Slumring" blev også kaldt lasse-lanta, "løvfald" eller på sindarin narbeleth, "solaftagen".

Lairë og hrívë var begge på 72 dage, og de resterende på 54 dage hver. Hver loa begyndte med yestarë, dagen lige før tuilë, og endte med mettarë, dagen lige efter coirë. Mellem yávië og quellë var indsat tre enderi, "mellemdage". Dette udgjorde et år på 365 dage, som blev justeret ved at fordoble enderine (altså lægge tre dage til) hvert tolvte år.

Det er uvist, hvordan de unøjagtigheder, som dette gav anledning til, blev løst. Hvis året dengang var af samme længde som nu, skulle hvert yén blive mere end én dag for langt. At der fandtes en unøjagtighed vises af en note til kalenderen i Den røde Bog, hvor det fremgår, at efter "kløvedalsregningen" blev det sidste år i hvert tredje yén forkortet med tre dage: fordoblingen af de tre enderi, som skulle have været foretaget det år, blev altså sløjfet; "men det er ikke sket i vor tid". Der står ingenting om, hvorledes de tilbageværende unøjagtigheder blev bragt i orden.

Númenoreanerne ændrede denne ordning. De opdelte en loa i kortere perioder af mere fast længde; og de holdt sig til skikken med at begynde året om midvinteren, hvad der var blevet brugt af menneskene i nordvest, deres egne stamfædre, i den første alder. Senere indførte de desuden en uge på 7 dage, og de regnede dagen fra solopgang (over havet i øst) til solopgang.

Det númenoreanske system, som det blev anvendt i Númenor, og i Arnor og Gondor indtil kongeslægtens endeligt, blev kaldt kongsregningen. Det normale år havde 365 dage. Det blev delt i tolv astar eller måneder, hvoraf ti havde 30 dage og to 31. De lange astar var på hver sin side af midår, der omtrent svarer til vores juni og juli. Den første dag i året blev kaldt yestarë, den midterste dag (den 183.) loëndë, og den sidste mettarë; disse 3 dage hørte ikke til nogen måned. Hvert fjerde år, bortset fra det sidste i et århundrede (haranyë), blev loëndë erstattet med to enderi eller »mellemdage«.

I Númenor begyndte tidsregningen med a.a. 1. Underskuddet, som forårsagedes af at trække 1 dag fra det sidste år i hvert århundrede, blev ikke justeret før det sidste år i hvert årtusinde, hvad der efterlod et årtusindtab på 4 timer, 46 minutter og 40 sekunder. Denne tilføjelse blev gjort i Númenor i a.a. 1000, 2000 og 3000. Efter Undergangen i a.a. 3319 blev systemet opretholdt af de landflygtige, men den tredje alders begyndelse med ny tidsregning skabte stor forvirring: a.a. 3442 blev t.a. 1. Ved at gøre t.a. 4 til skudår i stedet for t.a. 3 (a.a. 3444), kom endnu 1 år på blot 365 dage imellem og gav således et underskud på 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder. Årtusindtilføjelserne blev gjort 441 år for sent: i t.a. 1000 (a.a. 4441) og 2000 (a.a. 5441). For at mindske de fejl, som på denne måde opstod, samt det opsamlede årtusindtab, indførte marsk Mardil en revideret kalender, hvis begyndelse skulle gælde fra t.a. 2060, efter et særlig tillæg på 2 dage til år 2059 (a.a. 5500), hvilket afsluttede fem og et halvt årtusinde siden indførelsen af det númenoreanske system. Men dette efterlod stadig et underskud på omkring 8 timer. Hador lagde 1 dag til 2360, selv om underskuddet endnu ikke havde nået dette tal. Efter dette blev der ikke gjort flere justeringer. (I t.a. 3000 var krigstruslen så overhængende, at sådanne sager blev skubbet til side). Ved slutningen af den tredje alder, efter mere end 660 år, udgjorde underskuddet stadig ikke 1 hel dag.

Den reviderede kalender, indført af Mardil, blev kaldt marskens tidsregning og blev slutteligt optaget af de fleste brugere af det vestronske sprog, på nær af hobbitterne. Månederne var alle på 30 dage, og 2 dage uden for månederne blev indført: 1 mellem den tredje og fjerde (marts, april) og 1 mellem den niende og tiende (september, oktober). Disse fem dage uden for månedsregningen, yestarë, tuilérë, loëndë, yáviérë og mettarë, var festdage.

Hobbitterne var konservative og fortsatte med at bruge en form af kongsregningen, tilpasset deres egne skikke. Deres måneder var alle lige lange og havde 30 dage hver; men de havde 3 sommerdage, i Herredet kaldt lithe eller lithedage, mellem juni og juli. Den sidste dag i det gamle år og den første nye i det nye år blev kaldt juledagene. Jule- og lithedagene forblev uden for månederne, således at den 1. januar blev den anden og ikke den første dag i året. Hvert fjerde år, bortset fra det sidste år i hvert århundrede,1 var der fire lithedage. Lithe- og juledagene var de vigtigste højtidsdage med megen festivitas. Den resterende lithedag kom efter midårsdagen, og således blev den 184. dag i skudåret kaldt overlithe og var en særlig festdag. Hele juletiden var i alt på seks dage, inklusive de tre sidste og de tre første dage af hvert år.

Herredsfolket indførte deres egen lille nyskabelse (som til syvende og sidst også vandt hævd i Bri), som de kaldte herredsreformen. De fandt det uordentligt og ubekvemt, at ugedagene det ene år efter det andet skiftede i forhold til datoerne. Så i Isengrim II's tid ordnede de det sådan, at den mærkelige dag, som forskød rækkefølgen, ikke skulle have noget ugedagsnavn. Efter dét kendtes midårsdag (og overlithe) kun ved sit navn og tilhørte ikke nogen uge (RH1 s. 200/IG1 s. 249). Som følge af denne reform begyndte året altid på første ugedag og endte på den sidste; og samme dato fik dermed samme ugedag i alle senere år, således at herredsfolk ikke længere behøvede at skrive ugedagen i deres breve eller dagbøger (se note 3). De fandt dette ganske praktisk hjemme hos sig selv, men knap så praktisk hvis de nogen sinde rejste længere end til Bri.

I noterne ovenfor, såvel som i selve fortællingen, har jeg brugt vore moderne navne på både måneder og ugedage, selv om naturligvis hverken eldarne, dúnedainene eller hobbitterne i virkeligheden gjorde dette. At oversætte vestron-navnene syntes påkrævet for at undgå forvirring, samtidig med at vore navnes betydning i forhold til årstiderne er nogenlunde de samme, i hvert fald i Herredet. Det viser sig imidlertid, at midårsdagen skulle svare så tæt som muligt til sommersolhverv. I så fald var herredsdatoerne faktisk foran vores med ti dage, og vores nytårsdag svarede mere eller mindre til den 9. januar i Herredet.

På vestron blev månedsnavnene på quenya almindeligvis beholdt, ligesom de latinske navne nu bruges viden om i fremmede sprog. De var: narvinyë, nénimë, súlimë, víressë, lótessë, nárië, cermië, urimë, yavannië, narquelië, hísimë og ringarë. Navnene på sindarin (som kun blev brugt af dúnedainene) var: narwain, nínui, gwaeron, gwirith, lothron, nórui, cerveth, urui, ivanneth, narbeleth, hithui og girithron.

Herfra afveg imidlertid både hobbitterne i Herredet og i Bri fra vestron navneskik, og de holdt sig til deres egne gammeldags lokale ord, som de synes at have optaget i urgammel tid fra menneskene i Anduins dale; i hvert fald blev lignende navne fundet i Dal og i Rohan (jævnfør noterne om sprog i Appendiks F, II). Betydningen af disse navne, udtænkt af mennesker, var som regel forlængst blevet glemt af hobbitterne, selv dér hvor de oprindeligt havde forstået betydningen af dem; og ordenes form blev som følge af dette meget forvansket: math i slutningen af nogle af disse er for eksempel en sammentrækning af det engelske month.

Herredsnavnene er opført i kalenderen. Det kan her nævnes, at solmath som oftest blev udtalt, og somme tider skrevet, somath; thrimidge blev ofte skrevet thrimich (arkaisk trimilch); og blotmath blev ofte udtalt blodmath eller blommath. I Bri var navnene anderledes; henholdsvis freri, solmath, rethe, sædmath, thrimidge, lithe, sommerdagene, giftemath, halimath, foldmath, vintring, blothmath og julmath. Freri, sædmath og julmath blev også brugt i Østerfjerding (se note 4).

Hobbitternes uge var hentet fra dúnedainene, og navnene var oversættelser af de, der blev givet dagene i det gamle Nordlige Kongerige, der igen kom fra eldarne. Eldarnes seks-dages-uge var tilegnet, eller opkaldt efter, stjernerne, solen, månen, De to Træer, himlene og valarne, eller Magterne, i den rækkefølge, og den sidste dag var ugens vigtigste. Deres navne på quenya var elenya, anarya, isilya, aldúya, menelya, valanya (eller tárion); på sindarin var navnene origilion, oranor, orithil, orgaladhad, ormenel og orbelain (eller rodyn).

Númenoreanerne beholdt tilegnelserne og rækkefølgen, men ændrede den fjerde dag til aldëa (orgaladh) og refererede dermed kun til Det hvide Træ, som Nimloth, der voksede i kongens borggård i Númenor, blev regnet for at være en efterkommer af. Da de også ønskede en syvende dag, og eftersom de var store søfarere, indsatte de en »havbølgernes dag«, ëarenya (oraearon), efter himmeldagen.

Hobbitterne overtog denne anordning, men betydningen af de oversatte navne blev snart glemt, eller også brød de sig ikke længere om det, og formerne blev stærkt sammentrukket, især i dagligtale. Den første oversættelse af de númenoreanske navne blev sandsynligvis gjort to tusinde år eller mere før den tredje alder slutning, da dúnedainenes uge (den del af deres tidsregning som først blev overtaget af fremmede folk) kom i brug hos mennesker i nord. På samme måde som med månedsnavnene holdt hobbitterne fast ved disse oversættelser, selv om quenya-navnene brugtes alle andre steder, hvor der blev talt vestron.

Der blev ikke bevaret mange gamle dokumenter i Herredet. Ved slutningen af den tredje alder var den vigtigste overlevering Gulskind, eller Skjulstrups Årbog (se note 5). De tidligste optegnelser dér ser ud til at være gjort mindst ni hundrede år før Frodos tid; og mange er citeret i annalerne og slægtstræerne i Den røde Bog. Heri står ugedagene nedskrevet i arkaisk form, hvoraf de følgende er ældst: (1) stjørrendag, (2) sonnendag, (3) monendag, (4) tredisdag, (5) hímilensdag, (6) båresjódag, (7) rededag. I det sprog der blev brugt under Ringkrigen, var disse blevet til jørdag, sondag, mondag, trisdag, hilensdag (eller hinsdag), bårsdag og redag.

Jeg har oversat disse navne til vore egne, og da selvsagt begyndt med søndag og mandag, som optræder i herredsugen med de samme navne som hos os, og givet de andre nye navne efter tur. Det bør imidlertid bemærkes, at navnenes associationer var ganske anderledes i Herredet. Den sidste ugedag, fredag (redag), var den vigtigste dag, eftersom den (eftermiddag) var fridag med festligheder om aftenen. Lørdag svarer således snarere til vores mandag, og torsdag til vores lørdag (se note 6).

Nogle få andre navne, der refererer til tid, kan nævnes, selv om de ikke blev brugt som præcise tidsangivelser. Årstiderne blev almindeligvis kaldt tuilë, vår, laire, sommer, yávië, efterår (eller høst), hrívë, vinter; men disse havde ingen eksakte definitioner, og quellë (eller lasselanta) brugtes også om den sidste del af efteråret og om vinterens begyndelse.

Eldarne var særlig optaget af »tusmørket« (i de nordlige egne), hovedsagelig de tider hvor stjernerne blegnede og vågnede op. De havde mange navne for disse perioder, af hvilke de mest almindelige var tindómë og undómë, førstnævnte refererede som oftest til tiden før morgengry, og undómë til aften. På sindarin var navnet uial, som nærmere kunne præciseres som minuial og aduial. Disse blev i Herredet ofte kaldt morgning og skumring. Jævnfør Skumringssøen som er en oversættelse af Nenuial.

Herredets tidsregning og datoerne derfra er de eneste, som er af betydning for beretningen om Ringkrigen. Alle dage, måneder og datoer er i Den røde Bog oversat til herredstermer eller jævnført med dem i noter. Derfor refererer måneder og dage i Ringenes Herre helt igennem til herredskalenderen. De eneste steder hvor forskellene mellem denne og vores kalender er af betydning for fortællingen i denne afgørende periode, slutningen af 3018 og begyndelsen af 3019 (h.t. 1418 og 1419), er disse: oktober 1418 har kun 30 dage, den 1. januar er den anden dag i 1419, og februar har 30 dage; således at den 25. marts, dagen for Barad-dûrs undergang, ville svare til vores 27. marts, hvis vore år begyndte på samme punkt af årstiden. Datoen var imidlertid den 25. marts efter både kongens og marskens regning.

Den nye regning blev indført i det genrejste kongerige i t.a. 3019. Den repræsenterede en tilbagevenden til kongsregningen, men tilpasset en begyndelse af foråret som i den eldarinske loa (se note 7).

Ifølge den nye regning begyndte året den 25. marts efter gammel tidsregning, til minde om Saurons fald og Ringbærernes bedrifter. Månederne beholdt deres tidligere navne, idet de nu begyndte med víressë (april), men refererede til perioder, som generelt begyndte fire dage tidligere end før. Alle månederne havde 30 dage. Der var 3 enderi eller mellemdage (hvoraf den anden blev kaldt loëndë), imellem yavannië (september) og narquelië (oktober), som svarede til den 23., 24. og 25. september, efter gammel regning. Men til ære for Frodo blev 30. yavannië, som svarede til den tidligere 22. september, hans fødselsdag, gjort til en festdag, og der blev taget hensyn til skudåret ved at fordoble denne fest, som blev kaldt cormarë eller ringdag.

Begyndelsen på den fjerde alder blev regnet fra mester Elronds afrejse, som fandt sted i september 3021; men for nemheds skyld blev den fjerde alders år 1 i Kongerigets historieskrivning sat til det år, som, ifølge den nye regning, begyndte den 25. marts 3021, gammel tidsregning.

Denne tidsregning kom under kong Elessars regeringstid i brug i alle hans lande med undtagelse af i Herredet, hvor den gamle kalender blev beholdt, og herredsregningen fortsatte. År 1 i den fjerde alder blev således kaldt 1422; og i den udstrækning hobbitterne tog nogen notits af tidsalderskiftet, hævdede de, at det begyndte med 2. jul 1422 og ikke i den foregående marts måned.

Der er ingen optegnelser om, hvorvidt herredsfolket fejrede den 25. eller 22. september; men i Vesterfjerding, især på egnen omkring Højen i Hobbitrup, blev det skik og brug at holde fri og danse på Festmarken den 6. april, når vejret tillod det. Nogle sagde, at det var gamle Sam Gartners fødselsdag, nogle, at det var på den dag, Det gyldne Træ først blomstrede i 1420, og nogle, at det var elverfolkets nytår. I Bukland blev der blæst i Markens Horn ved solnedgang, hver gang det blev den 2. november, og herefter var der bål og gilder (se note 8).


Note 1: 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder.

Note 2: I Herredet hvor år 1 svarede til t.a. 1601. I Bri, hvor år 1 var det samme som t.a. 1300, blev det det første år i århundredet.

Note 3: Det vil bemærkes, at hvis man kikker i en herredskalender, kan man se, at fredag var den eneste ugedag, som der ikke var nogen måned, der begyndte på. Det blev derfor spøgefuld dagligtale i Herredet at snakke om »på fredag den første« for at henvise til en dag, som ikke eksisterede, eller en dag hvor højst usandsynlige begivenheder kunne indtræffe, så som flyvende grise eller (i Herredet) vandrende træer. Udtrykket lød i sin helhed »på fredag den første skidensommer«.

Note 4: Det var i Bri en vits at tale om »skidenvinter i det skidne Herred«, men efter herredsfolkets udsagn var vintring en Bri-ændring af det ældre navn, som oprindeligt refererede til, at året var fuldt før vinter og nedstammede fra tider før den fulde indførelse af kongsregningen, da deres nye år begyndte efter høsten.

Note 5: der angav fødsler, giftermål, og dødsfald i Toker-familierne, så vel som andre sager, så som salg af jord, og forskellige herredsbegivenheder.

Note 6: Jeg har derfor brugt lørdag og søndag i stedet for torsdag og fredag i Bilbos sang (RH1 s. 187/IG1 s. 233-35).

Note 7: selv om den nye regnings yestarë faktisk indtraf tidligere end i Imladris-kalenderen, i hvilken den svarerede mere eller mindre til 6. april i Herredet.

Note 8: Årsdagen for første gang Hornet lød i Herredet i 3019.