Rodekassen

Appendiks F

Af J.R.R. Tolkien

24. oktober 1995

Fra Athelas nr. 11, 1995 (copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening) (dansk oversættelse copyright Lars-Terje Lysemose, originaltekst copyright J.R.R. Tolkien)

Tillæg til Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien På dansk ved Lars-Terje Øland Lysemose II OM OVERSÆTTELSE For at præsentere materialet i Den røde Bog som en historie, der kan læses af nutidens mennesker, er hele den sproglige baggrund så vidt muligt oversat til vor egen tids begreber. Kun de sprog, som afviger fra det almindelige sprog, er blevet ladt tilbage i deres oprindelige form; men disse forekommer hovedsageligt kun i navne på personer og steder. Det almindelige sprog, som det sprog der bruges af hobbitterne og i deres beretninger, er uvægerligt blevet oversat til moderne engelsk og herfra til dansk. I den proces er de mærkbare forskelle også blevet mindre imellem de variationer, som forekom i brugen af vestron. Til en vis grad er det forsøgt at gengive disse variationer ved at variere den engelske og danske sprogform; men forskellen imellem udtale og udtryksmåde i Herredet og vestron-målet i elvernes mund, eller Gondors høje menneskeæt, var større, end hvad der fremgår af denne bog. Størstedelen af hobbitterne talte faktisk en landlig dialekt, hvorimod der i Gondor og Rohan brugtes et mere gammeldags sprog, der var mere højtideligt og fyndigt. En sådan forskel kan nævnes her, eftersom den, skønt nok så vigtig, har være umulig at gengive på engelsk og dansk. I vestronsk tungemål var der en distinktion i pronominerne i anden person (og ofte også i tredje person) mellem "intim" og "ærbødig" form, uanset tal. Det var imidlertid et af særkenderne ved sprogbrugen i Herredet, at høflighedsformerne var gået af brug i daglig tale. De hang kun ved hos de landsbyfolk, især i Vesterfjerding, som brugte dem som udtryk for hengivenhed. Det var blandt andet dette, der blev refereret til, når folk i Gondor snakkede om hobbitternes besynderlige talemåde. For eksempel brugte Peregrin Toker i sine første dage i Minas Tirith den intime form til folk af enhver rang, inklusive marsk Denethor selv. Dette kan sikkert have moret den aldrende marsk, men det må have forbløffet hans tjenere. Denne ligefremme brug af den intime form har utvivlsomt medvirket til at sprede det udbredte forlydende, at Peregrin var en person af meget høj rang i sit eget land (se note 1). Det vil bemærkes, at hobbitter, så som Frodo og andre personer som Gandalf og Aragorn, ikke altid anvender den samme stil. Dette er tilsigtet. De mere lærde og dygtige blandt hobbitterne havde et vist kendskab til "bogmål", som den slags blev kaldt i Herredet; og de var kvikke til at notere sig og følge skikken blandt dem, som de mødte. I hvert fald faldt det naturligt for berejste folk at tale mere eller mindre ligesom dem, som de opholdt sig iblandt, især hvad angik mennesker der, ligesom Aragorn, ofte bestræbte sig på at skjule deres herkomst og ærinde. Dog holdt alle fjender af Fjenden i de dage ære i alt, hvad der var gammelt, i sprog ikke mindre end i andre sager, og de fandt fornøjelse i det alt efter deres viden. Eldarne, der mere end nogen andre var dygtige med ord, beherskede mange stilarter, skønt det faldt dem mest naturligt at tale på en måde, som lå deres eget tungemål nærmest, og det var endda ældre end det, som blev talt i Gondor. Dværgene var også kyndige i sprog og tilpassede sig let det selskab, de befandt sig i, selv om nogle fandt deres ytringer nok så grove og gutturale. Men orker og trolde talte som det faldt dem ind, uden kærlighed til hverken ord eller ting; og deres sprog var faktisk mere forsimplet og frastødende, end jeg har vist det. Jeg kan ikke tro, at nogen vil ønske en nærmere gengivelse, skønt det er let nok at finde forbilleder. Megen af den samme slags tale kan stadig høres blandt de orksindede; kedeligt og fuldt af gentagelser med had og foragt, alt for fjernt fra det gode til at bibeholde selv nogen verbal kraft, på nær i de ører for hvem kun det tarvelige klinger stærkt. En oversættelse af den slags er, naturligvis, almindelig, fordi den er uundgåelig i enhver fortælling, som drejer sig om fortiden. Det går sjældent videre. Men jeg er gået længere end det. Jeg har også oversat alle vestron-navne i henhold til deres betydning. Når danske navne eller titler forekommer i denne bog er det tegn på, at navne på det almindelige sprog var gængse på den tid foruden, eller i stedet for, navne på fremmede sprog (almindeligvis elvermål). Vestron-navnene var som regel oversættelser af ældre navne: så som Kløvedal, Gråkilde, Sølverbæk, Langstrand, Fjenden, Det mørke Tårn. Nogle adskilte sig fra den oprindelige betydning: så som Dommedags-bjerget for Orodruin "brændende bjerg", eller Myrkved (Dunkelskov) for Taur e-Ndaaedelos "skov af den store frygt". Nogle få var ændringer af elvernavne: så som Lun og Brændevinsfloden, der kommer af Lhûn og Baranduin. Denne fremgangsmåde kræver måske et vist forsvar. Det forekom mig, at gengive alle navnene i deres oprindelige form ville tilsløre et væsentligt træk ved de tider, set med hobbitternes øjne (hvis synsvinkel jeg var mest interesseret i at bevare): kontrasten mellem et vidt udbredt sprog, for dem lige så enkelt og almindeligt som engelsk er for englændere, og de levende rester af et langt ældre og mere højtideligt tungemål. Hvis alle navnene blot var blevet transskriberet, ville de for nutidens læsere synes lige fjerne: for eksempel hvis elvernavnet Imladris og vestron-oversættelsen Karningul begge var blevet ladt uforandret. Men at referere til Kløvedal som Imladris var, som hvis man i dag skulle omtale Winchester som Camelot, bortset fra at man ville være sikker på identiteten i det førstnævnte tilfælde, mens der i Kløvedal fortsat boede en fyrste, hvis ry gik langt længere tilbage, end Arthurs ville have gjort, om han så sad som konge på Winchester endnu i dag. Navnet Herredet (Sûza) og alle hobbitternes andre steder er således fordansket. Dette var sjældent vanskeligt, eftersom sådanne navne almindeligvis var dannet af elementer, som svarer til dem, som findes i vore enklere stednavne; enten ord som stadig er i almindeligt brug, så som høj eller løse; eller en smule nedslidte som (st)rup i stedet for by. Men nogle stammede, som allerede nævnt, fra gamle hobbitord som ikke længere var i brug, og disse er gengivet med tilsvarende danske ord så som bøl for "bosted" eller mikkel for "stor". Men når det gjaldt personer, var hobbitnavne i Herredet og Bri noget særegent på de tider, navnlig i den skik som var vokset frem nogle århundreder før med at lade navne gå i arv i slægterne. De fleste af disse slægtsnavne havde oplagte betydninger (på deres nuværende sprog, eftersom de kom af spøgefulde tilnavne eller af stednavne, eller (især i Bri) af navne på planter og træer). At oversætte disse bød ikke på større vanskeligheder; men der var et par navne tilbage, hvis betydning var glemt, og disse har jeg nøjedes med at fordanske i stavemåden: så som Toker for Túk, eller Boffer for Bophín. Jeg har så vidt muligt behandlet hobbitternes fornavne på samme måde. Hobbitter gav almindeligvis deres pigebørn navne efter blomster eller ædelstene. Til drengebørnene gav de sædvanligvis navne som slet ikke havde nogen betydning i dagligsproget; og nogle af kvindernes navne havde det på samme måde. Af denne slags er Bilbo, Bongo, Polo, Lotho, Tanta, Nina og så videre. Der findes mange uundgåelige, men tilfældige, ligheder med navne, som vi har eller kender i dag: for eksempel Otho, Odo, Drogo, Dora, Cora og så videre. Disse navne har jeg beholdt, skønt jeg som regel har fordansket dem ved at ændre endelserne, eftersom a var en maskulin endelse i hobbitnavne, og o og e var feminine. I visse gamle slægter, især af gyldenhud-oprindelse, så som Toker og Bulner, var det imidlertid skik at give børnene højtlydende fornavne. Siden de fleste af disse lader til at være hentet fra fortidige sagn, menneskers såvel som hobbitters, og siden mange, skønt de nu ikke har nogen betydning i hobbitters ører, lignede navne, som var i brug blandt menneskene i Anduin-dalen eller i Dal eller Marken, har jeg lavet dem om til sådanne gamle navne, for det meste af frankisk eller gotisk oprindelse, som stadig er i brug hos os eller er at finde i vore historiebøger. Jeg har således i det mindste bevaret den ofte komiske kontrast mellem for- og efternavne, som hobbitterne selv var helt på det rene med. Navne af klassisk oprindelse er sjældent blevet brugt; for de nærmeste ligheder mellem latin og græsk i Herredets overleveringer var elvernes tungemål, og disse brugte hobbitterne sjældent i nomenklatur. Kun få af dem kendte til "kongesprogene", som de kaldte dem. Buklændingenes navne var forskellig fra resten af Herredets. Folket i Sumpen og deres aflægger på den anden side af Brændevin var på mange måder noget for sig selv, som det blev sagt. Det var uden tvivl de sydlige storers tidligere sprog, som de havde arvet mange af deres mærkværdige navne fra. Disse har jeg almindeligvis ladet stå uforandret, for hvis de er besynderlige i dag, var de endnu mere besynderlige dengang. De havde en form, som vi måske vagt ville føle var "keltisk". Eftersom de overlevende spor af storernes og bri-menneskenes ældre sprog mindede om, hvordan keltiske elementer har overlevet i engelsk, har jeg af og til imiteret sidstnævnte i min oversættelse. Således er Bri (Bree), Klintekløften (Coomb), Arsjet (Archet) og Sjetskov (Chetwood) skabt på levn af britisk navneskik og valgt efter betydning: bree "høj, bakkekam", coomb "snæver dal", chet "skov". Men kun ét personavn er ændret på denne måde. Meriadoc (af engelsk "merry") blev valgt for at svare til det forkortede navn på denne person, Kali, der på vestron betød "livlig, munter", skønt det i virkeligheden var en forkortelse af det nu betydningsløse Bukland-navn Kalimac. Jeg har ikke brugt navne af hebraisk eller lignende oprindelse i mine ændringer. Intet i hobbitnavne svarer til dette element i vore navne. Korte navne som Sam, Tom, Tim og Mat var almindelige som forkortelser af virkelige hobbitnavne så som Tomba, Tolma, Matta og lignende. Men Sam og hans far, Ham, blev i virkeligheden kaldt Ban og Ran. Dette var forkortelser for Banazîr og Ranugad, som oprindeligt var øgenavne med betydningen "halv-vís, enfoldig"; og "hjemmemenneske"; men da dette var ord, som var gået af brug i daglig tale, var de blevet hængende som traditionelle navne i visse slægter. Jeg har derfor forsøgt at bibeholde disse træk ved at bruge Samvis og Hamfast, moderniseringer af oldengelsk samwís og hámfæst, som betød omtrent det samme. Da jeg først var gået så langt i forsøget på at modernisere hobbitternes sprog og navne og gøre dem familiære, fandt jeg mig selv involveret i en videre proces. De menneskesprog, som var beslægtet med vestron, burde, forekom det mig, omsættes til former, som var beslægtet med engelsk. Rohans sprog har jeg som følge heraf fået til at ligne oldengelsk, eftersom det både var (nok så fjernt) beslægtet med det almindelige sprog og (meget nært) med de nordlige hobbitters tidligere sprog, samtidig med at det i sammenligning med vestron var arkaisk. I Den røde Bog er der flere steder noteret, at når hobbitter hørte Rohans sprog, genkendte de mange ord og følte, at sproget måtte være beslægtet med deres eget, og det virkede derfor absurd at lade rohir-folkets nedskrevne navne og ord stå tilbage i en fuldstændig fremmed form. I flere tilfælde har jeg moderniseret form og stavemåde af stednavne i Rohan, så som Dysterharge eller Snebæk; men jeg har ikke været konsekvent, for jeg har gjort som hobbitterne. De ændrede de navne de hørte på samme vis, hvis de bestod af elementer, de genkendte, eller hvis de lignede stednavne i Herredet, men mange lod de stå urørt, ligesom jeg har gjort, eksempelvis i Edoras "kongsgårdene". Af samme grund er enkelte personnavne også blevet moderniseret, så som Skyggefaxe og Slangetunge (se note 2). Denne assimilering tilvejebragte også en bekvem måde, hvorpå man kunne gengive de ejendommelige lokale hobbitord, som var af nordisk oprindelse. De er blevet givet de former, som glemte engelske ord meget vel kunne have haft, hvis de havde overlevet frem til vor tid. Således er mathom ment at skulle minde om oldengelsk máthm og således gengive forholdet mellem det faktiske hobbitord kast og rohansk kastu. På samme måde er smial (eller smile), "hul", sandsynligvis en videreudvikling af smygel og gengiver ganske godt forholdet mellem hobbitisk trân og rohansk trahan. Sméagol og Déagol skal på samme vis svare til navnene Trahald, "at grave, orme sig ind", og Nahald, "hemmelig", på de nordiske sprog. Det endnu mere nordiske sprog i Dal ses i denne bog kun i navne på de dværge, som kom fra den egn og derfor brugte menneskenes sprog dér, idet de antog deres "ydre" navne på det sprog. Det kan bemærkes, at i den engelske udgave af denne bog, såvel som i The Hobbit, er formen dwarves brugt, selv om ordbøgerne fortæller, at flertal af dwarf er dwarfs. Det burde være dwarrows (eller dwerrows), hvis ental og flertal var gået deres egen vej ned gennem årene, ligesom man og men, eller goose og geese. Men vi taler ikke længere så ofte om dværge, som vi gør om mennesker, eller endda gæs, og hukommelsen har ikke været frisk nok hos menneskene til at holde på en særlig flertalsform for en race, der nu er overladt til folkeeventyrene, hvor i det mindste en skygge af sandheden er bevaret, eller til syvende og sidst til tåbelige fortællinger, hvor de blot er blevet komiske figurer. Men i den tredje alder kan noget af deres gamle særpræg og kraft stadig skimtes, omend en smule falmet; dette er efterkommerne af naugrimene fra ældre tider, i hvis hjerter Smeden Aulës urgamle ild stadig brænder, og dér ulmer også gløderne af deres lange nag til elverne; og i deres hænder lever endnu en evne i stenhåndværk, som ikke overgås af nogen. Det er for at fremhæve dette, at jeg har vovet at bruge formen dwarves på engelsk, og således, måske, fjerne dem en smule fra disse senere tiders mere tåbelige historier. Dwarrows ville have været bedre; men den form har jeg kun brugt i navnet Dwarrowdelf (Dværgegraven) for at gengive Morias navn på det almindelige sprog: Phurunargian. Thi det betød "Dværgebo" og var dog allerede et ord af gammeldags form. Men Moria er et elvernavn og givet det uden kærlighed; thi eldarne var ikke beboere af sådanne steder af eget valg, skønt de til nød, under deres bitre krige med Den mørke Magt, kunne udtænke fæstningsværker under jorden. De var beundrere af den grønne jord og himlens lys; og Moria betyder på deres eget tungemål Den sorte Afgrund. Men dværgene selv kaldte det Khazad-dûm, Khazads Palæ, og dette navn holdt de i hvert fald aldrig hemmeligt; thi således kaldte de deres egen race, og sådan har de kaldt den, lige siden Aulë gav dem navnet, da de blev skabt i tidernes morgen. Elverfolk er anvendt til at oversætte både quendi "de talende", højelvernavnet på hele deres slægt, og eldar, navnet på De tre Slægter, som søgte Det Udødelige Rige og kom dertil i tidernes begyndelse (med undtagelse af sindarne). Dette gamle ord var faktisk det eneste, som fandtes, og engang var det passende til at gengive sådanne erindringer af dette folk, som menneskene havde bevaret, eller til at skabe et billede i menneskenes sind, som ikke var alt for vildledende. Men dette er aftaget, og for mange kan det nu lede tankerne hen på alt for søde eller sværmeriske forestillinger, lige så ulig quendiene i gamle tider som sommerfugle er ulig den hurtige falk ­ ikke at nogen af quendiene nogen sinde var udstyret med vinger på kroppen, dét var lige så unaturligt for dem, som for mennesker. De var en race høj og smuk, de ældste af denne verdens børn, og blandt dem var eldarne som konger, der nu er borte: Den Lange Færds Folk, Stjernernes Folk. De var høje, lyse i huden og havde grå øjne, skønt deres lokker var mørke, på nær i Finarfins gyldne hus; og deres stemmer havde flere melodier end nogen dødelig stemme, som nu er at høre. De var tapre, men historien om dem, som vendte tilbage til landflygtighed i Midgård, var sørgelig; og skønt deres skæbne i en forgangen tid krydsede Fædrenes, deler de ikke skæbne med menneskene. Deres herredømme svandt for længe siden, og de bor nu hinsides denne verdens cirkler og vender aldrig tilbage. Note til tre navne: Hobbit, Gammegod, og Brændevinsfloden. Hobbit er en opfindelse. På vestron var ordet, der blev brugt, når der overhovedet blev refereret til dette folk, banakil "halvling". Men på dette tidspunkt brugte folk i Herredet og i Bri ordet kuduk, som ikke fandtes andet steds. Meriadoc har imidlertid noteret sig, at kongen af Rohan brugte ordet kûd-dûkan "hul-boer". Eftersom hobbitterne, som før nævnt, engang havde talt et sprog, som var nært beslægtet med rohir-folkets, virker det sandsynligt, at kuduk var en nedslidt form af kûd-dûkan. Det sidstnævne har jeg, af grunde jeg allerede har nævnt, oversat med holbytla; og hobbit er et ord som godt kunne være en nedslidt form af holbytla, hvis det navn havde forekommet i vort eget gamle sprog. Gammegod. Ifølge familietraditonen, nedskrevet i Den røde Bog, kom slægtsnavnet Galbasi, eller i reduceret form Galpsi, fra landsbyen Galabas, blandt folk i almindelighed antaget at stamme fra ordet galab- "gamme" og et gammelt element bas-, som mere eller mindre svarer til vores vis. Gammevis (ofte udtalt Gamvis) syntes derfor at være en rimelig gengivelse. Dog var det med reduceringen af Gammevis til Gammegod ikke hensigten at vise nogen forbindelse mellem Samvis og familien Hytbo, skønt en spøg af den art ville have været hobbitagtig nok, hvis der havde været nogen berettigelse for den i deres sprog. Hytbo gengiver faktisk Hlothran, et ret almindeligt landsbynavn i Herredet, der stammer fra hloth, "to-rums-bolig eller -hul", og ran(u), en lille gruppe af disse boliger i en bakkeskrænt. Som slægtsnavn kan det være en ændring af hlothram(a) "hytteboer". Hlothram, som jeg har gengivet med Hytbo, var navnet på gårdmand Hytbos bedstefar. Brændevinsfloden. Hobbitnavnene på denne flod var ændringer af elvernavnet Baranduin (med trykket på and), der kom af baran "gyldenbrun" og duin "(stor) flod". Om Baranduin forekom Brændevin en rimelig forvanskning i moderne tid. Faktisk var det ældre hobbitnavn Branda-nîn "grænsevand", hvilket ville have været bedre gengivet med Skelå; men ved en spøg, som var blevet almindelig, og som igen refererede til dens kulør, blev floden på den tid sædvanligvis kaldt Bralda-hîm "stærkt øl". Det må imidlertid bemærkes, at da Oldbukkerne (Zaragamba) ændrede deres navn til Brændebuk (Bramdagamba), betød det første element "grænseland", og Skelbuk ville havet været nærmere. Kun en meget dristig hobbit ville have vovet at kalde herren til Bukland Braldagamba i dennes påhør. Note 1: På et par steder i den engelske udgave er det forsøgt at antyde disse distinktioner ved et inkonsekvent brug af thou. Eftersom dette pronomen nu er usædvanligt og arkaisk, er det hovedsagelig brugt til at gengive brugen af højtideligt sprog; men en ændring af you til thou eller thee er nogle gange, i mangel af bedre midler, anvendt for at vise en bemærkelsesværdig ændring fra de ærbødige former, eller fra de almindelige former mellem mænd og kvinder, til den intime. Note 2: Denne sproglige fremgangmåde indebærer ikke, at rohirrim havde større lighed med gamle dages englændere hverken i kultur, kunst, i våben eller krigskunst, bortset fra det som i almindelighed kan tilskrives deres fælles livsbetingelser: et enklere og mere primitivt folk som levede i kontakt med en højere og mere ærværdig kultur, i et område som tidligere havde tilhørt dens rige.